Læsetid: 3 min.

Garri Kasparov: Den yngste verdensmester i skakhistorien

Garri Kasparov var en udpræget angrebspiller, interesserede sig for tidens proteststrømninger og støttede åbenmundet kravet om mere åbenhed i det sovjetiske samfund
Garri Kasparov var en udpræget angrebspiller, interesserede sig for tidens proteststrømninger og støttede åbenmundet kravet om mere åbenhed i det sovjetiske samfund

Sofie Holm Larsen/iBureauet

21. marts 2018

I 1979 deltog en knægt ved navn Garri Kasparov i en stormesterturnering i den jugoslaviske by Banja Luka. På det tidspunkt var der ikke mange i det internationale skakmiljø, der kendte hans navn. Men Kasparov sejrede suverænt med 11,5 af 15 mulige points, hele to points foran de nærmeste forfølgere, heriblandt eksverdensmesteren Tigran Petrosjan.

Året efter vandt Kasparov junior-VM og sikrede sig stormestertitlen efter en turneringssejr i Baku. Nu kunne man fornemme, at han udgjorde en trussel mod ’Tolja’ (verdensmester Anatolij Karpovs kælenavn) – og ganske rigtigt: Kasparov spadserede uden de store problemer gennem kandidatturneringen og var klar til en VM-titelmatch mod Karpov i 1984.

Man var tilbage i den situation, hvor VM var et internt sovjetisk anliggende, og når interessen alligevel var kolossal, også i Vesten, hang det sammen med de to vidt forskellige duellanter. Karpov var den perfekte tekniker og en af de bedste forsvarsspillere, verden havde oplevet. Kasparov var en udpræget angrebspiller og som person Karpovs diametrale modsætning.

Denne artikel fra Det skønne Rusland findes også som podcast. Du kan lytte her.

Han var ingen afviger i stil med Viktor Kortjnoj, men interesserede sig for tidens proteststrømninger og støttede åbenmundet kravet om mere åbenhed i det sovjetiske samfund. Og med sin jødisk-armenske baggrund var han fuld af liv og temperament, en fremstormende ung mand, hvis mellemnavn ikke var ’beskedenhed’.

Matchen blev indledt i efteråret 1984 i Moskva. Man spillede efter systemet ’først til seks gevinster’. Kasparov holdt de to første partier remis, men tabte det 3., 6., 7. og 8. parti og var pludselig bagud 0-4.

»Han bliver aldrig igen den samme glade dreng,« erklærede den danske skakskribent Jan Løfberg.

Men så valgte Kasparov en ny strategi. I stedet for at buse på begyndte han at spille safety first. Kunne han ikke vinde et parti fra Karpov, ville han i det mindste undgå at tabe. Og da Karpov ikke var manden, der brød sig om nogen form for hasard, gled matchen nu over i en række remiser, de fleste af dem så kedelige, at de journalister, der ikke var rejst hjem, var ved at gabe kæberne af led.

I det 27. parti skete der endelig noget: Karpov vandt og kom foran 5-0. Nu kunne ethvert parti blive det sidste. Men efter yderligere fem remiser vandt Kasparov for første gang et parti over Karpov. Remiserne fortsatte herefter, og det var blevet vinter i Moskva, sneen lå tykt i gaderne, mens den ene remis fulgte efter den anden. Det mindede om et absurd teaterstykke, som ingen fattede meningen med.

Men Karpov var ved at være mør. Som følge af de psykiske og fysiske anstrengelser havde han tabt ti kilo siden matchens begyndelse, meget for så lille en mand. Han tabte både det 47. og 48. parti og virkede mentalt på randen af en knockout. Der var nu spillet det dobbelte antal partier af en normal VM-match – et passende tidspunkt at stoppe legen på, mente det internationale skakforbund FIDE. Matchen blev udsat til efteråret 1985, hvor man skulle begynde forfra og som førhen spille bedst af 24 partier.

Kasparov havde utvivlsomt lært mest af den annullerede match og sejrede med 13-11 i den nye. Hermed blev han i en alder af blot 22 år den yngste verdensmester i skakhistorien. Jubelen var kolossal, og i forhallen til spillestedet – Tjajkovskij-hallen – begyndte en gruppe mennesker at danse lezginka, nationaldansen i Kaukasus. Mange følte, at det nye Rusland med Kasparovs sejr havde vundet over det gamle Sovjet.

Kasparov forsvarede sin titel i en række seje matcher mod Karpov – i 1986, 1987 og 1990 – og mod englænderen Nigel Short i London 1993 og inderen Viswanathan Anand i New York 1995.  Men han tabte overraskende til den unge russer Vladimir Kramnik i London 2000.

I 2005 opgav han sin aktive skakkarriere for at satse på politik. Han var med til at danne bevægelsen Den Forenede Borgerfront, som han blev formand for. Bevægelsens formål var at kæmpe for demokrati og ærlige valg i Rusland, og i 2006 dannede man sammen med andre oppositionsbevægelser den politiske koalition Det Andet Rusland, der forholder sig stærkt kritisk over for præsident Vladimir Putin.

Sidstnævnte forstod imidlertid det politiske skakspil langt bedre end Kasparov, der aldrig har været i nærheden af at sætte Putin mat. Til gengæld har han prøvet at blive tilbageholdt og tæsket af det russiske politi, da han i august 2012 var tilstede foran den bygning i Moskva, hvor retssagen mod den russiske feministiske punkergruppe Pussy Riot udspillede sig.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • ulrik mortensen
Benno Hansen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu