’Loving Vincent’ hører til i museumsshoppen sammen med sokkerne

For nylig fik min kæreste et par sokker af sin tante med Vincent Van Goghs famøse Stjernenatten-motiv på.

Og jeg spurgte mig selv: Hvorfor?

Hvorfor findes de? Hvorfor ville nogen købe dem? Hvorfor ville nogen give dem til andre?

Ingen af de scenarier, som jeg lyngennemtrevlede i mit hoved, gav mening. Hvis tanken bag gaven blot var at sprede kærligheden til Van Gogh, så var strømperne stadig en lidt spøjs måde at gøre det på, og et ret aparte valg i forhold til f.eks. en plakat.

På den anden side – hvis hun bare gerne ville give ham et par strømper – så var det endnu mere underligt at være gået gennem, hvad jeg forestiller mig alligevel må have været en del besvær, for at finde lige netop det par.

Havde min kæreste været kunstinteresseret, havde gaven også været lidt mindre mystisk. Så var den måske tænkt som en (utroligt misforstået, ganske vist, men den tante har vi allesammen) måde, han kunne prale med sin kulturelle kapital på.

Egentlig er det ikke, fordi det er så slemt, at motivet er på en sok. Det har jeg bare først fundet ud af efterfølgende.

Åbenbart findes der snart ikke den form, du ikke kan få dit Van Gogh-fix i. Lidt research viser, at du både kan få magneter, blyanter, et tesæt, en frakke til din hund og sågar en ringeklokke til din cykel med hans solsikker på.

Men selv om sokken set i det perspektiv ikke er den værste gave, så får museumsbutikkernes svimlende udvalg af ophøjet, kunstindpakket ragelse mig alligevel til at fundere over, hvad den værst tænkelige skæbne er for et kunstværk, der går så viralt som Stjernenatten og Solsikker?

Hvis Van Gogh kigger med fra det hinsides, hvilken versionering af hans værker gør ham så allergladest for, at han er død?

Mere end et maleri

I dag er det, som om maleriet i sig selv ikke længere er underholdende nok – for folk og for museerne. Det er ikke nok bare at kigge på det og gå hjem igen. Du skal kunne interagere med det. Gå med det. Folde det ud over længere tid.

Og derfor stopper appropriationen af Van Goghs æstetik da heller ikke ved nips. I virtual reality-værket The Night Cafe: An Immersive Tribute to Van Gogh kan du f.eks. udforske maleriet af samme navn og de kroge af Café de la Gare, som maleriets flade ikke kunne rumme.

Og nu, med filmen Loving Vincent, sættes hans malerier i bevægelse i, hvad man må kalde et temmelig next level-tableaux vivant bestående af over 65.000 frames – frames, som alle er et håndmalet oliemaleri.

Loving Vincent er en imponerende bedrift, ingen tvivl om det. Og den har beskæftiget over hundrede kunstnere i de seks år, den har været undervejs, fordi det at animere oliemalerier jo betyder, at de konstant skal ændres, hver eneste gang en karakter bevæger sig det mindste – mere præcist 12 gange i sekundet, hvis det skal simulere en naturlig bevægelse.

Den er en af den slags vanvidsprojekter, som man aldrig ville begive sig ud i, hvis man ikke virkelig følte for det.

Men selv om jeg er overbevist om, at Hugh Welchman og Dorota Kobiela, som står bag den, har gjort det af kærlighed til kunstneren, så trænger samme spørgsmål som ved sokkerne sig på: Hvorfor?

Et brændende, uindfriet Van Gogh-behov

Hvorfor skal vi nu have en filmatisering af hans værker? Hvad er det for et brændende, uindfriet Van Gogh-behov, som den vil dække?

Loving Vincent bryster sig både af at være verdens første komplet malede film og at være filmen, der bringer Van Goghs billeder til live. En opfattelse, der bunder i en udbredt opfattelse af maleriet som noget dødt, fordi det er statisk, og filmen som noget magisk kinetisk. Men det, der gør et værk levende, er jo også et spørgsmål om mystik.

Hvad følte Van Gogh, da han malede det her billede? Havde han en særlig person i tankerne? Hvordan var hans humør?

Frame for oliemalet frame suger filmen al aura og mystik ud af Van Goghs oprindelig værker.

Både ved at bevise, at det er muligt for så mange kunstnere at lære at male præcis som ham (hvilket tager lidt fra hans singulære genialitet, selv om kopister længe har været et velkendt fænomen) og ved at vælge at gøre filmversionen til en whodunnit, der fokuserer på årsagen til hans død og opstiller teorier om hans sindstilstand på tidspunktet for hvert eneste maleri baseret på Van Goghs egne korrespondancer med sin bror, Theo.

Når mystikken er intakt, kan et værk leve i bedste velgående, selv om det er ubevægeligt – det er det udpenslede værk, som er dødt. Og som hører hjemme i museumsshoppen sammen med min kærestes sok og alle de andre himstregimser, der malker Van Goghs succes.