Facebook er et langt mere alvorligt problem for demokratiet end falske nyheder. Her er hvorfor

På den seneste forside af teknologimagasinet Wired ligner Mark Zuckerberg en bokser, der lige har tabt en kamp – med plaster på øjenbrynet og blodig læbe. Facebook står midt i den største krise i sin historie.

De seneste måneder har alverdens medier – fra The Economist til New York Times og Wired – bokset løs på Facebook med lange artikler om tech-gigantens skadelige indflydelse på demokratiet. Om fake news og russiske trolde. Og da USA’s særlige anklager i efterforskningen af Ruslands indblanding i det amerikanske valg, Robert Mueller, i februar sigtede 13 russiske statsborgere for at have manipuleret valget, stod der »facebook« 35 gange i anklageskriftet.

I januar lovede Mark Zuckerberg så bod og bedring. Ja, det kan nogle gange være skidt at bruge facebook, indrømmede han til alle kommentatorers store overraskelse, så nu vil virksomheden ændre den hemmelige algoritme, der bestemmer, hvad brugerne ser i deres newsfeed. Der skal mere fokus på venner og familie og mindre på nyheder, lovede Zuckerberg. Der skal være mere »velvære« på facebook.

Men de ventede ændringer vil næppe løse Facebooks problemer. Russiske trolde og falske nyheder, er nemlig ikke platformens største problem. Forskning fra Stanford University tyder på, at de sociale medier ikke er den drivende faktor bag den voksende politiske polarisering – Trump klarede sig faktisk dårligere blandt internetbrugere end Mitt Romney gjorde i 2012.

Det største demokratiske problem med Facebook er, at virksomheden er blevet så gigantisk: 2,1 milliarder brugere, et stærkere brand end Coca Cola og en intim viden om en fjerdedel af klodens befolkning. Facebook er blevet hele verdens demokratiske infrastruktur, men borgerne har ingen indflydelse på dens udformning. Ingen aner, hvordan Facebook udvælger sit indhold, og Facebook nægter at tage ansvar for indholdet på platformen. Hver gang en facebookprogrammør i Silicon Valley skruer på et håndtag, har det voldsomme konsekvenser for den offentlige samtale fra Myanmar til Danmark. Og nå ja, så betaler Facebook stort set ingen skat i mange lande.

Facebook er et langt mere alvorligt problem for demokratiet end bare falske nyhedsartikler. Vi har samlet de seks største problemer med den sociale mediegigant.

1. Facebook er et gigantisk datamonopol

2,1 milliarder brugere og en børsværdi, der svarer til Danmarks BNP otte år i træk (2.466.000.000.000 kroner). Facebook er gigantisk. Og de køber sig hele tiden større og stærkere – i dag ejer Facebook både WhatsApp og Instagram, der har henholdsvis 1,3 milliarder og 800 millioner brugere. Der er ikke længere nogen naturlige konkurrenter til Facebook – brugerne kan ikke bare springe over på MySpace, hvis de er uenige med Zuckerbergs politik. Facebook har de facto monopol.

Og så ved de alt om os.

»Facebook ved nok mere om os end nogen regering eller noget efterretningsvæsen,« siger Mathew Ingram, der er tech-journalist på Columbia Journalism Review. »Vi giver dem data hver gang, vi åbner browseren – hvad vi liker, hvor vi er, hvor langt du læser i en artikel, før du klikker væk. Mit yndlingseksempel er, at Facebook angiveligt overvåger det, du taster ind i statsusopdateringsboksen, selvom du ikke poster det.«

Som alle private virksomheder skal Facebook tjene penge, og det sker ved at sælge deres enorme viden om godt to milliarder mennesker til annoncører, der så kan målrette reklamer til specifikke personer. Brugerne er Facebooks produkter.

Kritikere har sammenlignet det med George Orwells dystopiske roman, 1984, hvor en ond stat overvåger borgerne mod deres vilje. Men det her er anderledes: På facebok giver brugerne frivilligt deres data fra sig. På de sociale medier er det mere skræmmende, at ingen kigger på én, end at Mark Zuckerberg kan se alt.

Som den britiske politolog, David Runciman har sagt her i avisen:

»Zuckerberg er for mig en større trussel mod demokratiet end Donald Trump. Han ejer nærmest personligt to milliarder menneskers data, og det er virkelig svært at finde ud af, hvor du vil starte, hvis du vil gøre noget ved det.«

2. Facebook er ikke en neutral platform

Facebook siger selv, at de ikke er et medie, de er en platform. Wired har skrevet, at »ideen om, at Facebook er en åben, neutral platform er nærmest et religiøst dogme i virksomheden.« Så vigtigt er det. Det skyldes bl.a. den såkaldte »Section 230 of the 1996 Communications Decency Act«, som gør, at internetplatforme ikke kan stilles til ansvar for hver eneste lille kommentar, som brugerne skriver. Men jo større Facebook bliver, jo mere ligner loven en dårlig undskyldning, som Zuckerberg kan gemme sig bag. Modsat andre medier, der tager juridisk og moralsk ansvar, hvis de skriver usandheder (chefredaktører kan ultimativt komme i fængsel), tager Facebook intet ansvar.

»De lader som om, de bare er en neutral videreformidler, men det er jo ikke rigtigt,« siger Mathew Ingram. »De redigerer hele tiden: Deres algoritme afgør, hvad man kan se og ikke kan se, og hvordan det skal fremvises. Det er det, et medie gør.«

For det første er beslutningen om ikke at redigere også en redaktionel beslutning. I Facebooks tilfælde måske endda »en af de største beslutninger nogensinde«, som Wired skriver. At præsentere en New York Times-artikel og falske nyheder skrevet af russiske trolde på samme måde er ikke at være neutral.

For det andet ved vi, at Facebook faktisk redigerer på en række områder: Facebooks algoritme sorterer i indholdet, nøgenhed censureres, hele platformen scannes løbende for børneporno, støtte til terrorbevægelser og ophavsretskrænkelser. Facebook er altså ikke en lovløs jungle – der er regler. Vi kender dem bare ikke.

»Lige nu har vi nul indsigt i, hvordan algoritmen virker, hvordan de udvælger,« siger Mathew Ingram »De bør åbne op og være mere ærlige omkring, hvad der foregår på platformen.«

3. Facebook kan få uforholdsmæssig stor indflydelse på demokratiske valg

Før skandalen om falske nyheder og russisk misinformation brød løs om ørene på Mark Zuckerberg, mente Facebook selv, at de kunne bygge et bedre demokrati. I en forskningsartikel i Nature i 2012 fortalte firmaet, at de ved hjælp af en særlig ‘I Voted’-knap havde hævet antallet af amerikanere, der kom til stemmeurnerne. De havde nudget befolkningen til at stemme. Der startede spekulationer om, at den slags kampagne især fik yngre vælgere i stemmeboksen og derfor reelt gav Demokraterne et boost. Men det ville Facebook ikke høre tale om.

»Vi er som firma neutrale,« sagde en talsperson. »Vi har ikke og vil ikke bruge vores produkter på en måde, som forsøger at påvirke, hvordan folk stemmer.«

Men så enkelt er det desværre ikke. For hvis Facebook kan hæve antallet af stemmer ved at bygge en lille knap, kan virksomheden også få en uforholdsmæssig stor indflydelse på demokratiske valg.

Der er allerede masser af teorier. Om Trump-kampagnens strategiske brug af facebookannoncer under valgkampen, om falske nyheder, russiske disinformation, big data-firmaer som Cambridge Analytica og om Facebooks uigennemsigtige annoncemarked og målretningsværktøjer.

Det er svært at vide, om mange af historierne er overdrevne, og Facebooks lukkethed hjælper bestemt ikke på det problem.

Men spekulationerne alene har konsekvenser: Når offentligheden ikke aner, hvordan Facebook egentlig spreder budskaber, bliver det svært helt at frigøre sig fra tanken: Bliver valgene manipuleret? Og af hvem? Og kan man nu i endnu højere grad end tidligere købe sig til et valg?

4. Facebook bestemmer, hvad der får et publikum

Fordi facebook har vokset sig så stor, er det også blevet en central kilde at hente læsere fra for alverdens medier fra Wall Street Journal til Dagbladet Information. Alle vil gerne have en bid af Facebooks mange brugere. Medierne har løbet efter Facebooks algoritme. Pludselig viste det sig, at clickbait-overskrifter gav mange klik. Så var det lister – ’31 ting, du ikke vidste om Disney-filmene’. Så var det korte videoer. Der er endda opstået helt nye medier som BuzzFeed og Mashable, der er tilpasset perfekt til Facebooks økosystem. 

I teorien er Facebook ligeglad med, hvad der kommer op i brugernes newsfeed – kattevideoer eller afsløringer af krigsforbrydelser i Syrien. Dets forretningsmodel handler udelukkende om at holde brugerne så lang tid som muligt på platformen, så de kan se en masse annoncer. Det er sådan, de tjener penge. Det har formet medieindholdet. 

Facebook har også formet mediers forretningsmodel. Indhold, der var gemt bag betalingsmure er blevet nedprioriteret – for hvem gider dele artikler, som vennerne alligevel ikke kan læse?

Kort sagt: Hver gang en facebookkoder i Silicon Valley har skruet på algoritmen, har præmisserne ændret sig for den offentlige samtale i resten af verden. I efteråret gennemførte Facebook ifølge The Guardian et eksperiment, hvor de skruede kraftigt ned for alle medier i seks udvalgte lande – fra den ene dag til den anden mistede et medie i Guatemala 66 pct. af sine besøgende.

Nu har Facebook så besluttet, at man vil ændre sin algoritme, så der kommer mere fokus på familie og venner og mindre på mediehistorier. På Information er vores trafik fra facebook halveret, og noget lignende ser ud til at ske for alle danske medier (og mange virksomheder og NGO’er). 

På langt sigt kan det dog vise sig at være positivt, hvis det fører til, at medierne frigører sig fra facebook. For som magasinet Vice skriver: »Journalistik, som er bygget til at gå viralt og til at blive samlet op af en algoritme, er ikke journalistik, det er marketing.«

5. Facebook og de andre tech-giganter suger penge ud af de brancher, der leverer indholdet

Ifølge Financial Times sad Facebook og Google i 2017 på hele 84 pct. af verdens samlede digitale annoncemarked uden for Kina. Og når tech-giganterne snupper alle de digitale reklamekroner, bliver det sværere at tjene på aviser, musik, bøger og video. Som Jonathan Taplin pointerer i sin bog Move fast and break things: »De digitale giganters fremkomst hænger direkte sammen med de kreative industriers nedtur.«

6. Facebook betaler ikke skat

0,03 procent. Så stor en andel af sit overskud betalte Facebook i skat til EU-landene i 2015. Ligesom de andre internetgiganter forsøger Facebook målrettet at betale så lidt i skat som overhovedet muligt. I Europa kører de deres aktiviteter over firmaets hovedkvarter i Irland og videre til blandt andet skattelyet Cayman Islands. Dermed slipper de med at betale en uhørt lav skatteprocent. Hårdt presset af blandt andet EU har Facebook nu tilkendegivet, at de vil lave om på den irske skattefinte, men ifølge eksperter er det tvivlsomt, om det vil medføre en øget skattebetaling.

En del af overskuddet er også blevet placeret i en kæmpefond, som Zuckerberg og hans kone bestyrer. Her ligger nu intet mindre end 63 milliarder dollar, der bl.a. skal bruges til at »kurere alle sygdomme« og forandre uddannelsessystemet. Bestemt ædle mål – som engang blandt andet blev administreret efter demokratiske institutioners prioriteringer baseret på – ja – skattebetaling.

I en tidligere version af denne artikel skrev vi, at vi har samlet de syv største problemer med Facebook. Det er nu rettet, for artiklen indeholder kun seks.