Læsetid: 6 min.

Licensen er død. Længe leve indkomstskat via lavere personfradrag

1925-2022. Licensen har længe overlevet sig selv, men nu går den ikke længere. I 2022 erklæres den endelig død. Sammen med tre sagkyndige tegner vi en nekrolog over en for mange kær ven og for lige så mange udskældt fjende, som efter lang tids sygdom nu er blevet aflivet
Vi skrev en nekrolog over licensen, da den daværende regering lagde den død i 2018. Læs den her

Mikkel Lock Svendborg

26. marts 2018

»Utroligt, at mine licenspenge skal gå til et tiggershow.«

»Lige inden havde de genudsendt Mr. Bean. Helt ærligt, er det dét, min licens går til?«

»Tænk, at mine licenskroner skal gå til jeres fremme af islamisering af Danmark.«

Ak ja. Det håndgribelige bevis på, at DR ikke er gratis – licensen – har de senere årtier været symbol på alt det, der er galt med DR, med samfundet, med bureaukratiet.

Nu skal vi snart vænne os til at skælde ud over noget andet.

I sidste uge bekendtgjorde Danmarks finansminister Kristian Jensen (V) med opbakning fra regeringen og Dansk Folkeparti, at licensen udfases over en fireårig periode, så den i 2022 vil være afskaffet. 

De har slået licensen ihjel.

Skulle beskytte statskassen

Statsradiofonien blev oprettet 1. april 1925, og man kunne, hvis man tændte sin lamperadio på det rigtige tidspunkt, være heldig at høre et program som Gymnastik for damer ved gymnastikinspektør Else Thomsen. Eller bare Pressens Radioavis. 

Det hele skulle finansieres, og det er her, licensen kommer ind i billedet. I dag taler man om armslængde, når man skal forklare den besynderlige konstruktion, licensen er, men argumentet dengang var et andet. 

Faktisk dukker ordet ’armslængde’ først op som argument engang i 1960’erne, fortæller Anker Brink Lund, professor ved CBS, der bl.a. har forsket i mediefinansiering.

»Løsningen blev licens, fordi man ønskede at beskytte statskassen. Det havde intet med armslængde at gøre. Man vidste ikke, om det her nye mærkelige påfund, radio, ville være selvbærende, altså om nok lyttere ville være villige til at betale,« siger han.

Radioen blev betragtet som noget »underligt, nymodens halløj«, fortæller Henrik Søndergaard, der forsker i public service. Det var vanskeligt at finde en naturlig betalingsform, men med inspiration fra Storbritannien kom man frem til apparaturafgiften, som kunne holde statskassen fri for udgifter.

10-12 kroner om året kostede det i begyndelsen, afhængigt af om man havde krystalmodtager eller et såkaldt lampeapparat. I dag koster licens 2.460 kroner årligt.

Læs også

Historisk er licensen udtryk for, at man anser massekommunikation som et offentligt gode og et vigtigt led i den demokratiske proces, siger mediehistoriker Kirsten Drotner, der for tiden er Associate Research Fellow på London School of Economics.

»Der er et historisk sammenfald mellem udviklingen af broadcastteknologien og efterspillet fra Første Verdenskrig. Efter krigen var man ivrig efter at demokratisere magten. Ikke mindst hos BBC er licensen et led i den tankegang: Hvis man skal undgå krig og elendighed, må man skabe rammer for at fordele magten på en retfærdig og demokratisk måde,« siger hun.

»Det handler om, at befolkningen skal have ejerskab til og indsigt i, hvad der bliver produceret – ikke staten.«

Nogenlunde ærlige

Radiolicens blev en stor succes, og i 1952 kom der også licens på tv. Sort-hvid-tv. Fjernsynet kom sent til Danmark, og mange andre lande var allerede begyndt at blandingsfinansiere ved hjælp af reklamer. I Danmark var man bange for, at en reklamefinansieret licens kunne komme til at koste annoncer hos dagbladene. Tv-licensen skulle derfor beskytte aviserne, siger Anker Brink Lund.

18 år senere, i 1970, kom også det særlige farve-tv-tillæg, som forudsatte, at borgeren enten var meget ærlig, eller at radioforhandleren indberettede salg af farvefjernsyn.

»Forhandlerne var simpelthen forpligtede til at indberette, hvis de solgte et farve-tv. Ikke alle gjorde det, men så vidt vi kan vurdere, har folk været nogenlunde ærlige,« siger Anker Brink Lund.

»Det siger da et eller andet om danskernes tillid.«

Der skulle gå 18 år mere, før et vigtigt år i licenshistorien indtraf. I 1988 kom TV 2 til verden. 

»Den helt fundamentale begrundelse for licensen var jo, at den var apparaturspecifik. En slags abonnement til noget, der blev leveret af Statsradiofonien. Når man blander det med TV 2 og reklameindtægter, opstår helt naturligt diskussionen: Er det statsstøtte eller abonnementsbetaling, eller hvad er det?« siger Anker Brink Lund.

TV 2’s pludselige tilstedeværelse medførte en heftig debat om licensens legitimitet, som ingen helt er kommet sig over. Men det endelige dødsstød – er de tre eksperter enige om – blev sat ind i 2007, hvor tv- og radiolicensen blev omlagt til medielicens.

»Medielicensen kan bedst forstås som en kopskat,« siger Anker Brink Lund og uddyber, at ordet betegner den form for afgift, hvor alle husstande betaler det samme – uanset om man er mange eller kun én enkelt person, og uanset om man bruger det licensfinansierede indhold meget eller næsten ikke.

»Man kan ikke have en computer eller en telefon uden at betale medielicens, og derfor opstår et alvorligt legtimitetsproblem, for alle har jo adgang til DR. Hvad der er endnu værre, er, at den her kopskat vender med den tunge ende nedad,« siger han med henvisning til, at en ung, der bor alene og ikke bruger DR meget, betaler det samme som en stor familie.

Uafhængigheden svækkes

Hvis eksperterne har ret i, at patienten fik det dårligt i 1988, og at rigor mortis indtraf i 2007, har licensen været dysfunktionel i 30 år – og ligget i respirator i 10.

Fredag lød det pludselig fra Liberal Alliance, at partiet alligevel ikke bakker op om afskaffelsen, fordi beregninger fra CEPOS viser, at aftalen vil øge skattetrykket. Derfor vil de have en ny aftale. Det afviser finansministeren, men hvem ved. Måske skal vi vente endnu længere.

Det er især de senere årtier, at licensmodstand har været et emne i den offentlige opinon. Det skyldes ifølge Henrik Søndergaard først og fremmest, at DR har haft »dårlig presse«, og at mange møgsager kombineret med især Danske Mediers kampagne mod DR har spredt sig fra politikerne til dele af befolkningen.

»Det er ligesom blevet okay at være imod DR,« siger han. 

Frem til omkring årtusindskiftet var licensen bredt accepteret, mener Anker Brink Lund. 

»Hvis man var et ordentligt menneske, betalte man selvfølgelig sin licens. Efter monopolbruddet med TV 2 begyndte der at ske noget – både med tv-udbuddet og folks betalingsvillighed. Men indtil i hvert fald udgangen af 1980’erne stillede man ikke spørgsmål, man betalte bare.«

– Begræder du, at licensen dør?

»Nej,« svarer han resolut. »Ikke hvis beslutningstagerne respekterer armslængdeprincippet under den nye betalingsform,« siger han.

Henrik Søndergaard tilføjer, at der er noget paradoksalt over, at det markedsføres som en populær folkelig beslutning, regeringen og Dansk Folkeparti har taget.

»Meget få bekymrer sig om armslængdeprincippet. Den uafhængighed, DR og TV 2 har haft i 30 år, bliver ikke rigtig værdsat,« siger han.

»Forestillingen om, at public service-medier skal være en kritisk vagthund bliver alt andet lige alvorligt svækket, når man både gør insitutionen mindre og på én og samme tid gør det skattefinansieret.«

Plankeværkslyttere og licensheste

Lige siden indførelsen af licens har DR lavet kampagner for at få borgerne til at betale. På store plakater og tv-spots er ’plankeværkslyttere’ og siden ’sortseere’ blevet udskammet.

I slutningen af 1970’erne fandt licenskontoret for første gang på at sammenkøre licensregistret med Bygnings- og Boligregistret. De sendte 343.000 breve ud til husstande, der ikke betalte licens, og kørte parallelt kampagnen ’Brevet’. Musikradioen spillede ’brevsange’ som »P.S. I Love You« og »Please Mr. Postman« intenst, og pludselig dumpede brevet altså ind hos borgerne. I midt-80’erne kom næste kampagne, Licens-Lars, som fulgte den evindelige sortseer Lars, der gang på gang blev afsløret af ’Pejlevognen’, som spottede ham ved hjælp af en lille parabol på bilen.

Siden licensen for alvor mistede folkelig opbakning, har kampagnerne fyldt ekstra meget. Fra de moraliserende pegefingre, som dem med en ung, slipseklædt Mads Brügger, der springer frem fra et gardin i forskellige dagligdagsscener og udskammer nasserne. For eksempel på et møntvaskeri, hvor en flirtende kvinde overtaler en mand til at vaske hendes beskidte tøj.

»Julie her er et billede på alle jer sortseere og jeres patetiske nasseri. Kan du se pointen? Eller skal jeg stave det for dig?«

Så kom den mere aggressive, men også på grænsen til opgivende ’Få det ud af verden’-kampagne, og senest har vi haft den hyggeligt konstruktiv-begejstrede: ’Licens er noget, vi giver til hinanden’. Kampagnen er langtfra den hån, sortseere og plankeværkslyttere tidligere har måttet finde sig i, og den er heller ikke uhyggelig som den truende licensinspektør i pejlevognen.

Sloganet blev sløjfet i 2017 – måske i forlængelse af DR’s mange møgsager eller i erkendelse af, at der på sociale medier gik sport i at bytte ordet ’licens’ ud med ord som ’licensheste’, ’skyhøje direktørlønninger’ og ’fratrædelsesordninger’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvorfor glæder "vi" os ikke over at "vi" har få nyheder,kultur, osv...... hver dag for ca. 7 kr., hvis "vi" selv ønskede det.
Hvor meget kan "vi" eller få for ca. 7 kr. om dagen hver dag året rundt?????

Allan Stampe Kristiansen, Carsten Wienholtz, Birte Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Rikke Nielsen, John Poulsen, Mikkel Kristensen, Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

DR er et fælles gode, som vi fremover betaler til efter evne. Sådan er velfærdssamfundet indrettet. Fint !
Men DR er en vildtvoksende plante i drivhuset og overgartnerne vil give planten en tiltrængt beskæring.
Der er trængsel i drivhuset. Det må være overgartnerens ret og pligt at forme planten på passende vis.
Velvidende at de besøgende er vildt uenige herom.

Allan Stampe Kristiansen, Thomas Andersen, Anne Koed Westergaard, Kim Houmøller og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Stig Mortensen

Vi skal ha Tv in demand. Dvs tv hvor vi betaler for lige præcis det vi ser. De kanaler og de programmer vi ser intet andet. Reklame finansierede kanaler bør ikke også koste penge, med mindre man kan fravælge reklamerne eller betale sig fra at undgå dem. Når alt dette er indført får vi reel konkurrence på de gode udsendelser og programmer.

DF, og de borgerlige, og måske og måske også Socialdemokratiet, har da ingen intentioner om at respektere armslængde-princippet! Hele meningen med at DR kommer på Finansloven er jo, at de kan true DR med at skære yderligere i budgetterne -hvis de ikke retter ind, altså undlader at kritisere den til enhver tid siddende regering!

Anders Reinholdt, Allan Stampe Kristiansen, Carsten Wienholtz, Torben Bruhn Andersen, Carsten Munk, John Poulsen, Estermarie Mandelquist, Michael Svennevig og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Frank Lissner dumper lige i Guldbrandsens fælde i Den hemmelige Krig - og han er klar over det med det samme.

Snedigt anbragt. Det er prima dokumentar-arbejde

/O

Kim Rune Sloth Jensen

Nu, hvor et rundbarberet DR skal finansieres over skatten, kunne man jo passende have lavet et mere socialt retfærdigt opkrævningssystem à la kirkeskatten, så den studerende på SU ikke skulle betale lige så meget som direktøren. Men nej. Det skal selvfølgelig i god borgerlig ånd finansieres ved at reducere personfradraget, så landets rigeste fortsat kommer til at betale præcis det samme beløb i kroner og ører som landets fattigste.

Sloth - Via skatten betaler vi efter evne - uanset detaljerne i skatteligningen.
Kirkeskatten er for medlemmer. Ikke-medlemmer bruger ikke det medie.

Ole Rasmussen

Danske i udlandet kan ikke se dansk tv, men de skal betale medieskat af dansk indkomst fx folkepension. Det giver ikke mening. De har hverken adgang til dansk internet eller tv. Det giver heller ikke mening, at forringe DR med 20% når licensen ikke nedsættes tilsvarende. Dertil kommer, at vi ikke ved hvad det er denne medieskat skal støtte? Det ligner FUP.

Ole Rasmussen - Der er så meget dine danske i udlandet ikke bruger af de gratis glæder.
Vi kender ikke detaljerne endnu, men det bliver nok ikke en øremærket medie skat, som vil fremgå af skatteskemaet. Derfor social afbalanceret.

Søren Kristensen

2022 bliver året hvor tingene falder på plads for mig. Jeg bliver sandsynligvis berettiget til folkepension og skal ikke længere betale licens. Nu skal jeg bare finde ud af hvordan jeg slipper for reklamer - på en lidt mere automatiseret måde, end at zappe hver gang jeg møder dem. På den anden side giver det ganske god motion, når blot remoten lægges et par meter fra lænestolen. Ulempen er at man misser en del udsendelser, fordi man glemmer at zappe tilbage. Det er den slags problemer man tumler med, når man ikke vil give afkald på at se TV, selv om der er mere fornuftige ting man kunne beskæftige sig med.

Henrik Brøndum

Hvis den flotte tegning af licensbussen ligner bare en smule vil jeg nu gerne køber mindst en af dem inden de skrottes. Det kan måske hjælpe lidt på DR’s økonomi?