Interview
Læsetid: 3 min.

Lynne Ramsay: »For mig handler filmen om mangelfuld maskulinitet, men på en smuk måde«

Laver man en genrefilm, skal man gøre det på sin helt egen måde, mener Lynne Ramsay. Information har talt med den skotske filminstruktør, der er aktuel med karakterstudiet og thrilleren ’You Were Never Really Here’
Kultur
22. marts 2018
Skotske Lynne Ramsay har med ’You Were Never Really Here’ villet lave en anderledes genrefilm

Skotske Lynne Ramsay har med ’You Were Never Really Here’ villet lave en anderledes genrefilm

Filip va Roe

Lynne Ramsay elsker film noir og genrefilm – hendes forældre var filmbuffs og så mange film sammen med hende – og det var en af grundene til, at hun så gerne ville filmatisere den korte spændingsroman You Were Never Really Here. Det er dog langtfra nogen traditionel thriller, den 48-årige, skotske filmskaber har lavet med sin film af samme titel.

I stedet er det et stemningsbåret og besættende karakterstudie, der handler om Joe (Joaquin Phoenix), som mod betaling blandt andet hjælper med at finde forsvundne børn – og straffe og skaffe sig af med dem, der fik børnene til at forsvinde. Han er tidligere soldat og FBI-agent, og han har sine egne dæmoner at kæmpe med, hvilket gør ham til en kompleks og fascinerende skikkelse.

»For mig handler den på en måde om mangelfuld maskulinitet, men på en smuk måde,« siger Ramsay, da jeg møder hende til en snak om filmen. Hun snakker engelsk med en solid skotsk accent, og hun er ikke altid lige nem at forstå – også fordi hun har det med at afbryde sig selv og ikke gøre en sætning færdig eller forfalde til digressioner.

»Der er sider af Joes personlighed, som er fulde af ar. Han har fået tæsk, han har selv tæsket folk. Han fejler sin mission. Han er antitesen til James Bond. Han er ikke den her gyldenhårede muskelmand. Det var alt det, der interesserede mig – en unik actionhelt. Jeg tror, at jeg prøvede at gøre alting, som man normalt ikke ... man ser ofte de samme ting i den slags spændingsfilm, så jeg prøvede på en pervers måde at fordreje det.«

Som f.eks. sekvensen, hvor Joe gør det af med en række bevæbnede mænd, og Lynne Ramsay netop ikke fokuserer på, hvordan han gør det, blot at han har gjort det.

»Normalt ville den slags sekvenser være det store udstyrsstykke,« siger hun.

»Men vi har set det hele før, så det skal være balletagtigt ligesom i asiatiske actionfilm – hvilket jeg elsker. Oldboy er brillant. Ellers skal det være noget helt andet. Og jeg ville prøve noget andet. Jeg ville ikke glamourisere volden, men bare sige, okay, han skaffer sig af med dem, og de er døde. Når folk virkelig bliver ramt, går de hurtigt i gulvet. De slår ikke igen. Det er ikke en stor slåskamp. Vold er ét slag, og så er man bevidstløs.«

En mørk kraft

Der er andre bemærkelsesværdige sekvenser i You Were Never Really Here, hvor Ramsay afviger fra den slagne genrevej, fordi det er personernes psykologi og kunsten at overraske sit publikum, som interesserer hende. Som i den scene, hvor Joe holder en døende lejemorder i hånden, og de sammen synger en sang.

»Jeg elsker den slags ting. Jeg havde aldrig set noget lignende i en film før, og derfor ville jeg prøve det. Der er en slags kammeratskab mellem de to mordere, og det bliver et sælsomt øjeblik. Det var en ret vigtig scene for mig. Normalt får den ene mand informationerne, og så skyder han den anden. Men nogle gange tager det lang tid at dø. Jeg elsker David Lynchs film og Dennis Potters tv-serier, ikke mindst Den syngende detektiv, og de benytter sig begge af den slags fantasifulde indfald,« siger Ramsay.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at Lynne Ramsays stemningsbårne, indimellem dvælende og audiovisuelt impressionistiske udtryk – som man kan opleve i stærke film som Ratcatcher, Morvern Callar og Hvad med Kevin? – passede til slidte genrekonventioner og hårdtslående action, men det har været en af attraktionerne for hende.

»Det er en meget befriende oplevelse at lave en genrefilm. Ikke mindst når man laver film, der bliver opfattet forkert, synes jeg — som Ratcatcher, der blev beskrevet som socialrealisme. Det var ikke socialrealisme. Det var en slags eventyr. Men når man laver en genrefilm, kan man frigøre sig fra den slags mærkater. Genrefilmen giver på sin vis én et kort, man kan følge, og så kan man undervejs tage en afstikker og lavet noget helt anderledes.«

Der er også en politisk undertone i You Were Never Really Here, som handler om alt fra trafficking af unge kvinder til korrupte, pædofile politikere. Det skyldes, at verden er et mørkt og mærkeligt sted lige nu, siger Ramsay.

»Jeg ville skildre en form for mørk kraft mere end specifikke forbrydelser. For mig er det vigtigste i filmen hovedkarakteren, Joe, men jeg ser mange film om politik, verdens tilstand, globalisering og den slags, så jeg havde det i baghovedet.«

You Were Never Really Here har premiere i dag. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her