Læsetid: 9 min.

Filmelskeren i sit rette element

Informations mangeårige filmkritiker, Morten Piil, er død. Gennem en menneskealder var han en af dansk filmkritiks mest velskrivende og skarpeste penne; en såre uakademisk, udogmatisk og hjælpsom én af slagsen, skriver hans ven, kollega og elev, Christian Monggaard
Morten Piil stod i første række, da en lang række nye, danske filmkunstnere markerede sig op gennem 1960’erne og 1970’erne – og igen da Bille August og Lars von Trier trådte ind på scenen 1980’erne, og i midten af 1990’erne da Dogme 95 ramte. Han så det som sin opgave at gå i dialog med dansk film og sige kraftigt fra, når der blev lavet noget skidt.

Morten Piil stod i første række, da en lang række nye, danske filmkunstnere markerede sig op gennem 1960’erne og 1970’erne – og igen da Bille August og Lars von Trier trådte ind på scenen 1980’erne, og i midten af 1990’erne da Dogme 95 ramte. Han så det som sin opgave at gå i dialog med dansk film og sige kraftigt fra, når der blev lavet noget skidt.

Finn Frandsen

24. marts 2018

Min kollega, mentor og ven, filmkritikeren Morten Piil, er død af kræft. Han blev 75 år gammel.

Det var Morten, som for 20 år siden spurgte, om jeg ville være hans afløser på Dagbladet Information, mens han skrev sit første filmleksikon, Gyldendals Danske Filmguide, færdig. Og det var Morten, som i de efterfølgende år gav mig al den opbakning og ikke mindst konstruktive kritik, en ung skrivekugle havde brug for. Han er den klippe, jeg står på i dag.

I begyndelsen sendte jeg de vigtigste af mine tekster til Morten for at få dem læst igennem og godkendt. Det betød alt for mig at få hans anerkendelse. Siden blev det i stedet alle mine bøger, han læste igennem – den om Balling, om Tardini og om danskere i Hollywood – for igen var det vigtigste for mig, at han kunne lide det, jeg skrev. Det skyldtes ikke kun, at Morten sørgede for, at jeg blev tilknyttet Information, men også at han var så dygtig og begavet, som han var, så vidende, skarp og generøs.

I forordet til den samling af egne tekster, Film på hjernen, som Morten fik udgivet på Informations Forlag i 2003, da han blev 60, skrev Klaus Rifbjerg, at Morten var at finde mellem den håndfuld af filmkritikere i Danmark, som virkelig betød noget. Morten var for beskeden til selv at sige den slags, men Rifbjerg havde ret: Gennem en menneskealder var han en af de bedste og skarpeste filmkritikere herhjemme, og han var samtidig en af dem, der elskede film højest og bedst forstod at udtrykke den kærlighed.

Det er heldigt for os, at Morten, da han var ung og skulle vælge mellem sine to store passioner: sporten og filmen, valgte at blive filmkritiker. Fordi, som han engang fortalte mig, dem var der ikke så mange af, mens der var så mange sportsjournalister.

Den hvide rektangel

I teksten Det kinetiske kino-kick beskriver Morten selv, hvorfor filmkunsten betager ham: »Når alt er sagt og skrevet, står magien tilbage. Lyset dæmpes gradvist, den hvide rektangel fyldes med flimrende liv, vinden kruser træernes blade, og en biografsal fuld af mennesker hengiver sig og opsluges. Man er prisgivet det mekaniske illusionsnummer, som kan favne de fleste andre kunstarter – romanens epik, teatrets drama, maleriets billedfortryllelse, musikkens lydberuselse og dansens dynamik, når kameraet selv danser med eller indfanger dansere som Astaire eller Kelly.«

Morten var blot 17 år gammel, da han i 1960 skrev sin første tekst til filmtidsskriftet Kosmorama, hvis redaktør, Ib Monty, tog den unge mand under sine vinger. De to redigerede og oversatte siden en række betydelige filmessays i trebindsværket Se, det er film. I 1962 hyrede Berlingskes chefanmelder, Svend Kragh-Jacobsen Morten som sin junioranmelder, og de næste fem år aftjente han sin værnepligt i Pilestræde.

I Film på hjernen fortæller han i en række erindringsglimt om, hvordan han nogle dage så tre film i træk og så havde deadline på anmeldelserne kl. 21.45 samme aften: »Det gav god træning, men danske film turde man ikke betro en 19-årig, og Kragh-Jacobsen var nær ved at fyre mig, da jeg i en note skrev mindre pænt om Bodil Ipsens Afsporet – Ipsen var en af hans slyngveninder.«

Udogmatisk kritiker

Morten Piil stod med andre ord i mesterlære som filmkritiker, og han var  en såre uakademisk, udogmatisk én af slagsen, for hvem det drejede sig om at skrive så præcist og ukunstlet som muligt. Nogle gange, når jeg bad ham læse mine tekster igennem, var det ikke mindst overflødige sætninger og tillægsord, som røg først. Han var venlig, men bestemt – indimellem morede han sig over særligt fjollede formuleringer – og han vidste, hvad der fungerede og ikke fungerede.

Morten holdt selv af at læse anmeldelser, især af amerikanske giganter som Pauline Kael og Andrew Sarris og franske kolleger i Cahiers du Cinéma og britiske i Sight & Sound. Han var glad for sine forgængere og kolleger på Information, Erik Ulrichsen og Henning Jørgensen, og han læste til det sidste med stor fornøjelse Politikens Kim Skotte, som han gennem mange år sad i bestyrelsen for det daværende Filmmedarbejderforeningen, nu Danske Filmkritikere, og arrangerede Bodil-prisuddelinger sammen med.

Morten tilhørte selv en generation af filmkritikere og filmjournalister, som skrev Historien med stort H. De støbte det fundament, alle vi andre står på i dag. De byggede bro mellem dengang og nu. De skrev anmeldelserne, artiklerne og bøgerne og formulerede de tanker, som vi stadig forholder os til og læner os op ad. Hvor ofte sker det f.eks. ikke, at jeg tager et af Mortens tre filmleksika ned fra hylden for lige at være sikker på, at jeg har fået det hele med, og at der ikke er et eller andet, jeg har misforstået!

I første række

I 1967 oversatte Morten en af sine favoritforfattere Vladimir Nabokovs Fortvivlelse til dansk. Samme år skiftede han til Information, som han var tilknyttet indtil sin død – dog optrådte han sjældnere og sjældnere i spalterne i de senere år, hvor han kun sagde ja til de skriveopgaver, han virkelig havde lyst til. Hans sidste anmeldelse for Information er fra september sidste år og er af filmbogen Filmens København.

Morten skrev kritik, portrætter, ledere og interview, og han stod i første række, da en lang række nye, danske filmkunstnere markerede sig op gennem 1960’erne og 1970’erne – og igen da Bille August og Lars von Trier trådte ind på scenen i 1980’erne, og i midten af 1990’erne da Dogme 95 ramte. Han så det som sin opgave at gå i dialog med dansk film og sige kraftigt fra, når der blev lavet noget skidt. Nogle år senere fortrød han dog, at han havde været så hård mod dogmeprojektet, da det blev annonceret.

Men han skrev om alt – amerikansk guldalder, fransk nybølge, italiensk neorealisme, engelsk køkkenvaskrealisme, svensk sensualitet, japanske samuraifilm, iransk filmpoesi – og han gjorde det med stort overskud og nerve.

I 1985 i sin nekrolog over en af sine yndlingsinstruktører, Orson Welles, skrev Morten: »Orson Welles’ 12 spillefilm er også klassikere, men jeg tror aldrig, at de vil føles som pligtfilm af nogen. Dertil er de simpelthen for eksplosivt pakkede med pulserende liv og fantasibårne ideer, for elementært levende og poetisk gennemlyste. Orson Welles var en ujævn instruktør, langtfra alle hans film er helstøbte, men de er aldrig kedelige. Han talte altid i første person, forsøgte altid at bryde grænser, stræbte altid efter at opfylde den åndsbeslægtede Jean Cocteaus krav til kunsten: ’Gør os forbløffede!’«

Unikke opslagsværker

Det var dog ikke kun som kritiker og journalist på Information, at Morten beskæftigede sig med film. I mange år var han filmindkøber for Danmarks Radio og dermed en af de ansvarlige for at fylde sendefladen med gode film af alle mulige slags. Det var i monopolets tid, og det var et vigtigt job.

I et par år i midten af 1970’erne var Morten tillige filmkonsulent på Det Danske Filminstitut, hvor han blandt meget andet støttede Nils Malmros’ anden spillefilm, Drenge (1977), og sørgede for, at Jørgen Leths berømte cykelfilm, En forårsdag i helvede (1977), blev færdigfinansieret.

Ud over sit filmleksikon, der blev en bestseller, skrev Morten yderligere to opslagsværker: Et om danske filminstruktører og et om danske skuespillere. Alle tre bøger var unikke i dansk sammenhæng, fordi de så grundigt beskrev og vurderede de enkelte film og personer. Han skrev også for Filminstituttets blad, Film – mest interviews med instruktører og skuespillere – og for filmmagasinet Ekko – mest anmeldelser.

Om Lars von Triers Breaking the Waves skrev han i 1996 i Information fra filmfestivalen i Cannes:

»Trier har udtrykt forhåbninger om, at han med Breaking the Waves vil ramme et bredt internationalt publikum. Men frygt ikke: Han er ikke blevet ’mainstream’. Filmen skal nok blive set, men den er sikkert – på bedste Trier-vis – for selvrådig og kompromisløs til at glide smertefrit ind i filmbranchens konsumvareafdeling for kæmpehits. Heldigvis da. Atter gribes man af taknemmelighed mod denne halsløse og generøse billedmager, der vover så meget, og som nu er begyndt at skildre mennesker med samme ensporede lidenskab, som han før investerede i det rent visuelle udtryk. Nye strenge får instrumentet hele tiden, og hvor det dog klinger!«

Det hvide papir

For et par måneder siden besøgte jeg Morten i villaen i Hellerup, hvor han boede med sin kone, Anne, og hvor begge deres børn, Marianne og Thomas, er vokset op. Han havde fortalt mig, at han var blevet syg, og selv om vi jævnligt mailede sammen eller kommunikerede på Facebook, havde vi ikke set hinanden i nogle måneder. Det var dog ikke sygdom, vi talte om den eftermiddag, men i stedet vores fælles historie på Information og på filmfestivalen i Cannes, som Morten første gang deltog i i slutningen af 1960’erne.

Da jeg selv skulle til Cannes for første gang i 1998, overtog jeg Mortens værelse på det hotel, han havde boet på i årtier. Han var heller ikke sen til at give mig tips til, hvordan jeg skulle komme hurtigt gennem byen, der under festivalen er overrendt af mennesker. Og så fortalte han mig, hvor byens gode markeder lå, og hvor jeg skulle købe mit frugt og grønt, mit brød, skinke og ost. Sådan var Morten. Han gjorde alt for at hjælpe, og selv om mit yngre jeg ikke altid ville indrømme det, havde han som regel ret.

Denne sidste gang, vi så hinanden, talte vi om den teknologiske udvikling, der var sket, siden han var i Cannes og så frem til nu, hvor så meget omkring at skrive og aflevere artikler og skaffe billeder fra filmene er blevet nemmere. Morten fortalte mig – hvilket jeg ikke vidste – at han altid havde haft svært ved at skrive. Når først han var i gang, gik det hurtigt, men det tog ham en rum tid at få overbevist sig selv om, at nu skulle han til det.

Man skulle ikke tro det, når man tænker på, hvor elegant, utvetydig og ubesværet han forekommer på skrift, men det hvide papir og den tomme skærm var en udfordring for ham. Det blev dog lidt bedre, da computeren kom til, fordi den gav ham mulighed for at flytte rundt på teksten på en helt anden og meget nemmere måde, end da det foregik på skrivemaskine.

En god, sidste dag

Morten sagde, at han ikke opfattede sig selv som nogen særlig stor stilist – han mente, at der var mange, som skrev meget bedre end ham – men at han vidste, at han var god til at beskrive skuespilpræstationer. Det var hans force, sagde han, og da jeg svarede, at han for mig altid havde været den skarpeste og mest velskrivende pen i dansk filmkritik, protesterede han og begyndte i stedet at tale om mine fortræffeligheder. Sådan var Morten nemlig også: Beskeden, grænsende til det selvudslettende.

Det var ikke meningen, at vores sidste møde skulle være et farvel. Men da jeg forlod huset henunder aften – vi snakkede i en tre-fire timer – havde jeg det, som om der var nogle ting, Morten havde haft brug for sige til mig, og nogle ting, jeg havde villet sige til ham. De ting fik vi begge sagt, og det er jeg glad for nu. Det var en god dag.

Til sidst, inden jeg gik, hev Morten mig med ned i sin hjemmebiograf, et lille kælderværelse på måske syv-otte kvadratmeter, hvor han med sin søns hjælp havde fået installeret en projektor, en Blu-ray-afspiller og et lydanlæg. Morten ville lige vise mig åbningsscenen i George Cukors En stjerne fødes fra 1954 med Judy Garland og James Mason i hovedrollerne.

Det var Warner Bros.’ første film i det brede CinemaScope-format, og Cukor havde besluttet sig for – modsat hvad studiebosserne havde bedt ham om – at bruge det kæmpestore Technicolor-billede fuldt ud. Der skulle virkelig ske noget i hver eneste scene, og det demonstrerer åbningssekvensen, der foregår i og omkring The Shrine Auditorium i Hollywood under en storstilet gallafest med rød løber og masser af filmstjerner og ivrige fans.

Og der sad vi så, Morten og jeg, i hver sin lænestol og smilede bredt og talte beundrende om det, vi så på lærredet. Og det er sådan, jeg vil altid huske ham, min ven, mentor og kollega: Filmelskeren i sit rette element. Jeg savner ham allerede – hans varme, humor og overskud – men det hjælper at tænke på alle de film og de oplevelser, vi havde tilfælles, og den historie, vi begge var og er en del af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Anne Roth
  • Malan Helge
  • Ole Bach
  • David Zennaro
  • Maj-Britt Kent Hansen
Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Anne Roth, Malan Helge, Ole Bach, David Zennaro og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Degnbol

Min medfølelse - og mange tak for denne artikel om din gode forgænger.

Christian Monggaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar