Læsetid: 4 min.

Sergej Eisenstein skabte filmkunstens grammatik

Eisenstein var med sine montageteorier og film som ’Panserkrydseren Potemkin’ med til at udforme filmsprogets grundlæggende grammatik
Eisenstein var med sine montageteorier og film som ’Panserkrydseren Potemkin’ med til at udforme filmsprogets grundlæggende grammatik

Sofie Holm Larsen

3. april 2018

Med sit hovedværk, Panserkrydseren Potemkin, der handler om begyndelsen på 1905-revolutionen i Rusland, lykkedes det i 1925 den 27-årige Sergej Eisenstein at opfinde et nyt filmsprog. Det var blot instruktørens anden spillefilm.

I sin første film, Strejke, der også er fra 1925 og skildrer den brutale nedkæmpelse af en strejke på en stor fabrik, legede han med alskens visuelle virkemidler – panoreringer, overtoninger, forskellige klippeteknikker, ekspressionistiske kameravinkler – og det virker næsten som et forstudium til hovedværket, der ikke mindst introducerede de ideer om montageklipning, som Eisenstein allerede havde defineret i sine teoretiske tekster.

En montage består groft sagt af billeder og korte sekvenser, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre, men sat sammen som en art collage skaber de dynamik, fremdrift, stemninger, følelser, nye og overraskende sammenhænge og metaforer.

I den berømte scene i Panserkrydseren Potemkin – der foregår på trappen i Odessa, hvor soldater mejer demonstranter og uskyldige borgere ned – klipper Eisenstein frem og tilbage mellem nærbilleder af trampende fødder, geværer, panikslagne mennesker, en ældre kvinde, der appellerer til soldaternes barmhjertighed, blødende og døende mennesker, og resultatet er på én gang dybt bevægende og en intens scene fuld af dramatik og tragik.

Mest berømt i den lange sekvens er barnevognen, der ude af kontrol kører ned ad trappen med et barn ombord, mens barnets mor ser rædselsslagent til – og publikum sidder på kanten af sædet. Det er billeder, som brænder sig fast på nethinden, og som sammen med resten af filmen har sat sig spor i filmhistorien. F.eks. hylder Brian De Palma Eisensteins geni med en lignende barnevognsscene på en banegård i Chicago i gangsterfilmen De uovervindelige (1987).

Ser man på Eisensteins tidligste spillefilm, især Strejke, Panserkrydseren Potemkin og Oktober (1928), der er en energisk, dramadokumentarisk skildring af 1917-revolutionen, får man indtrykket af en systemets mand, der stillede sit talent til rådighed for Sovjetstatens propaganda. 

Sergej Eisenstein (1898-1948)

Født i Riga i den del af det russiske storrige, der i dag hedder Letland. Hans far var arkitekt, moren hjemmegående. I 1905, da Sergej var syv år gammel, rejste han og moren til Skt. Petersborg, hvor han voksede op. Faren stødte til dem i 1910, men måtte forlade landet igen efter revolutionen nogle år senere, fordi han i modsætning til sin søn var tilhænger af zarstyret. Sergej selv læste til arkitekt og ingeniør i Petrograd (det tidligere og nuværende Skt. Petersborg), da revolutionen brød ud i 1917, og året efter forlod han skolen for at kæmpe side om side med bolsjevikkerne.

Han arbejdede med propaganda og studerede japansk sprog og kultur. I 1920 flyttede han til Moskva og begyndte at lave teater som en del af Proletkult, som på dette tidspunkt var en uofficiel underafdeling af det nye kultur- og undervisningsministerium med fokus på at skabe ægte proletarkunst. Snart instruerede han sin første kortfilm, ligesom han skrev sine første filmteoretiske tekster, og i 1925 spillefilmdebuterede han med Strejke. Hans anden spillefilm, Panserkrydseren Potemkin (1925), cementerede hans talent og gjorde ham berømt i store dele af verden. Eisenstein lavede sin sidste film i 1945, og han døde af et hjerteslag i 1948, blot 50 år gammel.

Alle tre film foregår op til og omkring 1917-revolutionen, og de portrætterer ædle arbejdere og søfolk og ondskabsfulde, grådige direktører, mellemledere og officerer. Eisenstein havde da også forladt arkitektur- og ingeniørstudierne for at kæmpe side om side med bolsjevikkerne i 1918. Men hvor Lenins efterfølger, Stalin, i stigende grad var interesseret i mere prunkløse, dokumentariske skildringer af revolutionen og livet i Sovjetunionen, var Eisenstein – ligesom flere af sine samtidige kolleger – fascineret af filmmediets formalistiske og kunstneriske muligheder, hvilket gjorde det svært for ham at få lov til at blive ved med at arbejde.

Heldigvis fik han mulighed for at rejse til Vesteuropa og USA, hvor hans film vakte endnu større opsigt end derhjemme og med rette blev hyldet for at være tekniske og kunstneriske triumfer. I flere år i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne underviste han i film rundt om i Europa og studerede andre kulturer og den fremadstormende lydteknik. Han fik tilbud om at lave en film for Paramount i USA, hvilket dog aldrig blev til noget, men det bragte ham til USA, hvor han blev optaget af den for ham helt fremmede, amerikanske populærkultur, ikke mindst Walt Disney og Charlie Chaplin, som han siden skrev teoretiske tekster om.

I 1933 vendte Eisenstein modvilligt tilbage til Sovjetunionen, men kunne ikke få lov til at lave film. I stedet blev han sat til at undervise på den statslige filmskole. Han fik dog et comeback som instruktør med først Aleksandr Nevskij (1938) og siden Ivan den Grusomme I og II (1944-45).

Især Ivan den Grusomme I fandt nåde for Stalins kritiske øje med sin glorificerende skildring af kejseren, Ivan IV, der i 1500-tallet samlede det russiske storrige. Stalin identificerede sig med Ivan, der i filmen siger, at »et zardømme uden frygt er som en hest uden tøjler«, og Eisenstein brugte al sin visuelle og fortællermæssige kunnen til at skabe en visionær helteskikkelse, som må forsvare sig mod de bojarer, der vil være kejser i stedet for ham. I Ivan den Grusomme II bliver helten dog lidt af en skurk – deraf hans tilnavn ’den Grusomme’ – og Stalin var ikke glad, hvorfor filmen blev lagt på hylden indtil et godt stykke tid efter diktatorens død i 1953.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Balling
  • ulrik mortensen
  • Eva Schwanenflügel
Morten Balling, ulrik mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu