Læsetid: 8 min.

Pelle Erobreren og andre litteraturhistoriske strejker viser os, at det altid har handlet om mere end løn og frokost

Overenskomstforhandlingerne 2018 rejser ligesom strejken op til Septemberforliget i 1899 spørgsmål om, hvem der anerkendes som vigtige medspillere i udformningen af det fælles, og hvad det vil sige at handle politisk eller solidarisk. Og den slags spørgsmål er fortsat pokkers vigtige. Det mener Nicklas Freisleben Lund, der forsker i strejkelitteratur i perioden 1850-1950
Hovedrolleindehaverne Max von Sydow og Pelle Hvenegaard instrueres af instruktør Bille August under optagelser til filmatiseringen af Martin Andersen Nexøs ’Pelle Erobreren’ i 1987. Den tredje del af Nexøs fortælling om Pelle, ’Den store kamp’, handler om storlockouten i 1899, der leder til Septemberforliget og etableringen af det system, vi i dag omtaler som den danske model.

Hovedrolleindehaverne Max von Sydow og Pelle Hvenegaard instrueres af instruktør Bille August under optagelser til filmatiseringen af Martin Andersen Nexøs ’Pelle Erobreren’ i 1987. Den tredje del af Nexøs fortælling om Pelle, ’Den store kamp’, handler om storlockouten i 1899, der leder til Septemberforliget og etableringen af det system, vi i dag omtaler som den danske model.

Finn Frandsen

31. marts 2018

Émile Zolas Germinal fra 1885 er en benhård fortælling om minearbejdernes kamp for rettigheder og mindre rædderlige arbejdsvilkår i 1860’ernes Frankrig.

I en af romanens centrale scener, efter at minearbejderne har organiseret sig og indledt strejke, opsøger en mindre delegation af arbejdere minedirektøren, hr. Bennehau, i hans hjem. De kommer for at fremlægge deres krav, men står længe tavse og akavede på tærsklen til direktørens overdådige og overvældende veltempererede dagligstue. De orientalske gulvtæpper gør det besværligt for dem at bevæge sig, de sveder, og det er direktøren, der har – eller tager – ordet og overhånden i scenens første del.

Da Maheu, der er talsmand for minearbejderne, endelig begynder at tale, forandrer scenen sig; dagligstuens indretning går pludselig i et med væggene, tæpper og messinghåndtag forsvinder, og den hede temperatur bliver ligegyldig for arbejderne. Da arbejderne træder ud af den afmægtige og tavse rolle, de har fået tildelt i samfundets sociale og økonomiske orden, ændrer rummet sig i både konkret og overført betydning.

»Lige som resten af de romaner, jeg har arbejdet med, så er det også i Zolas Germinal tydeligt, at strejken er et motiv, der altid handler om mere end økonomi,« forklarer Nicklas Freisleben Lund, der forsker i strejken som litteraturhistorisk motiv fra 1850 til 1950 på Københavns Universitet.

»Strejken har historisk set fungeret som en afvisning af det kapitalistiske samfunds magthierarki. Rollelisten i den sociale orden bryder ligesom sammen, når arbejderne træder ud af deres disciplinerede positioner. Arbejdsgiverens autoritet over arbejderen suspenderes jo netop i strejken.«

Det, der forhandles i direktørens messingbefængte dagligstue i Zolas Germinal, er altså ikke blot løn og arbejdstider, men også et mere grundlæggende spørgsmål om, hvem der har politisk agens. Altså hvem der er med til at formulere retningen for samfundet som helhed og forvaltningen af det fælles.

Men hvad har det med OK18 og knap en halv million offentligt ansatte at gøre? Og med et dansk arbejdsmarked, der på ingen måde består af tavse, undertrykte minearbejdere versus diktatorlignende og monstrøse direktører?

For Nicklas Freisleben Lund er strejkelitteraturen relevant i dag af flere grunde:

»For det første kan strejkelitteraturen minde os om, at vores nuværende forhold og rettigheder ikke er kommet af sig selv. Det er et banalt, men ikke uvigtigt spørgsmål om historisk bevidsthed, simpelthen. For det andet kan den minde os om, at strejken altid handler om mere end løn, frokostpause og økonomi. Det betyder ikke, at det ikke også er vigtige emner,« siger Nicklas Freisleben Lund, »men pointen er, at strejken historisk også har udtrykt et mere fundamentalt krav om lighed og medbestemmelse og rejst spørgsmål, der i stor stil stadig er relevante – uanset om det er SOSU’er, lærere, sygeplejersker eller minearbejdere, der strejker.«

Hink væk fra magtens hjerte, tak

Taler man om litteraturhistoriske strejker og OK18, så er Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren fra 1910 en absolut must read. Fortællingen om Pelle, der vokser op i et hjørne af en kostald på Bornholm og drømmer om at gøre verden til et bedre sted for arbejderne og underklassen, falder i fire dele – ’Barndom’, ’Læreår’, ’Den store kamp’ og ’Gryet’ – og i del tre kaster Pelle sig med heftigt engagement ind i arbejderbevægelsens kamp for retfærdighed og bedre vilkår.

»’Den store kamp’ handler om storlockouten i 1899, der leder til Septemberforliget og etableringen af det system, vi i dag omtaler som den danske model. Det centrale er, at arbejdsgiverne her accepterer fagforeningerne og deres ret til at varetage og forhandle medlemmernes interesser. Og i romanen lader Nexø til slut da også arbejderne glæde sig over, at »Kapitalen har fået respekt for os«, som der står. Tilsyneladende har de opnået repræsentation og indflydelse.

Men altså kun tilsyneladende. For læser man Nexø efter i sømmene – hvilket mange ifølge Nicklas Freisleben Lund ikke har gjort – så tegner der sig altså også et ret andet billede.

Eksempelvis i den afsluttende scene af romanens tredje del, hvor et triumftog af arbejdere går igennem København med røde faner og Pelle i spidsen. Men Pelle kan ikke holde den røde fane højt, han tror ikke på sejren, og resten af flokken halter og hinker, de er ikke heroiske arbejdere, de synger falsk og uskønt. De er decideret forkrøblede. Og de vandrer godt nok mod Amalienborg, men politiet afviser dem og udstikker en anden kurs, der altså går uden om palæet; magtens hjerte.

»Scenen er blevet læst som arbejderklassens store sejrsscene i dansk litteratur, som begyndelsen på Socialdemokratiets blomstring og arbejderklassens tiltrængte oprejsning. Og det perspektiv rummer den også. Men ironien i beskrivelserne er til at føle på, kritikken er ikke til at komme udenom. For arbejderne vandt rigtignok repræsentation ved Septemberforliget, men deres bevægelse gennem København foregår stadig på politiets præmisser. De er stadig forment adgang til magtens egentlige centrum,« siger Nicklas Freisleben Lund.

Det er det samme, der er på spil i romanens sidste del, hvor Pelle drømmer, at han fører sit arbejderfolk ud af undertrykkelse og armod og hen imod politisk magt og indflydelse. Men det viser sig i drømmen, at Pelle faktisk har ført folket ind i et fængsel, som ingen kan finde en vej ud af igen. Og her begynder vi så småt at nærme os OK18, forsikrer Nicklas Freisleben Lund:

»Nexø leverer altså en ret radikal kritik af Septemberforliget 1899 og dermed grundlaget for den besungne danske model. Arbejdernes sejr beskrives som en accept af den eksisterende orden, som de jo oprindeligt ønskede at omforme helt og aldeles. Og forliget tæmmede altså fagbevægelsens vigtigste våben – strejken – som herfra blev fastlåst i formelle rammer: Strejker må ikke længere være overenskomststridige, der er vedtaget fredspligt under overenskomsternes løbetid og den slags.«

Pelle Erobreren er altså langtfra en entydig hyldest af arbejderbevægelsen. Kampen er muligvis stor, men resultatet er påfaldende småt og suspekt.

6 ’must reads’, hvis du vil kende din (litteraturhistoriske) strejke

Germinal af Zola, 1885.

Streik af Per Sivle, 1891.

Pelle Erobreren af Martin Andersen Nexø, 1910.

Clash af Ellen Wilkinson, 1929.

Et ukueligt sind af John Steinbeck, 1936.

GB84 af David Peace, 2004.

OK18 og postpolitik

Nexøs kritik af Septemberforliget i 1899 er både interessant og relevant i forhold til både lærerlockouten i 2013 og OK18, mener Freisleben Lund:

»Vi så, hvordan lærerne i 2013 gik ind i en konflikt, som de tilsyneladende aldrig kunne vinde. Det var aftalt spil, KL og regeringen havde allerede planlagt, at lærerne skulle lockoutes, og at afslutningen på konflikten ville blive et regeringsindgreb, hvis nye arbejdstidslov skulle bruges til at finansiere en reform af folkeskolen.«

»Nexøs mistanke fra 1910 spejles på sin vis i forløbet omkring lærerlockouten i 2013 – og muligvis også OK18. Den etablerede faglige kamp fremstår her som et ritual uden egentlig politisk betydning. Den udfordrer reelt ikke det politiske system, som den er blevet en del af. Konflikten tapper ind i samtaler om nedskæringer i omsorgsbranchen og nedslidning i den offentlige sektor, men det er ikke for alvor det, der er på spil. Og hvad betyder en strejke egentlig, hvis den ultimativt afsluttes med et regeringsindgreb, der er udformet i tæt dialog med arbejdsgiverne?« spørger Nicklas Freisleben Lund retorisk.

Strejken er ikke længere et fænomen, der ryster den sociale orden, som det eksempelvis var tilfældet hos Zola. Den rummer ikke længere »et utopisk moment«, som Freisleben Lund formulerer det.

Og det er derfor, at strejken er blevet et mindre centralt litterært motiv, mener Nicklas Freisleben Lund. Det er derfor, hans afhandling først og fremmest handler om romaner fra perioden 1850-1950.

»Strejken er blevet mindre interessant i takt med, at den blevet institutionaliseret, ritualiseret og dermed mindre dramatisk, mindre farlig. Den er upraktisk, ja, men ikke samfundsomvæltende. For det er som oftest ikke her, de egentlige forhandlinger og magtkampe om samfundet finder sted. Sat på spidsen kan man sige, at strejken – i hvert fald i litteraturen – i højere og højere grad ligner et postpolitisk skuespil,« forklarer han med henvisning til David Peaces strejkeroman GB84, der handler om de store minestrejker i England under Thatcher. Her er konflikten orkestreret på et mystisk, parapolitisk niveau, som de strejkende ikke har adgang til.

– Så strejken kan simpelthen ikke bruges til noget i dag? OK18 er »postpolitisk skuespil«?

»Nej, sådan vil jeg ikke formulere det. Jeg mener ikke, at den faglige kamp ikke længere er vigtig, og jeg er på ingen måde ude på at nedvurdere relevansen af de økonomiske spørgsmål, der jo er ekstremt vigtige stadigvæk. Jeg tror, at strejken kan fordre solidaritet på tværs af faggrupper. Og jeg tror på, at den tilbyder et overordnet rum for tiltrængt refleksion: et rum, der kalder på, at vi gør os kritiske overvejelser om, hvordan vores arbejdsmarked og samfund ser ud. Og ikke mindst hvilke muligheder vi har – eller ikke har – for at ændre dette og handle politisk. Det er de spørgsmål, både Zola og Nexø rejste med deres romaner. Og de er da i høj grad relevante i dag – eksempelvis i forbindelse med OK18.«

Nicklas Freisleben Lund håber derfor også, at samtidslitteraturen vil tage de her motiver og spørgsmål op. At strejkemotivet vil få en genoprejsning. For når litteraturen går i kødet på det besværlige konfliktstof, der er vores samtid, så smider den gerne nye perspektiver af sig. Og den her følelse af, at vi befinder os i »en slags postpolitisk deadlock«, og tingene bare sker, og politikken bare udspiller sig hen over hovederne på os, den er udbredt, forklarer Freisleben Lund. Fra smykkelov til ghettoudspil til diverse nedskæringer og forestående regeringsindgreb. Og den følelse forholder litteraturen sig i høj grad til.

Det er da også ret sandsynligt, at også samtidslitteraturen vil gå i kødet på en mere specifik form for konfliktstof – og potentielt strejken som motiv. Forfatterne Olga Ravn og Johanne Lykke Holm har varslet åbningen af en »radikaliseringsskole«, hvor børnene skal undervises i alternativ historieskrivning og få værktøjer til at tænke til tænke selv og engagere sig i den politiske debat, hvis lockouten bliver en realitet. Og i løbet af de seneste år har flere og flere forfattere beskæftiget sig med arbejdet – og herunder en overordnet afvikling af velfærdsstaten. Jonas Eika Rasmussen, Kenneth Jensen og Dennis Gade Kofod eksempelvis.

»En samtidig strejkelitteratur kunne give nye bud på, hvordan strejker og arbejdsmarkedskonflikter kan fortolkes i dag. Og den vil kunne komme med nye, vigtige bud på, hvordan man kan agere politisk, og hvor en sådan modstand finder sted.«

Serie

Overenskomstforhandlinger 2018

Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.

Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.

Seneste artikler

  • Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt

    5. juni 2018
    Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt ja
  • Lærerne har valgt en ny vej

    5. juni 2018
    Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordene
  • Lærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen

    31. maj 2018
    Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Lillian Larsen
  • Katrine Damm
  • Kurt Nielsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Dorte Sørensen
  • Torben K L Jensen
  • Grethe Preisler
Anders Graae, Mikael Velschow-Rasmussen, Lillian Larsen, Katrine Damm, Kurt Nielsen, Palle Yndal-Olsen, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Torben K L Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Martin Andersen Nexø fortalte om Socialdemokratiets første store svigt af den socialistiske revolution der kom fra Frankrig og til dels Tyskland.

Knud Chr. Pedersen, Flemming Berger, Palle Yndal-Olsen, Egon Stich og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Udmærket gennemgang af Martin Andersen Nexøs 'Pelle Erobreren', som udkom i 1910.
Men hvorfor stoppe her - med beretningen om indgåelsen af 'hovedaftalen' mellem 'arbejdsmarkedets' parter i 1889, for så vidt angår den del af historien om de besiddelsesløse massers flugt fra land til by i overgangsperioden mellem landbrugsreformerne, stiftelsen af Andelsbevægelsen og industrisamfundets videre udvikling i kongeriget Danmark?

Hvad med Kanslergadeforliget i 1933, hvor Staunings socialdemokrati og lederne fra 'husmandspartiet' RV og 'gårdmandspartiet' Venstre sluttede borgfred om at føre landet lige så uskadt gennem den viderværdighederne i den optrækkende '2. verdenskrig', som det var lykkedes f i forbindelse under afviklingen af '1. verdenskrig'? En periode, som forfatteren til den tv-filmatiserede roman 'Fiskerne' Hans Kirk har skildret i 'Daglejerne' og 'De ny Tider' fra hhv. 1928 og 1939?

Det kan vel næppe være fordi Hans Kirk var kommunist, for det var Andersen Nexø, der døde som æresborger i Dresden i 1954, jo også end som på sine ældre dage.

Anders Graae, Marianne Stockmarr, Mikael Velschow-Rasmussen, Kurt Nielsen, Bettina Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

p.s. og hvad med at yde læserne af nærværende 'digitaliserede' avis i 'viden- og informationssamfundets' æra den service, at gøre det muligt igen at 'forlænge' kommentarfeltet så meget, at man kan nå læse, alt hvad man har skrevet i det i et hug, før man trykker på 'send kommentar', hvorefter man ikke kan redigere i teksten? ... ;)

Knud Chr. Pedersen, Jens Winther, Christian Mondrup, Katrine Damm, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Jeg er enig i mange af de ting, som journalist og interviewede i samtalen er ved at nå frem til, og som de så alligevel ikke helt vil acceptere. For hvad er så også meningen med at bringe et sådant interview i anledning af overenskomstforhandlingerne 2018?

Det er korrekt, at strejke som våben har fået en væsentlig mindre betydning i takt med, at våbnet er blevet institutionaliseret, ritualiseret og dermed mindre farligt. Fra at have haft potentiale til at være samfundsomvæltende er det blevet et mindre og upraktisk onde, man for en periode må leve med, når andre løsningsmuligheder er udtømte.

Tilsvarende kan man sige, at overenskomstforhandlinger er orkestreret på et mystisk niveau, som fagforeningers medlemmer typisk mangler forudsætninger for at forstå. Mange af deltagerne på det høje niveau i forhandlingerne kender hinanden fra andre sammenhænge, f.eks. fra bestyrelser i foreninger, organisationer og partier, selv om de i denne anledning sidder på hver sin side af bordet med en til anledningen særlig "kasket" på hovedet.

Deres opgave at nå frem til et resultat, som de efterfølgende kan gå ud til deres respektive parter og fortælle er hårdt tilkæmpet, og som de kan anbefale at stemme "ja" til det ved en urafstemning.

Jeg blev overrasket over udtrykket "postpolitisk skuespil", der er en fin betegnelse for meget af det, der sker i forbindelse med overenskomstforhandlinger.

Den "danske model" er vel et meget praktisk værktøj til at få etableret en samtale mellem nogle parter og at få nogle aftaler forhandlet på plads. Man skal bare ikke overse de elementer af teater, der er forbundet med forhandlingerne, og at de dybest set aldrig har ret meget med "frie forhandlinger" at gøre. Alt er på forhånd mere eller mindre politisk og økonomisk rammesat, juridisk gennemreguleret, ritualiseret og styret af uformelle normer.

Hans Aagaard, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Grethe Preisler og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Problemet med overenskomsterne i det offentlige regi er - som jeg ser det - især manglen på reel indflydelse. Magtbalancen er simpelthen fuldstændig skæv.

For det første har arbejdsgiverne en dobbeltrolle, idet de både leder og fordeler arbejdet, og forhandler løn og arbejdsvilkår, men samtidig er lovgivere.
For det andet er lockout-våbnet fuldkomment disproportionalt med strejke-våbnet, idet arbejdsgiverne vinder jo flere de lockouter, idet de både sparer lønnen og dræner strejkekasserne.

Hvilket igen gør, at de kan forkorte en hvilken somhelst konflikt ved - som nu - at opskalere konflikten ved at varsle en total nedlukning af Danmark, hvorved de selv har banet vejen for et lovindgreb.
Således er der kun én fordel for lønmodtagerne, og det er den offentlige mening, der hvor sympatien kommer til at ligge.

For trods alt er vi meget tæt på det næste valg, og politikerne vil nødig tabe stemmer.

Men alt i alt er den højt besungne "danske model" mere brød og skuespil end et kampmiddel der for alvor batter i det overordnede slag om ulighed og udnyttelse kontra velfærd og fællesskab.

jette tofte bøndergaard, Karsten Lundsby, Anders Graae, Flemming Berger, Michael Hullevad, Palle Yndal-Olsen, Jørgen Kærbro Jensen, jørgen djørup, Torben K L Jensen, Egon Stich, Henriette Bøhne, Grethe Preisler, Bettina Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Så må "vi" tilbage til ånden i de tidlige arbejdsbevægelser i slutningen af 1800-tallet, der byggede på international sammenhold og fællesskab.

Mogens Holme, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Palle Yndal-Olsen og Jan Ingemann Sørensen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Hovedaftalen i 1899 udtrykker mest af alt at overklassen/borgerskabet fik arbejdersolidariteten splittet ad, således at den i erkendelse af egen relative svaghed og droppe det mere vidtgående projekt om retfærdige fordelingsmekanismer i det danske samfund. Med til det historiske og ideologiske overblik hører nok også at Adam Smith, som regnes for én af de mest markante beskrivere af kapitalismen som udviklingskraft og ideologi, erklærede at fagforeningerne var nødvendige for udvikling og bibeholdelse af et stabilt, kapitalistisk samfund. Uden fagforeningerne, som ville kunne disciplinere pøbelen og få den bragt ind i pressefoldede systemer som hovedsageligt defineres af kapitalmagten, risikerer kapitalismen anarki og sammenbrud. Smith anså altså fagforeningerne, som her i det 21. århundredes Danmark varsler en begrænset strejke blandt arbejdstagerne og mødes af en mere end fire gange så omfattende lockout fra arbejdsgiverside, som tilmed er både formelt og uformelt forbundet med indgrebsberettigede folketingspolitikere, som et nødvendigt onde for kapitalismen; en stabiliserende faktor. Kapitalen og borgerskabet har således interesser i fagbevægelsens liv og levned; blot nogle lidt andre end organiserede arbejdstagere har - og spørgsmålet er om ikke civil ulydighed og udenomsparlamentariske aktionsformer har bedre chancer for at generere systemoverskridende forandringer end et fagretsligt system, som både er skabt og udviklet på kapitalismens systemprincipper og derfor bundet til dresserede, partielle 'kampe' fra hus til hus i et borgerligt landskab.

jette tofte bøndergaard, Karsten Lundsby, P.G. Olsen, Knud Chr. Pedersen, Anders Graae, Flemming Berger, Verner Nielsen, Palle Yndal-Olsen, Kurt Nielsen, Jørgen Kærbro Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Det, Martin Andersen Nexø forudanede, var måske, at vi påskelørdag skal lægge øre til Joachim B. Olsens promovering af arveafgiftens afskaffelse, fordi vi først og fremmest er et familiesamfund, hvor det er hver enkelt familie for sig selv. Det var også sådan aristokrati, gods- og virksomhedsejere argumenterede, da JBOs bedste- og oldeforældre, i fællesskab med andre fra de ikke-besiddende klasser, kæmpede for, at han som ufaglært kunne blive statssubsidieret holdningshaver. Der er virkelig man JBOere, der ikke forstår, at de i færd med at genskabe det samfund, som vore forfædre kæmpede imod. Hvor er det trist.

P.G. Olsen, Werner Gass, Knud Chr. Pedersen, Erik Lønholm, Mogens Holme, Verner Nielsen, Palle Yndal-Olsen, Jørgen Kærbro Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar

Hovedaftalen, den egentlige krumtap i de besiddendes slavegørelse af lønarbejdere, burde helt "Enkelt" opsiges. Og begrebet "Generalstrejke" genoplives.

Karsten Lundsby, Flemming Berger, Mogens Holme, Palle Yndal-Olsen, Bettina Jensen, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

De Liberablende er noget desperate, idet deres vælgerbasis langsomt fordufter som gamle prutter ;-)

Knud Chr. Pedersen, Torben K L Jensen, Kurt Nielsen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

P.P.S. Det er de sjoveste begrundelser folk har for deres begejstring for denne og hin koryfæ i (litteratur)historisk tilbageblik

Har dags dato hørt MF for Det Konservative Folkeparti Rasmus Jarlov i programmet 'bagklog på p1' begrunde sin begejstring for og tillid til medlemmerne af det Danske Kongehus som en 'samlende kraft' for 'Det Danske Folk' med, at dronning Margrethe (den anden) og hendes nærmeste efterfølger på tronen, hans kongelige højhed kronprins Frederik (Pingo blandt venner) kan føre deres stamtavler tilbage til Gorm den Gamle og Thyre Dannebod.

Så mangler vi bare at bide spids på, at det kan de fleste af her til lands boende personer, såfremt vi har blot en enkel eller to forfædre og/eller -mødre, der er ankommet til 'De Danskes Øer' før 'tredveårskrigen' og 'reformationen' gjorde os alle sammen til 'lutheranere'.

Bjarne Bisgaard Jensen, Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

@Eva Schwanenflügel, problemet med den manglende symmetri i mellem arbejdstagere og arbejdsgivere på det offentlige arbejdsmarked kunne løses ganske enkelt ved at det offentliges lønbesparelse ved en lockout (eller en strejke) blev udbetalt til skatteyderne proportionalt med deres skattebetaling. Det ville samtidig have den rimelighed indbygget, at dem, der lider under den manglende offentlige service - borgerne - blev kompenseret.

Hvis en arbejdsgiver på det private arbejdsmarked ikke kan levere som følge af strejke eller lockout, sender han jo heller ikke en faktura på de ikke-leverede varer/tjenesteydelser.

@Grethe Preisler, det nuværende danske kongehus nedstammer ikke fra Gorm den Gamle og Thyra Danebod, men fra den Glücksborgske slægt.

Eva Schwanenflügel

@ Jens Winther

Mange borgmestre har foreslået, at de sparede midler ved en eventuel lockout føres tilbage til de selvsamme områder hvorfra folk er udelukkede fra deres arbejdspladser, istedet for at ende på opsparinger i de forskellige kommuner, regioner og staten. På den måde forbliver pengene i fx den enkelte daginstitution eller skole, og kan kun bruges til det område.

jette tofte bøndergaard, Lillian Larsen, Carsten Munk og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

@ Eva Schwanenflügel, det giver jo ingen mening - skal skolen belønnes fordi lærerne ikke underviser (gr strejke eller lockout)? Næh, lad borgerne få de penge - det er jo dem, der betaler.

Eva Schwanenflügel

@ Jens Winther

Jeg var nok en anelse forberedt på at du ville svare nogenlunde som ovenstående; "det giver jo ingen mening".

Men det giver tilsyneladende ret megen mening for hver tredie borgmester fra begge politiske fløje at beholde midlerne på velfærdsområdet.

Derfor har jeg fundet denne artikel fra Altinget d. 23. Marts 2018 til dig, hvor du kan læse nærmere om forslaget :
"Røde og blå borgmestre vil låse sparede lockoutpenge til velfærd", af Kim Rosenkilde.
Her er linket:

https://www.altinget.dk/kommunal/artikel/roede-og-blaa-borgmestre-vil-la...

Håber det hjælper på forståelsen :-)

jette tofte bøndergaard og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

@Eva Schwanenflügel, jeg kender forslaget. Det afspejler ganske godt politikernes intense uvilje mod at sende penge retur til borgerne. At beholde besparelsen er urimeligt overfor borgerne.

Lillian Larsen

Besparelsen ved lockout skal ikke bruges til at liste skattelettelser ind.

jette tofte bøndergaard, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

@Lillian Larsen, der er tale om penge, som det offentlige har afkrævet borgerne som betaling for en ydelse, det offentlige ikke leverer. Så er det da kun rimeligt, at pengene går tilbage til borgerne.

Eva Schwanenflügel

@ Jens Winther

Dit forslag om at tilbageføre offentlige lønkroner til private borgere ville før det første være usandsynligt bureaukratisk og bekosteligt.
Dernæst ville det betyde, at private borgere profiterede på strejker/lockouter via skattelettelser, som Lillian Larsen skriver.

Der er ingen institutioner og skoler der 'belønnes' ved borgmestrenes forslag, de får blot mulighed for at undgå de værste besparelser, og kan måske endda få råd til at forbedre normeringen en smule - til børnenes bedste.

@Eva Schwanenflügel, det er faktisk ikke særlig bureaukratisk. SKAT giver blot et procentvis fradrag i forbindelse med beregning af slutskatten, det kan gøres helt automatisk og de programstumper, der beregner fx rentetillæg ved overskydende skat kan med få tilretninger klare opgaven.

Der er ikke tale om at "profitere", men om at borgerne ikke skal betale for noget, de ikke har fået.

Men hvis man mener, at målet er, at alle borgernes penge skal ind over den store - i øvrigt enormt bureaukratiske og bekostelige (!) offentlige fordelingscentral, så er det naturligvis en dårlig idé..