Læsetid: 4 min.

Modest Musorgskij var den mest russiske komponist af dem alle

De største komponister i hans samtid underkendte hans geni, men hans akavede og primitive stil er det, der i dag gør ham kendt som en enestående original komponist
De største komponister i hans samtid underkendte hans geni, men hans akavede og primitive stil er det, der i dag gør ham kendt som en enestående original komponist

Sofie Holm Larsen/iBureauet

28. marts 2018

Han var den mest russiske komponist af dem alle, den mest uafhængige af den vesteuropæiske musiks klangverden og formlære. Men Nikolaj Rimskij-Korsakov mente, at Musorgskijs partiturer var meningsløse, grimme, ulogiske, mislykkede, selvom talentet var indiskutabelt. Tjajkovskij kaldte ham et håbløst tilfælde. Han var snæversynet, stolede blindt på sine musikvenners latterlige teorier og sit eget geni, og havde en kedelig tendens til at befatte sig med det grove, det akavede og det primitive.

Eftertiden har derimod slået fast, at det er netop disse sider, der har gjort Musorgskij til en enestående stor og original komponist.

Musorgskij kom absolut ikke fra primitive kår, han var dvorjanin, tilhørende det landlige aristokrati i Pskov-guvernementet tæt ved grænsen til Letland. Fremtiden for den russiske overklasses unge mænd lå i en juridisk embedseksamen og en efterfølgende tryg stilling i centraladministrationen eller militæret, uden at behøve at vise nogen særlig begavelse for noget som helst. Modest var begavet for klaverspil, men vejen var afstukket på forhånd.

Forældrene flyttede til Skt. Petersborg for, at den 13-årige kunne uddanne sig til kadet som led i en lang familietradition, og indtil et år før sin død arbejdede han – ved siden af sin komponistvirksomhed – som administrativ medarbejder ved diverse offentlige kontorer. Begge disse livsspor blev efterhånden eroderet af en grum afhængighed af alkohol, formodentlig grundlagt i de glade dage ved militærakademiet.

Musorgskij mødte den fem år ældre Aleksandr Borodin, klaverspil og komposition havde fået endnu mere tag i ham, men det afgørende skub ind i hovedstadens musikalske saloner kom fra tidens største russiske komponist, Aleksandr Dargomyzjskij. Musorgskijs horisont blev nu udvidet med orkestermusik, sange og opera, hjulpet af komponistgruppen Mogutjaja Kutjka (De fem eller den mægtige håndfuld), som foruden Musorgskij, Borodin og Rimskij-Korsakov bestod af César Cui og Milij Balakirev.

»Dargomyzjskij, den store lærer i musikalsk sandhed,« skrev Musorgskij i dedikationen af nogle af sine sange fra sidst i 1860’erne. Han beundrede ganske vist Wagner og Verdi, han kunne tilmed falde i svime over en operette af Offenbach, men det var hans agt at stå op imod de vesteuropæiske musikmoguler, han ville finde ind til en specifik russisk stil, og denne vej anviste Dargomyzjskij. mangel på erfaring, uvidenhed, uskyld forbandt Musorgskij med, hvad der var russisk.

Det var den fuldkomne autenticitet, denne hellige enfoldighed, som frigjorde russerne fra tyskernes høje forstand og italienernes udvendige skønhedsmalerier. Hans mange sange er vidnesbyrdet, eksempelvis »Svetik Savisjna« (Søde Savisjna). Musorgskij havde oplevet en landsbytosse stå og gøre kur til en bondepige, og den pinagtige scene omsatte han til en realistisk gengivelse af tossens rablende sprogrytme, med mimiske motiver og ekspressionistiske harmonier i klaverstemmen.

Der ligger imidlertid også en hemmelighedsfuld reference til noget oprindeligt i folkedybet, nemlig en type sang, som blev sunget ved russiske bondebryllupper. Vi hører en lignende grotesk, komisk og lyrisk hverdagsrealisme i samlinger som Fra barnekammeret, Uden sol, Dødens sange og danse og Perspektivkassen– den sidste er en ubetalelig hudfletning af komponistens kritikere.

Blå bog

Modest Musorgskij (1839-1881)var tilsluttet Skt. Petersborg-gruppen Mogutjaja Kutjka (De fem eller den mægtige håndfuld), men som komponist gik han sine egne veje.

Lige fra de unge år blev nervøse sammenbrud øjensynligt en livslang plage, som førte ham over i kronisk alkoholisme. Af hans tidlige værker er en hel del sange bevaret, det første større værk er det symfoniske digt »En nat på Bloksbjerg« (1867).

Musorgskij fandt frem til sit eget tonesprog i nogle vidtgående frihedsgrader. Det gælder den talesprogsnære rytmik og tilknytningen til den russiske folkemusiks kirketonale skalaer, som han omformede til en spændingsfri og suggestiv harmonik.

Hans behandling af orkestret kan beskrives som nøgtern og kontant, slet ikke skønhedssøgende. Alt dette stødte hans venner i Kutjka, men den unge Debussy, ligesom Stravinskij og senere Sjostakovitj, blev voldsomt inspireret af denne nyorientering i musikken.

Musorgskij knyttede sig alligevel til Rimskij-Korsakov, som så det som sin opgave at revidere og udgive adskillige af vennens værker efter hans død. Eksempelvis klaversuiten ’Udstillingsbilleder’ og operaen ’Boris Godunov’.

Musorgskij efterlod sig et stort antal ufuldendte værker, heriblandt ni operaer. Han døde syg og nedbrudt på et militærhospital i Skt. Petersborg 10. februar 1881.

Renset for romantisk udsmykning

Som hjørnestenen i Musorgskijs værker for klaveret står suiten Udstillingsbilleder fra 1874, først udgivet efter hans død af Rimskij-Korsakov og i dag universelt kendt i Maurice Ravels orkestrering fra 1922.

Kompositionen blev tilskyndet af en mindeudstilling med 400 tegninger af en afdød ven, arkitekten Victor Hartmann, Musorgskij valgte ti som forlæg og forbandt nogle af dem med ‘promenader’, hvori han ville beskrive sit eget fysiognomi. Vi oplever her en fuldstændig egenartet klaverstil i omgåelsen af vesteuropæiske lærebogsregler på den tid, så godt som renset for romantisk udsmykning og smiger, med enkle musikalske procedurer, der fører ud i en rivende strøm af emotionelle udtryk.

Men Musorgskijs fuldgyldige mesterværk er operaen Boris Godunov. Den er det eneste fuldendte af ti musikdramatiske projekter (heriblandt Giftermålet og Markedet i Sorotjintsy begge efter Gogol, og Khovansjtjina til egen tekst). Boris Godunov blev skabt på basis af Aleksandr Pusjkins skuespil og historikeren Nikolaj Karazims hovedværk om Rusland – den grumme historie om en zar-Herodes fra omkring 1600 og hans blodplettede vej til magten.

Kroningsscenen i Musorgskijs opera ’Boris Godunov’.

Den første version af operaen fra 1869 blev afvist af Mariinskij Teatret, angiveligt fordi den manglede en prima donna. I den anden version fra 1872 udvidede Musorgskij med den polske akt og et større kvindeligt parti, og så blev operaen opført.

Sidenhen ’forbedrede’ Rimskij-Korsakov den i flere omgange ved at beskære og ændre i harmonik, melodik og instrumentation, men i vor tid er det Musorgskijs anden version, der er blevet genindsat som den sande og autentiske. Man kan mene, at despoten ikke er den egentlige hovedperson, at det snarere er den hellige dåre eller jurodivyj, som efter Boris’ død begræder den tilstundende nats uigennemtrængelige mørke og det hungrende russiske folks evigt håbløse skæbne.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu