Feature
Læsetid: 9 min.

Kunsten er nøglen til den tvetydige russiske sjæl

Rusland er koldt og kryptisk. Det kan fremstå autoritært, bagvendt og forsnævret, men kunsten og kulturen tilbyder adgang til et Rusland, der emmer af sårbarhed, tvivl og identitetskrise. Og storslået kreativitet
Som dreng i 1820’erne blev Lev Tolstoj skolet af en tysk mentor og hans tante underviste ham i fransk, hvilket betød at han stort set intet kendskab havde til det russiske sprog, før han startede i skole som niårig

Som dreng i 1820’erne blev Lev Tolstoj skolet af en tysk mentor og hans tante underviste ham i fransk, hvilket betød at han stort set intet kendskab havde til det russiske sprog, før han startede i skole som niårig

Ritzau Scanpix

Kultur
9. marts 2018

»Vi russere har to fædrelande: Rusland og Europa.«

Sådan skrev Dostojevskij. Påstanden lyder simpel, men den indfanger en central konflikt, der snor sig gennem den moderne russiske kulturhistorie: spændingen mellem det vestligt-inspirerede, den europæiske kulturarv og det fransk-aristokratiske på den ene side; på den anden siden en romantisk forestilling om det særegent russiske bundet til bøndernes beskedne landsbyhverdag – folkesagn, skikke og vaner, der ikke er importeret fra europæisk overklasse.

For historieprofessor på University of London Orlando Figes er der én specifik scene i russisk litteratur, som når ind i kernen af modsætningsforholdet: starten af syvende kapitel i Lev Tolstojs Krig og fred (1869).

Efter en lang dag med jagt i de russiske skove bliver den smukke, unge grevinde Natasja Rostov og hendes brødre inviteret tilbage i onklens beskedne træhytte. Haven er ukæmmet og vildtvoksende, der hænger ulve- og ræveskind på væggene, og luften er tung af hund og tobak. Her bor onklen med sin husholderske, Anisja.

De nyder syltede svampe, rugkager med kærnemælk og et udvalg af hjemmebrygget vodka, da Natasja bemærker en vag melodi. Bag en lukket dør sidder kusken Mitka og spiller traditionelle folkesange på sin balalajka.

Den unge grevinde er tryllebundet. Melodierne er eksotiske og fremmede. Alligevel er der noget trygt og velkendt i balalajkaens spinkle klang og det accelererende tempo. Natasja bliver mere og mere begejstret. Hver gang musikken holder den mindste pause, plager hun om, at det må fortsætte. Der sker en slags ekstatisk vækkelse i hende – og i et impulsivt sekund rejser hun sig for at danse.

Folkedans er ikke noget, en ung aristokrat burde kende. Natasja er opfostret af en fransk emigrant i en socialklasse, hvor den slags lavkultur er bandlyst.

Men miraklet indtræffer.

Med ufejlbarlig præcision mestrer hun hvert et trin, hver en bevægelse. Den jævne husholderske Anisja må tørre øjnene. Det slår hende, at selvom den unge Natasja er svøbt i silke og fløjl og er helt anderledes end hende selv, så har hun stadig dét, der bor dybt i Anisja selv og i enhver russisk kvinde og mand: Hun har den russiske sjæl. Den europæiserede opdragelse har ikke kunnet opløse den kerne af russer, der er i Natasja. Intet kan kappe båndene til den medfødte forbindelse til den dybe skov og steppen.

Det er i dén modsætningsfyldte position, at den russiske kulturhistorie udspiller sig. Spørgsmålet er, hvad der gør Natasja i stand til instinktivt at opsnappe folkedansens trin og rytme. Hvordan træder hun så umiddelbart og naturligt ind i en landsbykultur, som hun af opdragelse og socialisering har været afskåret fra? Hvor samles de to strenge?

For Anton Fedyashin, der er professor i historie på American University i Washington, DC., findes svaret netop i sammenstødet mellem de to identiteter.

»Kulturelt har de tilhørt Vesten, men alligevel er de aldrig blevet en fuldbyrdet del af den vestlige kultur. Og det er det magiske ved Rusland. Det er balancegangen mellem det vestlige og det kulturelt anderledes, der altid har været en kilde til udforskning, usikkerhed og storslået kreativitet,« siger Anton Fedyashin.

Overflødige mænd

Rusland har været sammensat og fragmenteret fra sit udgangspunkt. Siden Kievriget, hvor småstater løst blev holdt sammen af handelsinteresser i det niende, tiende og ellevte århundrede, er området blevet påvirket af mange forskellige kulturer – ikke mindst på grund af fraværet af naturlige, geografiske landegrænser og en plettet befolkningstæthed: Der er over 700 kilometer mellem Moskva og Sankt Petersborg og desuden en stor og noget øde slette, som har måttet rumme mange sprog og etniciteter, mange religiøse praksisser og særegne lokaltraditioner – i et krydsfelt mellem stærke kulturer til både øst og vest. Begrænset af ikke rigtig at have sit eget civilisatoriske centrum, men samtidig med friheden til og muligheden for at låne og indoptage elementer fra alt det omkringliggende. Multikulturalismen har været et grundvilkår for den russiske identitet – det var aldrig en enhedskultur.

Ifølge Monika Greenleaf, der er professor i slaviske sprog og sammenlignende litteratur ved Stanford University, kan den russiske kultur beskrives som »meget middelalderlig« (mere eller mindre uberørt af renæssancen, reformationen, modreformationen og protestantismen) helt op til slutningen af det 17. århundrede, da Peter den Store besluttede sig for at modernisere den med afsæt i oplysningsidealer og med stærk europæisk inspiration. Grundlæggelsen af Sankt Petersborg bliver det centrale symbol på reformerne.

Hensigten med den nye hovedstad var at projicere Rusland ind i Europa – skabe et bånd ikke mindst til Paris og de andre europæiske metropoler: »Et vindue til Europa,« som digteren Aleksandr Pusjkin kaldte det. Byen blev opført på Neva-flodens breder med granit fra Finland, marmor fra Italien, porfyr fra Sverige og sandsten fra Tyskland, og filosoffen Aleksandr Herzen er citeret for at sige, at »Sankt Petersborg adskiller sig fra alle andre europæiske byer ved at være som dem alle.«

Men byen var ikke kun arkitektonisk inspireret af de europæiske hovedstæder – Europa var et åndeligt mekka for den russiske overklasse. Et fantasia for de sofistikerede. Det var der, den første generation af bemærkelsesværdige russiske kunstnere lærte deres håndværk: Digteren Vasilij Tredjakovskij tog til Paris, portrætmaleren Andrej Matvejev studerede i Holland og Belgien, og Dmitrij Bortnjanskij og Maksim Berezovskij, der sammen med Artem Vedel blev anset som samtidens tre største komponister i Det Russiske Kejserrige, var formet og skolet i Italien. De var få blandt mange.

Hele den russiske adelstand omfavnede den europæiske drøm. Børnene blev opdraget af mentorer fra Tyskland og Schweiz, der blev talt fransk som førstesprog, og over en bred kam blev det europæiske aristokratis skikke og hverdagskonventioner adopteret.

Men der kom et modsvar.

I det 19. århundrede opstod – eller i hvert fald forstærkedes ­– en bevægelse anstiftet af Napoleons invasion i 1812 for at finde tilbage til de russiske rødder. Et forsøg på at identificere en indfødt russisk kultur, der kunne forene nationen. Håbet blev knyttet til de russiske bønder, som altid havde talt russisk og levet ekstremt traditionelle liv og derfor blev anskuet som dem, der havde bevaret den rene russiske kultur – uberørt af vesterniseringen, ufordærvet af dekadence, overfladiskhed og narcissisme. Bondens beskedne tilværelse blev romantiseret og gjort til ideal.

»Det er klart, at det var aristokraterne og intelligentsiaen, der opfandt den her idé. De russiske bønder havde intet med det at gøre. Det var en ideologisk konstruktion,« siger Monika Greenleaf.

Ikke desto mindre blev affortryllelsen af den europæiskorienterede aristokrat et omdrejningspunkt for kunsten i midten af 1800-tallet. Glansen falmede, også selvom den vestlige indflydelse forblev stærk. ’Den overflødige mand’ opstod som litterær figur: et veluddannet, velhavende, privilegeret og begavet individ, hvis kynisme, kedsomhed og dybtliggende ulyksalighed havde rod i fremmedgørelse fra fædrelandet. Pusjkins Jevgenij Onegin (1833), Turgenevs Rudin (1856) og Lermontovs Vor tids helt (1840) har alle den karakter i hovedrollen.

Selvom kritikken af Vestens forfaldsmaterialisme var åbenlys og udtalt, bør ’de overflødige mænd’ også ses som udtryk for en form for national identitetskrise. Det var ikke kun behovet for at samle nationen af frygt for fremmede magters aggressioner, der ansporede idealiseringen af bondekulturen. Ifølge Gregory Freidin, der er professor emeritus i slavisk litteratur ved Stanford University, havde fikseringen på Europa medført en slags mindreværdskompleks hos russerne.

»På den ene side følte den russiske nobilitet, at de var en del af en kosmopolitisk vesteuropæiske elite – på den anden side følte de sig altid utilstrækkelige, for de var jo ikke ’den ægte vare’,« siger Gregory Freidin.

»De store reformer, hvad enten vi snakker Peter den Store, Katarina 2., Aleksandr 1., Lenin, Stalin, Gorbatjov eller Jeltsin, løber før eller siden altid tør for damp, og så kommer den traditionelle, landlige russiske kultur og absorberer, hvad end det nu har skabt af forstyrrelser.«

Åndens anarki

Den notoriske britiske premierminister Winston Churchill har sagt: »Russia is a riddle wrapped in a mystery inside an enigma. (Rusland er en gåde svøbt i et mysterium inde i et enigma, red.).« Det er blevet en kliché, og både tiden og sammenhængen var en anden. Alligevel er der noget uigennemskuelig og kryptisk over Rusland. Man kan ikke umiddelbart spejle sig i det russiske. Russeren står stadig som Den fremmede. Det er noget med autoritære regimer og vodka. Stærke mænd og bjørne. Og noget med kulde.

Civilsamfundets udvikling i Vesteuropa er ifølge Gregory Freidin tæt knyttet til spørgsmål og diskussioner omkring kirken og religionens rolle i samfundet. Reformationen og modreformationen aktiverede store menneskemængder og fordrede en form for offentlig samtale – om så det var i omfavnelse, genfortolkning eller afvisning af det kirkelige. Den del sprang Rusland i det store hele over.

Den ortodokse kirke, der siden 988 har haft et tæt forhold til staten og det officielle Rusland, undgik det postyr, som ramte den katolske kirke. I 1054 splittedes kristendommen i en øst- og en vestkirke, og den ortodokse kirke gennemlevede sin egen separate historie. Konsekvensen blev, at det kirkelige rum i Rusland aldrig rigtig blev en arena for civilsamfundet – og dermed på en måde blev impotent.

»Den ortodokse kirke kunne åbenlyst ikke tilfredsstille de intellektuelle lyster hos nobiliteten, der var uddannet i Vesteuropa. Selvom de på papiret nok var en del af kirken, eksisterede de i virkeligheden i et spirituelt ingenmandsland – et åndens anarki,« siger Gregory Freidin.

Betingelserne for et sprudlende civilsamfund var yderligere hæmmet af, at politiske partier var bandlyst frem til 1905, og samtidig var den frie presse ikkeeksisterende. Det er én forklaring på, hvorfor Rusland kan virke uigennemtrængelig for udenforstående: Politiske slagsmål, filosofiske fejder, moralske dilemmaer, meditationer over national identitet, magtkritik og mørk satire var henvist til den kunstneriske sfære og svøbt i prosaens og poesiens kodesprog.

I midten af 1800-tallet udspillede civilsamfundet sig i sin kunstneriske protestform blandt andet i litterære tidsskrifter som Sovremennik (’Den samtidige’, venstreorienteret) og Vestnik Jevropy (’Europas budbringer’, moderat), som erstatninger for de fraværende politiske partier. Lysterne blev stillet af kunsten og først og fremmest af litteraturen.

»Civilsamfundet fandt sit udløb i bogstaver. Bevægelsen var af begrænset omfang, og der var for mange bogstaver og for lidt af alt andet. Men den eksisterede trods alt. Det er jo lettere at skrive bøger end at opbygge institutioner,« siger Gregory Freidin.

Litteraturen besad altså i udgangspunktet en social bevidsthed for at kunne udfylde den politiske kampplads’ tomrum, men bevidstheden blev skærpet af, at der også opstod en fysisk nærhed med underklassen. Peter den Stores reformer havde ikke gavnet det store flertal af russere, tværtimod, og da livegenskabet ophæves i 1861 oversvømmes Sankt Peterborg af en ny uuddannet, utrænet underklasse af frigjorte bønder, der kravler rundt i slumkvartererne og direkte ind i Tolstojs og Dostojevskijs romaner.

Tolstoj havde selv en aristokratisk baggrund. Som dreng i 1820’erne blev han skolet af en tysk mentor og hans tante underviste ham i fransk, hvilket betød at han stort set intet kendskab havde til det russiske sprog, før han startede i skole som niårig.

»Bønderne levede i en adskilt verden, og der var ingen forbindelse mellem adelen og bønderne. Ingen forbindelse. Det endte med at blive for meget for Tolstoj, så han besluttede at slippe sit ophav, give afkald på alt i den kosmopolitiske kultur og leve som en bonde,« siger Gregory Freidin.

Det er altså ikke kun en idealiseret forestilling om bondens simple tilværelse, der præger den europæiserede avantgarde – konfrontationen bliver konkret: Der er ikke længere en fysisk distance mellem de to verdener, som på samme tid stadigvæk er kulturelt frakoblet hinanden. Der står det så uforløst og bæver.

Ruslands hemmelighed er den ufærdige hybrid-modernisering, der har kombineret ekstrem modernitet og avantgarde med traditionalisme og ortodoksi. Ikonmalerier, folkemelodier, -sagn og -myter har været centrale byggeklodser for de banebrydende russiske kunstnere. Og ikke kun forfatterne.

Stravinskij var på en gang den største fornyer af det musikalske sprog i det 20. århundrede (over for Schönberg), samtidig var hans musik fuld af temaer hentet fra traditionelle folkeviser. Kombinationen af yderkantsavantgarde og landsbybondekultur genfindes hos Kandinskij og Malevitj inden for maleriet, Meyerhold og Diaghilev i teatret og balletten og sådan hele vejen rundt.

»Det er det, Rusland er. Der er en konstant udveksling,« siger Gregory Freidin.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Jorgensen

Lad mig lige indskyde lidt kritisk viden om nyere russisk historie - fra min hjemmeside:

The Guardian editor, Seumas Milne (now working for Jeremy Corbyn), explains Russia's Catastroika. Milne reviews Prof. Cohen's: Failed Crusade: America and the Tragedy of Post-Communist Russia): "By the late 1990s, national income had fallen by more than 50% (compare that with the 27% drop in output during the great American depression), investment by 80%, real wages by half and meat and dairy herds by 75%. (...) The numbers living below the poverty line in the former Soviet republics had risen from 14m in 1989 to 147m even before the 1998 financial crash. The market experiment has produced more orphans than Russia's 20m-plus wartime casualties, while epidemics of cholera and typhus have re-emerged, millions of children suffer from malnutrition and adult life expectancy has plunged." (...) "As this human tragedy was unfolding, western politicians and bankers harried Russia's leaders to push ahead more energetically with the "reform" and privatisation treatment producing it: a transition in many areas to a premodern age." 'Catastroika has not only been a disaster for Russia', 2001, S Milne, The Guardian

"The Democrats were there at the birth of the Russian mafia-oligarchy, clucking and cooing like godmothers. Bill Clinton and platoons of Wall Street advisors guided the dissolution of the Russian state and redistribution of public assets among the new class of gangster-owners. They openly backed the drunken quisling Boris Yeltsin for president in 1996, and were assured by the nouveau gangster capitalist class of continued subservience to Washington. To this day, the U.S. government (and the New York Times) treats fallen Russian oligarchs like political prisoners, and exiled mafia as allies, and has installed an oligarch-run regime in Ukraine. They hate Putin because he “tamed” the most unpatriotic elements of Russian oligarchy, and put his country on an independent international path. The Democrats don’t hate oligarchs. How could they, when the US (...) But Washington does deeply resent the loss of their special relationship with the Russian oligarchy. Putin’s success in domesticating his country’s mafia allowed Russia to reassert its national interests and, in the process, to resist Barack Obama’s (Democratic) global military offensive, centered in Syria, beginning in 2015, and to forge a working partnership with China, which has reclaimed its ancient status as the center of the world economy. These are the events that will shape our world for the rest of this century." The Democrats Used to Love Russian Oligarchs, Nov 2017, Glenn Ford
http://homosociologicus.com/russia---critical-information

Morten Larsen, Flemming Berger, Kjeld Jensen, Hans Aagaard, Lars Løfgren, Jakob Trägårdh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Det var en ren fornøjelse at læse... er også ret sikker på at de dér 9 minutters læsetid, der står angivet slet ikke kan passe. Føltes kun som to.

Jeg kan ikke lade være med at bemærke paralellen mellem den russiske overklasses idealisering og kopiering af franske (overklasse) værdier (og sprog), med vores egen nutidige idealisering og kopiering af amerikanske værdier (og sprog). Også den russiske overklasses romantisering af bondestanden er magen til hvordan den danske (og andre europæers) selvidentitet er blevet formet af en overklasses romantisering af underklassens fattigdom, nød og elendighed (skabt af overklassen selv), som noget mere "autentisk" end deres eget liv. Og på det fundament byggedes nationalismen, og eliten begynder at kalde bondens pæneste søndagstøj for en "nationaldragt".

Sus johnsen, Frede Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jakob Trägårdh, Lars Løfgren og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Andrey Tarkovsky. I mere moderne tid og russisk kunst—en sand gigant! Hans film er svært tilgængelige fordi de spiller på så mange planer på en gang og på russisk, så man må se dem flere gange, for at forstå delene (f.eks. digte oplæst på russisk, mens man misser billedsiden) hver for sig, men hold da op, hvor er det berigende, når man når til fjerde gang og syntesen indfinder. Man taber simpelthen hagen. Og Tarkovsky har begge dele med: Noget meget genkendeligt (europæisk), ligesom Chekhov har det, og det ortodokse (østkirken) mystiske. Det er der i filmene Andrei Rublev og i Spejlet m.fl. Overvældende gode film, nogen af verdens bedste.

Michael Sommer, Niels Duus Nielsen og Sus johnsen anbefalede denne kommentar

Alle de omtalte russiske kunstnere er fantastiske - og det er Tarkovsky også - ingen tvivl om det, men vi er altså kommet ind i et nyt århundrede og det ville da være dejligt med et par lidt mere tidsvarende anbefalinger. Jeg går ud fra, at Information kender fx https://www.calvertjournal.com/categories/show/art
Jeg håber fortsættelsen af serien om det positive fra Rusland byder på i det mindste en enkelt samtidig forfatter, må jeg i flæng foreslå - Sorokin, Pelevin, Ulitskaja, Aleksijevitj, Sjisjkin, Prilepin.....