Læsetid: 4 min.

Den russiske folkesjæl er indlejret i Tjekhovs dramaer

Tjekhovs replikker virker overrumplende moderne i dag. Og med værker som ’Mågen’, ’Tre Søstre’ og ’Kirsebærhaven’ er han stadig hyppigt aktuel i Rusland – og i resten af verden
Tjekhovs replikker virker overrumplende moderne i dag. Og med værker som ’Mågen’, ’Tre Søstre’ og ’Kirsebærhaven’ er han stadig hyppigt aktuel i Rusland – og i resten af verden

Sofie Holm Larsen

15. marts 2018

Hvad er det for noget med de der fugle på teatret? Henrik Ibsens samtidstragedie Vildanden (1884) vakte furore i europæisk teater – med vildanden som symbol på både det frie menneske og på livsløgnen, som man ikke må tage fra et menneske.

I det russiske teater fik Vildanden sin afløser i komedien Mågen (1895) af Anton Tjekhov (1860-1904). Netop Mågen kom til at forny det russiske drama. Alene forskellen i de to værkers genrebetegnelser – altså forskellen mellem samtidstragedien og komedien – er en nøgle til at forstå det russiske teaters udvikling. Med den anskudte fugl som billede på det handlingslammede menneske.

Tjekhov skildrer både mennesker fra den dekadente russiske overklasse og fra den hårdt knoklende arbejderklasse. Han forstår det sære afhængighedsforhold, der opstår mellem herskab og tjenestefolk i den svære tid i slutningen af 1800-tallet, hvor industrialiseringen og effektiviseringen ændrer samfundet – og hvor revolutionen nærmer sig, og adelstanden mister alt. Samtidig er han en mester i at skildre de særlige psykologiske bindinger, der opstår mellem fornuftsfolk og følelsesmennesker. Med særlig sans for kvinders evne til at dyrke fortrydelsen.

Lyden af et skud

Mågen handler om den unge Konstantin, der gerne vil lave visionært teater. Men han vil også både have sin Nina og sin mors kærlighed. Moderen er dog meget mere optaget af sin yngre digterven, og til sidst går det hele sønnen så meget på nerverne, at der lyder et skud på et tidspunkt, hvor han er ude bag scenen. Her slutter stykket, og vi ved faktisk ikke, om han ramte …

Tjekhovs stykke er en beskrivelse af den russiske landadels dekadence, men allermest af den russiske folkesjæl og dens længsel efter det umulige. Da Mågen i 1895 fik sin urpremiere på Aleksandrinskij-teatret lige midt i Sankt Petersborg, havde man dog tydeligvis ikke forstået Tjekhovs brug af genren. Mågen blev en regulær fiasko.

Desto mere modigt var det, at Konstantin Stanislavskij (1863-1938) få år efter bad Tjekhov om lov til at sætte stykket op på sit nyoprettede teater, Moskva Kunstnerteater, som officielt åbningsstykke. Siden har Stanislavskijs og Tjekhovs navne været stærkt forbundet med hinanden som en slags hovedpulsåre i det, der binder det klassiske og det moderne russiske teater sammen.

Klimadebat på teatret

I Rusland har en stor del af landets mange teaterinstruktører arbejdet med Mågen. Man kan sige, at stykket er en russisk modernitetsklassiker. Tjekhov skrev i løbet af få år foruden Mågen, tre andre store værker, Onkel Vanja (1897), Tre Søstre (1901) og Kirsebærhaven (1904), som også den dag i dag spilles hyppigt i Rusland – og i resten af verden.

Onkel Vanja blev af Sankt Petersborg-instruktøren Lev Dodin sat op på Malyj Dramatitjeskij Teatr som en replik til menneskehedens rovdrift på naturressourcer og på klimaforandringers indvirkning på nærmiljøet mellem mennesker. (Dodins store episke og seks timer lange trilogi, Brødre og Søstre (1985), der var baseret på Fjodor Abramovs roman, fik en overvældende modtagelse på turné til bl.a. Albertslundhuset i 1994.)

Tomhed og energi

I 1989 spilledes Peter Brooks opsætning af Kirsebærhaven (Brooklynversionen) på Taganka Teatret i Moskva. Den blev skelsættende, fordi skuespillernes præstationer i et tomt scenerum – blot med et orientalsk tæppe på scenegulvet samt et par skærme – kunne give fornyet energi til russernes egen forståelse af Tjekhovs drama.

Det var også på Taganka Teatret, hvor den daværende chef, Jurij Ljubimov (1917-2014), iscenesatte Tre Søstre (1984). Disse tre søstre, der forgæves venter på, at officererne skal erklære dem deres kærlighed og blive hos dem, blev efterladt i tomheden og kulden. Og det blev på scenen vist ved, at teatrets ene væg åbnede sig ud til gaden, så man inde fra salen kunne sidde og se ud i og føle vinterens Moskva, som søstrene længtes mod. Eller som replikken lyder: »Til Moskva, til Moskva, til Moskva … «.

Hos Tjekhov er pointen ellers netop, at landadelens drømme om at forlade godset og drage mod det forjættende liv i Moskva aldrig bliver realiseret. Kun få af hans personer følger deres udlængsel og drager til Moskva og videre ud i den berømte verden. Men disse personer kommer gerne tilbage igen – mindst lige så frustrerede som da de rejste.

Tjekhov er en tilbagevendende styrkeprøve for de fleste russiske instruktører – naturligvis sammen med forskellige andre klassiske dramatikere. Netop Jurij Ljubimov blev en stærk repræsentant for teatrets dobbelttydige kunstudtryk i nogle årtier med stort politisk pres i 1960’erne og 1970’erne.

Under hans ledelse blev Taganka Teatret til et teatermekka befriet for tidens ellers ret ensidige ideologiske fortællinger. Mest legendarisk er Ljubimovs opsætning af Shakespeares Hamlet (1971) med den populære protestsanger og trubadur Vladimir Vysotskij i titelrollen. Men også Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita (1977), hvor forholdet mellem religion og politisk magt indtager en central rolle, har sat sig dybe spor.

Alt mellem linjerne

Tjekhovs replikker virker overrumplende moderne i dag, ikke mindst fordi de besidder en forrygende oprigtighed og grufuld ærlighed. Hensyntagen findes ikke hos Tjekhov. Alligevel bærer hans replikker også præg af en særlig måde at sige det usagte på, som er karakteriseret af en raffineret rytmisk pauseteknik og et højtudviklet billedsprog. Her ligner Tjekhov mange andre russiske kunstnere, der også har fundet ud af at føre regimet og censuren bag lyset.

Russisk kunst har en århundredlang tradition for den såkaldt æsopiske stil, opkaldt efter fabeldigteren Æsop. Princippet er, at kunsten på samme tid udtrykker det eksplicitte i et værks ordlyd og alt det usagte ’mellem linjerne’, alt sammen for at omgå censuren. Dette greb har længe præget russisk teater og gør det fortsat.

Det bliver ikke mindst tydeligt, når man ser Tjekhovs Mågen og bliver rystet over dens galgenhumor – og får gåsehud.

Annelis Kuhlmann er lektor ved dramaturgi på Aarhus Universitet.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu