Læsetid: 4 min.

’Loving Vincent’ hører til i museumsshoppen sammen med sokkerne

Hvorfor nøjes med at kigge på et maleri, når du kan gå rundt i det, iklæde dig det, iklæde din hund det og bruge det som underkop? Van Gogh står bag nogle af verdens mest heftigt reproducerede værker, og nu er der kommet nyt merchandise til samlingen, filmen ’Loving Vincent’, der afliver, hvad der måtte være tilbage af mystik omkring den hollandske kunstners malerier
Der findes åbenbart ikke den form, du ikke kan få dit Van Gogh-fix i. Lidt research viser, at du både kan få magneter, blyanter, et tesæt, en frakke til din hund og sågar en ringeklokke til din cykel med hans solsikker på. Eller som her en gigantisk luftballon med hans ansigt.

Der findes åbenbart ikke den form, du ikke kan få dit Van Gogh-fix i. Lidt research viser, at du både kan få magneter, blyanter, et tesæt, en frakke til din hund og sågar en ringeklokke til din cykel med hans solsikker på. Eller som her en gigantisk luftballon med hans ansigt.

AA/ABACA

23. marts 2018

For nylig fik min kæreste et par sokker af sin tante med Vincent Van Goghs famøse Stjernenatten-motiv på.

Og jeg spurgte mig selv: Hvorfor?

Hvorfor findes de? Hvorfor ville nogen købe dem? Hvorfor ville nogen give dem til andre?

Ingen af de scenarier, som jeg lyngennemtrevlede i mit hoved, gav mening. Hvis tanken bag gaven blot var at sprede kærligheden til Van Gogh, så var strømperne stadig en lidt spøjs måde at gøre det på, og et ret aparte valg i forhold til f.eks. en plakat.

På den anden side – hvis hun bare gerne ville give ham et par strømper – så var det endnu mere underligt at være gået gennem, hvad jeg forestiller mig alligevel må have været en del besvær, for at finde lige netop det par.

Havde min kæreste været kunstinteresseret, havde gaven også været lidt mindre mystisk. Så var den måske tænkt som en (utroligt misforstået, ganske vist, men den tante har vi allesammen) måde, han kunne prale med sin kulturelle kapital på.

Egentlig er det ikke, fordi det er så slemt, at motivet er på en sok. Det har jeg bare først fundet ud af efterfølgende.

Åbenbart findes der snart ikke den form, du ikke kan få dit Van Gogh-fix i. Lidt research viser, at du både kan få magneter, blyanter, et tesæt, en frakke til din hund og sågar en ringeklokke til din cykel med hans solsikker på.

Men selv om sokken set i det perspektiv ikke er den værste gave, så får museumsbutikkernes svimlende udvalg af ophøjet, kunstindpakket ragelse mig alligevel til at fundere over, hvad den værst tænkelige skæbne er for et kunstværk, der går så viralt som Stjernenatten og Solsikker?

Hvis Van Gogh kigger med fra det hinsides, hvilken versionering af hans værker gør ham så allergladest for, at han er død?

Mere end et maleri

I dag er det, som om maleriet i sig selv ikke længere er underholdende nok – for folk og for museerne. Det er ikke nok bare at kigge på det og gå hjem igen. Du skal kunne interagere med det. Gå med det. Folde det ud over længere tid.

Og derfor stopper appropriationen af Van Goghs æstetik da heller ikke ved nips. I virtual reality-værket The Night Cafe: An Immersive Tribute to Van Gogh kan du f.eks. udforske maleriet af samme navn og de kroge af Café de la Gare, som maleriets flade ikke kunne rumme.

Og nu, med filmen Loving Vincent, sættes hans malerier i bevægelse i, hvad man må kalde et temmelig next level-tableaux vivant bestående af over 65.000 frames – frames, som alle er et håndmalet oliemaleri.

Loving Vincent er en imponerende bedrift, ingen tvivl om det. Og den har beskæftiget over hundrede kunstnere i de seks år, den har været undervejs, fordi det at animere oliemalerier jo betyder, at de konstant skal ændres, hver eneste gang en karakter bevæger sig det mindste – mere præcist 12 gange i sekundet, hvis det skal simulere en naturlig bevægelse.

Den vanvittigt smukke, håndmalede spillefilm ’Loving Vincent’ dramatiserer de måske mystiske omstændigheder omkring Vincent van Goghs død ved at gøre hans kunstværker levende
Læs også

Den er en af den slags vanvidsprojekter, som man aldrig ville begive sig ud i, hvis man ikke virkelig følte for det.

Men selv om jeg er overbevist om, at Hugh Welchman og Dorota Kobiela, som står bag den, har gjort det af kærlighed til kunstneren, så trænger samme spørgsmål som ved sokkerne sig på: Hvorfor?

Et brændende, uindfriet Van Gogh-behov

Hvorfor skal vi nu have en filmatisering af hans værker? Hvad er det for et brændende, uindfriet Van Gogh-behov, som den vil dække?

Loving Vincent bryster sig både af at være verdens første komplet malede film og at være filmen, der bringer Van Goghs billeder til live. En opfattelse, der bunder i en udbredt opfattelse af maleriet som noget dødt, fordi det er statisk, og filmen som noget magisk kinetisk. Men det, der gør et værk levende, er jo også et spørgsmål om mystik.

Hvad følte Van Gogh, da han malede det her billede? Havde han en særlig person i tankerne? Hvordan var hans humør?

Frame for oliemalet frame suger filmen al aura og mystik ud af Van Goghs oprindelig værker.

Både ved at bevise, at det er muligt for så mange kunstnere at lære at male præcis som ham (hvilket tager lidt fra hans singulære genialitet, selv om kopister længe har været et velkendt fænomen) og ved at vælge at gøre filmversionen til en whodunnit, der fokuserer på årsagen til hans død og opstiller teorier om hans sindstilstand på tidspunktet for hvert eneste maleri baseret på Van Goghs egne korrespondancer med sin bror, Theo.

Når mystikken er intakt, kan et værk leve i bedste velgående, selv om det er ubevægeligt – det er det udpenslede værk, som er dødt. Og som hører hjemme i museumsshoppen sammen med min kærestes sok og alle de andre himstregimser, der malker Van Goghs succes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Jeg forstår virkelig ikke måden at tænke på her. Hvordan og på hvilken måde skulle en kunstners og hans værkers popularitet være ensbetydende med at det mister "mystik"? Lyder snarere som om Sofie Lykke Stenstrop forveksler mystik med eksklusivitet.

Mystik er åndelighed. Er man åndsforladt kan man ikke nyde mystikken i noget værk, uanset hvor populært eller ekslusivt det så måtte være.

Bjarne Bisgaard Jensen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Bjørn Pedersen har ret i, at eksklusiviteten spiller en stor rolle i vor tid. Skyldes det, at det demokrati, de fleste af os bekender os til, måske bliver lidt for gråt og nivellerende for nogle? Hvordan skiller man sig ud i et egalitært samfund? Ved at have noget, de andre ikke har, det være sig intellektuelt, kulturelt eller - som oftest - materielt. Som en tidligere kollega engang sagde: "Jeg køber aldrig vin, der koster under XXX kr."
Det opfattes som elitært at være kræsen - uanset om man har begreb om det, man til- eller fravælger eller ej.

Niels Duus Nielsen

Jeg tror egentlig ikke at det er så mystisk, det har ikke noget med mystik at gøre, det handler om penge, intet andet. Fænomenet kaldes "merchandising", og det går såmænd bare ud på at lokke nogle penge ud af de forbrugere, der har så mange penge, at de ikke ved, hvad de skal bruge dem til.

Jeg kender da selv at falde over en eller anden absurd vare, som simpelthen er så spøjs og langt ude, at jeg køber den, forudsat, at den er billig. Hvis jeg fandt et krus med Informations logo på et loppemarked kunne jeg da finde på at købe det til en femmer eller en tier, men jeg kunne aldrig drømme om at betale 69 kr. for sådan et krus, eller hvad det nu koster i Informations butik.

Det er der så nogen, der kan, middelklassen har åbenbart masser af penge, så hvis Information eller et eller andet van Gogh-museum kan få lidt penge til driften ved at sælge unødvendigt ragelse til forbrugerne, siger jeg fred være med det.