Læsetid: 19 min.

Jesus og påsken forstået gennem 12 danske litterære værker

Her er de danske digtere der i tro og tvivl tør stille deres bevidsthed og skrivetalent til disposition for påskens hårrejsende hændelser
Der findes mange måder, hvorpå man kan gentage og gennemtænke påskens fænomenale drama. Man kan gå i kirke og deltage i højmessens sære blanding af dyb sorg og forløsende glæde. Eller man kan opsøge udvalgte lokaliteter i litteraturen og iagttage, hvorledes forfatterne i poesi og prosa har genbrugt og gennemreflekteret Passionen.

Der findes mange måder, hvorpå man kan gentage og gennemtænke påskens fænomenale drama. Man kan gå i kirke og deltage i højmessens sære blanding af dyb sorg og forløsende glæde. Eller man kan opsøge udvalgte lokaliteter i litteraturen og iagttage, hvorledes forfatterne i poesi og prosa har genbrugt og gennemreflekteret Passionen.

Christian Lindgren

23. marts 2018

Der findes mange måder, hvorpå man kan gentage og gennemtænke påskens fænomenale drama. Man kan gå i kirke og deltage i højmessens sære blanding af dyb sorg og forløsende glæde. Man kan genlæse de fire evangeliers i grunden højst forskellige beretninger om Jesu indtog i Jerusalem, hans lidelse og død, fulgt af scenen ved den tomme grav. Eller man kan opsøge udvalgte lokaliteter i litteraturen og iagttage, hvorledes forfatterne i poesi og prosa har genbrugt og gennemreflekteret Passionen.

I lande, hvor flertallet er katolikker, har man fra gammel tid indrettet vandringsstier, hvor lidelseshistorien foreligger leddelt og synliggjort i form af en række ’stationer’, hvor den mediterende kan gøre ophold, som regel foran et lille alter. Traditionen har opdelt ruten forskelligt og givet dens enkelte steder divergerende navne; men med til turen hører som minimum tilfangetagelsen og Judaskysset i Getsemane have, piskning, tornekroning, korsbæring (herunder måske scenen, hvor Jesus falder og må hjælpes af Simon fra Kyrene – repræsentant for den troende selv?), selve korsfæstelsen, nedtagelsen fra korset, gravlæggelsen.

Det er meningen, at en sådan vandring i Frelserens fodspor – som både kan foretages fysisk konkret og som stillesiddende læsning – skal udløse indsigt, men også gru og gråd. Der er jo trods alt tale om »en af de mest oprørende og dramatiske begivenhedsrækker menneskeheden kender«, for nu at citere Erik A. Nielsens bog om Thomas Kingo fra 2010. Ret beset indebærer forløbet fra skærtorsdag til påskedag en radikal omlejring af menneskets hele situation, og ved at genopleve lidelsen i dens enkelte faser tvinges man uundgåeligt til i en eller anden form at spørge: Hvem og hvor og hvordan er jeg selv?

Tolv forskellige opfattelser af påsken

De tolv eksempler på litterær gentolkning af påsken, der bringes her, er udvalgt med hensyntagen til det almene og typiske. Forfatternes tilgang kan veksle voldsomt, men fælles for dem er, at de har haft et seriøst mellemværende med det hellige, og at de alle har søgt at formidle en specifik opfattelse af påsken. Kingo og Grundtvig forkynder og appellerer åbent; H.C. Andersen fortæller ved anskuelige begivenheder og billeder; prosaisterne Branner og Martin A. Hansen lader påske slå ned som en brat hændelse i moderne menneskers liv; og lyrikerne, de to gange Ole, Sarvig og Wivel, kæmper med den fundamentale modsigelse, at individer i moderniteten kan være så døve og blinde, at de knap nok lader sig berøre eller blot et øjeblik strejfe af evangeliets tiltale.

Hvad angår de fire nyeste nedslag, forekommer det karakteristisk, at det evangeliske indhold kun udgør en dimension blandt flere, et enkeltaspekt af teksternes erfarings- og billedmæssige rum. Klaus Rifbjerg, Klaus Høeck, Tage Skou-Hansen og Dan Turèll har i de præsenterede værker flere samtidige dagsordener, og er der en smule forkyndelse på færde, bliver den omgående modsagt af afmytologisering, verbal destruktion, paradokser i en romans univers eller af ironi og tilintetgørende skepsis. Kun modstræbende, med forbehold tør digtere med debut efter Anden Verdenskrig og med det gennemsekulariserede samfund lige uden for døren stille deres bevidsthed og skrivetalent til disposition for påskens hårrejsende hændelser.

For det er jo, hvad påske er: en uoverkommelig provokation. En fortæller, som for overhovedet at nære sig underet måtte tage parodien i brug, var Karen Blixen med Babettes Gæstebud (på dansk 1952), men en forfatter som med måske større mod begav sig midt ind i påskens modsigelser var Tage Skou-Hansen (1925-2015), som i det lange essay »Tolvtemanden« (udgivet på Brøndums Forlag 1972 med grafik af Anders Kirkegaard) stiller nogle få af alle de mange spørgsmål, påsken rejser:

»Hvor gammel var hovedpersonen da han trådte frem? Hvor længe varede hans offentlige virksomhed? Et år? Tre år? Var han flere gange i Jerusalem eller kun en gang? Hvordan gik det disciplene da de tog ud på egen hånd? Hvad blev der af alle de andre han kom i berøring med? I Getsemane har Peter pludselig et sværd som han hugger et øre af med. Hvor har han fået det fra? Lå de virkelig som partisaner ude på Oliebjerget, og var der regulære gadekampe med romerne inde i byen?«

Påskens mange spørgsmål

Man kan også spørge: Hvorfor bliver Jesus så tit så irriteret? Hvad skal vi med hans udbrud af træthed og lede? Han taber så tit tålmodigheden: Fatter I da ikke? Forstår I endnu ikke? Han skælder ud og kan være nedladende og sarkastisk. Ansigt til ansigt med Pontius Pilatus opfører han sig mildt sagt temmelig utaktisk.

Og hvad med de forvirrede og forvirrende disciple? Den dominerende, selvsikre Peter. Hans geléagtige bror Andreas. Den naive kælegris Johannes. Og Jakob, hans renhjertede bror. Hvorfor mundhugges de ved den sidste nadver? Og hvordan i alverden kan de lægge eller sætte sig til at sove i haven?

Om Judas Iskariot, »som i hvert fald har været der, for han er lige så umulig at opfinde som Jesus«, skriver den gamle fodboldspiller og AGF-tilhænger Skou-Hansen, at han formentlig var den af disciplene, der blev udtaget sidst. Reserven, der hører med til holdet uden at spille med fra kampens begyndelse, men som måske bliver sat ind til sidst. Teologerne ser ham mest som forræder og selvmorder. Men samtidig var han både kassemester og tyv samt, i lighed med alle de andre, en oprører, en religiøs og politisk revolutionær. Hvad foregik der inde i hans hoved?

Læseren kan selv fortsætte herfra. Til domfældelsen – en parodi på en retssag. Eller ud til korset med den hånende inskription Jesus Nazaræeren Jødernes Konge. Det stod der, selv om han udtrykkelig havde sagt: Mit rige er ikke af denne verden. Og for resten handlede hans budskab ikke om magt, men om kærlighed. Om menneskeværd. Om lige dele ydmyghed og stolthed ved at være Guds børn. Det skal der nok blive talt en hel del om i den kommende uge.

En uoverkommelig provokation

Digterne, der tør stille deres skrivetalent til disposition for påskens hårrejsende hændelser, er Dan Turèll, Tage Skou-Hansen, Klaus Høeck, Klaus Rifbjerg, Ole Wivel, Martin A. Hansen, H.C. Branner, Ole Sarvig, H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig og Thomas Kingo.

Information giver et indblik i den danske litteraturhistories forbindelser til påsken.

Jesper Stormly Hansen

Dan Turèll

’Gud & Gokke’. Digte 1991-1992

Dan Turèlls næstsidste digtudgivelse rummer for det meste ultrakorte tekster, der virker som rystede ud af hans jakkeærme. Men tag nu ikke fejl! Vel bekendt med lidelsen, ansigt til ansigt med døden, konfronterer digteren tilværelsens store spørgsmål: »Blot tungt at acceptere det Uafvendelige / kan meget nemt tage / éns halve liv.« Og hvad bruger vi ellers livet til? Jo, nogle anskaffer sig nye spændetrøjer: »Til fyren der blev ’forfremmet’ / Til fyren der ’skiftede’ job / Til fyren der ’skiftede kvinde’: // Tillykke kammerat! Hvor / din nye spændetrøje / dog klæder dig fortryllende!«

Alternativet bliver at modtage livet som en gave og give sig hen til det uforudsete: »Jeg tror ikke du ville så meget som gide går en tur / hvis ikke du halvvejs regnede med et mirakel / undervejs.« Lidelsen, visheden om dødens nærhed afsætter en modtagelighed: »Som et pludseligt solglimt i sneen: / Ét øjebliks rystende / bleg / uforklarlig / Lykke – «

Og hvad har så det med påske at gøre? De fleste steder intet. Digteren fnyser ad kirker, og med »Brorson« forbinder han kun salmer, skolegang, teenagepenis og æggemadder. Ikke desto mindre kan han pludselig skrive: »Kære Gamle Korsvej / Galgebakke / og I sorte hæse ravne: // Skal vi begynde forfra?« Hvis det ikke er en vaskeægte

Jesus-identifikation, er der formentlig ingenting, som er det …

Erik Jepsen

Tage Skou-Hansen

’Historier fra de runde bord’. Fire romaner. 1986-1991

Selve konstruktionen i Tage Skou-Hansens sene romanværk svarer til Franz Werfels Studenterjubilæet og Hans Scherfigs Det forsømte Foraar. Et hold gamle klassekammerater mødes efter 40 år og ser tilbage på årene i gymnasiet og på universitetet. Én har arvet sine forældres ejendom og egentlig aldrig lavet noget. To, en farmaceut og en arkitekt, blev både gift og skilt. Lægen, modstandsmanden Sigurd, mistede en søn. Teologen Herman, som i mellemtiden har været udvandrerpræst for danskere i Argentina, deltager ikke i festen. Men han har det til fælles med alle de andre, at tankerne til stadighed kredser om en kammerat, der døde i Anden Verdenskrig, den litteraturstuderende Aksel, som meldte sig til tysk krigstjeneste på et tidspunkt, da det stod klart for alle, at Hitler ville tabe.

Selvfølgelig var Aksel – skabt over virkelighedens Knud Jensen, skildret i Thorkild Bjørnvigs erindringer – en landsforræder. Men selve idealiteten og radikaliteten i hans beslutning har gjort uudsletteligt indtryk. Han ville ikke leve et ligegyldigt liv. Så hellere kæmpe og dø.

Modstillingen af Aksel og de andre giver Tage Skou-Hansen lejlighed til at skildre den moderne tomhed hos velfærdsstatens forvaltere: halve individer, der har sluppet tyngden og alvoren i deres liv, og som teologisk talt har mistet deres gudbilledlighed. Aksel får derfor for dem samme modsigefunktion som Kristus. Derfor er der i serien fire romaner som i sin tid fire forskellige evangelier!

Carsten Andreasen

Klaus Høeck

’Hjem’ (1985)

»Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« råber Jesus fra korset ifølge Matthæus og Markus. Hos Klaus Høeck står der i mammutdigtsamlingen Hjem: »herreste mi her / rende gud hvorfor har / du forladt os i / mørke og intel / se hvorfor har du forladt / os dette spørgsmål?«

Her turde digterens mellemværende med evangelierne vist være evident. Men man kunne i tillæg spørge: Klaus Høeck! Klaus Høeck! Hvorfor bruger du sådan nogle mærkværdige ord som ’herreste’ og ’herrende’ og ’intelse’? Hvorfor skal du absolut konkurrere med Heidegger om at føje nye gloser til sproget, når du der i forvejen findes så mange ganske glimrende ord?

Digterens svar ligger i selve samlingens strukturdannende system. Den forløber i tre spor, NATUR, KULTUR og ÅND, af hvilke førstnævnte forløber fra venstre mod højre, kultursporet fra højre mod venstre og ÅND fra centrum mod henholdsvis venstre og højre, samtidig med, at dette midterspor genereres af materialer fra de to andre.

Det betyder, at når læseren gang på gang støder på brokker af Bibelen og særligt Fadervor, fremstår den hellige skrift molesteret og massakreret. Hvilket videre indebærer, at midtersporet ikke kan være nogen overtekst for hverken den personlige sorgbearbejdelse eller den mere fællesskabsvendte beskrivelse af Danmark, dets natur og kultur. Også troens ord forbliver kryptiske og gådefulde, ja, særlig måske de. En følge af systemet? Ja, og en tolkning af kristendom på postmoderne betingelser. Anråbelsen må fremsiges med brudt mæle: »du som er i liv / slens lysning vi som er i / dødslens sortelse«. Hvem var det for resten, der lå i dødens sorte mørke?

Asger Sessingø

Klaus Rifbjerg

’Amagerdigte’ (1965)

En tredjedel inde i Klaus Rifbjergs »nyenkle« Amagerdigte støder man temmelig overraskende på en hel lille påskesuite bestående af »Palmesøndag«, »Skærtorsdag«, »Langfredag«, »Påskedag« og »Anden påskedag«! Hvad er meningen? Her gik mange og troede, at forfatterens budskab lod sig koge ned til »Sex er godt, og Gud er dum«, og så understår denne kristendomsskeptiske ærkekulturradikaler sig gudhjælpemig i at tage påsken alvorligt!

Helt så enkelt er det nu dog ikke. Fælles for de fem tekster er, at de skildrer hverdagsagtige familiescener, men gennem deres placering i påsken forlener dem med en grundstemning af forgængelighed og af død. Skærtorsdag spiser man frokost, og drengen ser sin onkel ind i hans store, mørke mund. Langfredag går de på kirkegården, køber metalkræmmerhuse og sætter blomsterne i de har med. Påskedag bliver der skiftet tændrør på en knallert. Manden går ind. »Kommer / ud igen med et nyt tændrør. Skruer / det gamle løs. Tager det op. Ser på det. / Smider det væk. Skruer det ny tændrør i.«

I næste strofe, den sidste, følges personen opmærksomt »af det tilstedeværende«, dvs. sine omgivelser. Og så står der, at manden med knallerten nu er »på vej til andre undere / ind mod byen / andetsteds / hinsides Lufthavnsvej.« Det kan kun betyde én ting. At den hverdagsagtige handling påskedag er et mirakel. Det at få en maskine til at køre er et under.

Men dermed bliver Klaus Rifbjerg ikke automatisk skabskristen. Torben Brostrøm skrev i 1970 om digtet, at det netop er et led i »afmytologiseringsprocessen«. Vist så, men med dets særlige version af opstandelsen tager det nu alligevel påsken temmelig alvorligt.

Per Pejstrup

Ole Wivel

’I Fiskens Tegn’. Digte. 1948

Så godt som alle bogens tretten tekster kredser om Kristus som den ultimative provokation for et moderne menneske. Vi har ventet ham, sådan som han blev varslet, og stirret ind i vores spejle, fordi man har sagt, at han lignede os. Men han kommer ikke som hyrden, med fløjten i munden, fulgt at lammet og løven. Han kommer »som den der midt iblandt os / pludselig taler højt, sprænger vore / ansigters skaale saa graaden kan strømme frit – / som uddriveren med sin fortvivlelses svøbe / kommer han til os, / kræmmere.« Som Jesus inden påske drev købmændene ud af templet, jager han i dag os mennesker ud af vores fromhed og tryghed: »glæd jer ikke til at se Messias’ hænder / som er sorte og lugter af blod« (»Kristustid«).

Mindst lige så tydeligt i mælet er det tit citerede digt »Paaske«, hvori Ole Wivel tegner en moderne tilstand af tomhed og fremmedgjorthed. Barndomsharmonien, hvor man plukkede anemoner Store Bededagsaften imens kirkeklokkerne ringede solen ned, er borte. Slægtens minder er kørt som skrammel på lossepladsen. Menneskene står op og kører, tynget af en ukendt skyld, med toget til byen, hvor de skal gøre regnskab for både dette og hint, som de har gjort eller forsømt.

Medmindre de da indstiller sig på at lade sig transformere som pupper og begynde et helt nyt sted: »Lad os ikke / skændes i dag, min elskede, om de / smaa uberegneligheder. (…) Nu er det paaske. Dødens uge, op- / standelsens puppetid. Mød mig / i maj, naar sommerfuglen blid og seende / flyver med uskyldsstøv paa sine vinger.« Sådan kunne frelse beskrives i 1940’ernes slutning. Som en modsigelse. Som en pludselig nåde, hinsides fornuft og intellektuel beregning.

Ritzau Scanpix

Martin A. Hansen

’Paaskeklokken’ i ’Tornebusken’ (1946)

Påskedagen kaldes »gul« i landsbyen, hvor klokkens kimen høres i hvert rum. Hovederne rejser sig og lytter. Øjnene bliver lysere, blikket ligesom vendt indad et øjeblik. »Det er kønt. En mærkelig jublende Lyd. Den gaar som et syngende Barn ind ad Ørets aabne Dør, ind i Sindets dunkle Stuer, sætter Uro i Erindringens hemmelighedsfulde Dybder.«

Herefter beskriver Martin A. Hansen klokkeklangens effekt på hver enkelt på stedet. Han kigger ind til den gamle mand, som har 40.000 stående på sin bankbog og nu tænker frem på arvingernes bitre slagsmål. Vi får mødt den vrisne, tilknappede førstelærer og den muntre andenlærer, Per, hvis kone venter deres barn. Oppe i tårnet står saddelmager Olsen og kimer, overvåget af kirkeværgen, murer Johansen, som mærkeligt nok er fritænker og rationalist og derfor ikke skal deltage i gudstjenesten.

Denne kulminerer så i evangeliet om opstandelsen. »Om Kvinderne, der kom ud til Graven ved Solopgang og fandt den aaben, og Stenen væltet fra. De gik derind, og derinde var der en, som sagde til dem: Han er opstanden!« Læg her mærke til den dagligdags sprogbrug, som, adskiller Hansen fra Branner, fordi Hansen vil have modstanden og den moderne skepsis med.

Vi fornemmer dette i andenlærerfruens reaktion. Hun tør ikke tage alle ordene ind i sig. Hun tør ikke fuldt ud tænke, hvad ordene betyder. Men da hun efter påskehøjmessen går ud på kirkegården, tør hun faktisk følelsesmæssigt kirkeværgen op og indlever sig fuldt i hans sorg. Hans søn blev kørt over, otte år gammel. Derfor kan Johansen ikke gå i kirke. Men på kirkegården kan han da gå. Det er også mere end nok, mener Grethe.

Lidt efter kommer den muntre lærer. Men hvad er der med ham? Hun møder noget i hans øjne, noget hun ikke kender. Noget forundret, søgende, som om han er kommet ud af balance. Og det elsker hun ham for. Det øjeblik er påske, hvis noget overhovedet er det. Tænkte Martin A. Hansen, vistnok.

A E Andersen

H.C. Branner

’Den første Morgen’ i ’To Minutters Stilhed’ (1944)

En mand vågner op i en hotelseng i Helsingborg, mere eller mindre filtret sammen med den kvinde, han om natten har elsket med. Det er, som titlen understreger, »den første Morgen sammen med hende«. Hun har, skriver Branner endda, født ham »ved et Mirakel til nyt Liv.« Det kunne damer åbenbart dengang…

Han står ud af sengen og betragter hende, nyder synet af »Armhulens bløde Grube med de lette, lyse Haar« Tja, det var inden kvinder begyndte at skamme sig over lidt tjavser. »Det fyldte ham med Ærefrygt, det var som et evigt Mysterium for ham og alligevel dybt fortroligt, som var hun Kød og Blod af hans Kød og Blod. Som det var ham selv der sov endnu i den tidlige Sol.«

Og så er det oven i købet påske! »Opstandelsen, tænkte han, og i et Nu blev alting Klarhed igen ved det ene Ord. Han vidste Gud var til, han følte Miraklet var Sandhed, han forstod at i dette rene, stærke Lys var intet umuligt. Langt borte i Østerland havde der været en Morgen som denne, og Kvinderne kom til Graven for at tvætte den Døde, men se, der var ikke nogen Død, og Stenen var væltet fra Graven, og der sad en Engel paa Graven, og han var som et Lyn at se til, og hans Klædning var hvid som Sne.«

Jo, Branner får så sandelig koblet 101 Strygere til i sin skildring af dette kærlighedsmøde, hvor manden, der bærer fortællesynsvinklen, indser, at fra nu af vil han aldrig mere være alene. »Jeg vil blive hos dig,« siger han, inden de tager bussen nordpå til Höganäs.

Ritzau Scanpix

Ole Sarvig

’Pupper’ i ’Jeghuset’ (1944)

Den sidste bog, Ole Sarvig udgav, før han, nylig fyldt tres, gjorde ende på sit liv, var Salmer og begyndelser til 1980’erne (1981), en samling fortvivlede, underligt flossede, ind imellem skingert skrigende tekster, af hvilke dog nogle få for nylig er vandret ind i 100 salmer (2016) og Kirkesangbogen (2017) og således, sent, har fået en slags adgangskort til et fællesskab ligesom ”Som året går” fra 1952, som i Højskolesangbogen optræder til melodi af Per Nørgaard.

Mere end 35 år efter sin død blev Sarvig således salmedigter og folkeeje, han, hvis særegne, selvgroede univers af et poetisk livsværk ufortrødent fortsatte den symbolistiske linje i modernismen, han, som ikke var bange for at virke patetisk og visionært dunkel.

Produktionen strakte sig over fire årtier, men kulminationen indtraf tidligt med mesterværket Jeghuset (1944). Ud fra et knuget syn af verdenskrigens Europa tildanner Sarvig her sin helt egen billedverden, og allerede her mærkes hans intense mellemværende med kristendommen såvel som hans modvilje over for institutionaliseret religion. I digtet »Modne« sidder »brune kærner / i æblets kirke. // Og rundtomkring i tågen / hang frugtens templer, / grønne og lyse. // Vi gik rundt til dem alle / og bankede på. // Præsterne var brune og tavse.«

Tekster som »Kristusstenen« og »Kristus i kornet« fastholder imidlertid den troendes dybe higen, og med det originale opstandelsesbillede i »Pupper« skaber Sarvig et renlivet påskedigt: »Mennesket er en larve. // Kristus var den første, / som forpuppede sig. // Nu er vi alle pupper, / hænger som skygger bag trapper og tage.«

Ritzau Scanpix

H.C. Andersen

’Den grimme Ælling’ (1843)

Man har, utvivlsomt med rette, læst eventyret »Den grimme Ælling« som den symbolske fortætning af H.C. Andersens ungdomsliv og efterfølgende lynkarriere: historien om den fattige, der slås imod foragt og grov forhånelse, men til slut bliver anerkendt som det digtergeni, han er. Ællingen er en svaneunge og udvikler sig til just det, som den var bestemt til af naturen og Gud. Afgørende er her dens erkendelse, da den spejler sig i vandet og ikke længere ser »en kluntet sortgraa Fugl, styg og fæl.«

Litteraturforskeren Klaus P. Mortensen sammenligner i sin bog Svanen og Skyggen (1989) teksten med bl.a. »Den lille Havfrue« og siger, at »hvor havfruens sande væsen først forløses hinsides det jordiske, dér finder ællingen et hjem inden for rammerne af den givne sociale orden.« Det sker, da den unge svane bogstaveligt talt fodres med smulerne fra de riges, herregårdsfolkenes, bord.

Hvilket vi nemt kan forstå både psykologisk og socialt, men også fortolke kristent som det, teologer kalder inkarnation: at Guds ånd forplanter sig til mennesker, idet hans kærlighed forløses iblandt os. Måske er det ikke direkte lidelseshistoriens indhold, men det er helt sikkert nadverens mening. Over for Gud er hver af os som en kuet, misforstået sjæl, der i lighed med Kristus søger sin sande bestemmelse.

’Theepotten’ (1863)

Som flere andre af Andersens såkaldte »tingseventyr« bærer historien om tepotten på en vigtig psykologisk indsigt, men det kan nu også forstås både eksistentielt og religiøst. Som K.E. Løgstrup ville have sagt, lægger det en kristen livstydning nær, i betydningen: gør det nærliggende (for den, der vil) at drage en konsekvens, som på en eller anden facon er kristen.

I hele sin ungdomstid bryster Andersens tepotte sig af sit fornemme porcelæn, er stolt af sin brede hank og stolt af sin lange tud. Den er, som der står, tebordets dronning, hvorimod sukkerskålen og flødekanden blot fungerer som ”Velsmagens Tjenerinder”.

En dag bliver potten løftet af en fin, men kejtet hånd. »Tuden knak af, Hanken knak af. (…) Theepotten laae besvimet paa Gulvet.« Dog, således fornedret, invalideret, genopstår den til sit nye, andet liv. »Der blev lagt Jord ind i mig; det er for en Theepotte at begraves, men i Jorden blev lagt et Blomsterløg; hvem der lagde det, hvem der gav det, veed jeg ikke. (…) Og Løget laae i Jorden, Løget laae i mig, det blev mit Hjerte, mit levende Hjerte, et saadant havde jeg før aldrig havt.«

Dermed siger digteren så meget som, at det vigtigste i livet bliver os givet. Samt at man kan vinde livet, når man mister det. Midt i sammenbruddet, tabet, døden kan der vokse noget frugtbart frem, og vi kan opleve velsignelse ved at glemme os selv i andre. Man kan udlægge eventyret psykologisk som (endnu) en historie om kastration (tuden, ikke sandt). Men teksten kan tillige læses kristent: forhånelse fulgt af korsfæstelse og af begravelse plus opstandelse til et andet liv, hvor ånden eller Kristus blomstrer i menneskene.

Det Kongelige Biblioteks arkiv

N.F.S. Grundtvig

’Paaske-Liljen’ (1817)

Vidste du, at Grundtvigs storslåede digt »Påskeblomst! Hvad vi du her?« (seks strofer i salmebogens nr. 236) oprindelig var på hele 21 strofer, hvoraf de 13 dannede prologen, de 8 epilogen til et »dramatisk optrin«, en slags sketch foran den tomme grav?

Og vidste du, at forskerne har været vildt uenige om digtet? Én har fokuseret på den indledende foregivelse af en tvivl på troen og kaldt teksten poetisk svindel. En anden har, og formentlig efter dets hensigt, læst det som udtryk for en almen erkendelsesproces. En tredje har lagt vægt på skildringen af digterens »kaldskrise« og set det som et personligt udsagn nødtørftigt behængt med religiøse termer (Jf. »Påskeblomst! en dråbe stærk / drak jeg af dit gule bæger / og som ved et underværk / den mig vederkvæger«).

Som digtet står i salmebogen, udtrykker det, 1) at det ringe, uanselige, oversete – bondeblomsten, hentet ind fra landsbyhaven, dvs. Kristus – besidder en umistelig værdi, og 2) at den, som fatter, hvad opstandelse er, som digteren skal føle sig livsaligt vederkvæget. Påsken som begivenhed gentager sig altså lige her og nu – men vi synger om den:

»Kan de døde ej opstå, / intet har vi at betyde, / visne må vi brat i vrå, / ingen have skal vi pryde; / glemmes skal vi under muld, / vil ej vokset underfuld / smelte, støbes i det dunkle / og som lys på graven funkle.« Et stearinlys tændes i os, blomsten springer ud. Så enkel er frelsen ifølge Grundtvig, eller var det i hvert fald i 1817.

Ritzau Scanpix

Thomas Kingo

’Passionssalmer’, i ’Vinter-Parten’ (1689)

Vil man op til og under påske høre sange om Jesu lidelse og korsfæstelse, vælger de fleste vel sagtens Bachs Matthæus- eller Johannespassion fra 1720’erne. Men højstemt passionsdigtning havde enorm udbredelse i tiden forinden. På islandsk har man Hallgrímur Péturssons uforlignelige Passíusálmar (1656-59, siden trykt i talrige udgaver, hvert år radiooplæst), på dansk kom først oversættelser af tyske arbejder inden for genren.

Men i 1689 leverer Thomas Kingo som del af en planlagt ny salmebog, Vinter-Parten, til tiden fra julen til og med påske et højdepunkt i sit livsværk i form af en suite på 17 salmer hvoraf flere stadigvæk synges tit, som »Hører til, I høje himle«, »Over Kedron Jesus træder«, »Sover I, hvor kan I sove?« og naturligvis hans aldeles sublime »Som den gyldne sol frembryder«.

Hver salme begynder som en meditativ indlevelse i Jesu lidelse med intens appel til den syngendes sanser. Vi skal se, høre, mærke og føle. Derpå følger en selvransagelse, hvor den enkelte kan drage konsekvens af passionen. Først et voldsomt, billedmættet sansebombardement og så den aktualiserende selvrefleksion. Ordet skal blive konkret, gå i kroppen på dig, og du skal omvende dig så radikalt, at i morgen umuligt kan blive ligesom i dag:

»Nu, så vil jeg da mig vende / hen til Kedrons sorte bæk / og fra verdens vellyst rende / i en bods og angers sæk! / Ind udi Getsemane / skal mit hjerte daglig se, / med hans pine, blod og møje / overstryge sjælens øje.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu