Læsetid: 21 min.

Et imperium i vinterdvale

Hvis russerne får en ny leder, kan det være, han vil ændre på alt. Men russerne ved også, at tingene ikke behøver at blive bedre af den grund. De ved, hvad de har med Putin, men de ved ikke, hvad de får. Erika Fatland begiver sig ud på en 9.000 kilometer lang odyssé med den transsibiriske jernbane for at finde ud af, hvad russerne i virkeligheden mener om Putin
Hvis russerne får en ny leder, kan det være, han vil ændre på alt. Men russerne ved også, at tingene ikke behøver at blive bedre af den grund. De ved, hvad de har med Putin, men de ved ikke, hvad de får. Erika Fatland begiver sig ud på en 9.000 kilometer lang odyssé med den transsibiriske jernbane for at finde ud af, hvad russerne i virkeligheden mener om Putin

Christian Belgaux

9. marts 2018

Ikke så snart er toget rullet ud fra Jaroslavskij-stationen i Moskva, før de fleste passagerer falder i dyb søvn. Eftermiddagen glider over i skumring. De grå forstæder bliver til endeløse, hvide sletter, og solen forvandler sig til en orange tallerken, som snart forsvinder bag fyrretræstoppe. Dermed bliver også landskabet væk. Det er, som om nogen har trukket en mørk sæk ned over toget.

Først mange timer senere ud på aftenen vågner enkelte medpassagerer til live. De gnider sig i øjnene, strækker sig dvaske, sjosker ud på toilettet og kommer tilbage iført behageligt, mere løstsiddende tøj. Så lunter de hen til samovaren, fylder varmt vand i deres tekrus, gumler på deres madpakke, før de krøller sig sammen under lagnet og sover videre.

At 50 mennesker kan være så stille, er næsten ikke til at tro.

Dvaletilstand

I udgangspunktet virkede det som en god idé. At tage toget fra Moskva til Vladivostok – en hel uge på skinner uden nogen form for privatliv. En unik mulighed for at diskutere det kommende præsidentvalg med folk fra alle slags steder og samfundslag. Da jeg vendte projektet med redaktøren, havde jeg malende beskrevet, hvor socialt det kan gå for sig i russiske tog: Som udlændinge ville min fotograf og jeg blive kupeens midtpunkt, lovede jeg. Allerede før vi havde forladt Moskvas forstæder, ville vodkaflaskerne komme på bordet.

I stedet hersker den fuldkomne apati. Det er, som om hele vognen er gået i dvale, slået ud af varmen og den tætte luft. Et digitalt skilt oplyser, at der er 28 grader i togvognen. Ventilation findes knap nok. Vi risikerer langsomt at blive forgiftet med kulos, hele banden, tænker jeg. Iltniveauet daler for hver kilometer. I tredjeklasseskupeen gisper 50 munde efter luft, nærmest komatøse. For så vidt et træffende billede på dagens Rusland, hvor apati og ligegyldighed synes at have sænket sig over hele det vældige land.

Næsten ingen protesterer længere. Ingen tror, det kan nytte. Eneste spændingsmoment ved valget 18. marts er, hvor mange der faktisk orker at gå hen og stemme.

Svigtende hukommelse

»Turen gennem Sibirien rummer ingen begivenheder,« opsummerer Carsten Jensen i Jeg har set verden begynde. »Mest af alt minder det om at være syg og sengeliggende i seks dage. Forskellen er kun, at man er rask.«

Efter en mareridtsagtig togtur i Kasakhstan havde jeg ellers opgivet drømmen om den store transsibiriske tur. Sort på hvidt skrev jeg dengang på en bogside: aldrig! Men hukommelsen kan som bekendt være en bedrager, og selv de mest grusomme episoder bliver til kære minder. Problemet med fortiden er, at den er abstrakt, uden lugt, uden sved. Mindernes landskab består alene af højdepunkter. Vi kalder nogle mennesker for ’eventyrlystne’, men i virkeligheden må det være hukommelsestab, de lider af. Andre forklaringer på, hvorfor jeg fik overtalt redaktøren til at lade mig tage afsted på endnu et russisk fjerntog, har jeg ikke.

Ikke engang når toget holder ved perron på stationerne er der tegn på liv. Et par sælgere pusler forbi med krystalglas, lysekroner og udstoppede egern. Ikke én af dem tilbyder noget spiseligt. Ikke så meget som en pirog er i syne.

Vi har med andre ord ikke andet valg end at opsøge spisevognen. Her er der dog heller ikke nogen, bortset fra en enkelt mut servitrice. De lysegrønne stole lyser tomt imod os.

»Jeg tager grøntsagssuppen, tak,« konkluderer jeg efter længe og grundigt at have nærlæst det omfangsrige menukort. Alle retter koster grove overpriser.

»Vi har ikke grøntsagssuppe,« oplyser servitricen.

»Så tager jeg pandekager.«

»Vi har ikke pandekager.«

»Hvad har I så?«

Hun tænker sig længe om.

»Vi har fiskesuppe.«

Danser for Putin

Midt i den fæle grød af en suppe får vi selskab af en ældre herre i gråt jakkesæt, 75 år gamle Damir Akhmat.

»Jeg har netop været i Syrien,« fortæller Damir. »Egentlig er jeg pensionist, men de havde brug for mig dernede. Som tolk. Jeg kan mange sprog«.

»Hvordan går det i Syrien?« spørger jeg.

»Der bliver snart fred. Jeg har arbejdet med krige hele livet, og én ting har jeg lært: Der bliver altid fred igen. Rusland har for resten aldrig startet en krig«, tilføjer Damir. »Nævn bare én krig, som Rusland har startet.«

»Krim-krigen,« foreslår jeg og nedsvælger endnu en levertransmagende skefuld, så godt jeg kan.

Damir ler overbærende

»De kender ikke Deres historie ret godt.«

»Så Afghanistan.«

»Vi blev bedt om at undsætte den afghanske regering. Det er noget andet. De kan virkelig ikke Deres historie. De gange, Rusland er gået i krig, er vi blevet angrebet, eller vores venner har bedt om vores hjælp. Nu vil Vesten have raketforsvar ved Ruslands grænser. Sig mig, er det normalt? Havde vi ikke taget Krim tilbage, ville I have opstillet raketter der også.«

»Hvad synes De om Putin?« spørger jeg.

Det strenge ansigt lyser op i et smil.

»Putin er en ualmindelig dygtig præsident. Han har egenhændigt genrejst Rusland og gjort os stærke igen. I Ural danser vi for Putin! Selv beder jeg til Gud om, at Putin må leve længe og bevare et godt helbred.«

Bjørnetæmmeren

I kupeen er iltniveauet sunket til et kritisk niveau. Nøgne fødder stikker ud fra køjerne. Der er ikke andre lyde at høre end hjulenes rytmiske dunk og passagernes rallende snorken. Det bliver en lang nat. Jeg vågner jævnligt. Enten fordi jeg har det for varmt, fordi jeg fryser, eller fordi jeg har svært ved at få vejret i den tætte fugtige luft.

Formiddagen forsvinder i en døs. Nogen stiger af på en perron med bagage og tasker, pelsfrakker og huer, andre stiger på. De nytilkomne lægger sig straks til at sove. Først lige før vi selv skal af, vågner vores medpassagerer til live. Sergej, en mand i 40-50-årsalderen med et skævt smil og strittende hår finder en tabletcomputer frem og viser os billeder fra sit cirkusnummer: fire bjørne, der klamrer sig fast på ryggen af fire okser.

Christian Belgaux

Jeg griber chancen:

»Vi rejser gennem Rusland for at finde ud af, hvad russerne mener om Putin,« forklarer jeg.

Vi får aldrig at høre, hvad Sergej med bjørnene måtte mene, for nu bryder den rødhårede kvinde, som har sovet over for os lige siden Moskva, ind:

»Vi er alle forskellige, nogen mener det ene, noget det andet. Vi er trods alt individer,« siger hun og præsenterer sig som Ljudmila Kadnitsjanskaja – det var hendes 56-årsfødselsdag i går, da vi alle sov.

»Men hvad mener du så?«

»Jeg har det godt under Putin. Jeg har ikke noget at klage over. Jeg har et godt job i en butik uden for Moskva. Jeg har tre børn, og de klarer sig alle fint. Mine forældre har det fint, selv om de er gamle. Hvad mere kan man ønske sig? Hvis vi får en ny leder, kan det være, han vil ændre på alt, men tingene behøver ikke at blive bedre af den grund. Vi ved, hvad vi har, men vi ved ikke, hvad vi får.«

Couchsurfing-værten

Vores couchsurfing-vært, Pjotr Zelekin, er troppet op på togstationen i Jekaterinburg iført rød skidragt for at tage personligt imod os. Den 29 år gamle webudvikler snakker stakåndet, mens vi haster i retning af metroen.

»Jeg skal ikke stemme. Jeg har aldrig stemt. Min stemme ville ikke gøre nogen forskel. Jeg bryder mig ikke om nogen af kandidaterne med undtagelse af Sobtsjak. En kvindelig præsident – det ville være noget nyt. Og Rusland trænger til noget helt nyt.«

Det er så koldt, at det næsten gør fysisk ondt. Som om kulden trykker mod panden. Men Pjotr ænser tilsyneladende ikke kuldegraderne.

»Navalnyj fik slet ikke lov at stille op, men jeg ville ikke have stemt på ham. Han er ineffektiv som virksomhedsleder. En populist, som aldrig har udrettet noget om helst! Før kom der flere hundredtusinde til hans demonstrationer. Nu kommer der kun få hundreder. Han har mistet grebet.«

»Navalnyj opfordrer folk til at boykotte valget, er det derfor, du ikke stemmer?«

»Nej, jeg boykottede valg, før det blev mainstream at boykotte.«

Vi stiger op fra undergrunden. Pjotr sparker til en vold af is.

»Ingen fejer, ingen rydder her. Hvad er det for et land? Problemet med os russere er, at vi er dumme. Putin er et godt eksempel på det. Vi vælger ham igen og igen.«

Pjotr fører os gennem brede, trafikerede gader flankeret af høje, grå blokke. Med et bliver vi omgivet af lave, vinde og skæve træhuse, delvis skjult bag høje porte.

»Her bor altså bedstemor og jeg – i en landsby midt i byen. Så længe det varer. De vil rive husene her ned og bygge lejligheder.«

Bedstemoren, Valentina, er en lille, krogrygget kvinde på 82, som tilbringer det meste af dagen foran fjernsynet. Det gamle træhus er trangt, men hyggeligt. Tynde forhæng skiller de tre små værelser fra hinanden. Der er ikke indlagt vand, så Pjotr og Valentina må klare sig med et das og en badstue.

»Bedstemor stemmer,« oplyser Pjotr. »Sidste gang spurgte hun mig om, hvem hun skulle stemme på. Jeg sagde, hun kunne stemme på hvem som helst, bare ikke Putin. Da hun kom hjem, fortalte hun, at hun havde stemt på Putin. Som sædvanlig.«

Han sukker.

»Jeg har levet med Putin, siden jeg lærte at tænke. Også jeg har fået det bedre under Putin, men han har siddet for længe. Han er ikke effektiv længere. Rusland er et semidiktatur ødelagt af korruption. Vi bliver nødt til at holde op med at tænke på, hvordan vi kan stjæle mere territorium fra vores naboer og tage ansvar for vores eget land.«

»Men hvorfor er det så, at du ikke selv stemmer?«

»Hvad skulle det gøre godt for?«

Historisk spagat

Få byer symboliserer det moderne Rusland bedre end landets fjerdestørste by, Jekaterinburg (der hed Sverdlovsk fra 1924-91, red.). Her blev Boris Jeltsin, Ruslands første og hidtil eneste demokratiske leder født i 1931. For hundrede år siden, natten til den 17. juni 1918, blev hele Romanov-familien myrdet her – en langtrukken, kaotisk og blodig affære i en trang kælder i et hus lidt uden for centrum. Resterne af zarfamilien – hvad der var tilbage efter at ligene var blevet maltrakteret og brændt – blev gravet ned i en lund uden for byen. Det var ikke meningen, at de nogensinde skulle findes igen. Fundet blev de dog, men først i 1979. Og i 1998, med Jeltsins velsignelse, blev familien på ny begravet og denne gang i Peter og Paulus-katedralen i Sankt Petersborg.

I dag står der en hvid kirke med guldkupler på det sted, hvor zarfamilien blev myrdet: Blodskirken. Og i lunden, hvor ligresterne blev fundet er der opført et klosterkompleks med trækirker og statuer af zar Nikolaj, zarina Aleksandra og deres fem børn. Alle syv blev i 2000 kanoniseret af den russiskortodokse kirke.

Også Jeltsin har fået sit eget tempel, et futuristisk prestigepalads i glas og stål, der blev indviet i 2015.

»Det er Jeltsins fødselsdag i dag, så alle kommer gratis ind,« oplyser billetsælgeren uden at fortrække en mine.

Store skærme vækker de tidlige 1990’eres kaos til live. En udstilling af konservesdåser fra datidens knappere fødevareudbud minder de besøgende om den vanskelige overgang fra kommunisme til kapitalisme. Opslag efter opslag hylder Jeltsin som en kompromisløs forkæmper for demokrati og ytringsfrihed. I et undseeligt hjørne oplyses der kortfattet om krigen i Tjetjenien. Jeltsins hang til spiritus og druk nævnes overhovedet ikke.

Man kan sige meget om hans efterfølger, men nogen kompromisløs forkæmper for demokrati og ytringsfrihed er han afgjort ikke. Til gengæld er han ekstremt mådeholden med alkohol.

Hjerneflugt

»Jeg stemmer på oppositionen,« erklærer 35-årige Tatjana Tokajeva, skuespiller, musiker og nyuddannet psykolog. »Ikke fordi jeg tror, modkandidaterne har chance for at vinde, men fordi jeg ønsker, at de fortsat skal være til stede. Jeg ønsker ikke, at Putin vinder med 100 procent.«

Landskabet er fladt og hvidt, dækket af et tykt lag sne. Birke- og grantræer flimrer forbi. Titusinder af dem. Vi er i Sibirien, dette enorme territorium, hvor oppositionelle og plagsomme dissidenter traditionelt blev sendt i eksil. I dag rejser den slags folk frivilligt. De drager dog ikke østpå, men mod vest.

»Mange af mine venner er flyttet til Europa, til Tjekkiet, Norge, Frankrig, Finland,« siger Tatjana. »Ingen er kommet tilbage. De er bange for at arbejde her og frygter censuren. Det er vanskeligt med vores censur, for den både er der og er der ikke. Først og fremmest er den inde i folks hoveder, men pludselig kan den også være i virkeligheden: En udstilling bliver lukket, en forestilling stoppet.«

Tatjana kigger ud af vinduet på de dystre grantræer. Vi har hele spisevognen for os selv.

»Her er politik teater. Men vores land er så stort. Det er umuligt at danne sig overblik over hele scenen. Først om 20-40 år vil man kunne forstå, hvad der virkelig skete. I dag er vi f.eks. stolte af Peter den Store. Alt han gjorde var ikke lige populært, da han levede. Nu ser vi det hele i et andet lys.«

Tyve og strateger

Alt er stort i Novosibirsk, Ruslands tredjestørste by. Gaderne er brede og endeløse. På Leninpladsen troner en gigantisk Lenin iført en slags flagrende kappe. Selv operahuset er stort, det største i Rusland. I dets enorme vestibule vrimler det med småpiger i prinsessekjoler. På aftenens program står Askepot. En af dem, som er kommet for at se Askepot få prinsen, er den 80 år gamle Aleksandr.

»Efter Peter den Store har vi ikke haft en eneste god zar,« snøfter han. »Putin, Medvedev … de stjæler alle sammen! Vores land er rigt, vi har guld, skove, metaller, olie og gas, men folk er fattige. Selv har jeg arbejdet i minerne i 45 år, men min pension er så lille, at det er umuligt at leve af den. Selv har jeg altid stemt imod alle. Nu er det desværre ikke muligt at stemme blankt længere, så jeg aner ikke, hvem jeg skal stemme på i år, men jeg i skal i al fald ikke stemme på Putin.«

»Hvad med Sobtsjak så?« spørger jeg.

»Sobtsjak!« fnyser han. »Den luder! Vores land bliver styret af ludere og tyve. Dér har du det moderne Rusland.«

Askepot får sin prins, og vi går ud i kuldegraderne og ind på en vinbar. I en sofa sidder to unge kvinder og drikker te, Viktoria og Katja.

»Jeg mener bestemt, at en mand bør være ved magten,« siger Viktoria. »Kun en mand formår at kontrollere et så stort land som Rusland.«

»Vores land strækker sig helt fra Kaliningrad til Kamtsjatka,« istemmer Katja. »Det er vanskeligt at lede et så stort land. Vi har behov for en stærk leder, en stor strateg. Putin er den eneste, som kender hele planen.«

»Putin kan alt,« istemmer Viktoria. »En helt ny præsident vil ikke have lige så megen erfaring. Han vil ikke vide alt, hvad Putin ved.«

Vi er det nye Rusland

Rusland er helt sikkert meget stort. Toget snegler sig videre gennem snedækkede landsbyer, gennem små fattige skovhuggerbyer, gennem grå sovjetbyer, som ingen har hørt navnet på. Da vi vågner ud på formiddagen, ligger Bajkalsøen der. Fredelig, urørlig, utilnærmelig. Der er ikke et menneske at se, ikke et hjulspor. Kun hvidt, frossent vand. Tyve procent af ferskvandet på Jordens overflade befinder sig her.

I spisevognen er der for en gangs skyld liv. En flok forretningsmænd sidst i trediverne drikker sig vej gennem Sibirien.

»Bjørndalen,« råber en af dem begejstret, da han hører, vi er fra Norge – »Dæhlie! Fjørtoft! Svensson!«

De mest ædru af dem, Aleksandr Romatsjenko og Pavel Puzikov, slår sig ned ved vores bord for at diskutere politik.

»Beklager, at mit engelsk er så dårligt,« undskylder Pavel sig og slår over i russisk. »Dette er også Ruslands problem. Vi er ikke med i verden! Selv er jeg holdt op med at stemme på Putin. Rusland har brug for yngre kræfter ved roret.«

»Jeg stemmer på Putin som altid,« siger Aleksandr. »Hvem skulle jeg ellers stemme på? Vi forretningsmænd har fået det bedre under Putin«.

»Vores generation er det nye Rusland,« erklærer Pavel. »Nogen af os stemmer på Putin, andre stemmer imod, men ingen mener, at alt, hvad han gør, er godt. Vi er den sidste generation, som husker sovjettiden og halvfemsernes kaos. Mine forældre plejede at sende mig ud for at stå i kø, fordi jeg var deres ældste søn. Hver dag stod jeg i kø i to-tre timer for at købe helt almindelige fødevarer. Den slags gør noget ved én. Putin har i det mindste givet os stabilitet.«

»Bjørndalen,« råber den berusede kammerat. »Fjørtoft, Dæhlie!« Han smiler lykkelig imod os med svømmende blik. Så stabler han sig på benene og vakler ud af vognen i den forkerte retning. Kammeraterne råber efter ham, men han fortsætter ufortrødent videre. Vi ser ham aldrig igen.

Burjatien

Ud på eftermiddagen to dage senere triller toget ind på togstationen i Ulan-Udé, en af de mest forurenede byer i Sibirien. Kæmpehovedet af Lenin, det største i verden, er antagelig den største turistattraktion her, hvis man kan kalde det dét. Stort er det i al fald.

Ulan-Udé er hovedstaden i delrepublikken Burjatien, der er opkaldt efter folkegruppen burjaterne, et østmongolsk folkeslag, som i dag udgør omkring en tredjedel af lokalbefolkningen. Selv efter Sovjetunionens fald er Rusland en særdeles multietnisk stat og hjemland for næsten 200 forskellige etniske grupper.

Ved et butikscenter i udkanten af centrum falder vi i snak med Andrej Utzitujev, som står og hænger ved indgangen.

»Hvad jeg mener om Putin?« Det rynkede ansigt fortrækker i et venligt smil, som afslører, at han mangler nogle fortænder. »Jo, det skal jeg sige jer. Putin er en rigtig god præsident. Han er klog, solidarisk, ærlig og retfærdig! Jeg har altid stemt på Putin, og det vil jeg blive ved med. De andre kandidater duer ikke.«

Vi takker for snakken og forsvinder ind i butikscenteret for at indkøbe proviant til turens sidste etape. Andrej kommer løbende efter med en karton billig rødvin.

»Kunne I måske ikke købe den her til mig? Eller også noget andet? Jeg drikker hvad som helst. Jeg er ikke kræsen.«

Skål!

Christian Belgaux

Nogle kilometer uden for byen ligger en klynge af farvestrålende, postkortsmukke landsbyer beboet af såkaldt gammeltroende.

De gammeltroendes historie strækker sig tilbage til skismaet i 1665, da patriark Nikon gennemførte en række reformer for at bringe liturgien i den russiskortodokse kirke tættere på den græsk-ortodokse. Blandt andet bestemte han, at man skulle gøre korsets tegn med tre udstrakte fingre og ikke to. Mange protesterede imidlertid imod disse nye reformer og insisterede på at fortsætte med at praktisere troen sådan, som de altid havde kendt den – deraf betegnelsen gammeltroende. I årene derefter blev de forfulgt og chikaneret, og mange af dem bosatte sig i imperiets udkant. Først under Katarina den Store fik de gammeltroende lov til at praktisere troen, som de foretrak, imod at de bosatte sig i det tyndt befolkede Østsibirien. Den dag i dag bor der over 100.000 gammeltroende i landsbyerne nord for Ulan-Udé.

Der hersker ren påskeidyl her. Solen skinner fra en klar og blå himmel, og det glitrer i sneen. Træhusene ligger på rad og række, malet i glade farver. Indendørs bugner det af hjemmelavede salater og kager.

»Først vil jeg udbringe en skål for, at I er kommet hele den lange vej for at se, hvordan vi gammeltroende har det her i landsbyen,« siger 77 år gamle Olga Rimareva og løfter sit vodkaglas til munden. »Og nu vil jeg udbringe en skål for, at I ikke bliver syge i kulden,« smiler Olga og fylder mere hjemmebrændt i vores glas. »Drik nu ud, denne gang!«

Mens vi nyder med suppe, pirogger og hjemmebagte boller taler kvinderne om vigtigheden af at frygte Gud og af at arbejde fra tidlig morgen til sen aften – altid arbejde, ikke noget med lediggang, roden til alt ondt. De minder om min familie fra det norske Vestlandet.

»Hvem vil I så stemme på?« spørger jeg mellem mundfuldene.

»På Putin, helt klart,« svarer Olgas veninde, 58-årige Jevdokija Kolajeva, en pensioneret lærerinde. »Vi gammeltroende bryder os ikke om forandringer. Vi værdsætter stabilitet og tradition.«

»Putin er desuden også troende, ligesom os,« siger Olga. »Han gør korsets tegn, når han går i kirke, og han gør det helt rigtigt. Man kan se, han har gjort det mange gange.«

»Han er heldigvis ung endnu«, siger Jedovkija med et lille suk. »Og i vældig god form.«

»Ja, han har for nylig giftet sig,« oplyser Olga.

»Nej, har han det?« kommer det forbavset fra kokken bag gryderne.

»Næ-næ, det er kun et ubekræftet rygte,« beroliger Jevdokija. »Uanset hvad synes jeg, vi skal udbringe en skål for kærlighed og venskab! Skål!«

Så begynder de at synge. Gamle, skælvende kvindestemmer fylder træstuen med sange om ungdommen, om kærligheden, om vigtigheden af at arbejde. For hvert vers og hver dram er det som om, kvinderne bliver et år yngre.

Det bliver til mange sange og mange skåle. Da vi omsider vakler ud, er solen gået på hæld. Vi skynder os ind i bilen. Vi har et tog, vi skal nå.«

Et fredeligt folk

Helvede må være at sidde fast i et evighedstog mellem Ulan-Udé og Vladivostok. Turen varer 59 timer, næsten tre døgn. Landskabet vi kører igennem er øde og monotont. Hist og her ligger driver af sne, mens ellers består udsigten af diverse toner af brunt og orange, som det indre af et ingeniørmagasin fra 1970’erne.

Temperaturen i togvognen ligger som sædvanlig på omkring de tredive grader. Vi synker ind i en art letargisk tilstand og vågner ikke før langt ud på formiddagen. Den første nat er overstået.

I spisevognen falder vi i snak med Andrej. Han er 52 år gammel, ernærer sig som lastbilchauffør og massør og er klædt i shorts og en løstsiddende camouflagefarvet undertrøje. Alt er stort ved ham, brystkassen, tænderne, kæbebenet. Som de fleste af dem, vi kommer i snak med, er han skeptisk over for medier og vil hverken oplyse sit efternavn eller lade sig fotografere, selv om det, han har at sige, næppe kan kaldes kontroversielt i russisk sammenhæng.

»Jeg stemmer på Putin,« fastslår Andrej. »Putin er den eneste stærke leder, vi har. Putin er staten, måtte Gud lade ham leve længe! Alt hvad vi russere ønsker, er at få lov til at leve i fred,« tilføjer han. »Vi er et fredeligt folk og et fredeligt land, vi er alles ven.«

»Hvorfor sender Rusland så soldater til Ukraine,« spørger jeg.

»Det er ikke naturligt, at Ukraine skal være et selvstændigt land,« forklarer Andrej. »Før hed det Kiev-Rus, du kan selv høre det på navnet: Hvordan kan Kiev ligge i et andet land. Det er det samme med Hviderusland, der også er en del af Rusland. Vi er samme folk. Vi er også samme folk, for resten, vi er nordiske. Du og jeg kunne få et barn sammen, det ville gå helt fint, for vi er samme folk. Blod bør ikke blandes.«

Han kigger granskende på mig.

»Tror du på Gud?«

Jeg ryster på hovedet.

»Troen er vigtigere end penge og politik. Det vil du forstå, når du bliver ældre. For mig er troen alt.«

Glade buddhister

Da vi kommer tilbage til vores egen togvogn, bliver vi mødt af en forfærdelig stank. En kvalmende lugt af kloak breder sig fra toilettet, ud gennem korridoren og hen til vores kupé. Der er et eller andet alvorligt galt med toilettet, og ingen ser ud til at ane, hvordan man fikser det.

Aldrig har jeg fortrudt en rejse mere. Og der er stadig 44 timer til, vi når Vladivostok. Udenfor er landskabet lige så brunt, tørt og fladt som før.

»Hvor meget får man at se af den såkaldte virkelighed her i landet, når man rejser med den transsibiriske,« spørger den polske udenrigskorrespondent Ryszard Kapuściński i sin bog Imperiet, og konkluderer derefter selv: »Praktisk taget ingenting.«

I ren desperation lægger vi os til at sove. Da vi vågner, trygler jeg konduktøren om at lade os skifte vogn. Toget er ikke engang halvfuldt, så der må være mange ledige pladser.

»Det går desværre ikke,« siger konduktøren.

»Hvorfor ikke?«

Hun ryster opgivende på hovedet.

»Det går bare ikke.«

Da aftenen falder på, søger vi tilflugt i spisevognen. Som sædvanlig er der ikke et menneske. Gnavent oplyser servitricen om alt det, de ikke har – altså det meste. Men fiskesuppe har de.

Mens vi sidder og nipper til suppen, strømmer der pludselig en hærskare af mennesker ind i vognen. De er alle iklædt løstsiddende tøj og har lange bønnekæder om halsen. Og snart genlyder vognen af latter og snak. Flasker med hjemmebrændt kommer frem og kriminelt dårlige coverversioner af »Nothing Else Matters« og »Gangsta’s Paradise« gjalder.

»Vi er på vores årlige rejse gennem Rusland,« siger 33-årige Gordon fra New York. »Til at begynde med var vi 100, nu er vi kun 30 tilbage. Undervejs besøger vi buddhistcentre.«

»Så I er altså buddhister?«

»Ja, men vi ikke almindelige buddhister,« understreger Gordon. »Buddhister fokuserer normalt på smerte og lidelse, men vi fokuserer på, hvordan vi kan være glade. Vi følger the diamond way.«

Mindre end en halv time efter at de har invaderet spisevognen klatrer de glade buddhister op på bordene og begynder at vrikke til en obskur coverversion af »Tainted Love«. I mellemtiden har nogen skruet en lyspære ud af taget og hængt en discokugle op i stedet.

Vi flygter fra the diamond way og tilbage til kloakstanken. 37 timer. 26 timer. 15 timer. Tolv. Otte. Fire og en halv. Tre. Den sidste halve time er uden ende.

Men revolutionen er ikke død

At kunne vandre frit i Vladivostoks gader er som at være sluppet ud af et rullende fængsel. Den kølige byluft føles næsten berusende.

Vladivostok betyder Østens hersker. Byen blev grundlagt i 1860, straks efter at russerne havde tiltusket sig en million kvadratkilometer ekstra fra et svækket Kina, som havde mere end nok at gøre med briter, franskmænd og opiumskrigere til også at modstå presset fra naboen i nord. Endelig havde russerne fået en havn ved Stillehavet! I vore dage er der tilmed udsigt til, at havnen kan blive isfri ved vintertide. I Vladivostok ser man med andre ord forventningsfuldt på klimaændringerne og på fremtiden.

Ved Lenin-statuen står der en flok unge med røde flag. På et af dem står der ’Ned med imperialismen!’. Et andet udtrykker håb om, at arbejderrevolutionen er nært forestående – hundrede år efter at den indtraf sidst. En enlig politimand følger uengageret den ganske lille demonstration.

Christian Belgaux

Det er en myte at kommunisme er synonym med Lenin og Stalin, siger den blot 14 år gamle Aleksej Borsjenko ivrigt. »Vi vil opbygge en ny, demokratisk, sovjetisk stat som et alternativ til USA’s imperialisme. Vi vil skabe et samfund, hvor der hersker social retfærdighed, baseret på Marx’ tanker og visioner!«

»Hvem ville du stemme på, hvis du var gammel nok til at måtte stemme?« spørger jeg

»Ingen af dem!« Den unge stemme slår over i falset af indignation. »Putin er styret af oligarkinteresser og har gjort Rusland til en politistat. Kommunistpartiet er en joke! I dagens Rusland er det oligarkerne og kapitalismen, som bestemmer.«

»Tror du virkelig på en ny revolution? Det gik jo ikke særlig godt forrige gang …«

»Vi har lært af vores fejl,« hævder Aleksej. »Revolutionen kommer. Før eller siden.«

På tyk is

Mens solen går ned stimler kærestepar, turister og isfiskere sammen på den tilfrosne bugt, hvor man kan gå ud over isen, indtil man bliver en sort prik i horisonten. Kuldegraderne bider i kinderne. Klimaforandringerne forekommer at være langt væk.

To kinesiske piger poserer koncentreret foran deres selfiestang.

»Vi håber at få nordlys at se. Det skulle være et rigtig godt år for nordlys i år,« siger Zheng Wehshen og ler en trillende, glad latter. »For os er Rusland et mysterium, men koldt er her i al fald. Jeg fryser på fødderne!«

At Rusland er et mysterium, er let at skrive under på. Et stort mysterium. Det eneste som ikke er et mysterium, er hvem der vinder præsidentvalget 18. marts.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Erika Fatlands nye bog ’Grænsen’ udkommer på Informations Forlag den 9. april. Den 24. april er der arrangement på Information, hvor Erika Fatland er i samtale med Leif Davidsen om den nye bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Mikkel Lambert
  • Steffen Gliese
  • Ervin Lazar
  • Sidsel Jespersen
Hans Aagaard, Mikkel Lambert, Steffen Gliese, Ervin Lazar og Sidsel Jespersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu