Læsetid: 4 min.

Igor Stravinskij: Den mest indflydelsesrige komponist i det 20. århundrede

For hvert nyt orkesterværk, Stravinskij skabte, kan man tale om et eksperiment, en ny måde at udtrykke ideerne bag det enkelte værk på
For hvert nyt orkesterværk, Stravinskij skabte, kan man tale om et eksperiment, en ny måde at udtrykke ideerne bag det enkelte værk på

Sofie Holm Larsen/iBureauet

28. marts 2018

Stravinskij blev født i det fashionable Oranienbaum tæt ved Skt. Petersborg, familien var dvorjane – med aristokratiske polske aner. Faren var en fremtrædende bassanger ved Mariinskij Teatret, og moren en glimrende pianist. De ønskede imidlertid ikke, at sønnen skulle gå musikvejen, hvorfor han blev tilmeldt jurastudiet.

Men efter farens død besluttede den 20-årige at hellige sig musikken, Nikolaj Rimskij-Korsakov blev hans privatlærer og mentor, og dennes treårige supervision viste sig at være kolossalt katalyserende. Efter en klaversonate og en symfoni kom orkesterstykket Scherzo fantastique, som med en usædvanlig lys og let blæserkolorit gav de første forvarsler om, at noget stort var på vej. Her skal vi belyse årene, før han slog sig ned i Vesten.

Denne artikel fra Det skønne Rusland findes også som podcast. Du kan lytte her.

Stravinskij forkastede den strygertunge tyske orkestertradition, som havde været Tjajkovskijs platform. I stedet udforskede og udvidede han de andre grupper: træblæsere, messingblæsere og slagtøj. For hvert nyt orkesterværk kan man tale om et eksperiment, en ny måde at udtrykke ideerne bag det enkelte værk på. Og den vidt forgrenede harmoniske og rytmiske praksis er tilsvarende en udvikling af en tænkning, som kan spores tilbage til den gamle mentor i Skt. Petersborg og til den russiske folkemusik.

Sergej Diaghilev var den rette mand på det rette tidspunkt for Stravinskij. Diaghilev stod som entreprenøren i kunstnergruppen Mir iskusstva (Kunstens verden), som ønskede både at grave efter guld i den russiske muld og gå i dialog med den sofistikerede avantgarde i det vestlige Europa. Fremstødet i 1909 var det netop grundlagte Ballets Russes balletkompagni og dets kommende gæstespil i Paris.

Stravinskij blev tilknyttet balletkompagniet som arrangør og snart som residerende komponist. Det er vigtigt at have in mente, at han var en del af et højt begavet russisk teamwork: scenografen Aleksandr Benois, maleren Nikolaj Roerich, koreografen Mikhail Fokin og danserne Anna Pavlova og Vaslav Nijinskij. I løbet af de næste fire år kom da tre mesterlige Stravinskij-balletter til verden: Ildfuglen (1909-10), Petrusjka (1910-11) og Le sacre du printemps (1911-13).

Blå bog

Igor Stravinskij (1882-1971) nævnes ofte som den mest indflydelsesrige komponist i det 20. århundrede.

Hos Sergej Djaghilevs Ballets Russes fik han sit internationale gennembrud i Paris med den revolutionerende ’Sacre du printemps’ (1913).

Under Første Verdenskrig slog Stravinskij sig ned i Schweiz og skabte værker for mindre besætninger, det meste kendte er ’Historien om en soldat’ (1918).

Efter den russiske revolution i 1917 blev han afskåret fra at besøge sit fædreland og genså det først i 1962. I 1920 flyttede han til Paris. Igen samarbejde med Djaghilev, først med den neoklassiske ballet ’Pulcinella’ (1920).

Hos Stravinskij fremstår neoklassicismen efterhånden som en omskiftelig og ofte ironisk distancerende blandingsstil med inspiration fra stilperioder som barok og klassik. Oratoriet ’Ødipus Rex’ (1927) og ’Salmesymfonien’ (1930) er andre mesterværker.

I 1934 blev Stravinskij fransk statsborger. Slog sig så ned i USA og blev amerikansk statsborger i 1945.

Blandt værkerne under Anden Verdenskrig er ’Symfoni i C’ (1940) og ’Symfoni i 3 satser’ (1945). Derefter kom operasuccessen ’The Rake’s Progress’ (1951) og tolvtoneværkerne ’Agon’ (1957) og ’Threni’ (1958). Stravinskij døde 6. april 1971 i New York og blev begravet på San Michele i Venedig.

Det store ryk skete med pantomimen Petrujska. Orkestret er enormt, i romantisk fransk tradition med firdobbelt træblæserbesætning. Det er i dette pågående ritual af folkelivsbilleder og marionettragedie, Stravinskij finder sig selv. Som i første scene med blæserorkestrets angiveligt autentiske gaderåb i vekslende taktarter sat over for et summende strygerkorps.

Tilsyneladende hersker der en babylonisk forvirring, men hensigten er klar i bunden af orkestret. Bassen pendler mellem to forskellige harmoniske fokuspunkter, og det binder musikken sammen.

Stravinskijs ’Petrujska’.

Le sacre du printemps (Forårsofferet) er blevet et kultværk, man har kaldt det ’rytmens emancipation’, skabt som en vision om et oldrussisk ritual, som angiveligt kom til komponisten i en drøm. Med et kæmpemæssigt harmoniorkester inden i symfoniorkestret, som gang på gang refererer til dulgte traditioner, dvs. litauisk og russisk folkemusik, men også til Rimskij-Korsakov og Musorgskij.

Introduktionen til første del er udsat næsten udelukkende for træblæsere, oprindeligt kaldte Stravinskij den dudki (rørfløjter). Vi hører først den klagende, høje fagotsolo, derefter en langsomt voksende skov af selvstændige blæsere, og de tager strygerne med frem til den første inciterende korpsdans med de forskudte accenter, som er blevet en signatur for hele værket.

Der er imidlertid en ballet fra denne russiske periode, som på sin vis kan opfattes som selve nøglen til det store Stravinskij-mysterium. Han begyndte på ‘disse koreografiske scener’ i 1912, men de blev først gjort færdig i 1923.

Det er det tredje store rituelle værk efter Petrusjka og Sacre, den russiske titel er Svadebka (Brylluppet), oversat til Les noces, og det handler om traditionsbestemte scener ved et russisk bondebryllup, som det kunne have foregået i 1840’erne, årene, hvor den russiske nationalfølelse for alvor blussede op. Bortset fra den vokale disposition (fire sangsolister og blandet kor) var Stravinskij længe i tvivl om besætningen, men til sidst kom han frem til fire klaverer og 17 slagtøjsinstrumenter.

På den måde blev alle hans ønsker opfyldt: Det skulle være fuldstændig homogent, fuldstændig upersonligt og fuldstændig mekanisk. Og hvad var det mon, der drev Stravinskij til dette hans mest russiske værk? Måske det, som Kutjkas ideolog, Vladimir Stasov, for længst havde kundgjort: At musikken skulle tage sit udgangspunkt i virkeligheden.

Stravinskij var den første modtager af Léonie Sonnings Musikpris i 1959.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer