Læsetid: 2 min.

Når man stiger om bord på den transsibiriske jernbane er det på en måde allerede litteratur

I litteraturen får man fortalt historien om det kolossale land, om forfaldet, fattigdommen, trøstesløsheden, men også om stoltheden hos mange russere over den store nation og rige historie
9. marts 2018

For nogle år siden var en af mine store læseoplevelser Rosa Liksoms roman Kupé nr. 6. I bogen følger man en pige og en mand i en togkupé begge på vej fra Moskva til Ulan Bator.

Pigen er en ung finsk arkæologistuderende, der er på vej for at se de mongolske helleristninger og i det hele taget få klarhed over sit liv efter et forlist kærlighedsforhold. Manden er en 45-årig russisk arbejder på vej til sit arbejde på en byggeplads samme sted.

Uden for togvinduet passerer det iskolde sibiriske martslandskab forbi, inde i kupeen hersker den lumre varme, teen fra samovaren, store mængder vodka, mad, kroppens lugte og lyde, men også mandens pågående og grove tilnærmelser til kvinden, der af hende både opfattes som frastødende og besnærende. Samtidig med skildringen af livet i togkupeen får forfatteren fortalt om det kolossale land, om forfaldet, fattigdommen, trøstesløsheden, men også om stoltheden hos mange russere over den store nation og rige historie.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu