Læsetid: 5 min.

Facebook: Måske er det ikke godt, at vi fylder så meget i folks liv

Facebook har måtte sande, at man ikke altid bliver glad af at være på Facebook. Nogle gange ryger man simpelthen »ned i et hul af video efter video efter video og pludselig er det midt om natten«. Facebook svarer på de seneste måneders hårde kritik af platformen
Facebook står i sit værste stormvejr nogensinde. Og i januar lovede Mark Zuckerberg så bod og bedring. Der skal mere fokus på venner og familie og mindre på nyheder, lovede Zuckerberg. Der skal være mere »velvære« på facebook.

Facebook står i sit værste stormvejr nogensinde. Og i januar lovede Mark Zuckerberg så bod og bedring. Der skal mere fokus på venner og familie og mindre på nyheder, lovede Zuckerberg. Der skal være mere »velvære« på facebook.

Chip Somodevilla

2. marts 2018

I øjeblikket hagler kritikken ned over Facebook. Teknologigiganten er blevet for stor og er for lukket, lyder det. Og måske kan det lige frem skade demokratiet, at en privat virksomhed suverænt sætter rammer om den offentlige samtale på nettet. Og hvad med fake news? Hvad med den manglende skattebetaling?

I fredagens Information gennemgik vi en række kritikpunker. Nu svarer Facebooks nordiske kommunikationschef, Peter Münster.

– Er Facebook en lukket virksomhed?

»Jeg synes vi er gode til at være transparente, når vi laver ændringer i Facebooks news feed, bl.a. den seneste opdatering, som har den konsekvens, at nyhedsmedier, der før fik en organisk rækkevide på Facebook, falder. Det putter vi ikke med. Alle væsentlige opdateringer til news feed udgiver vi en blogpost om,« siger Peter Münster, der har været kommunikationschef siden starten af 2015.

»Før det nye ændrede news feed var det sådan, at hvis du kan lide long read – fx en feature som det her i Information – så får du mere af dét. Og hvis du er mere til ’ti letbenede skuespillere, som du ikke har set siden 80’erne’, så får du mere af dét. Men det har bevæget Facebook væk fra det oprindelige udgangspunkt: Et sted hvor man kan være sammen med venner og familie. Og vi kan se, at folk simpelthen ikke får det bedre af at konsumere passivt content – se en video og en video til og en video.«

– Skal man se jer som en redaktør af et medie eller som en neutral platform?

»Vi er en ny form for platform. Vi har selvfølgelig en rolle at spille i nyhedsbilledet, men ikke den samme rolle, som en redaktør, der udvælger emner og siger: ’Her er et noget, som er underbelyst, det skal der fokus på’. Den selektion, vi foretager, er den anden vej rundt: Det er regler for, hvad der ikke hører hjemme.«

»Facebook er en teknologi, der gør det, brugeren beder om. Som en bil: Du kan køre til højre eller hurtigere. Det er dig der styrer teknologien, ikke teknologien, der styrer dig. Folk kan tage magten over deres news feed. Du kan redigere dine annoncepræferencer: ’Hov jeg er ikke optaget af Spice Girls mere’. Og du kan sige: ’Jeg vil altid se indhold i Information først’. News feed reagerer på de signaler, du giver det. Hvis du læser en artikel, eller hvis du bare scroller forbi – det reagerer news feed på. Det har aldrig været en hemmelighed.«

– Så I er en neutral platform…?

»Vi skal være en neutral platform, som er åben for alle synspunkter og alle værdier. Men der er  en ramme. Der er f.eks. ikke plads til racistisk indhold. Eller opfordringer til terror. Men inden for reglerne er det lige meget, om man er Nye Borgerlige eller Enhedslisten. Så er jeg med på, at der har været eksempler i offentligheden på det seneste, hvor vi har fjernet indhold, som vi ikke skulle have fjernet – f.eks. Abdels opslag (Abdel Aziz Mahmoud, red.), som ikke skulle have været fjernet. Det var en fejl.«

– Er det ikke et problem, at I som neutral platform ender med at præsentere en artikel fra New York Times og en falsk nyhedsartikel på samme måde – de kan gå lige viralt, fordi I ikke skelner?

»Misinformation er et problem, og det hører ikke hjemme på Facebook. Men det er svært at få fjernet, for hvem skal afgøre, hvad der er sandt og falsk? Tag debatten om HPV-vaccinen: Du har to fløje, én som mener, at det er torskedumt at vaccinere, og én som mener, at det er torskedumt ikke at vaccinere. Og selv de lærde skændes om det. Vi vil ikke være dem, der går ind og afgør, hvad der er sand og falsk i sådan en sag. Og ingen ønsker vel, at vi påtager os den rolle.«

– Føler I, at I har et ansvar for at demokratiet fungerer?

»Vi føler et ansvar for, at den teknologi, vi har bygget, bliver brugt positivt. At stille kvalificeret viden til rådighed er godt. Misinformation og falske nyheder undergraver vores samfund. Så ja, det føler vi et ansvar for.«

– I har selv vist, at Facebook kan være et potent redskab til at påvirke mennesker – i formåede f.eks. at hæve valgdeltagelsen ved et lokalvalg i USA, fordi I lavede en ny knap. Hvordan kan man sikre, at kræfter, som vil os det dårligt, ikke vender det magtfulde redskab i mod os selv?

»Ved Stortingsvalget i Norge sidste år, gjorde vi det, vi altid gør: Vi henvendte os til den myndighed der afvikler valget (i Danmark ville det være indenrigsministerier, red.) og havde samtaler med dem: Hvad er der af muligheder, og hvad er der af behov? Så henvendte vi os til alle partierne: Hvad havde de brug for af træning, og hvad havde de af behov? Alle skal have muglighed for at bruge det her redskab.«

– Men hvordan kan man sikre, at der ikke bare kommer en masse russiske trolde og bruger Facebook til at ødelægge demokratiet?

»Det, valget i 2016 viste, var, at – ja – vi kan gøre mere. Vi skal den negative brug af platformen til livs.«

– Mener I selv, at I er blevet for store og for magtfulde?

»Vi har en privilegeret position i folks hverdag. De kommer til Facebook, fordi vi leverer en service, som de er glade for. Men måske bruger folk for meget tid på Facebook. Måske er det ikke godt, at vi fylder meget i folks liv.«

– Så delvis ja til at I er for store. Eller i hvert fald: Kvalitativt set har I fyldet på en forkert måde…?

»Vi vil gerne tilbage til – ja, jeg ved godt det lyder lidt corny og Silicon Valley-agtigt, men: ‘put the face back in Facebook.’ Der sker en negativ forskydning, når man bygger en platform til at holde folk i kontakt med venner og familie, men så ryger de bare ned i et hul af video efter video efter video og pludselig er det midt om natten, og de kan ikke komme op om morgen. Vi kan også se på forskningen, at det ikke gør folk glade.«

– Hvorfor betaler I så lidt i skat i EU?

»Vi har lancereret en ny skattemodel for det kommende skatteår, for det er der en konkret efterspørgsel efter.«

– En konkret efterspørgsel …?

»Ja, der er mange der har stillet os netop det spørgsmål: ’Hvorfor betaler I så lidt i skat?’ Så den omsætning, der bliver genereret i et marked vil blive bogført og beskattet i det pågældende land. I Stockholm har vi f.eks. et team, som der sælger annoncer til svenske annoncører, og den omsætning, som dét team genererer, vil nu blive bogført og beskattet i Sverige. Og nu åbner vi snart et kontor i København (i løbet af foråret, red.), og så kommer vi til at betale mere skat i Danmark«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Nielsen
  • David Zennaro
Niels Nielsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Ja, der er kun to måder at blive rig på, enten arver man pengene, eller også stjæler man dem.

Torben Arendal, Lillian Larsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Problemet med Facebook er folk slet ikke har så mange venner i virkeligheden. Måske skulle man heller kalde dem bekendte, selv om det også i mange tilfælde ikke engang dækker og selv om det ikke lyder lige så besnærende som det indbildske "venner". Jeg har fx under ti venner på min profil og mindst to af dem er ikke engang rigtige venner. Hvis du er i tvivl om dine "venner" er venner, så spørg dig selv om du er parat fx at bede dem om at låne dig 100 kr.

Niels Nielsen, Heidi Larsen og Britta Felsager anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Som forretningskoncept er FB genialt. Tænk at opfinde en platform, hvor folk helt frivilligt, og en masse, vil dele deres liv, deres tanker, glæder, bekymringer og præferencer med en virksomhed, som aldrig har lagt skjul på, at alle disse data skal bruges til noget, herunder først og fremmest at sælge selvsamme data med henblik på at tjene så mange penge som muligt.
Men det er jo åbenbart, at pseudo-fællesskabet dækker et gigantisk behov.

Torben Arendal, Vibeke Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Nielsen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar