Læsetid: 8 min.

I Jonas Bonniers krimi er man på helikopterrøvernes side, ikke politiets

Den svenske forfatter Jonas Bonnier fik et scoop af en historie foræret, da hans litterære agent foreslog, at han skrev en krimi på baggrund af interviews med de fire røvere bag det berygtede ’helikopterkup’ i Stockholm
Jonas Bonnier ville egentlig have skrevet en fabulerende, magisk realistisk roman, der skulle ’få Harry Potter til at blegne’. Men så fortalte hans agent ham om helikopterkuppet.

Jonas Bonnier ville egentlig have skrevet en fabulerende, magisk realistisk roman, der skulle ’få Harry Potter til at blegne’. Men så fortalte hans agent ham om helikopterkuppet.

Anne Bæk

16. marts 2018

Hvis man søger efter helikopterrånet på YouTube, finder man en ret usædvanlig overvågningsvideo fra G4S-værdidepotet i Västberga i det sydlige Stockholm.

Videoen er fra den 23. september 2009, hvor en helikopter ved daggry lander på taget af værdidepotet, et af Sveriges bedst sikrede opbevaringssteder.

Ud af helikopteren springer tre maskerede og bevæbnede mænd: De hamrer hul i tagets ovenlyspyramide, firer en stige ned gennem hullet, klatrer ned og fylder deres tasker med så mange penge, helikopteren kan bære – 39 millioner svensker kroner – hvorefter de flyver deres vej igen.

Meget mere end et par minutter tager videoen af ’helikopterkuppet’ ikke, og røverne nåede ikke at flygte langt, inden de blev indhentet af politiet. Men røveriet har indprentet sig som det mest særprægede og opsigtsvækkende kup i svensk historie. Og pengene? De er den dag i dag ikke blevet fundet.

Nu er røveriet blevet dramatiseret af den svenske forfatter Jonas Bonnier med krimien Helikopterkuppet.

Bogen er blevet solgt til oversættelse i mere end 30 lande og filmrettighederne er desuden blevet købt af Netflix, som vil filmatisere bogen med amerikanske Jake Gyllenhaal i hovedrollen.

Klokken 05.18 den 23. september 2009 landede en stjålen helikopter på taget af værdicentralen G4S i Stockholm. Tre mænd sprang ud, og mens den ene gik i gang med at smadre en glaspyramide på taget, læssede de to andre stiger, våben, sprængstoffer, brækjern og andet udstyr ud på taget. Det mest spektakulære røveri i Skandinavien i nyere tid var i gang. Fra taget firede de sig ned i bygningen, hvor de sprængte flere døre på deres vej til rummet, hvor de store pengesummer blev opbevaret.
Læs også

En af de ting, der gør Jonas Bonniers litterære version af helikopterkuppet særlig, er, at man ser hele forløbet fra røvernes perspektiv. Det er altså ikke en klassisk kriminalroman, hvor man følger opklaringen af mordet fra kriminalkommissærens side, nej, man følger derimod de kriminelles planlægning og udførelse af kuppet.

Og det er der en grund til: Bonniers bog er nemlig baseret på interviews med de fire mænd, der var involveret i helikopterkuppet i 2009. Da han interviewede dem, var de netop kommet ud af fængslet. En mandag morgen i Stockholm mødtes han med den første af de fire, den montenegrinske mand, der som hovedperson i Helikopterkuppet hedder Zorhan:

»Han var simpelthen som taget ud af en bog eller en film,« forklarer Jonas Bonnier begejstret via en skypeforbindelse fra Stockholm.

»Jeg var fascineret af ham med det samme, og bagefter tænkte jeg: Jeg behøver slet ikke finde på noget, jeg kan bare skrive alt det ned, personen siger. Han fortalte for eksempel, at han aldrig havde haft andet tøj på end tøj fra Armani. Han var en virkelig speciel person.«

Fra magisk realisme til krimi

Ifølge Jonas Bonnier var det lidt af et lykketræf, at han fik muligheden for at skrive Helikopterkuppet.

Bonniers navn vil måske mest af alt minde folk om det store svenske forlag Bonnier, hvor han har arbejdet som redaktør, og som han indtil 2014 var direktør for, samtidig med at han udgav en række romaner selv.

I dag arbejder han imidlertid som fuldtidsforfatter fra hjemmet i Miami, hvor han bor med sin kone og to børn. Ifølge Jonas Bonnier var han altid »for meget forfatter« til at være en god redaktør.

Ideen til Helikopterkuppet fik han, da han besøgte en litterær agent for at få udgivet et helt andet manuskript. Det var ikke et spændings- eller krimimanuskript, men derimod hvad han ønskede skulle blive til en stor og fabulerende, magisk realistisk roman.

Den skulle »få Harry Potter til at blegne«, som han siger.

Men agenten var ikke begejstret for magisk realisme. I stedet fremhævede han Jonas Bonniers gode skrivekundskaber og spurgte, om han ikke i stedet kunne have lyst til at skrive en krimi om helikopterkuppet – og om han i den forbindelse ikke kunne tænke sig at interviewe røverne, som agenten selv havde været i kontakt med.

Jonas Bonnier tænkte over forslaget henover en weekend, og ikke mange dage efter mødtes han altså med Zorhan:

»Da jeg mødte ham, tænkte jeg, at det var for, at jeg skulle tage stilling til, om jeg ville skrive bogen,« husker Jonas Bonnier.

»Men senere forstod jeg, at det formodentlig var omvendt. Det var ham, som tog stilling til, om han ville have, at jeg skrev bogen. Det var en slags jobinterview, jeg var med i den morgen, uden at vide det. Dernæst traf jeg hans tre kolleger i dagene, der fulgte.«

Fire røvere, fire hovedpersoner

Over 50 timers interviews med de fire røvere blev udgangspunktet for Jonas Bonniers bog. Fire røvere blev til fire hovedpersoner: libaneseren Michel, irakeren Sami, svenskeren Niklas og montenegrineren Zorhan, alle mænd i trediverne.

At have så meget dokumentarisk materiale at arbejde ud fra gjorde Jonas Bonniers skriveproces »vældig, vældig anderledes«, som han siger, fordi han hele tiden måtte afveje med sig selv, hvor nær de faktiske hændelser, han ville ligge.

»Overhovedet det at have levende hovedpersoner har været en meget speciel og anderledes oplevelse,« forklarer han.

»Altså en karakter, man skriver om i en roman, forandrer og udvikler sig oftest, imens man skriver. Men her fandtes der jo rigtige personer fra start af. Ville jeg gerne finde ud af om de spillede Atari eller Nintendo som små, så kunne jeg bare ringe og spørge. Hele processen blev meget anderledes.«

Men selv om han bekræfter, at denne fornemmelse af altid at have »sandheden« ved hånden på nogle måder føltes begrænsende, fandt Jonas Bonnier også en glæde ved denne form for begrænsning:

»På den anden side er det lettere at leve sig ind i en person, som man har truffet, og som har en gestik og mimik og et tonefald, som man hører og så forsøger at oversætte til tekst. For mig, der altid har haft et problem med en fantasi, som stikker af, tror jeg, det var vældig nyttigt at have en given spilleplan, et omdrejningspunkt at skrive rundt om.«

Sko fra H&M

Efter at have lavet interviewene med røverne, rejste Jonas Bonnier hjem til Miami for at skrive. Men midt i processen tog han igen til Stockholm for at læse dele af bogen højt for de fire mænd.

»Jeg læste de dele for dem, som jeg tænkte, måske ville være kontroversielle. Men de reagerede på helt andre ting. De gik op i, om deres respektive karakterer i bøgerne havde sko på fra H&M eller fra en finere butik. Måske var det, fordi de forstod min proces. De forstod, at jeg skulle skrive en roman, ikke en biografi.«

Jonas Bonnier refererer konsekvent til Helikopterkuppet som en roman, ikke krimi, som der ellers står på omslaget til den danske oversættelse. Da jeg spørger ind til det, forklarer han, at genrebetegnelser ikke betyder så meget for ham:

»Hvis de skriver krimi på omslaget, så er det en krimi«, siger han, men tilføjer straks, at han tænker mere på det som en roman.

»Men jeg håber, det er rigtig spændende at læse. Jeg vil gerne skrive sådan, at læseren er nødt til at fortsætte med at læse. Så du hele tiden synes, det er spændende. Men jeg ved ikke noget særligt om krimigenren. Så det håber jeg, Gyldendal ved noget om.«

Glorificering af kriminelle?

I Sverige kender alle til helikopterrånet. Sidste år lavede tv-kanalen SVT for eksempel en dokumentarserie i seks dele om røveriet.

Og dets fascinationskraft er også ret åbenlys: Helikoptere og topsikrede værdidepoter er ikke faste ingredienser i den virkelige verdens røverier.

Men ifølge Jonas Bonnier blev kuppet også særlig kendt i Sverige, fordi man, ganske kort tid efter røveriet havde fundet sted, selv kunne se det på de sociale medier.

»De sociale medier rykkede kuppet tættere på – du kunne se helikopteren, du kunne se røverne hoppe ud. Og så er der den anden ting, at ingen blev fysisk skadet. Røverne skadede ikke nogen, de lavede kuppet med en helikopter, og alle kunne se det på internettet i hele verden; det var derfor, det fik så utrolig meget opmærksomhed. Det var et klassisk heist (et stort røveri, red.),« forklarer Jonas Bonnier begejstret.

Siden Helikopterkuppet udkom i Sverige for snart et år siden, har der dog været en del debat om, hvorvidt bogen på problematisk vis glorificerer det kriminelle gangsterliv, fordi den fortæller historien fra røvernes perspektiv.

Men den kritik er Jonas Bonnier ikke enig i. Han forklarer, at han har forsøgt at gøre de fire røvere »menneskelige«, men ikke »superhelteagtige«. Desuden mener han sagtens, man kan have empati med mennesker uden nødvendigvis at være enig i deres beslutninger:

»Jeg tror nogle gange, at vi går mod en tid, hvor det er svært at holde to tanker i hovedet samtidig. Twitter lægger op til, at man synes enten det ene eller det andet. Men man kan jo godt synes to ting parallelt.

Og jeg synes sagtens, man kan have forståelse for en person uden at holde med vedkommende; man kan have empati med mennesker uden at sympatisere med deres livsvalg. Det behøver ikke være så sort/hvidt,« siger han.

Sandt eller virkeligt

Helikopterkuppet starter i december 2008, næsten et helt år før selve kuppet, og som læser lærer man de fire mænd at kende, både på overfladen og privat, fra omkring den tid, hvor de begynder at planlægge kuppet.

I bogen er det dog en ung kvinde, Alexandra Svensson, der er nøglen til den viden, der skal til, for at røverne kan gennemføre kuppet. Hun arbejder nemlig på G4S-værdidepotet, som mændene planlægger at bryde ind i. Efter at have mødtes med hende på et par stævnemøder lykkes det den charmerende libaneser Michel at lokke Alexandra til at fortælle mere og mere om sin arbejdsplads.

Det er fristende at spørge Jonas Bonnier om, hvorvidt denne Alexandra faktisk findes, og om der altså var en indiskret ansat på værdidepotet, der uvidende var medskyldig i kuppet. Men så langt vil Jonas Bonnier ikke gå i sin afsløring af sandt og falsk. Han vil hellere insistere på, at »alt findes i virkeligheden«:

»Hvis man ved præcis, hvad der faktisk skete, så kommer man til at bladre forbi alt det, som er fundet på. Så helt fra starten har jeg besluttet, at det er bedre at sige, at alt er virkeligt. Den unge kvinde, manden med hunden … præcis at sætte grænsen for, hvad der er sandt, det vil jeg ikke.«

– Men hvad skete der egentlig med pengene?

»Det værste er, at jeg aldrig stillede dem det spørgsmål! Jeg var så fokuseret på bogen og intet andet. Men det er det spørgsmål, jeg har fået mest, siden den udkom. Så nu forstår jeg, at det var det, jeg burde have spurgt dem om.«

Krimi 2018

Litteraturen har altid forsøgt at sætte kriminalsager i forbindelse med en dybere samtidsanalyse – for måske er det gåderne, der gør os i stand til at leve i et gennemrationaliseret samfund. Vi sætter fokus på krimien som et pusterum i en verden præget af usikkerhed og frygt for fremtiden, men også på hvordan virkelighedens efterforskere læser krimien, og så anmelder vi 19 krimier – blandt andet ’Rosernes torne’ skrevet af Stephen King i fællesskab med hans søn.

Andre artikler i dette tillæg

  • Hvilken krimitype er du?

    16. marts 2018
    Er du den moralske læser, der tager afsted for at bakke op om krimiforfattere, der tør tænke ud over døde kvinder på kødkroge, eller går du selv med en ikke så hemmelig drøm om at skrive Danmarks næste kriminalbestseller?
  • Stephen King og hans søn fejrer kvinden i ’Rosernes torne’

    16. marts 2018
    Kvinder falder i søvn og forpupper sig i Stephen og Owen Kings ’Rosernes torne’, en sælsom og underholdende genfortælling af historien om Tornerose og vel nærmest et feministisk kampskrift om forholdet mellem gode kvinder og vrede mænd – og alle dem midt imellem
  • Detektivromanen giver os gåder, vi ved, vi kan forstå

    16. marts 2018
    Forbrydelsen var, at det moderne samfund dræbte mysteriet. Redningen blev, at kriminalromanen gav os gåderne tilbage. Og nu giver de os fortællingen om en verden, hvor vi kan stole på, at vi kan finde ud af, hvem der har gjort det
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu