Licensen er død. Længe leve indkomstskat via lavere personfradrag

»Utroligt, at mine licenspenge skal gå til et tiggershow.«

»Lige inden havde de genudsendt Mr. Bean. Helt ærligt, er det dét, min licens går til?«

»Tænk, at mine licenskroner skal gå til jeres fremme af islamisering af Danmark.«

Ak ja. Det håndgribelige bevis på, at DR ikke er gratis – licensen – har de senere årtier været symbol på alt det, der er galt med DR, med samfundet, med bureaukratiet.

Nu skal vi snart vænne os til at skælde ud over noget andet.

I sidste uge bekendtgjorde Danmarks finansminister Kristian Jensen (V) med opbakning fra regeringen og Dansk Folkeparti, at licensen udfases over en fireårig periode, så den i 2022 vil være afskaffet. 

De har slået licensen ihjel.

Skulle beskytte statskassen

Statsradiofonien blev oprettet 1. april 1925, og man kunne, hvis man tændte sin lamperadio på det rigtige tidspunkt, være heldig at høre et program som Gymnastik for damer ved gymnastikinspektør Else Thomsen. Eller bare Pressens Radioavis. 

Det hele skulle finansieres, og det er her, licensen kommer ind i billedet. I dag taler man om armslængde, når man skal forklare den besynderlige konstruktion, licensen er, men argumentet dengang var et andet. 

Faktisk dukker ordet ’armslængde’ først op som argument engang i 1960’erne, fortæller Anker Brink Lund, professor ved CBS, der bl.a. har forsket i mediefinansiering.

»Løsningen blev licens, fordi man ønskede at beskytte statskassen. Det havde intet med armslængde at gøre. Man vidste ikke, om det her nye mærkelige påfund, radio, ville være selvbærende, altså om nok lyttere ville være villige til at betale,« siger han.

Radioen blev betragtet som noget »underligt, nymodens halløj«, fortæller Henrik Søndergaard, der forsker i public service. Det var vanskeligt at finde en naturlig betalingsform, men med inspiration fra Storbritannien kom man frem til apparaturafgiften, som kunne holde statskassen fri for udgifter.

10-12 kroner om året kostede det i begyndelsen, afhængigt af om man havde krystalmodtager eller et såkaldt lampeapparat. I dag koster licens 2.460 kroner årligt.

Historisk er licensen udtryk for, at man anser massekommunikation som et offentligt gode og et vigtigt led i den demokratiske proces, siger mediehistoriker Kirsten Drotner, der for tiden er Associate Research Fellow på London School of Economics.

»Der er et historisk sammenfald mellem udviklingen af broadcastteknologien og efterspillet fra Første Verdenskrig. Efter krigen var man ivrig efter at demokratisere magten. Ikke mindst hos BBC er licensen et led i den tankegang: Hvis man skal undgå krig og elendighed, må man skabe rammer for at fordele magten på en retfærdig og demokratisk måde,« siger hun.

»Det handler om, at befolkningen skal have ejerskab til og indsigt i, hvad der bliver produceret – ikke staten.«

Nogenlunde ærlige

Radiolicens blev en stor succes, og i 1952 kom der også licens på tv. Sort-hvid-tv. Fjernsynet kom sent til Danmark, og mange andre lande var allerede begyndt at blandingsfinansiere ved hjælp af reklamer. I Danmark var man bange for, at en reklamefinansieret licens kunne komme til at koste annoncer hos dagbladene. Tv-licensen skulle derfor beskytte aviserne, siger Anker Brink Lund.

18 år senere, i 1970, kom også det særlige farve-tv-tillæg, som forudsatte, at borgeren enten var meget ærlig, eller at radioforhandleren indberettede salg af farvefjernsyn.

»Forhandlerne var simpelthen forpligtede til at indberette, hvis de solgte et farve-tv. Ikke alle gjorde det, men så vidt vi kan vurdere, har folk været nogenlunde ærlige,« siger Anker Brink Lund.

»Det siger da et eller andet om danskernes tillid.«

Der skulle gå 18 år mere, før et vigtigt år i licenshistorien indtraf. I 1988 kom TV 2 til verden. 

»Den helt fundamentale begrundelse for licensen var jo, at den var apparaturspecifik. En slags abonnement til noget, der blev leveret af Statsradiofonien. Når man blander det med TV 2 og reklameindtægter, opstår helt naturligt diskussionen: Er det statsstøtte eller abonnementsbetaling, eller hvad er det?« siger Anker Brink Lund.

TV 2’s pludselige tilstedeværelse medførte en heftig debat om licensens legitimitet, som ingen helt er kommet sig over. Men det endelige dødsstød – er de tre eksperter enige om – blev sat ind i 2007, hvor tv- og radiolicensen blev omlagt til medielicens.

»Medielicensen kan bedst forstås som en kopskat,« siger Anker Brink Lund og uddyber, at ordet betegner den form for afgift, hvor alle husstande betaler det samme – uanset om man er mange eller kun én enkelt person, og uanset om man bruger det licensfinansierede indhold meget eller næsten ikke.

»Man kan ikke have en computer eller en telefon uden at betale medielicens, og derfor opstår et alvorligt legtimitetsproblem, for alle har jo adgang til DR. Hvad der er endnu værre, er, at den her kopskat vender med den tunge ende nedad,« siger han med henvisning til, at en ung, der bor alene og ikke bruger DR meget, betaler det samme som en stor familie.

Uafhængigheden svækkes

Hvis eksperterne har ret i, at patienten fik det dårligt i 1988, og at rigor mortis indtraf i 2007, har licensen været dysfunktionel i 30 år – og ligget i respirator i 10.

Fredag lød det pludselig fra Liberal Alliance, at partiet alligevel ikke bakker op om afskaffelsen, fordi beregninger fra CEPOS viser, at aftalen vil øge skattetrykket. Derfor vil de have en ny aftale. Det afviser finansministeren, men hvem ved. Måske skal vi vente endnu længere.

Det er især de senere årtier, at licensmodstand har været et emne i den offentlige opinon. Det skyldes ifølge Henrik Søndergaard først og fremmest, at DR har haft »dårlig presse«, og at mange møgsager kombineret med især Danske Mediers kampagne mod DR har spredt sig fra politikerne til dele af befolkningen.

»Det er ligesom blevet okay at være imod DR,« siger han. 

Frem til omkring årtusindskiftet var licensen bredt accepteret, mener Anker Brink Lund. 

»Hvis man var et ordentligt menneske, betalte man selvfølgelig sin licens. Efter monopolbruddet med TV 2 begyndte der at ske noget – både med tv-udbuddet og folks betalingsvillighed. Men indtil i hvert fald udgangen af 1980’erne stillede man ikke spørgsmål, man betalte bare.«

– Begræder du, at licensen dør?

»Nej,« svarer han resolut. »Ikke hvis beslutningstagerne respekterer armslængdeprincippet under den nye betalingsform,« siger han.

Henrik Søndergaard tilføjer, at der er noget paradoksalt over, at det markedsføres som en populær folkelig beslutning, regeringen og Dansk Folkeparti har taget.

»Meget få bekymrer sig om armslængdeprincippet. Den uafhængighed, DR og TV 2 har haft i 30 år, bliver ikke rigtig værdsat,« siger han.

»Forestillingen om, at public service-medier skal være en kritisk vagthund bliver alt andet lige alvorligt svækket, når man både gør insitutionen mindre og på én og samme tid gør det skattefinansieret.«