Det ser sort ud for frisindet 50 år efter, de første store racefilm ramte USA

Filmen Guess Who’s Coming To Dinner går nådesløst i kødet på tidens hvide, liberalt tænkende elite.  Get Out går nådesløst i kødet på tidens hvide, liberalt tænkende elite. I begge film får frisindet ondt i tolerancen, da den skal testes inden for hjemmets fire vægge.

Der er 50 år mellem filmene. Guess Who’s Coming To Dinner var Oscar-nomineret i 1968, Get Out er det i år.

I den første kommer Joanna Drayton lykkelig og uanmeldt hjem til sine forældre i deres store villa med udsigt over San Francisco med manden, hun vil gifte sig med, den sorte Dr. John Prentice (Sydney Poitier). Filmen virker naivt håbefuld og overforklarende set med moderne øjne.

I den anden kommer den sorte fotograf Chris Washington (Daniel Kaluuya, der også er med i Black Panther) for første gang på besøg hos kæresten Rose Armitages forældre i deres enorme villa midt ude i skoven i upstate New York. Filmen er en slags begavet kryds mellen Night of The Living Dead (der også berører racisme) og Rosemary’s Baby.

Om 50 år måske

I den første film, som er et drama, er ophavet himmelfaldne og har kvaler ved at give parret deres velsignelse. I den anden, som er en gyserfilm, er forældrene bare supercool med det hele. »Du kalder mig Dean, og du krammer mig, my man,« lyder det fra svigerfar som velkomst. Men snart viser der sig en langt grummere virkelighed bag al kærlighedsretorikken.

»De er det her land. De kommer til at forandre den her stinkende verden,« siger den katolske præst Monsignor Ryan om de elskende i Guess Who’s Coming To Dinner. Til hvilket Roses far svarer »Ja, sikkert. Om 50 år måske. Eller 100 år.«

Get Out bekræfter spådommen fra Guess Who’s Coming To Dinner. De unge har ikke fået forandret verden nok i løbet af de 50 år, der er gået. Det er stadig de hvide, der sidder på fedtet. Politiet foretager stadig racial profiling. Tjenestefolkene er stadig sorte, og de få, der er steget i socialgraderne er ... virkelig underlige.

Det mest bemærkelsesværdige ved Guess Who’s Coming To Dinner er, hvor åbent den diskuterer problemet. 50 år senere har den politiske korrekthed og den liberale selvforståelse fået lukket ned for de direkte diskussioner. For vi er jo farveblinde, ikke sandt? Og ja, måske er mange, men det er samfundet i hvert fald ikke.

»Borgerrettigheder er én ting. Det her er en helt anden snak,« lyder det i Guess Who’s Coming To Dinner. De sorte er velkomne til at være frie, bare det ikke sker i de hvides stuer – og så længe de forbliver økonomisk og åndeligt undertrykte. Og sådan er det også på mange måder i Get Out.

Naturligvis opererede Guess Who’s Coming To Dinner i en langt mere raceadskilt virkelighed. Det anslås i filmen, at det stadig er ulovligt for en sort og en hvid at blive gift i 16-17 stater på daværende tidspunkt. I mellemtiden har vi oplevet en afroamerikansk præsident og Black Panther. Men undertrykkelsen er stadig reel. Og hykleriet er bare blevet opdateret med nye afro-hippe vendinger og idoler som Obama, Tiger Woods og Jesse Owens.

Et uhyggelig stift smil

I Get Out har vi som i Black Panther en sort helt. Han modtages helt anderledes positivt af husholdersken i Get Out, mens hun i Guess Who’s Coming To Dinner er rasende på den nye unge mand, der er klatret langt op ad den sociale rangstige.

Men i Get Out er husholderskens smil uhyggeligt stift, og man kommer til at savne ærligheden 50 år tidligere. Ikke mindst da det viser sig, at svigermoderens evner som hypnotisør bliver brugt på nogle helt forkerte måder – og i øvrigt agerer metafor for den fortsatte, men mere skjulte racisme i dagens post-raceopdelte USA.

Get Out demonstrerer, at når en hvid familie i dag taler med sin nye, sorte svigersøn, så er der altid en undertone eller en subtekst, der handler om race. Det beskrives i en række vildt pinlige samtaler. Og det virker langt sværere at bekæmpe, end når de liberale velhavere i sen-60’ernes USA tog problemerne med oprejst pande.