Læsetid: 8 min.

Glædesdræberens manifest: »Utilfredshed er al forandrings begyndelse«

I forbindelse med kvindernes internationale kampdag udgiver Informations forlag den britisk-australske forsker og feminist Sara Ahmeds ’Killjoy Manifest’. Vi bringer her to uddrag og fire kenderes tanker om et begreb, der fastholder feministens ret til at ødelægge den dårlige stemning
I forbindelse med kvindernes internationale kampdag udgiver Informations forlag den britisk-australske forsker og feminist Sara Ahmeds ’Killjoy Manifest’. Vi bringer her to uddrag og fire kenderes tanker om et begreb, der fastholder feministens ret til at ødelægge den dårlige stemning

Jesse Jacob

8. marts 2018

Uddrag 1

Et killjoymanifest begynder med at anerkende uligheder som faktisk foreliggende. Denne anerkendelse gennemspilles af selve killjoyfiguren: Hun dræber den gode stemning med det, hun hævder eksisterer. Hun er nødt til at hævde det samme igen og igen, fordi hun konstant skal svare på påstanden om, at det, hun siger findes, ikke findes.

Killjoyen bliver ofte kaldt opfindsom, man siger, at hun selv skaber det, hun taler om; hun bliver beskyldt for at bygge mure.

Hvis et killjoymanifest viser, hvordan benægtelsen af ulighed under et postulat om lighed er en magtteknik, så kan de principper, der formuleres i manifestet, ikke adskilles fra udsagn om, hvad der eksisterer. Et killjoymanifest handler altså om at lægge det, der eksisterer, for dagen. Under arbejdet med at lægge for dagen bygger vi et manifest.

Uddrag 2

Ikke at gøre lykke til sin sag kan forårsage utilfredshed. En killjoy er villig til at forårsage utilfredshed. En dedikeret killjoy har et helt livs erfaring med at være årsag til misfornøjelse. Og hun ved også dette: Når du skaber mishag, i kraft af dit begær eller de verdener, du ikke er villig til at indtage som dine egne, så antages det, at misfornøjelse er din sag.

Det er det ikke. Det at være villig til at skabe utilfredshed gør ikke utilfredshed til din sag, selv om vi lever med antagelsen om, at utilfredsheden er vores sag. Når vores begær skaber mishag, antages det ofte, at vi begærer det at skabe mishag. Du kan blive antaget at ønske det mishag, du forårsager, og derfor bliver du årsag til utilfredshed.

En killjoy er villig til at leve med konsekvenserne af det, hun vil. Hun er således villig til at være grunden til andres utilfredshed. Det betyder ikke, at hun ikke bliver ked af, at andre mennesker er kede af hendes liv (fordi de synes, hendes liv er trist), det betyder ikke engang, at hun ikke vil føle sympati for dem, der bliver kede af det på grund af hendes liv. Men hun vil ikke lade den tristhed omdirigere hende.

Hvis utilfredshed er vi villige til at forårsage? Enhvers utilfredshed: Det må være det eneste svar på det spørgsmål. Men der er et ’hvis’ her. Vi er villige til at forårsage institutionel utilfredshed, hvis institutionen er utilfreds, fordi vi taler om sexchikane. Og vi er villige til at forårsage feministisk utilfredshed, hvis feminister er utilfredse, fordi vi taler højt om racisme. Det betyder, at vi er utilfredse med dette ’hvis’. Det betyder, at vi er utilfredse med det, der forårsager utilfredsheden.

Det kan skabe utilfredshed at afsløre årsagerne til utilfredshed. Da jeg udtalte mig offentligt om sexchikane på mit universitet, var der nogle, der helt uironisk identificerede mig som en killjoy. Det vigtige at bemærke her er, at der var en række feminister iblandt disse nogle. En feministisk kollega sagde, at jeg ved at råbe op kompromitterede »det rare og stimulerende« miljø, som »erfarne feminister« havde skabt. Jeg var altså ikke en af de erfarne feminister, fordi jeg tog stilling. Så selv det at tale højt om sexchikane kan forårsage feministisk utilfredshed. I så fald er jeg ikke villig til at gøre feministisk tilfredshed til min sag.

Men princippet om at være villig til at forårsage utilfredshed kan ikke fastholdes, hvis man antager, at det kun gælder andres utilfredshed. Det er muligt, at der er situationer, vi ikke registrerer, fordi det ville gøre os ulykkelige. Måske er det grunden til at killjoyen opstår: Fordi vi er desperate efter ikke at lægge mærke til det, hun bemærker.

Måske er det grunden til, at killjoyen opstår hos dem, som hævder at være killjoys: Vores lykke afhænger måske også af det, vi ikke bemærker. Måske bevarer vi vores tilfredshed gennem bevidst glemsel. Vi må nægte den glemsel. Hvis noget vil gøre os ulykkelige, så snart vi erkender det, så er vi nødt til at erkende det. Vi er villige til at forårsage vores egen ulykke, hvilket ikke gør ulykken til vores sag.

»Spyt ytringsfrihedens hold-kæft-bolsje ud«

Mette Moestrup, digter

»Bordet danner ramme for familiære, festlige, faglige samtaler. Omkring bordet fortæller du, hvad du står for, både som privat og professionel person. Ikke stående (eller siddende på gulvet, du er vel vestlig, ’civiliseret’). Siddende om bordet gør du brug af din stemme. Killjoymanifestet gør dig opmærksom på, hvem der sidder med, og hvem der ikke gør.«

»Killjoymanifestet, som nogen sikkert vil kalde politisk korrekt, fordi det er in, opfordrer dig til at sige, hvad du faktisk mener. Hvor tit har du ikke ladet som om en komfortzone, der føltes som et horrorshow, var okay, måske for ikke at miste din siddeplads?«

»Killjoymanifestet siger nej med dig. Så hellere miste stolen og søge andre fælleskaber. Killjoymanifestet kritiserer forestillingen om, at det er civiliseret at cementere sin egen magtposition. Siger nogen noget pis fra sin faste stol, og du rejser dig og går, er det en modstandshandling, der udtrykker: Dette er en meget snæver og porøs komfortzone, som opretholdes gennem udstødelse og undertrykkelse. Hvorfor skulle bordets vold gøre dig glad? Vær den trettende fe! Klistr ej røv til taburat! Spyt ytringsfrihedens hold-kæft-bolsje ud, drop stoledansen. Lyt og giv plads til andre end dig selv.«

 

»Killjoy er en konstruktiv kritik«

Mathias Danbolt, lektor på Kunsthistorie, Københavns Universitet, og Mons Bissenbakker, lektor på Center for Kønsforskning, Københavns Universitet

»Glædesdræberen fik politisk oprejsning med Sara Ahmeds bog The Promise of Happiness (2010), hvor hun giver queer, feministisk og antiracistisk raseri og ulykkelighed en historie og politisk betydning. Ahmed trækker på den viden, som ligger i de uudtømmelige arkiver af feministisk fortvivlelse og harme, og udfordrer os til at se, at den queerfeministiske glædesdræber ikke er en, der dyrker vreden, men en, som ser denne som en ofte uundgåelig reaktion på, hvordan samfundet er sat sammen her og nu.«

»Glædesdrab er altså et kritisk virkemiddel hos Ahmed. Men den er ikke et mål i sig selv. Dette er vigtigt at huske, for midt i den queerfeministiske kamp for at sige nej, må der være en plads til at fejle. Minoriteter er historisk blevet set som fejltagelser: naturens fejl, fysiske fejl, mentale fejl, politiske fejl. Derfor er det væsentligt, at glædesdrab ikke bruges til at udvikle en politik med en nultolerance over for fejl. Hvis vi tror, at vi er hævet over at lade os tale igennem af sexismens, cisnormativitetens (at antage, at en person er det køn, det er blevet tildelt, indtil det modsatte er bevist, red.), racismens, kapitalismens og ableismen (diskrimination af mennesker med handikap, red.) logikker, risikerer vi at blive blinde over for, hvor subtile, gennemtrængende og uforudsigelige den slags logikker er. Snarere end at lukke samtalen ned, kan glædesdrab fungere som en kritisk intervention, der netop åbner et friktionsfyldt rum med plads til andre stemmer og med mulighed for andre former for udveksling end dem, som den gode stemning dikterer.«

 

»En infantil figur med hang til merchandise«

Mette Høeg, ph.d. i skandinavisk litteratur fra Kings College

»Der er to sider af Ahmeds Killjoyfigur: den teoretiske og den realiserede. Teoretisk er figuren baseret på den opfattelse, at man kun kan udgå af den eksisterende orden og agere selvstændigt ved at skabe dårlig stemning for dem, der indgår i ordenen. Killjoyfiguren er en figur, der ikke har frigørelse eller lighed som mål, men modstand for modstandens skyld uden sigte til, hvad der skal opnås dermed. I praksis, som den udfoldes af Ahmed og hendes følgere, er det en overfølsom, paranoid, selvmedlidende, hævngerrig og infantil figur med hang til merchandise (t-shirts, kaffekopper, halskæder, osv.) og karriereudvikling (det er grundlæggende meget svært at få øje på en seriøs idealisme), og den er ansvarlig for bl.a. voldsom, insisterende chikanering af de mænd, der har vovet at udfordre figurens teoretiske baggrund.«

»Stilistisk og intellektuelt er Ahmeds tekst af lav kvalitet: Der er det ekskluderende, indforståede ’vi’. Der er de mange postuleringer og falske, men belejligt konstruerede præmisser. Hendes dikotomiske tilgang er reducerende og simplificerende. Påstanden om, at man enten kan være lykkelig eller vred, at det eneste alternativ til lykke er vredt at ødelægge andres lykke, er slemt reducerende og indskrænket. Hendes opfattelse af lykke er også forceret og oversimplificerende – formodentlig for at validere hendes følelse af forsmåethed og retfærdiggøre hendes utilfredshed.«

»Så er der den ubehagelige og tendentiøse overfølsomhed over for de ’normale’. Dette vidner om en uhyggelig smålighed og mangel på selvstændighed og fantasi. Dertil kommer, at hendes tilgang er udpræget kontraproduktiv og begrænset. Ifølge Ahmed bør man ikke slippe vreden over sexismen, men fastholde den. Men det er jo pacificerende, hvis ikke regressivt. Selvfølgelig skal man insistere på, at der er problemer, men på et tidspunkt må man jo netop slippe den negative sexistiske fortolkningsramme, hvis man vil frigøres egentligt – for fastholdelse indebærer jo stagnation og forhindrer udvikling og bevægelse. Det vidner om en begrænset filosofisk indsigt og grundlæggende begrænset mental fleksibilitet.«

 

»Man skal spare lidt på utilfredsheden«

Mads Ananda Lodahl, kønsdebattør og forfatter til bogen Upassende opførsel

»Killjoy er et berettiget og effektivt greb, der kan flytte magten fra en priviligeret undertrykker til den udsatte med en spydig bemærkning, og det kan åbne op for uventede alliancer mellem folk, der ellers ikke får øje på hinanden.«

»Utilfredshed er al forandrings begyndelse, så vrede, dårlig stemning og glædesdrab har sin naturlige plads i alt politisk engagement, men man skal spare lidt på det og passe på, der ikke går inflation i det. Man må ikke glemme også at udvikle utopier og brygge på positive alternativer. Når man lukker op for vreden, må man sparke opad og gå efter dem, der har reel magt.«

»Killjoy benyttes desværre ofte til intern kritik, hvor det ikke har nogen plads. Mindre uenigheder, misforståelser og klodsede fejltrin, hvor intentionen er god, skal mødes med tålmodighed, debat og oplysning. Ikke med nærtagende surhed og sætten på plads.«

»Progressive subkulturer, smågrupper og græsrodsorganisationer er skrøbelige formationer, der har brug for beskyttelse, næring og ømhed. Vi har brug for at kunne møde politiske allierede med forståelse og rummelighed, og når man er sammen med folk, man i store træk holder sammen med, er der ikke råd til at skælde ud og ekskludere. Her hedder parolen: ’Enjoy, don’t killjoy’.«

Sara Ahmeds ’Killjoy Manifest’ er oversat til dansk af Iben Engelhardt Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu