Læsetid: 4 min.

De seksuelle overskridelser i 1970’erne er gemt bag filmene

Hvis film er portrætter af moral og tidsånd, så står det klart, at de mørke sider af 1970’erne grænseoverskridende seksualmoral var noget, filmkunstnerne godt vidste, at de skulle gemme bag kameraerne
23. marts 2018

Stakkels 1970’erne, sådan som de blev repræsenteret af filminstruktør Christian Braad Thomsen på landsdækkende tv i et indslag i Deadline sidste fredag.

Weekendavisens journalist Søren K. Villemoes havde i sin avis skrevet et indlæg med eksempler på, at den fortrængte bagside af 68-generationens seksuelle frigørelse var intelligentsiaens insisteren på at udhviske eller i hvert fald udforske grænserne mellem børne- og voksenseksualitet.

Anledningen var TV 2 og Politikens kæmpe og ubehagelige afdækning af to pædagoguddannede filminstruktørers grove seksuelle krænkelser og voldtægter af mindreårige skuespillere begået før og under optagelserne af en række ikoniske ungdomsfilm.

Ingen greb ind dengang. »Alt var tilladt, og hvis man gik ind for regler, så var man en idiot,« som Anders Lund Madsen har sagt til TV 2 om tidens frigørelsestrang.

Og nu sad Christian Braad Thomsen så der i Deadline og skulle forsvare hele den tid og afvise Villemoes’ oplistning af eksempler på tidens incest- og pædofiliapologier – inklusiv Braad Thomsens gamle udtalelser om det potentielt upoblematiske ved seksuel kontakt mellem døtre og fædre.

Det eneste, Braad Thomsen fik svaret tilbage, var, at Villemoes var »en ynkelig løgner«, at han selv aldrig havde støttet sex mellem børn og voksne, at man ikke skulle tro på, hvad man læser i avisen (heller ikke, hvad folk selv havde skrevet i kronikker), og at Freud var genial og havde påpeget, at man som voksen skulle imødekomme barnets behov. 

Det stod uheldigt nok aldrig helt klart, hvad Braad Thomsen så mente med det.

Vi, der ikke var der dengang i 1970’erne, blev altså ikke meget klogere på tidsånden, blot på de tåkrummende og tågede genkaldelser af den.

TV 2 lancerer nu ungdomsserien ’Thomas14’ om en 14-årig skoleelev, der smugser bøsseporno, forelsker sig i en ældre fyr og kigger sultent på sin vens fugtige overkrop i omklædningsrummet.
Læs også

Men hvad siger så egentlig de store film fra den periode om tidsånden?

De seksuelle grænseoverskridelser, som i en række tilfælde foregik bag kameraerne, blev ikke fremelsket, men derimod præsenteret som en dæmonisk kraft på lærredet.

Tag bare hovedværket Chinatown fra 1974 af Roman Polanski, hvori filmens mest isnende øjeblik er der, hvor heltens femme fatale under en kaskade af lussinger siger:

»Hun er min datter. Hun er min søster. Min datter. Min søster og min datter« og vi indser, at filmens skurk ikke blot har fiflet med byens vandforsyning, men også lavet et barn med sin egen datter.

Der er ingen sammenhæng at spore mellem Polanskis voldtægt af en 13-årig pige fire år senere og så den ondskabsfremstilling af pigevoldtægt, som er Chinatowns dystreste kerne.

Den pædofilidømte instruktør Ernst Johansens Krigernes Børn (1979) handlede paradoksalt nok også om voksnes krænkelser mod børn som ren ondskab. I TV 2’s dokumentar ser vi en børneskuespillerinde læse fra filmens bagsidebeskrivelse fra en gammel VHS:

»De flygtede fra et samfund, hvor krigeriske mænd dominerer. De er mætte af at blive misbrugt i æde-, drikke- og horegilder …«, læser hun og sukker hovedrystede: »Det er jo satme Ernsts historie, mand. Tænk at have et godt budskab til samfundet, og så gør man det samme selv.«

En brusebadsscene med nøgne teenagedrenge i Lasse Nielsens Måske ku’ vi fra 1976 kunne indtil for nyligt snildt ses som et befriende portræt af unge på de unges egne præmisser.

Men hovedrolleskuespilleren fra dengang oplevede det modsat:

 »Jeg tænker, at den kun er med, for at han kan se drenge uden tøj på. Det var meget ubehageligt. Fordi Lasse konstant sad der og gloede,« siger han til TV 2. 

Nielsen bryggede i 1978 på en film med arbejdstitlen Nærbilleder af en dreng, hvor en teenageskuespiller skulle lade sig forføre af voksne mænd. Den film blev af mange gode grunde aldrig til noget. Først i 2010’erne lavede Nielsen atter film med lignende tematik.

Nielsens og Johansens film fra dengang lugtede altså kun af børneperverting bag kameraet.

I Nils Malmros’ Skønheden og Udyret fra 1983 spiller Jesper Klein en far, hvis datter (Line Arlien-Søborg) bliver en ung (seksuel) kvinde i en fart, som faren ikke rigtigt kan overskue. Han våger over hendes mødom med akavet febrilskhed og ender med på skummel vis at gemme og nærstudere en række nøgenfotos, som datterens kæreste har taget af hende.

Således knyttes tabserfaringen med en slags incestuøs panik, men uden at filmen overskrider den subtile ambivalens.

Selv udtalte Nils Malmros i et interview:

»Hele filmen bygger på angsten for incest, og oprindeligt skulle han være presset lidt længere ud, men vi kunne ganske enkelt ikke klare det.«

Klein fremstod i sin rolle »stupid«, sagde Malmros, når incesten blev konkret frem for metaforisk. Så ville sympatien, aner man, klaske sammen. 

Der foregik ikke overgreb bag Malmros’ kameraer, men der buldrede forbudte følelser, for Malmros var selv forgabt i sin ungdomsskuespiller Line Arlien-Søborg, der siden tog kraftigt afstand fra hans udlægning af deres tvetydige relation i erindringsfilmen Sorg og glæde (2013).

Film er også portrætter af tidens moral og ånd, men ser man halvfjerdsernes store værker som sådan, vidner de allermest om, at de forbudte følelser og voldsomme overgreb, der af forskellige grunde fik lov til at finde sted bag kameraerne dengang, egentligt ikke var mulige, acceptable eller kunstnerisk plausible at udtrykke på det store lærred.

Og det er på sin egen bizzare måde et mere betryggende portræt af tidsånden dengang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu