Kommentar
Læsetid: 5 min.

P1-chef om Radio24syv: Er dampen gået af den originale taleradio?

Hvis chef for P1 Thomas Buch-Andersen skulle beskrive Radio24syv i dag, så ville det bedst være med et begreb, som 24syvs chefredaktør, Jørgen Ramskov, i Politiken brugte om P1 for tre år siden, nemlig ’forudsigelig’
Thomas Buch-Andersen blev stillet samme spørgsmål om Radio24syv som Mads Brügger blev stillet om P1, men bad om tilladelse til at »freestyle«.

Thomas Buch-Andersen blev stillet samme spørgsmål om Radio24syv som Mads Brügger blev stillet om P1, men bad om tilladelse til at »freestyle«.

Kultur
16. marts 2018

»Radio24syv er lykkedes med at være både innovative og friske i sin tilgang til taleradio og har vundet markedsandele på det. P1 står derfor over for en alvorlig udfordring.«

Sådan malede jeg udfordringen op i den ansøgning, der ledte mig til at blive chef for P1 for godt to år siden. Og det skulle vise sig at være mildt sagt.

Status for P1 i starten af 2016 var dyster. Radio24syv satte dagsordenen for taleradio og nærmede sig sit mål på 500.000 ugentlige lyttere i snit. Året før var P1 dalet til 636.000 ditto. På mit første fællesmøde med P1’s journalister var det store spørgsmål, jeg blev mødt med, om P1 skulle til at lyde som konkurrenten fra Vesterport.

På mit første direktionsmøde blev der begejstret name droppet titler som Det næste kapitel, Reporterne, Cordua og Steno og Den korte radioavis, mens mine slides med P1’s faldende lyttertal fremkaldte alvorlige miner.

Sommeren 2016 lancerede 24syv endnu en gang en stribe overraskende formater med opsigtsvækkende titler som for eksempel Je suis Jalving, og endnu en gang løb kanalen med sommermediernes omtaler.

Selv Jon Stephensen, der som fast tilbagevendende og bespist gæst i P1’s Søndagsfrokosten burde være en sikker ambassadør for DR’s taleradio, erklærede 24syv for »sommerens vinder« i sin klumme i Berlingske:

»Her i sommeren 2016 må jeg konstatere, at den lille har banket den store. Eller sagt på en anden måde: Radio24syv har gennem sommeren leveret en stribe nye programmer og formater, der i den grad har givet DR og P1 baghjul.«

Og som om det ikke var tilstrækkeligt til at se skriften på væggen, kom årets Prix Radio, den danske radiobranches svar på Oscar-uddelingen. I takt med at den ene 24syv-vært efter den anden på scenen kunne hæve trofæer i vejret i rus over hæderen, voksede det nul, som var summen af priser til P1.

Da uddelingen var slut, var kun mine fødder tungere end mit sind, og jeg kunne ikke engang hive mig op til et tillykke, da jeg gik forbi 24syv’s glade slæng i foyeren på vej til min cykel. Det får de her, hvis de læser med. Tillykke, hæderen var fortjent.

En kort stund – henimod jul – lysnede det. Troede jeg. Det lykkedes nemlig at få Anders Lund Madsen til at lave P1’s julekalender 2016, og det blev en succes. Men julen varede ikke til påske. Knap havde den skæve radiostjerne lavet det sidste afsnit for P1, før han havde skrevet ny kontrakt med ... ja, gæt selv.

Radio24syvs fortjeneste har været at udvikle sig i – i hvert fald – tre spor. Det satiriske med Den korte radioavis som kronjuvelen i kanalens programportefølje. Det program har sit eget kapitel i dansk radiohistorie, at lave en times daglig satire på så gennemført facon er en præstation ud over det sædvanlige.

Dernæst de værtsprofilere(n)de programmer med oftest pudsige titler – Bearnaise er dyrenes konge, Huxi og det gode gamle folketing, Det, vi taler om og Kampagnesporet for bare at nævne de mest huskbare.

Og som det tredje spor: egne nyheder. Nyhedsredaktionen har de sidste par år formået at sætte flere dagsordener med egne afsløringer.

Nogle ville have set det som oplagt for P1 at kopiere (dele af) 24syvs succesmodel. Men vi valgte at søge tilbage til P1’s kerne. For når det kommer til en troværdig, bred og nuanceret journalistisk dækning af nyheder og aktuelle historier, var P1 lytternes foretrukne taleradio. Det samme gælder den lange række af velfunderede fagprogrammer.

Alle undersøgelser, jeg haft adgang til, viser, at tilliden til P1 og P1’s journalistik er en del større end til konkurrenten – også når man ser isoleret på Radio24syvs egne lyttere.

Hvor 24syv har satset på det holdningsbårede og polemiske, har vi på P1 accentueret de klassiske public service-dyder: troværdig journalistik og nuancerede debatter med vidende journalistiske værter, stærke fagmagasiner med fokus på indhold og fascinerende fortællinger. På P1 kan man for eksempel ikke møde programmer, hvis vært har en kommerciel virksomhed ved siden af med samme titel som radioprogrammet.

Mens 24syv synes at have dyrket de opsigtsvækkende titler og profilerede værter, har vi de seneste to år haft alle P1’s programmer gennem en udvikling, der skal sikre den højeste journalistiske standard. P1’s værter må gerne mene noget og må gerne slå ud med armene, men med fagligheden i højsædet skal de vide først. Af P1 skal man først og fremmest blive klogere, dernæst underholdt.

Det betyder ikke, at vi ikke også lader P1’s værter have noget på spil. Det er blot ikke med udgangspunkt i deres holdninger, men derimod deres personlige erfaringer med svære livsspørgsmål. På den opskrift har vi lavet en række serier om for eksempel depression, utroskab og mobilafhængighed.

På den måde har der med tiden udviklet sig en klarere forskel på Radio24syv og P1. I dag er der både den vidende og troværdige – og den holdningsprægede og underholdende option. Og det kan man som licensbetaler og radiolytter kun være glad for.

Pudsigt nok finder opfattelsen af Radio24syv som en konkurrent til P1 ikke dækning i lyttertallene. Sammenfaldet mellem P4-lyttere og Radio24syv-lyttere er faktisk større end sammenfaldet mellem P1 og 24syv. Alligevel har Radio24syv været en gevinst for P1.

Den megen snak om konkurrencen fra 24syv har hjulpet P1 til at finde sin public service-kerne i en moderne og afpudset form. Og det har lytterne taget godt imod. Mens Radio24syvs lyttertal stagnerede fra 2016 til 2017 (og faktisk er faldet siden da), sætter P1 for tiden den ene rekord efter den anden.

I 2017 voksede P1 til 717.000 ugentlige lyttere (mod 24syvs 492.000). P1 Morgen og Orientering ligger på højeste lytterniveau nogensinde. Forleden slog P1 endnu en rekord – nemlig den helt almindelige mandag, hvor ikke færre end 601.000 danskere stillede ind på P1. Det er de højeste tal siden lyttermålingernes indførelse. Og det er – for at blive i sporet – mere, end 24syv kan trække på en hel uge i øjeblikket. Faktisk er den vækst, der i øjeblikket sker for taleradioen, drevet alene af P1.

Så jo, Radio24syv har været en succes – både i sig selv og ved at prikke P1 på skulderen. Og det har alle haft glæde af. Men i takt med at vi har støvet den klassiske public service-talekanal, P1, af, er det, som om 24syv er ved at miste sit tag.

Det er ikke let at være den frække dreng i klassen. Det kræver, at man konstant finder nye jokes og tricks. Og hvis jeg skulle beskrive Radio24syv i dag, så ville det bedst være med et begreb, som 24syvs chefredaktør, Jørgen Ramskov, i Politiken brugte om P1 for tre år siden, nemlig ’forudsigelig’. Er det ikke, som om dampen er gået lidt af den originale taleradio?

Serie

Lad os snakke om taleradio

P1 fik et gok i nødden, da Radio24syv for 8 år siden udfordrede DR’s monopol som public service-finansieret, nationalt taleradiomedie. I dag er begge kanaler etablerede institutioner, og danskerne hører tilsammen mere taleradio end tidligere.

Men hvad har de to kanaler egentlig gang i? I den kommende tid kigger Information nærmere på P1 og Radio24syv og anmelder deres programmer side om side og i sammenligning.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg ved ikke hvor meget P1 har at bryste sig af , med det ene tomhjernede og ligegyldige - såkaldte - debatprogram efter det andet. Men Orientering holder (stort set) fanen højt. Har programmet lyttere under 50 år?

Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Kenneth Jacobsen

Enig, Jan.
Det er som om DR ikke tør reservere P1 til folk der faktisk ved noget, vi andre kunne lære noget af. Ambitionerne er sænket i jagten på lyttertal og angsten for at være elitære. Hør bare kæleprogrammet P1 Eftermiddag...

Jørgen Dahlgaard, Nis Jørgensen, ingemaje lange, Steffen Gliese, Bo Klindt Poulsen , Jørn Andersen, Torben K L Jensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak til Thomas Buch-Andersen for ikke at fortsætte sin forgængers forsøg på at kopier Radio Møller.
Det er dejligt at P1 værterne ikke længere SKAL være "sjove" og komme med dumme bemærkninger.
P1s Orientering har også fået længere tid til sine indslag igen. Kan "vi" også få længere indslag med folk der virkeligt ved noget om emnerne og ikke så mange interviews hvor værterne afbryder med deres egne udlægninger eller interviewer en anden P1 journalist.

Jørgen Dahlgaard, Hans Larsen, Steffen Gliese og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Jeg er enig, Dorte.
Jeg foretrak også, da Orientering rent faktisk orienterede, og ikke partout skulle interviewe deres meget kompetente medarbejdere, i stedet for at give dem tid til at komme med dybdegående reportager.

Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Bo Klindt Poulsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Humor går aldrig af mode - så hvad med at starte "Holdningsløse Tidende" med "vandringsmanden" og andre op igen. Nååh,nej - det er jo fra dengang de røde lejesvende huserede i radiohuset og det går ikke med en ledelse der er bange for sin egen skygge og hyre.

Ja. Det var blot en prut.

Josephine Kaldan

Vi er inkarnerede DR lyttere. Vores radio på badeværelset tager kun 24syv, så om morgenen hærer vi det. Det har laså ikke samme vægt som DR. Det er hårdtslående, det er propagandistisk, det er simpelthen ikke godt nok. Der er programmer på 24syv, der ersindssygt gode, men de hører netop til der. Jeg ville blive så irriteret over, at de fandtes på DR. Der er taleom to segmenter, som beskrevet i indlægget her. Jeg er til højskoleradio, men heg nyder da også de frække liberale bangtju journalister på 24syv.