Oscarshowet kunne ikke ignorere de folkelige bevægelser i 1968. Søndag får vi at se om de kan i dag

De sagde, de ikke ville komme. De få store afroamerikanske hollywoodstjerner, der skulle medvirke i Oscarshowet i 1968. Stjerner som Sidney Poitier, Sammy Davis Jr. og Louis Armstrong. De sagde, de ikke ville komme, hvis oscarakademiet holdt fast i at afholde oscarshowet 8. april – dagen før Martin Luther Kings begravelse.

Den 4. april var den utrættelige og højt respekterede borgerrettighedsforkæmper blevet skudt og dræbt under et besøg i Memphis, hvor han støttede byens sorte renovationsarbejdere og deres krav om bedre arbejdsvilkår. En del af Hollywoods stjerner ville deltage i begravelsen i Atlanta, men det var ikke bare kalendersammenfald, der pressede akademiet. Sammy Davis Jr. skulle optræde med en sang fra den populære familiefilm Dr. Doolittle ved showet, men sagde i The Tonight Show et par dage efter drabet: »Jeg mener ikke, at nogen sort mand bør deltage. Jeg finder det moralsk uforeneligt at synge ’Talk To The Animals’, mens den mand, der kunne skabe en bedre verden for mine børn, ligger på lit de parade.«

Det mest prominente lig af mange i borgerrettighedskampen og de raceoptøjer, der ledsagede den i 1960’ernes USA, var endt på oscarakademiets bord. Verden var ankommet til et Hollywood, der stadig nominerede en musicalkomedie om en syngende dyrlæge, der kunne tale med dyr, til den mest prestigefyldte pris i hele showet: Bedste film. Akademiet valgte at udsætte det stort anlagte show for første gang i dets næsten 40 år lange historie, og de stjerner, der havde truet med at udeblive, kunne således alligevel deltage.

»På den måde repræsenterede selve ceremonien et skifte i tiden og en begyndende politisering af oscarshowet,« siger Andreas Halskov, ekstern lektor ved Aarhus Universitet samt medforfatter til Guldfeber – på sporet af Hollywoodfilmen og forfatter til bogen Død over Hollywood om New Hollywood-filmene i 1960’erne og 70’erne.

I 1968 var fire afrikansk-amerikanere nomineret til en Oscar (bedste birolle, bedste filmmusik og bedste sang). Skønt Sidney Poitier spillede hovedroller i to af filmene nomineret til bedste film, var han ikke nomineret.

»Der var en næsten poetisk retfærdighed over den kendsgerning, at I nattens hede løb med prisen for bedste film bare få dage efter mordet på Martin Luther King,« siger han.

I nattens hede handler om en sort kriminaldetektiv, der rutinemæssigt og helt uden beviser bliver anklaget for mord i den fordomsfulde sydstat Mississippi, men som så vender det hele på hovedet og ender med at assistere det racistiske lokale politi med at opklare mordet. I hovedrollen så man Sidney Poitier, der i 1964 havde modtaget prisen for bedste mandlige hovedrolle som den første sorte skuespiller nogensinde.

I 2018 er der 16 nomineringer til afrikansk-amerikanere. Jordan Peele er den første afrikansk-amerikaner, der i det samme år er nomineret i kategorierne bedste film, bedste instruktør og bedste manuskript.

Lige efter I nattens hede modtog prisen, leverede den mangeårige vært ved oscarshowet, komikeren Bob Hope, sin afsluttende monolog og talte i et sjældent alvorligt øjeblik om, hvordan filmen som kunstform havde udviklet sig til at være den mest meningsfulde af alle kunstformer, der mest reelt forholdte sig til den menneskelige tilstand:

»I dag portrætterer vi ikke længere verden, som vi ville ønske, den var, vi viser verden, som den er. Måske vil vi i morgen skildre verden, som den kunne være. (…) De mænd, der startede vores branche, havde i hvert fald én ting tilfælles med manden fra Atlanta: De havde en drøm. Det har taget tid, men købmændenes og martyrens drømme er begyndt at mødes. Hvis ikke som udtryk for idealisme, så som udtryk for nødvendighed. En anden martyr sagde det hele: ’United we stand, divided we fall’. Optøjer og ligegyldighed er lige syndefulde. Alle må tage deres ansvar på sig.«

Sig noget politisk

I dag forventer vi nærmest, at filmfolk kommer med et eller andet politisk statement, når de indtager scenen i forbindelse med awardshowet. 

»Den amerikanske filmkritiker Owen Gleiberman har kaldt Oscarceremonien for »den perfekte platform for politiske udgydelser«, og disse udgydelser ser vi både i takketalerne og i reaktionerne. Da filminstruktøren Elia Kazan for eksempel fik en ærespris i 1999, blev han mødt af korslagte arme og negative tilråb fra folk i salen. De protesterede, fordi han var med til at angive 11 af sine kolleger som kommunister i 1950’erne,« siger Andreas Halskov. 

Marlon Brando udeblev i 1973 fra ceremonien, hvor han var nomineret til en pris for bedste mandlige hovedrolle i Godfather, og i stedet sendte han den indfødte amerikaner Sacheen Littlefeather, der på hans vegne takkede nej til prisen i protest mod den måde, hvorpå indfødte amerikanere repræsenteres i film, og i 2003 brugte instruktøren Michael Moore sin takketale til at tale dunder mod præsident Bush og krigen i Irak. »Shame on you, Mr. Bush«, råbte han, mens orkesteret gik i gang med at spille. Det blev alligevel for voldsomt for tilhørerne i salen, og Moore blev buhet ud. 

I år er der ingen tvivl om, at #MeToo-bevægelsen vil sætte sit præg på showet. Oprah Winfrey satte standarden, da hun i en tale ved årets Golden Globe koblede borgerrettighedskampen med #MeToo-bevægelsens fokus på kvinders vilkår og rettigheder i filmbranchen. 

»Det er indlysende, at takketalen i dag bliver udnyttet som en politisk platform i højere grad, end det ofte har været tilfældet,« siger Andreas Halskov: »men Oscar er ikke blevet en platform for politik; den har altid rummet et politisk potentiale.«

Academy of Motion Picture Arts and Sciences, der afholder Oscarshowet, var oprindeligt en fagforening med en fagforenings politiske sigte, fortæller han: »Et af de mål, som foreningen havde med Oscaruddelingen lige fra begyndelsen, var at vise, at filmindustrien er vigtig og fremsynet. I den forstand har man altid ønsket at bruge Oscarceremonien som et udstillingsvindue for branchen ved at profilere prestigefilm, alvorlige sociale problemfilm med vægtige tematikker og relativt nyskabende, banebrydende film og filmfolk. Et af de principper, som blev fremlagt i 1927 (hvor foreningen blev stiftet, red.) var at fremme og værne om ’professionens ære og gode omdømme.’«

Sex og vold

Alligevel var 1968 skelsættende på mange måder i oscarshowets lange historie som en politisk platform. I det meste af sidste halvdel af 1960’erne vidste Hollywoods producere godt, at de var kommet ud af trit med den unge generation, der vendte sig mod stoffer og seksuel frigørelse og imod social uretfærdighed. De var uinteresserede i de fleste produkter, Hollywood sendte ud på et tidspunkt, hvor raceoptøjer og vietnamprotester brød ud i de større byer i hele landet. Men det virkede ikke, som om det var nødvendigt for Hollywood at forny sig. Filmene solgte jo stadig billetter, selvom de virkede anakronistiske på tidens ungdom. 

Det fortæller den amerikanske filmhistoriker Karina Longworth om i sin fortællende filmhistoriepodcast You Must Remember This:

»Filmstudierne blev ved med at udsende store episke historiefilm, der ignorerede de bekymrende begivenheder, som nyhederne fortalte om, og ufarlige musicals, der lod som om, at rock'n'roll ikke eksisterede, og romantiske Doris Day-film, der stadig priste jomfruelighed og husmoderlykke, som om p-pillen ikke var kommet til i begyndelsen af årtiet og havde bragt de første anelser af den seksuelle revolution med sig.«

Hvis de unge ville se film, der både tematisk og æstetisk var mere progressive og relevante, måtte de se udenlandske film. Og det gjorde de i stor stil dengang. Men da Mike Nichols’ Fagre voksne verden i 1967 blev en kæmpesucces, også økonomisk set, begyndte filmselskaberne at vågne op.

Nomineringen af Fagre voksne verden og Bonnie og Clyde i kategorien bedste film indvarslede det, man i dag kalder New Hollywood. En særligt kunstnerisk interessant og eksperimenterende periode i den amerikanske filmhistorie i sluttresserne og første halvdel af 1970’erne.

I Fagre voksne verden bliver en collegedimittend spillet af Dustin Hoffmann forført af en ældre, moden og gift kvinde, spillet af Anne Bancroft. I historien om de lovløse Bonnie og Clyde, spillet af Faye Dunaway og Warren Beatty, skyder en ny generation løs på autoriteter og tabuer i et hidtil uset virvar af vold og sex. 

»Bonnie og Clyde resonerede med den frustration og antipati, som en hel generation følte mod etablissementet, der havde trukket landet ind i en fupkrig i Vietnam og havde udnyttet det momentum, der opstod efter Anden Verdenskrig til at skabe en hel kultur af kvælende forbrugskonformitet,« fortæller podcastværten Karina Longworth.

Det var et stærkt signal fra Hollywood, at »Fagre voksne verden og Bonnie og Clyde albuede sig vej ind på oscarbordet ved siden af mere typiske Hollywood-produkter som Gæt hvem der kommer til middag og Dr. Doolittle,« siger hun i podcasten og trækker vokalerne i de to sidstnævnte titler opgivende langt på en måde, der ikke levner megen tvivl om de blev opfattet som konforme Old Hollywood-produkter. Men træerne voksede ikke ind i himlen. Bonnie og Clyde vandt ingen af de store priser. Fagre voksne verden måtte nøjes med bedste instruktør til Mike Nichols, selvom den var nomineret i hele syv kategorier. Ingen film har siden kun vundet for bedste instruktør. 

En kvinde har vundet prisen for bedste instruktør, nemlig Kathryn Bigelow for ’Hurt Locker’ i 2010. I år er instruktøren af ’Lady Bird’, Greta Gerwig, nomineret til prisen som den femte kvinde nogensinde.

Men hvordan kan det være, at komediedramaet Gæt hvem der kommer til middag, en film om en hvid kvinde, der gifter sig med en sort mand (ligeledes spillet af Sidney Poitier) hvilket først var blevet lovligt i hele USA i netop 1967, ender i samme kategori som den ufarlige Dr. Doolittle i Karina Longworths agtelse? Var filmen ikke netop et udtryk for et progressivt Hollywood og et politisk skifte?

I år er 40 kvinder nomineret til en Oscar. Det samme antal som i 2017. Det er rekord.

Ja og nej, mener Andreas Halskov:

»Det var ikke i sig selv nyt med progressive raceskildringer, og Markens liljer (som Sidney Poitier vandt for i 1964, red.) var en afgørende forløber for de racerelaterede problemfilm, som vandt frem ved oscaråret i 1968. Der er ingen tvivl om, at de mest stilistisk og teknisk banebrydende af de nominerede var Fagre voksne verden og Bonnie og Clyde.

Men at I nattens hede vandt var ikke desto mindre et politisk progressiv valgt og også et mere interessant valg end Gæt hvem der kommer til middag, idet Sidney Poitiers karakter i den førstnævnte film er mere rå, slagfærdig og nuanceret end den entydigt gode afroamerikaner i Stanley Kramers pæne problemfilm.«

It's all talk

Historien om oscarshowet som politisk platform er også historien om, at det er én ting at forekomme progressiv. En anden at være det. Selv om Sidney Poitier var den store stjerne i hele to film om raceproblematikker i 1968, var han ikke nomineret. Og 14 år efter vi havde set en fuldstændig opløst Halle Berry fremstamme: »This moment. Is so much bigger. Than me,« da hun som den første sorte kvinde modtog prisen for bedste kvindelige hovedrolle i 2002, var der ved oscarshowet i 2016 ikke én eneste afroamerikaner blandt de nominerede skuespillere.

I Hollywood har man altså notorisk set haft svært ved at leve op til de smukke holdninger, man så gavmildt øser af i takketalerne, og awardshowet bliver ofte udtryk for det paradoks. Det udstillede Natalie Portman for eksempel ved dette års Golden Globes. Hele året havde kvindelige skuespillere fortalt rystende historier om en kultur af sexchikane og voldtægter som offentlig hemmelighed i Hollywood, og alle gæsterne ved Golden Globes havde iklædt sig sort i solidaritet for at sætte fokus på kvinders arbejdsvilkår i branchen.

Da Natalie Portman gik på scenen for at give prisen til bedste instruktør, sagde hun lakonisk: »Her er de udelukkende mandlige nominerede.« Som for at påpege, at det ikke er nok at tage sort tøj på en aften i byen og sige noget fra en talerstol. Prisuddelingerne udstiller de systemiske fejl, der er i branchen, og derfor er det så oplagt et sted at påtale dem, men awardshowet kan ikke løse problemet, for de, der sidder i salen, er de samme, der er med til at legitimere den (hvide) mandsdominerede kultur.

Andreas Halskov peger på, at det er vigtigt at være opmærksom på, at Hollywood ikke bare er én ting, selvom det måske kan forekomme sådan, når de står i udstillingsvinduet ved et awardshow.

»Hollywood er en industri, som skaber film til mange forskellige kredsløb, og inden for de forskellige kredsløb forsøger man at forholde sig til repræsentationsproblematikken på mange forskellige måder. Man tænker på repræsentation som et strategisk mål for at ramme forskellige segmenter og publikumsgrupper, men i Oscar-sammenhænge tænker man naturligvis også på repræsentation som et vigtigt element ift. at fastholde billedet af Oscar og filmindustrien som en skaber af god, progressiv og prestigefuld kunst,« siger han.

Skiftet i 1968 viste, at tidsånden altid finder vej til oscarbordet. Hollywood kan ikke ignorere de bevægelser, der sker blandt det folk, som de skal sælge billetter til, og det bliver oscarshowet et øjebliksbillede på, både i de taler, der bliver holdt og de film, der bliver nomineret. Som Bob Hope påpegede i sin tale i 1968, så kan købmændene og martyrens drøm mødes. Hvis ikke som udtryk for idealisme så af nødvendighed. Søndag aften vil måske blive den første indikation på, om det momentum i tidsånden, som #MeToo-bevægelsen har skabt, er mere end bare et spøgelse. Man skal se det, før man tror det.

Kilder:

’Oscar Political Moments: A Timeline of the Memorable Sacrifices, Protests, and Speeches Througout The Telecasts History’, IndieWire. 
’The Awkward Politics of the Oscars’, The New Yorker. 
’Oscar Rewind: How Martin Luther King Jr. changed the academy awards In The Heat of The '67 race’, Deadline Hollywood. 
Afsnittet ’Charles Manson’s Hollywood, Part 1’ i filmhistoriepodcasten You Must Remember This.