Læsetid: 4 min.

Det, der gør børnelitteratur til kunst, er også det, der gør voksenlitteratur til kunst

Man kan blive klogere på børnelitteraturens egenart ved at sammenligne Leonora Christina Skovs ’Den, der lever stille’ med børneudgaven af samme historie i ’Glashuset’ fra 2008
Det er bemærkelsesværdigt at af Leonora Christina Skovs to bøger med den samme kernehistorie, er det børnebogen Glashuset, der er den mest kunstneriske.

Det er bemærkelsesværdigt at af Leonora Christina Skovs to bøger med den samme kernehistorie, er det børnebogen Glashuset, der er den mest kunstneriske.

Sofie Mathiassen

23. marts 2018

Det gik ikke stille af, da Leonora Christina Skov i januar udgav Den, der lever stille. En roman, der ifølge de mange interview, forfatteren har givet og stadig giver om den alle vegne, først kunne skrives efter hendes mors død. Men historien findes i en noget kortere udgave i en roman til børn, som Skov udgav allerede i 2008. Glashuset hedder den, og her kunne forfatteren altså skrive om sin barndom.

Forfatteren lyver selvfølgelig ikke, når hun siger og skriver, at hun først kunne fortælle sin historie til omverdenen efter sin mors død. Den, der lever stille er meget mere omfattende end Glashuset og fortæller også forfatterens spring-ud-historie, men det interessante er, at selve historien om at vokse op i et parcelhus i Helsinge uden sin mors (og fars) kærlighed kunne fortælles til børn, allerede mens moren levede.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
Poul Erik Riis, Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu