Læsetid: 16 min.

Du skal læse litteratur, hvis du vil forstå Italien og italiensk mentalitet, så her er 12 værker til valget på søndag

Italiensk kultur og mentalitet forstår man her op til søndagens valg bedst gennem landets rige litteratur
Litteraturen er altid et godt sted at gå hen, når man vil forstå en nation og grave et spadestik dybere i dets kultur og mentalitet. Når man eksempelvis vil prøve at forstå det, mange egentlig anså for at være umuligt: at han er tilbage, den 81-årige Silvio Berlusconi, i spidsen for sit Forza-Italia parti til valget på søndag.

Litteraturen er altid et godt sted at gå hen, når man vil forstå en nation og grave et spadestik dybere i dets kultur og mentalitet. Når man eksempelvis vil prøve at forstå det, mange egentlig anså for at være umuligt: at han er tilbage, den 81-årige Silvio Berlusconi, i spidsen for sit Forza-Italia parti til valget på søndag.

Ritzau Scanpix

2. marts 2018

Kan man forstå Italien? Kan man forstå, hvad der rører sig i det italienske folk, der på søndag går til valg? Kan man forstå, hvordan landet, der gennem århundreder har fostret den rigeste, mest forfinede og ædle kultur, der har inspireret og påvirket hele den europæiske kultur, samtidig har kunnet gøde jorden for først fascismen og siden fra begyndelsen af 1990’ernes været det første europæiske laboratorium for populismen, der har fremmet de værste instinkter i folk og bragt det værste frem i politikken? Ja, kan man overhovedet forstå Italien?

Litteraturen er altid et godt sted at gå hen, når man vil forstå en nation og grave et spadestik dybere i dets kultur og mentalitet. Når man eksempelvis vil prøve at forstå det, mange egentlig anså for at være umuligt: at han er tilbage, den 81-årige Silvio Berlusconi, i spidsen for sit Forza-Italia parti til valget på søndag.

Det er muligt – sådan som Sabrina Gasparrini, generalsekretær for den italienske menneskerettighedsorganisation, for nylig gjorde i The Guardian – at forstå Berlusconis tilbagekomst som et resultat af en manglende bearbejdelse af landets fascistiske fortid, når man samtidig tager i betragtning, hvor dygtigt han har udnyttet den politiske tillidskrise og den manglende sammenhæng gennem årtier mellem de politiske institutioner og det italienske folk.

Historien om Berlusconis genopståen i italiensk politik er fortællingen om, hvordan en ubetinget fængselsdom på fire år kan forvandles til fire timers samfundstjeneste om ugen på et ældrecenter i Lombardiet.
Læs også

Efterkrigstidens Italien havde, skriver Gasparrini videre, en enestående mulighed for at skabe et stort demokratisk momentum, men de psykologiske effekter af fascismen blev trods det økonomiske mirakel aldrig helt overvundet. Hun taler om at arve en skam, en kollektiv skam, som udspringer af især to forhold, dels at man tillod Benito Mussolini at blive myrdet frem for at stille ham til ansvar og for retten, og dels at man under Anden Verdenskrig tillod udryddelse af jøder på italiensk grund.

Belysning af fascismen

En belysning af fascismens opkomst og værdikrisen i mellemkrigstiden findes flere steder i den italienske litteratur, eksempelvis i Alberto Moravias romaner, i Giuseppe Ungarettis digtsamlinger, men også på sin egen måde i Curzio Malapartes to mesterlige dokumentariske romaner Kaput og Det dyrebare skind.

Den nye tid, som Mussolini forsøgte at omfavne og gøre til sin, blev også beredt af den dynamiske fornyelsesproces, der tidligere i århundredet fandt sted med digteren Filippo Tommaso Marinetti og futuristerne, samt af den fragmenterede livsførelse, som findes beskrevet – og uden at de på nogen måde skal gøres til fascister – modernister som Luigi Pirandello og Italo Svevo.

Et særskilt kapitel udgør her Primo Levi, der delte skæbne med millioner af europæiske jøder, der endte i Auschwitz, men var en af de få overlevende og siden en af de vigtigste vidnesbyrdforfattere og skildrer af den italienske og europæiske erfaring med Holocaust. I frustration over de nye revisionistiske vinde, der blæste i historievidenskaben i Italien og Europa, valgte han i 1987 at tage sit eget liv.

I anden halvdel af det tyvende århundrede skal man især hente sin viden om den italienske mentalitet hos forfattere som Giuseppe Tomasi di Lampedusa og Elsa Morante og hos postmoderne forfattere som Italo Calvino og Umberto Eco. I dag er det så eksempelvis i Elena Ferrantes store Napoli-romaner, at man kan finde den nyere italienske historie og mentalitet udlagt og litterært fortolket.

Litteraturens rolle

Men vi kan roligt gå meget længere tilbage i italiensk historie for at belyse litteraturens vigtige rolle. Allerede fra 1300-tallet var litteraturen med til at definere, hvad det vil sige at være italiensk, forme det sprog, der stort set stadig tales i dag, og ikke mindst været medvirkende til at forme, hvordan en grundlæggende decentral kultur med mange spredte centre også kunne blive en slags enhedskultur.

Man taler her om en sand guldalder i italiensk litteratur, der også har tydelig afsmitning på den europæiske litteratur. Inden for bare 50 år i første halvdel af 1300-tallet beriges vi med Dante, Boccaccio og Petrarca, der alle stammer fra Firenze. De tre gjorde det florentinske folkesprog til et fællesitaliensk litteratursprog. De tre er uomgængelige i den efterfølgende, personligt udvalgte, lille litterære kanon af 12 italienske værker.

Udviklingen fortsatte i de følgende århundreder med den rige renæssancekultur, der også med dens stærke fokus på individet og dets løsrivelse fra hierarkiske strukturer, betegner en slags det modernes begyndelse. Her blev skabt en enestående europæisk standard, en højkultur, som er at sammenligne med den græsk-romerske kultur. Trods landets opdeling blev der her etableret en fælles national tradition, og i lighed med den græsk-romerske kultur har perioden sat sig tydelige spor i europæisk litteratur og åndsliv. Og det er ofte den, vi har for øje, når vi tænker italiensk højkultur.

EU som bolværk

Der er det med det regionale særpræg. Styrken i den italienske kultur og litteratur er, at den ikke, som eksempelvis den danske eller især franske, er knyttet til ét centrum, men til mange centre eller regioner, som på skift i historien har fungeret som dynamoer i den kulturelle udvikling. Med den franciskanske spiritualisme var Umbrien et centrum i 1200-tallet, Firenze i 1300-tallet, Napoli et centrum i barokken, Milano i oplysningstiden og romantikken, Lombardiet og Toscana som habsburgske stater i 1700-tallet, Sicilien i 1800-tallet. Det er først under fascismen, hvor Rom bliver forsøgt gjort til landets reelle og symbolske centrum, at den tradition for regionalisme brydes.

Litteraturen har altid på en måde befundet sig midt i dette brud eller – mere positivt – samspil mellem de regionale traditioner og så det nationale, og netop i kraft af fravær af et politisk centrum har den italienske litteratur været bevidst om sin rolle som bevarer af en fælles italiensk identitet og har formået at fastholde det klassiske sprog fra 1300-tallet som en norm, der stadig stort set gælder i dag.

I dagens politiske klima udspiller der sig også en kamp mellem nationalister og en mere EU-venlig fløj. EU bliver i den sammenhæng nu også set som en slags bolværk mod netop de værste instinkter i den italienske kultur, netop fordi de italienske samfundsbærende institutioner mangler folkelig opbakning. Der er meget, der skal vælges mellem på søndag.

Fra Dante til Ferrante – 12 værker til at forstå Italien

Dante Alighieri: ’Guddommelige komedie’ (1306-21). Oversat af Ole Meyer.

Rundturen i den italienske litteratur må nødvendigvis begynde med begyndelsen. Længe før mafia, korruption og Berlusconi så dagens lys. Vi begynder med den mest formidable åbning på et værk, som også skal citeres:

»Midtvejs på vores vandring gennem livet / befandt jeg mig i mørke, dybe skove, forvildet fra den vej jeg burde følge. / Hvor tungt og plagsomt er det sted at skildre: / så vildt og ufremkommeligt at tanken / genføder frygten som jeg dengang følte!«

Alle italienske skolebørn kan citere de berømte vers fra den mesterlige Guddommelige komedie af florentineren Dante, der har form af en vandring gennem de tre dødsriger, helvede, skærsilden og paradis. Man har kaldt værket den første europæiske jeg-roman, idet fortæller og læser følger vandreren ’Dante’ gennem smerte mod forløsning og stadig større erkendelse. I den forstand opfindes den moderne roman i Italien allerede i begyndelsen af 1300-tallet.

Hvor eposet er højtideligt og tilbageskuende, så beskæftiger komedien hos Dante sig med det urene og dynamiske, den er et mylder af stemmer og toner, og den beskæftiger sig med en samtid der er uafsluttet eller uafklaret. Med andre ord opskriften på at være på vej til at blive en moderne roman flere hundrede år før Cervantes’ Don Quixote.

Giovanni Boccaccio: ’Dekameron’ (1352). Oversat af J.V. Lind.

1300-tallet er en sand litterær guldalder i Italien. Den når et højdepunkt så tidligt, og det er næppe siden overgået. Det litterære boom skete på trods af landets politiske opdeling, ja faktisk var det tre litterære værker, der var med til at skabe den fælles nationale tradition, som stadig spiller en rolle og som også alle på enestående vis kom til at præge den europæiske litteratur. Foruden førnævnte Dante er det Petrarca og Giovanni Boccaccio. Sidstnævntes bidrag til den nationale oprustning sker med de hundrede noveller, der udgør samlingen Dekameron.

Boccaccio er den første, som formår at gøre den fænomenverden, vi oplever med vores sanser, til genstand for iagttagelse, psykologi og moralsk analyse, og som samtidig gør det i et nyt sprog. Den handelskyndige og lærde forfatter tog selv som ung turen fra Firenze til Napoli, hvor de afgørende inspirationer til forfatterskabet blev lagt.

Tilbage i Firenze samledes det i udviklingen af en moderne toscansk litteratur, hvor mennesket er i centrum, hvor folk fra alle samfundsklasser optræder, og hvor temaer som kærlighed, erotik, købmandsskab, begær, dyder og laster går igen. Af samme grund kaldes værket også »den menneskelige komedie« med tydelig reference til og forskel fra Dante. Dekameron er uomgængelig for den italienske prosa, og værket giver ny gas til den europæiske prosatradition.

Francesco Petrarca: ’Canzoniere’ (1327-1370). Oversat af Søren Sørensen.

Den tredje i A-kæden af guldalderforfattere er Petrarca. Sammen med Dante og Boccaccio gjorde han det florentinske folkesprog fra den tid til fællesitaliensk litteratursprog, som på imponerende vis stort set stadig gælder i dag. Det klassiske sprog fra 1300-tallet er med andre ord stadig norm og hænger sammen med bestræbelsen på at bevare en fælles italiensk identitet.

Trods splittethed og fremmedherredømme har netop de tre forfattere gennem tiden bidraget til at give italienerne en følelse af national og kulturel enhed. Det har ført til en stor forskel mellem et klassisk og idealiseret skriftsprog og et talesprog, der er kendetegnet ved foranderlighed og mange forskellige dialekter. Petrarcas store betydning sker også i opbrud mellem to tidsaldre, mellem middelalder og renæssance, hvor han som sin vigtigste opgave ser at genskabe den klassiske litteratur. Heraf hans humanisme og latindigtning.

Samtidig er han en stor og nybrydende lyriker på modersmålet, hvor han formår at skildre en ny splittet livsfølelse i en rigdom af symbolske billeder. Hovedværket er en stramt struktureret digtkreds formet som digterens erindring om sin kærlighed til Laura, en digtsamling der har tjent som forbillede for lyrikken i Europa i de efterfølgende århundreder.

Niccolò Machiavelli: ’Fyrsten’ (1513). Oversat af Fritz Wolder.

Da Berlusconi i 1994 kom til magten i Italien var det på baggrund af en stor korruptionsskandale, den såkaldte Mani Pulite, rene hænder, der endte med at få stor betydning for italiensk politik og udløste et større politisk sammenbrud, der sandsynligvis også førte til de første europæiske eksperimenter med populismen, som siden er blevet europæisk hverdag.

Machiavellis hovedværk er på lignende vis skrevet på baggrund af en omfattende analyse af det italienske politiske sammenbrud 1494-1527. Machiavelli gjorde selv tjeneste i den florentinske republik, hvor han på nært hold kunne følge den intrigefyldte italienske småstatspolitik og iagttage fyrsternes ageren på nært hold. Det gjorde ham til verdens første politolog, idet han med udgangspunkt i egne iagttagelser og antik romersk litteratur uddrog en lære om, hvorledes man bør opføre sig, hvis man vil nå bestemte mål, og det vil især sige opnåelse af og bevarelse af politisk magt.

Han blev berygtet for sin bog, som er et dramatisk og illusionsløst værk om, hvordan man bevarer staten og magten. Med fremvæksten af en italiensk nationalisme i 1800-tallet blev Machiavelli efter at have været ildeset igen en populær litterær forfatter og ikon for Italiens samling og et republikansk styre.

Italo Svevo: ’Zenos bekendelser’ (1923). Oversat af Lene Waage Petersen.

Vi tager endnu en norditaliener, inden vi skal sydpå, nemlig Italo Svevo. Han er født i Trieste, der dengang og indtil Første Verdenskrig var del af det Østrig-ungarske dobbeltmonarki.

Romanen her er et hovedværk i den europæiske modernisme blot en smule mindre kendt end de hyppigst nævnte som Joyce, Proust, Woolf og Kafka. Og han er især kendt for at fremvise det store skred i verdensforståelsen fra en sammenhængende enhed til et fragmentarisk sammenbrud og for at vise opfattelsen af jeget som en flydende og splittet identitet. Svevos udkantsplacering kommer af hans forankring i en kultur med en dobbelt sjæl, som er den tyske og den italienske.

Det rum, romanen er blevet til i er et mangekulturelt rum, og romanens helt Zeno er en antihelt. Den er ofte blevet kaldt en af de første freudianske romaner, og bogen er da også fuld af freudianske temaer og strukturer, ligesom den er moderne i sin skildring af menneskets psykologiske konflikter.

Curzio Malaparte: ’Det dyrebare skind’ (1949). Oversat af Arne Stevns.

Så når vi til Napoli. Hans navn er forbundet med Napoli, selvom hans fødenavn var tysk, Kurt Erich Suckert. Malaparte var en italiensk forfatter, krigskorrespondent og diplomat. I sin ungdom var han en af de intellektuelle, der støttede opkomsten af den italienske fascisme og Mussolini, men hans relation til bevægelse har altid været kompliceret, og han blev siden ekskluderet fra det nationale fascistparti.

Efter Anden Verdenskrig kom han tættere på både kommunisterne og katolicismen, men udmærkede sig især med romanen Huden, der indfanger det nye Europa, som det træder frem i fødselsøjeblikket efter Anden Verdenskrig. Befrierne besatte Europa og det kontinent, som havde anset sin historie og kultur for at være et forbillede for hele verden, mærkede nu med ét sin lidenhed. Selvom den europæiske kultur ligger i ruiner, så blusser den kraftigt op hist og her. Alt det så Malaparte, og med sit diabolske dobbeltsyn på menneskeheden skrev han hudløst og voldsomt.

I den barokke roman spadserer forbindelsesofficeren Malaparte sammen med amerikanske officerer gennem et helvede på jord, nemlig det Napoli, der i befrielsesåret hærges af menneskehandel, prostitution og pest i moralsk forstand. Et Napoli, hvor det kun handler om at redde eget skind. Kontrasten kunne ikke være mere tydelig, for mens byen i civiliserede tider har været hjemsted for den ædle europæiske sjæl, så er den sjæl nu fuldstændig fornedret til krop og hud og genstand for obskøn udveksling. Selve essensen af det europæiske har aldrig været mere blotlagt. Kontrastfyldt. Og i et utroligt stærkt felt er romanen også undertegnedes favorit.

Primo Levi: ’Hvis dette er et menneske’ (1947). Oversat af Nina Gross.

Primo Levis skelsættende erindringer fra Auschwitz, Hvis dette er et menneske, fremstår i dag som et af de vigtigste dokumenter om forbrydelserne i tyskernes kz-lejre, og det fremstår sprogligt, til trods for de tres år der er gået, med en uhyggelig klarhed og mangel på patos.

Bogen udkom oprindeligt på italiensk i 1947 i et meget beskedent oplag, som aldrig blev udsolgt. Ti år senere valgte et andet forlag at genudgive bogen. Nu var tiden åbenbart moden til at læse Levis erindringer. I en ligefrem stil beskriver han lejrens kaos, fortvivlelsen, kompleksiteten og angsten. Auschwitz gjorde Primo Levi til forfatter og fødte i ham behovet for at rapportere om, hvad man i Auschwitz gjorde ved ham som menneske og de millioner andre, han delte skæbne med.

Værket er et af de første afgørende værker i vidnesbyrdlitteraturen. Bedre end nogen anden forfatter formår Levi at fremstille den omfattende dehumanisering, der sker omkring ham. Tyskernes projekt i lejrene var at tilintetgøre mennesket som menneske. I særlig grad formår Levi at skildre fornedrelsen af mennesket til dyr. Dér hvor Kafkas Gregor Samsa ikke længere blot er et fiktivt væsen, hvor han ikke er undtagelsen, men det normale. Dér hvor man end ikke kan tænke på at tage sit eget liv i fortvivlelse, fordi selvmordet hører mennesket til og ikke dyret.

Selvmord var en yderst sjælden foreteelse i lejrene, fordi det er et overvejet, ikke-instinktivt valg, og i lejrene var der kun få muligheder for at vælge. Man levede som trælbundne dyr, men man dræbte aldrig sig selv. Det gjorde Levi så imidlertid senere i livet, nemlig i 1987.

Giuseppe Tomasi di Lampedusa: ’Leoparden’ (1959). Oversat af Thomas Harder.

Så går vi endnu længere mod syd. I denne klassiker er vi i 1860’ernes Sicilien. Fyrsten af Saline – alias Leoparden – er en mægtig mand på Sicilien. Han bærer i sit våbenskjold en leopard, for sådan er fyrsten også. Italien er på det tidspunkt ved at blive til én stat, hvori også Sicilien skal være en region.

Vi følger i den tragikomiske roman et land og en familie i forandring, nærmere bestemt den sicilianske adels nedtur. Forholdet mellem på den ene side familien, slægten og det sicilianske feudalsamfund og på den anden side samtiden og det fremskridt, der har meldt sin ufravigelige ankomst, gennemlyses i denne ret så kulørte roman, hvor der helt forventeligt holdes en lang afskedsseance for alt det, der er ved – og dømt til – at gå under.

Leoparden er en historisk roman om Italiens samling fra 1860, hvor alt må forandres og de gamle værdier må opgives til fordel for alt det nye. En roman på tærsklen mellem den gamle og den nye italienske virkelighed.

Elsa Morante: ’Historien’ (1974). Oversat af Jytte Lollesgaard.

Elsa Morante er den italienske efterkrigstids store historiefortæller, og med hovedværket Historien leverer hun en indlevet krønike om mennesket set i historiens store sammenhæng. Hun ser årene 1941-47 nedefra fra de fattige og udstødte, på hvem den store histories grusomheder slår ned, så de ofte går til grunde.

Morante laver historieskrivning fra ofrenes synsvinkel, fra den anonyme masse, dem som aldrig finder plads i de officielle historiebøger. Hun skriver om angst, smerte, sult og fattigdom, før hun skriver om de store politiske begivenheder. I centrum for romanen står enken og lærerinden Ida Mancuso (halvt jødisk som Morante selv) og hendes to sønner, Nino, en charmerende bølle, og den lille Useppe, der er frugten af en beruset tysk soldats voldtægt i 1941.

Romanen har som bagtæppe de vigtigste storpolitiske begivenheder i de år, men hele handlingen udspiller sig kun i Rom. Her skildrer hun krigens lidelser, jødedeportationer, bombardementer, sulten og befolkningens desperation. Midt i alt det vokser Useppe op, og med ham afspejles verdens gru, samtidig med at verdens skønhed også repræsenteres i drengens eventyrlyst.

Bagsiden af Useppes evne til at opfatte verdens skønhed er også hans evne til at gennemskue historiens gru, og det er den, der gør Morantes meget populære roman til et italiensk mesterværk.

Italo Calvino: ’Hvis en vinternat en rejsende’ (1979). Oversat af Lene Waage Petersen.

Alt er ikke med i dette udvalg. Mange vigtige litterære værker må ofres, således også en for mange uden tvivl vigtig roman som Umberto Ecos verdenskendte Rosens navn. Den må imidlertid vige pladsen for en anden og næsten helt samtidig postmoderne klassiker, nemlig Calvinos elegante leg med den litterære modernisme og dens udtalte bekymring for individuelle og kollektive identitetstab. Og litterær leg gælder på alle måder.

Calvinos roman er en bog, der ikke imødekommer nogen forventning om et fortælleforløb med begyndelse, midte og slutning, men en tekst som hele tiden starter forfra og sådan set aldrig rigtigt kommer ud af stedet. Calvino repræsenterer på den måde et postmoderne svar på efterkrigstidens eksistentielle og kulturelle alvor og tyngde.

Bag den tilsyneladende lette leg gemmer sig imidlertid også en mere forpligtende dialog med en lang række af litteraturhistoriens store afdøde mestre lige fra oldtidens epikuræiske digtere over Dante til Calvinos egne samtidige. Hans vigtigste inspirationskilde er dog den metafiktive argentinske forfatter Jorge Luis Borges.

Claudio Magris: ’Donau – En følsom rejse fra den store flods kilder til Sortehavet’ (1986). Oversat af Hanne Jensen.

Claudio Magris er professor i tysk litteratur ved universitetet i Trieste, og det er også med afsæt i den lille kosmopoliske by, at han på yderst dannet vis fornyer den italienske tradition, og blander den med den tyske, for at skrive sin store kulturhistorie.

I hovedværket introducerer Magris en helt ny genre mellem roman og essay, dagbog og selvbiografi, kulturhistorie og rejsebeskrivelse. Via rejsen på 3.000 kilometer ned ad Donau fra udspringet i Schwarzwald til deltaet i Sortehavet får han samlet en kolossal viden om litteratur, kunst og historie på en svimlende indsigtsfuld måde. Undervejs får man besøg af Homer, Vergil, Plinius, Hegel, Baudelaire og Hölderlin og hele italienerens klassiske latinske fortid blusser op i værket.

Man kunne kalde hans værk for en ny europæisk dannelsesroman. Han skaber ikke bare en ny totalitet, en ny kosmisk orden i en fragmenteret tid, han viser også historiens og myternes identitetsskabende kraft.

Romanværket kan både bruges som konkret vejviser, når man rejser i det mellemeuropæiske kulturområde, men også som ny identitetsskabende kraft for den enkelte, i hvert fald når man betragter verden som den lærde herre i Trieste. Det er klassisk italiensk dannelse mod de bølletendenser, der også har domineret århundredet.

Elena Ferrante: ’Napoli-romanerne’ (2011-2014). Oversat af Nina Gross.

Romanserien om Napoli og de to kvinder, Elena og Lila er en af de senere års største litterære succeser i Italien og internationalt. Forfatteren ønsker anonymitet og gemmer sig bag et pseudonym.

Romanværket er med som sidste station i denne gennemgang, fordi det både forener litterær kvalitet og kommerciel succes og fordi det i detaljen og som et sammenhængende hele hænger tæt sammen med nyere italiensk historie og inddrager et enormt persongalleri, der udspiller sig på en dramatisk social og politisk baggrund.

I fire bind fortæller Ferrante en dannelses- og emancipationshistorie. Værket fortæller om hovedpersonernes opvækst i en mafiastyret del af Napoli, deres kærligheds- og hadforhold og deres efterfølgende succes.

Parallelt med at følge de to kvinder får læseren udfoldet hele den italienske efterkrigstids historie med voksende velstand, fortsat korruption og den mafiøse indtrængning i alle livets forskellige områder. Så efter at have fået indtaget hele den klassiske italienske litteratur er det med Ferrante blevet tid til at komme direkte ind i vores tid og de problemstillinger, som italienerne står overfor i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

... og mange, mange flere.

Dino Buzzati, Leonardo Sciascia, Alberto Moravia, Beppe Fenoglio, Luigi Pirandello, Natalia Ginzburg, Dario Fo, Stefano Benni ...