Læsetid: 4 min.

Det, der gør børnelitteratur til kunst, er også det, der gør voksenlitteratur til kunst

Man kan blive klogere på børnelitteraturens egenart ved at sammenligne Leonora Christina Skovs ’Den, der lever stille’ med børneudgaven af samme historie i ’Glashuset’ fra 2008
Det er bemærkelsesværdigt at af Leonora Christina Skovs to bøger med den samme kernehistorie, er det børnebogen Glashuset, der er den mest kunstneriske.

Det er bemærkelsesværdigt at af Leonora Christina Skovs to bøger med den samme kernehistorie, er det børnebogen Glashuset, der er den mest kunstneriske.

Sofie Mathiassen

23. marts 2018

Det gik ikke stille af, da Leonora Christina Skov i januar udgav Den, der lever stille. En roman, der ifølge de mange interview, forfatteren har givet og stadig giver om den alle vegne, først kunne skrives efter hendes mors død. Men historien findes i en noget kortere udgave i en roman til børn, som Skov udgav allerede i 2008. Glashuset hedder den, og her kunne forfatteren altså skrive om sin barndom.

Forfatteren lyver selvfølgelig ikke, når hun siger og skriver, at hun først kunne fortælle sin historie til omverdenen efter sin mors død. Den, der lever stille er meget mere omfattende end Glashuset og fortæller også forfatterens spring-ud-historie, men det interessante er, at selve historien om at vokse op i et parcelhus i Helsinge uden sin mors (og fars) kærlighed kunne fortælles til børn, allerede mens moren levede.

Det er historien om at blive slået, først af sin mor og så af sin far, fordi moren ikke kunne slå ordentligt, om at søge andre voksne og om at være tiltrukket af kvinder og have lyst til at pynte sig. Der er omtrent identiske passager i de to bøger. Det er barndomserindringerne om at betragte sine forældre om aftenen gennem nøglehullet, om dagplejemorens paradis af høje sko, rod, hunde og sætninger som »Så styr dog jeres handicap!« eller »Så er det haven!«

Jeg tror, man kan blive lidt klogere på børnelitteraturens egenart og på, hvad det vil sige at fortælle for børn, ved at sammenligne de to bøger. Måske er børnelitteraturen helt enkelt et friere rum at skrive i end voksenlitteraturen? Måske er det som skrivende at huske, hvordan det var at være barn, også at sætte sig selv fri som forfatter?

Børnelitteraturen som kunst

Højholt forsøgte jo engang at lære os, at børnelitteratur ikke kan være kunst, for »en børnebogsforfatter er nødt til at tage hensyn, som ikke rager kunsten, men rager langt ind i pædagogikken«. Og der er talrige eksempler på børnelitteratur, der ikke er kunst, men hvad så med de børnebøger, der faktisk er det? Over for Højholts udsagn, må vi have et andet: Børnelitteratur kan netop gå hen og blive kunst, fordi forfatteren skaber kontakt til barnet (i sig selv).

Det bemærkelsesværdige i forhold til Leonora Christina Skovs to bøger med den samme kernehistorie er, at Glashuset er den mest kunstneriske af de to, eller sagt på en anden måde: Den helt igennem fornuftige jegfortæller i Den, der lever stille bruger sit intellekt i sin higen efter forsoning og forklaring. Bogen har et formål, der ligger uden for det rent æstetiske: at fortælle om homofobi, og om hvorfor queerteori og feminisme er vigtigt ud fra personlige erfaringer. Glashuset er sanselighed og kropslighed – og helt uforsonlig. Den er hård som de sten, jegfortælleren kaster inde fra glashuset for at bryde ud.

Der er koldt og mørkt i Glashuset. Man er uhyggeligt hjemme i den gotiske genre allerede fra de første linjer: »Jeg husker tydeligt, at gangen derhjemme fik det til at prikke så underligt i min mave. Den var lang og mørk og fik alting til at runge som i et spøgelseshus, og til begge sider var der lukkede døre med børneværelser bag.« Christina fik aldrig nogen søskende, dem måtte hun fantasere sig til. Hun opfandt en storesøster og en storebror, »og når jeg legede, at jeg var deres lillesøster Mina, havde jeg også fundet på mig selv«. Gys! At skulle finde på sig selv.

I voksenbogen bliver det uhyggelige barndomshjem og de uhyggelige forældre udsat for analyse og fortolkning – af forfatteren selv og af hendes elskede og tro væbner, Annette, der ved synet af sin døde svigermor i kisten i brudekjole hvisker til sin forfatterhustru: »Nu forstår jeg bedre, hvorfor du skriver de gotiske romaner, du gør.«

Forskellen på Skovs to bøger handler også om genre. Begge er de selvbiografiske, men i børnebogen er det selvbiografiske parret med det gotiske, i voksenbogen tales der blot om den gotiske genre. I lange dialoger mellem forfatteren og hendes nærmeste forklares det for læseren, hvorfor Den, der lever stille er, som den er: Hvorfor den er selvbiografisk, hvorfor den begynder med morens død, hvordan den skrivende har været nødt til at »reducere hele år til bisætninger« og acceptere løse ender. Den er med andre ord en helgardering, også når forfatteren giver udtryk for sin modvilje mod den selvbiografiske genre, som hun altså er nødt til at skrive i denne gang. Modviljen skyldes først og fremmest, at forfatteren ikke behøver »at opfinde noget«.

I Glashuset er det at opfinde noget, både de verdener, barnet opfinder med sproget på papiret, og de lege, hun leger med sine fantasisøskende. Det selvbiografiske og det forestillede er altså ikke hinandens modsætninger. Fiktionen og fantasien er ren overlevelse i parcelhuset i Helsinge.

Måske er det, der gør børnelitteratur til kunst, også det, der gør voksenlitteratur til kunst. At forfatteren ikke tager hensyn, der rager langt ind i noget som helst andet end kunsten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
Poul Erik Riis, Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu