Læsetid: 4 min.

Fuldefars autoritetstab var sjovt, indtil børnene fik os til at gense det

I dokumentarfilmen ’I fars hænder’ og i en lang række kulturelle opgør de seneste år er den godmodige fuldefar ikke ham, der tæsker familien og drikker alle penge op, men ham, der forlader sit ansvar som autoritet, hver gang han er stiv. Det autoritetstab har vi grinet meget af gennem tiderne. Men de voksne børn viser nu tragikken
Sven Vinges debutdokumentar ’I fars hænder’ er den seneste i en lang række kulturelle opgør, der ikke handler om børnenes vrede, men om børnenes ønske om at finde en måde at skulle uddrive giften i kroppen på efter at have være bange og bekymret for sin far gennem hele barndommen.

Sven Vinges debutdokumentar ’I fars hænder’ er den seneste i en lang række kulturelle opgør, der ikke handler om børnenes vrede, men om børnenes ønske om at finde en måde at skulle uddrive giften i kroppen på efter at have være bange og bekymret for sin far gennem hele barndommen.

Doxbio

2. marts 2018

Der er en scene i Olsen-banden går amok fra 1973, hvor bandens Tuborg-drikfældige kollega, Dynamit-Harry, er røget på vandvognen. Godt for ham, men ikke godt for Olsen-banden, for pludselig kan Dynamit-Harry slet ikke finde ud af dynamit. Selvtilliden er røget, ansigtet driver af sved, han stammer og ryster og tør ikke trykke på detonatoren.

Senere i filmen bliver han smidt ind i en lastvogn fyldt til randen med kolde Tuborg. Der er ingen chance i Helvede for, at han så kan styre sig længere, og vupti – og dette er filmens sjove pointe – så er han sit gode gamle, snøvlende og selvsikre jeg igen, fuld og fuld af mod – som en af mange kære, alkoholiserede roller i den danske folkekomedie. Fra Vagabonderne på Bakkegaarden til Huset på Christianshavn. Det er indhugget i den danske folkesjæl at betragte den fulde klovnemand som funny sidekick og hans autoritetstab som hyggeligt.

Forbavset over latter

Vi, filmpressen, grinede også lidt på sådan en ha-ha-Dynamit-Harry-er-fuld-igen-måde i Det Danske Filminstituts filmhus Cinemateket for en lille måned siden. Den kommende sæson af danske film blev præsenteret med uddrag og instruktørinterviews. Kortfilminstruktør Sven Vinge havde lavet sin debutdokumentar, I fars hænder, og satte som det allerførste et klip på, hvori Sven og hans bror Emile for første gang ser en årtier gammel VHS-optagelse fra deres afdøde fars arkiver med den håndskrevne titel »Det muntre pottermagerværksted«.

I scenen ser vi faren – en uforløst og konformitetsængstelig kunstner – pissestiv, klatte pjattet med ler på drejebænken i sit keramikværksted omgivet af venner, der vælter fjollet og kontrolløse rundt. De er flippere på landet, der giver sig selv lov til at være børn for en kåd stund. Lålålålålå. Og alle føler de sig, ser det ud til, som bærende hovedrolle i en skidesjov komedie: En mand kommer f.eks. dansende gennem lokalet med en klump hvid ler, som han klapper lystigt for så at banke det ind i væggen.

I baggrunden står drengene Sven og Emile og ser forvirrede og tavse til. Og så klippes der tilbage til de to brødre, der som voksne sidder og glor på de grynede optagelser i en gammel sofa. Med stenansigt.

Sven Vinge var forbavset over filmbranchens latter i Cinemateket, mens han spillede det klip. Han havde aldrig overvejet, at han nogen kunne synes, det var sjovt. »Det er jo nok bare, fordi at det, I ser, er den gode gamle, hyggelige danske drukkultur«, sagde han. Og ja, det var jo bare det.

I fars hænder og i en lang række kulturelle opgør de seneste år er den godmodige fuldefar ikke ham, der tæsker familien og drikker alle penge op, men ham, der forlader sit ansvar som autoritet, hver gang han er stiv. Det autoritetstab har vi grinet meget af gennem tiderne. Vi er opflasket til at hyggefnise af de fulde voksnes ukontrollerede latterlighed. Men nu ser vi den tragiske side af sagen, ligesom vi gør med de friheder, den seksuelle revolution tog sig.

I Herrens Veje er den skuffende patriark Johannes en hensynsløs kvartalsdranker, hvis ældste søn (derfor) er fremmedgjort og anerkendelseshungrede. I Arvingerne styrer familiens ældste søn Frederik i den diametralt modsatte retning af det glade hippieliv, repræsenteret af papfar Thomas.

I Henrik Ruben Genz’ filmatisering af Jens Blendstrups Gud taler ud fra sidste år er den ældste søn flygtet ind i en frikirke for at komme så langt væk fra sin småfordrukne patriarkfar med uforløste forfatterdrømme som muligt. Da de to, far og søn, på moderens strenge ordre skal tvangsforsones til sønnens bryllup, ender faren med at drikke sig skidefuld og holder så en katastrofalt fornærmende tale. Hos Genz er alt lidt sorthumoristisk morsomt i al sin ubehagelighed, men samtidig cirkulerer hele filmens og sønnernes traume omkring dette sjove-men-ikke-sjove svigt. 

Preben Kaas, der spillede den sjovt-fulde Dynamit-Harry i Olsen-banden, var i øvrigt jo selv dybt og fatalt alkoholiseret, ligesom salig Ole Thestrup var dranker, indtil han stoppede, men så alligevel fortsatte i roller, der passede på den hyggelige fortælling om danske snapsenæser.

Nærmest pinligt

Det sjove-men-ikke-sjove billede af børn, der som i I fars hænder ser optagelser af klovnefuldefar fra dengang, går igen i Lotus Turèlls selvbiografi og DR-dokumentar, Lotus og den fulde sandhed, om Lotus’ kendte fulde far, Dan Turèll. Vi ser hende se på gamle optagelser, hvor hele Danmarks Dan rager rundt, mumler og fjoller og sludrer bevidstløst derudaf under en oplæsning, mens ingen reagerer.

Hendes historie og hendes dokumenterede ubehag ved synet af noget, offentligheden skuldertrækkende accepterede, er med til at omformulere den danske selvfortælling om levemænd, kreative patriarker, den hyggelige fest, den fortjente flugt fra det konforme og forpligtende liv.

Disse bearbejdninger handler ikke om børnenes vrede, men om  børnenes ønske om at finde en måde at skulle uddrive giften i kroppen på efter at have være bange og bekymret for sin far gennem hele barndommen.

Fuldeklovneriet er altså for alvor begyndt at fremstå som tragikken i en frihedsjagende kultur, hvor en ny generation af voksne har brug for at luge ud i al det lort, som de fulde fædre har skabt for dem. Og når de og bearbejdningerne er allerbedst, og når de gør allermest ondt, så handler de ikke kun om, hvor hårdt, det var for ungerne, sådan som I fars hænder gør klart, men også, som også den film viser, hvor vildt, nærmest pinligt, det egentlig er, at vi så længe har set den fulde som en sød klovn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu