Læsetid: 2 min.

Hvilket Rusland?

Det er ganske vanskeligt at give en nogenlunde klar bestemmelse af ‘russisk musik’, ligesom definitionen af den russiske nations identitet har været et vitalt spørgsmål, siden zarens imperium trådte frem som supermagt efter Wienerkongressen i 1814
28. marts 2018

Rusland stod for hovedsagelig to forskellige ting. Det var en etnisk stat med en russisktalende befolkning tilhørende den russiskortodokse kirke. Og det var et enormt multietnisk imperium, hvor folkeslag med egne sprog og religioner var underlagt den russiske retsstat.

En russisk komponist kunne således godt komme fra det ene eller det andet Rusland. Aleksandr Borodin var af georgisk herkomst, César Cuis afstamning var delvis fransk, polsk og litauisk. Fra sidst i 1860’erne tilhørte disse to komponister Skt. Petersborg-gruppen Mogutjaja Kutjka – den mægtige håndfuld eller de fem, de andre var Milij Balakirev, Nikolaj Rimskij-Korsakov og Modest Musorgskij.

Deres forbillede var en komponist fra den forrige generation, Mikhail Glinka (1804-1857). Han gav moderlandet den første nationale opera, Livet for zaren (1836), som godt nok er præget af italiensk opera, men den bragte for første gang folkemusik ind i kunstmusikken. Glinka blev siden kaldt den russiske musiks fader.

Kutjka var en flok begavede musikamatører, alle beskæftiget med borgerlige embeder, de var antityske, de ville komponere livsnær musik, og heri integrerede de også melodier og danse fra andre egne af imperiet. Gruppens selvbestaltede ideolog hed Vladimir Stasov, ansat ved imperiets hovedbibliotek og Ruslands mest flittige og alsidige kulturskribent nogensinde.

10 russiske mesterværker

  • Modest Musorgskij: Boris Godunov, opera (1869/1872)
  • Nikolaj Rimskij-Korsakov: Scheherazade, symfonisk suite (1888)
  • Pjotr Ilitj Tjajkovskij: Symfoni nr. 6 ‘Pathétique’ (1893)
  • Sergej Rakhmaninov: Klaverkoncert nr. 2 (1901)
  • Aleksandr Skrjabin: Klaversonate nr. 5 (1907)
  • Igor Stravinskij: Petrusjka, balletmusik (1911)
  • Sergej Prokofjev: Romeo og Julie, balletmusik (1935)
  • Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr. 8 (1943)
  • Alfred Schnittke: Concerto Grosso nr. 1 for to violiner C(1977)
  • Sofia Gubajdulina: Stimmen … Verstummen, symfoni (1986)

På det nye kejserlige musikkonservatorium i Skt. Petersborg styrede lederen og klavervirtuosen Anton Rubinstein i en anden retning. Hans pensum var den tyske musik, og fra den første afgangsklasse dimitterede Peter (Pjotr) Tjajkovskij, som ganske snart blev den første professionelle komponist i Rusland.

Musiklivet var stærkt segmenteret. Aristokratiet interesserede sig generelt for italiensk, tysk og fransk musik. En visionær lille opposition ønskede at opdyrke en national musik. Den ortodokse kirke havde sin egen ældgamle vokalmusik baseret på hymner.

Og ude på sletterne, i bjergene og dalene blomstrede en hidtil upåagtet diversitet af folkemusik. Imperiet var en politisk konstant, som slog til, når det var påkrævet for at holde sammen på det hele, uanset om regenterne var zarer, senere kommunistiske generalsekretærer eller demokratisk valgte præsidenter i vor tid.

    Serie

    Det skønne Rusland

    Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

    Seneste artikler

    Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Anbefalinger

    anbefalede denne artikel

    Kommentarer

    Der er ingen kommentarer endnu