Læsetid: 13 min.

»Det er på tide, at vi vågner op«

De privilegerede liberale skal vågne op og forstå, at de skal skabe et retfærdigt samfund, hvis de vil forsvare fremskridtene
De privilegerede liberale skal vågne op og forstå, at de skal skabe et retfærdigt samfund, hvis de vil forsvare fremskridtene
2. marts 2018

Michael Ignatieff fik for nogle år siden en enestående opgave. Han blev bedt om at rejse jorden rundt med en gruppe forskere og finde ud af, om vi har fælles værdier i verden. Om der er nogle principper, som forbinder alle mennesker i hele verden i et politisk fællesskab. De tog afsted, rejste fra kontinent til kontinent i flere år og talte med lokale i slumkvarterer i Brasilien og Amerika, med de fattige i Sydafrika og Myanmar og med mennesker fra middelklassen i Bosnien og Japan. De oplevede én ting, som kom bag på Ignatieff:

»Alle, vi mødte på vores rejse, kiggede os lige ind i øjnene. De stod ved sig selv. Det er et lillebitte tegn på en revolution, som måske er det største, der nogensinde er sket for den menneskelige race«, forklarer Ignatieff.

Vi sidder i en underligt øde lagerbygning på Refshaleøen. Det er et showroom for designermøbler, men der er hverken møbler eller designere i lokalerne nu.

Ignatieff har lige holdt et oplæg for danske politikere og forskere i konferencelokalet ved siden af om menneskerettigheder, demokrati, immigration og hårde grænser som en forudsætning for humanisme og politiske liberalisme i det 21. århundrede.

Nu er der bare os to omkring et lille bord, hvor Ignatieff fortæller om det, han fandt ud af på sin opdagelsesrejse, mens fotografen tager billeder:

»Det, der er sket i verden, er ikke kun, at flere mennesker lever længere, at spædbørnsdødeligheden er faldet, og at imperialismen er overstået. Der er noget inden i folk, som er forandret. Den her fornemmelse: Jeg er ikke affald, jeg er nogen. Det oplevede jeg virkelig over det hele.«

Men, forklarer Ignatieff, den bevidsthed kan få destruktive konsekvenser:

»Det er også en revolution i moralske forventninger, og det er destabiliserende. En af grundene til, at uafhængige nationer i Afrika er slået om i vold, er, at der var så store forhåbninger til uafhængigheden, retfærdighed, frihed og rettigheder. Og alle disse forventninger førte til skuffelse. Det er, fordi forventningerne stiger, at regimerne blev svækkede.«

– Du ser det samme i Vesten, hvor protestpolitikere vinder frem, når systemerne ikke lever op til borgernes forventninger?

»Ja, de her idealer bruger vi også til at drage institutioner til regnskab. Det er derfor, vi bliver trætte af de etablerede partier. Og vi bliver vrede på FN, fordi de ikke lever op til vores forhåbninger, og derfor er vi skuffede over de europæiske institutioner. Hvis vi ikke havde de idealer, ville vi være ligeglade. Hvem ville tage sig af, hvad der skete i Bruxelles, hvis vi ikke mente, at Europa bør stå for noget?«.

Det var the Carnegie Foundation, som i 2013 opfordrede Ignatieff til at foretage den rejse, som i 2017 blev til bogen Ordinary Virtues – Moral Order in a Divided World. Han forklarer selv forhistorien for det, han skulle undersøge:

»Hvis du i 1945 havde taget din båndoptager og var rejst til fjerne områder af Malaysia, Indonesien og Afrika, ville folk have kigget ned, når de hvide mennesker dukkede op. Jeg husker det næsten fra min egen barndom. De engagerede sig ikke, de holdt sig tilbage over for rige mennesker eller hvide mennesker, enten fordi de skammede sig over deres status, eller de ikke følte sig gode nok eller ærgrede sig over deres fattigdom«.

– Det fandtes ikke i 1945, men det findes nu. Hvordan er den globale bevidsthed om, at hvert enkelt menneske har en værdighed og er moralsk lige med andre opstået?

»Den korte forklaring er, at afkoloniseringen, opgøret med imperialismen, og demokratiseringen i verden og menneskerettighedsidealet har skabt basis for idealet om, at mennesker er lige. De har ikke skabt det i praksis, men bare idealet. At ethvert individs stemme tæller, at ethvert individ har rettigheder og har den samme værdighed og respekt.«

– Hvorfor er det vigtigt i dag?

»Det er umuligt at opretholde en institutionel orden, institutioner som FN, Det europæiske projekt og Menneskerettighedsdomstolen uden værdier. De her institutioner er ikke bare maskiner, de skal fyldes med drømme. Og drømmene skal have et etisk indhold, og det etiske skal være funderet i virkeligheden.«

Der er ingen intellektuelle i verden, som rigtig minder om Michael Ignatieff. Han har haft en karriere som tv-vært på et BBC-talkshow, han har skrevet romaner og biografier, og han har som politisk filosof været ansat på Cambridge University og Harvard. Ignatieff var med til at formulere principperne for den doktrin, som gør det til De Forenede Nationers forpligtelse at beskytte borgere i alle lande mod staters overgreb. Responsibility to protect hedder den. Som politiker blev han i 2006 valgt ind i det canadiske parlament, og han var det liberale partis spidskandidat ved valget i 2008, som han tabte stort. I dag er han leder af Det Europæiske Universitet i Budapest, som den ungarske leder Viktor Orbán vil have lukket.

Hans familiehistorie er eventyrlig: Hans farfar var den sidste undervisningsminister under det regime, som blev styrtet af den russiske revolution i 1917. Familiens formue blev mere eller mindre smadret, og de blev flygtninge. Hans far var med til at skabe De Forenede Nationer efter Anden Verdenskrig, og hans onkel var en kendt filosof.

Det er på en mærkelig måde både hans egen historie og de sidste 100 års verdenshistorie, han skulle skrive, da han lavede Ordinary Virtues:

»Det handler jo om den liberale orden, som blev båret frem af middelklasseeliter efter Anden Verdenskrig. Folk kom hjem fra Anden Verdenskrig, de havde kæmpet og tænkte: ’vi vil ikke gøre det igen’. Det var min fars historie – og min mors også. Det er meget personligt for mig. Min far var altid stolt over, at han var med til at skabe FN«.

– Jeg mener, at der er en forbindelse mellem erindringen om Anden Verdenskrig og menneskerettighedserklæringen. At menneskerettighederne i verden kommer under pres, som de gør i dag, fordi vi kommer mere på afstand af de forbrydelser, som de mest civiliserede nationer kunne begå. Hvordan ser du det?

»Det er en kontroversiel pointe, og mange vil være uenige. Men jeg accepterer din præmis. Der er sandhed i forbindelsen mellem Holocaust og menneskerettighedserklæringen. Der var en periode, hvor vi troede, at Holocaust var en begivenhed uden for historisk tid. Det var apokalypsen, det var en så historieknusende begivenhed, at den ikke kunne absorberes i historisk tid. At tænke på det som en historisk begivenhed ville være at normalisere den. Nu har vi lært, at det var en historisk begivenhed.«

– Hvad er konsekvensen af det?

»Det er erkendelsen af, at Holocaust ikke var det første folkemord, og det er ulykkeligvis ikke det sidste folkemord. Det er en del af en lang historie om menneskelig ondskab, som ikke er overstået, og som aldrig vil blive overstået. Hvis du ser på det i det perspektiv, har vi brug for menneskerettighederne mere end nogensinde. Hvis du anerkender, at ondskaben er konstant i historien, skal vores bolværk imod den også være det.«

De to principper, som blev anerkendt efter Anden Verdenskrig, kommer ifølge Ignatieff i konflikt. Folket har ret til at bestemme selv, og det enkelte menneske skal beskyttes af menneskerettighederne. Den politiske magt skal komme fra et flertal i befolkningen, men hvis flertallet ikke anerkender mindretallets rettigheder, bliver menneskerettighederne til et problem:

»Det er en vigtig pointe: Den demokratiske revolution har gjort flertallet overalt stærkere. Flertallene har fået magt. Og vi har brug for kontrol med flertallets magt. Og vi har glemt, at demokratiets genialitet er, at det er folkets vilje sammen med mekanismer og institutioner, som begrænser flertallet. Universiteterne, medier, retssystemet og civilsamfundet«.

Michael Ignatieff kigger op og hæver stemmen. Han taler højt ud i de åbne, tomme lokaler:

»Vi har brug for den ånd og det sprog mere end nogensinde i en epoke præget af populismen. Fordi flertallet ikke altid har ret. Flertallene kan legitimere forfærdelige forbrydelser og give magt til dem, som begår dem. Og du kan tro lidenskabeligt på ’vi, folket’ og på demokratisk suverænitet, og det gør jeg. Og jeg er anti-elitist. Ikke mindst fordi jeg har stillet op til demokratiske valg, og det lærte mig den største respekt for folket. Men folket kan tage fejl«.

– Er det ikke der, at erindringen om Holocaust bliver afgørende for vores samfunds fundament?

»Jo. Du skal have et system af principper, som siger: Folket kan tage fejl. Menneskerettighederne er selve sproget for den mekanisme, som kontrollerer flertallet. De er ånden i dem. Folket tog fejl, da de lod jøder blive frataget deres statsborgerskab ved Nürnberglovene i 1935, og de tog fejl, da de sad og så på, at Krystalnatten fandt sted, og folket tog fejl, da de sad og så togene køre ud af stationerne og aldrig spurgte: Hvem er på de tog, og hvor skal de hen?«

»Den mekanisme, som minder om, at folket kan tage fejl, er den sværeste del af et demokrati og den mest nødvendige. Og det, der er så alvorligt ved populismen, er det systematiske angreb på de mekanismer, som begrænser flertallets magt. Fra retssalene til medierne. Det må vi bekæmpe, uanset om vi er konservative eller liberale. Det er det, som demokratiet er«.

Blå bog

  • Michael Ignatieff er forfatter, politisk tænker, historiker og politiker. Han er født i Canada i 1947. Han er vokset op i en særdeles politisk familie, hans farfar var udenrigsminister i den russiske regering under første verdenskrig, og hans far var en højstående canadisk diplomat, som blandt andet i en periode for præsident for FN’s Sikkerhedsråd.
  • Michael Ignatieff har været vært på BBC-programmerne Thinking Out Loud og The Late Show. Han har udgivet romanen Scar Tissue, en prisbelønnet biografi om filosoffen Isaiah Berlin og familiebiografien The Russian Album.
  • Han har skrevet adskillige væsentlig akademiske bøger som eksempelvis The Rights Revolution (2000), Human Rights as Politics and Idolatry (2001), The Lesser Evil: Political Ethics in an Age of Terror (2004) og senest Ordinary VIrtues – Moral Order in a Divived World (2017).
  • Michael Ignatieff har blandt andet været ansat på King’s College i Cambridge og London School of Economics, og han har været leder af Carr Center for Human Rights Policy ved Harvard University.
  • Ignatieff har også været valgt ind i det canadiske parlament og var i en periode leder af The Liberal Party.
  • Ignatieff er i dag rektor for det Europæiske Universitet i Budapest.

– Men den liberale orden, som du selv forsvarer, blev skabt i en anden historisk kontekst. De mange flygtninge efter Anden Verdenskrig var europæiske flygtninge. Nu har du en anden immigrationssituation, hvor mange er mere optaget af at forsvare deres egne rettigheder og deres egne samfund end menneskerettighederne. Hvad er dit svar til dem?

»Vi skal praktisere en hård solidaritet. Du kan ikke klare de problemer, hvis du mener, at grænserne er porøse. Du skal have en hård grænsekontrol. Der skal være vagter, som kræver papirer og lukker nogle ind og holder andre ude. Det er basalt for hele det her problem, at staten skal beskytte sin suverænitet. Liberale som mig, der godt kan lide indvandrere og sætter pris på flygtninge, bliver karikeret, som om vi mener, at åbne grænser er bedst. Men du kan ikke regere et land, hvis du ikke kan lukke grænserne«.

»Vi må også over for indvandrere slå fast, at vores samfund ikke er hoteller. Hvis du kommer til Canada eller Danmark, er der måder at gøre tingene på, som handler om retsstat og lighed, som vi vil forsvare. Og den måde skal man gøre tingene på her. Sådan er reglerne. Der er også grænser for os selv, det skal der være. Det er hård solidaritet«.

– Du har kaldt opgøret med kolonialismen for den vigtigste udvikling siden Anden Verdenskrig. Men der er også dem, som mener, at immigrationen kan kaldes afkoloniseringens anden fase. At dem, som gjorde sig fri af de hvide undertrykkere, nu selv rejser til Vesten?

»Der er en sammenhæng. Når folk får frihed, og det politiske udgangspunkt er vanskeligt, bliver staterne pressede og kollapser. Det fører til, at interne konflikter bryder ud, og du får migration og flygtningestrømme«.

»Migration kan ses som hver enkelt persons løsning på udviklingsproblemet. Du er 26 år og fra Mali, du tænker, jeg har et liv, og jeg ville foretrække at blive i Mali, fordi jeg kan lide vejret, kvinderne og alting, men det tager 50 år for Mali at blive trygt og frit. Det kan jeg ikke vente på, jeg har brug for revolutionen nu, og så tager du chancen og rejser til Italien«.

– Vi har i dag med rette en opfattelse af kolonialismen som en skandaløs epoke i Vestens historie. Giver immigrationen anledning til, at vi gentænker den arv?

»Ideen om, at kolonialismen er en stor, forfærdelig byrde, som alle afrikanere længtes efter at slippe fri af, er alt for forsimplet. Det er langt mere kompliceret. Selv de steder, hvor kolonialismen var forfærdelig, som i eksempelvis Algeriet, er der en dyb forbindelse mellem Algeriet og Frankrig. Det er ikke kun had og modstand. Nogle af interaktionerne mellem de gamle kolonimagter og kolonilandene er meget positiv. Det udbedrer noget af den gamle smerte og konflikt mellem dem. Vi ved ikke, hvordan relationerne ender, men jeg tror, at det i det lange perspektiv kan blive positivt.

– Liberale taler meget om rettigheder, værdier og principper. Men det forekommer mig, at man ikke kan ignorere spørgsmålet om kapitalismen og økonomisk lighed. Er den liberale ordens krise ikke også et resultat af, at folk protesterer mod et økonomisk uretfærdigt samfund?

»Den liberale verdensorden blev skabt i en tid med meget større økonomisk lighed. Den kom efter depressionen og Anden Verdenskrig, hvor mange havde mistet deres formuer, og uligheden blev dramatisk nedbragt. Det varede omkring 30 år. De liberale eliter, som skabte den orden, kom mere og mere til at se ud, som om de havde mistet forbindelsen med befolkningen. Det så ud, som om de selv profiterede på den orden og kom længere og længere væk fra folk, som ikke længere profiterede på den«.

– Er det en urimelig populistisk kritik?

»Nej, slet ikke. Det er også derfor, det for mig personligt med mine forældres historie er smertefuldt og meget virkeligt. Den liberale orden er en proces af konstant kreativ destruktion. De arbejdere, som var ansat i industrien, var organiserede og havde ordentlige forhold og stabile lønninger, blev sat af i den økonomisk konkurrence i 1970’erne og 1980’erne. Og den liberale elite, som skabte den orden, opdagede ikke rigtigt, at industrielle jobs og faglærte arbejdspladser blev nedlagt og fagforeningerne forfaldt. Vi skabte en ny økonomi, som gav enormt store belønninger til akademiske og kognitive færdigheder og tilbageholdt belønninger for fysisk, manuelt arbejde«.

– Når du siger ’vi’, hvem taler du så om?

»Universiteterne var en del af den maskine, som skabte privilegierne og indkomsterne for den liberale elite. Og så tror jeg, at det hele knækkede med krisen i 2008. Og her blev den liberale elite afsløret som en neoliberal elite. De var beskyttet mod virkningerne af krisen, fordi deres arbejde ikke blev påvirket. Og det underminerede dem, at de ikke var i stand til at forudsige krisen. Alle de her smarte sociale videnskaber og alle de her berømte økonomer var ikke i stand til at beskytte resten af befolkningen mod den katastrofale udvikling. De havde overhovedet ikke set det komme, og bagefter kunne de ikke forklare det.«

– Hvad var de politiske konsekvenser?

»Jeg tror, det skabte hele den populistiske modbølge. Folk, som ikke havde oplevet reallønsfremgang i 30 år, oplevede, at vi med de hvide skjorter og de sikre jobs var blevet meget rigere. Advokaterne, bureaukraterne, journalisterne, lægerne og alle de andre var blevet meget mere velhavende. Folk sagde: ’I har bare raget til jer selv, I har ikke bekymret jer om os. I har skabt et samfund, som gjorde jer rigere og os fattigere’. De flyttede væk fra midterpartierne og ud mod typer som Trump, der hader Harvard og typer som mig. Det kan jeg godt forstå«.

Det var på sin vis dér, interviewet startede. De, som er sat udenfor, kigger på deres overklasser og tænker: Vi er ikke affald, vi er faktisk nogen. Nu er det bare typer som Michael Ignatieff selv, de kigger på og protesterer imod. Ignatieff har undersøgt modstanden i hele verden, og han oplevede den selv, da han ville vælges til politisk leder i Canada og blev beskyldt for at være en elitær globalist, som ikke forstod de borgere, han ville regere. 

– Hvilken konsekvens vil du selv drage af det?

»Det er på tide, at vi vågner op. Og det har det været i flere år. Den liberale elite, som tilhører de privilegerede klasser og professioner som mig, må tænke sig godt om og tage deres sociale ansvar på sig. Vi må komme op med nogle svar, som faktisk beskytter folk og giver dem tryghed. Vi må forstå hvilken pris, andre har måttet betale for det, der blev til vores privilegier. Universiteterne må spørge sig selv: Er vi en del af løsningen eller en del af problemet? Vi skal ikke bare tage imod store donationer fra store firmaer, men erkende, at vi er i den branche, som skal lave bedre løsninger for flere mennesker og skabe et mere retfærdigt samfund.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Ditlev Nissen
  • odd bjertnes
  • Lise Lotte Rahbek
Britta Hansen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Hans Ditlev Nissen, odd bjertnes og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for en god artikel. Analyser af historieknyttede samfundsforhold er en overset genre som burde ligge i toppen af politisk bevidsthed hos alle borgere -høj som lav....

Niels Duus Nielsen

Måske en af måderne at få middelklassen til at vågne op på er at slå mere på den megen forskning, der har været i de senere år omkring relativ fattigdom og relativ ulighed. Det viser sig jo, at det ikke er den absolutte fattigdom, der giver anledning til socialt oprør og protester, men netop oplevelsen af, at nogen har meget mere end andre.

Hvis alle er lige fattige eller lige rige, er folk solidariske, men hvis en gruppe er uforskammet velhavende, mens en anden er på randen af sult, vil de fattige uvægerligt blive utilfredse - kald det misundelse, kald det et krav om retfærdighed, uanset hvad, vi kalder det, er det en anledning til kriminalitet, vold, sociale uroligheder og folkelige oprør.

Og der er ikke tale om en holdning blandt andre holdninger til den relative ulighed, men om en kendsgerning, som kan aflæses i statistikkerne.

Opgaven er at få middelklassen og den politiske klasse til at forstå, at ved at insistere på forskelsbehandling graver den sin egen grav.

Glem overklassen og den ene procent, de er fortabte i egen selvtilstrækkelighed. Det er middelklassen, som skal reddes fra sig selv, inden dens børn via et livslangt ophold i prekatiatet selv bliver en del af underklassen.

Nedbringelse af den relative ulighed er i alles interesse (bortset fra overklassens, men op i røven med den), opgaven er at få middelklassen til at se ud over de privilegier, som den nyder lige nu, og som gør den blind for den omstændighed, at den med den nuværende regerings politik i færd med at grave sin egen grav.