Læsetid: 2 min.

Skak i Berlin: Da den gamle mester lammetævede favoritten

Vladimir Kramnik besejrede en af favoritterne i kandidatturneringen med vildt angrebsspil og leverede bagefter en påstand, der må kandidere til at være årets underdrivelse i international skak
Vladimir Kramnik er med sine 42 år ældste mand i feltet ved skak-kandidatturneringen i Berlin, der finder sted i disse dage

Vladimir Kramnik er med sine 42 år ældste mand i feltet ved skak-kandidatturneringen i Berlin, der finder sted i disse dage

Joel Saget

19. marts 2018

Skakfans kommer længe til at huske tredje runde af kandidatturneringen i Berlin for ét parti – det, hvor den russiske eksverdensmester Vladimir Kramnik lammetævede en af forhåndsfavoritterne, den armenske stormester Levon Aronian.

Kramnik, der med sine 42 år er ældste mand i feltet, valgte med de sorte brikker allerede i det 7. træk et overraskende træk, der i den hedengangne sovjetiske skakskole ville have medført en alvorlig reprimande, hvis ikke en efterfølgende korporlig afstraffelse.

I så høj grad stred det mod alle gængse principper, da han i stedet for at rokere kort, hvad alle lærebøger anbefaler i en sådan stillingstype, flyttede sit tårn et felt til siden, fra h8 til g8. Aronian blev tilsyneladende taget på sengen – hvad i alverden var meningen med eksverdensmesterens besynderlige hiv? Det fik han snart at se.

I den følgende fase indledte Kramnik et nøje kalkuleret angreb mod den hvide kongestilling og hev den ene kanin op af hatten efter den anden. Og da Aronian i det 19. træk spillede sin løber til g5, ofrede Kramnik sit tårn for løberen for at sætte yderligere speed på sit angreb.

Det lykkedes i en så høj grad, at den hvide majestæt efterhånden kom til at stå afklædt i sit hjørne af brættet. I det 27. træk kunne Aronian ganske vist spidde Kramniks dronning i e-linjen, men det spillede ingen rolle, for russeren havde en forceret mat parat. Da han spillede sin g-bonde frem til g2 med skak, kapitulerede Aronian forståeligt nok.

Efter partiet modtog Kramnik mange komplimenter fra sine medbejlere til turneringssejren, men svarede i sin kendte underspillede stil, at han allerede efter syv træk havde fået en bekvem stilling, der såmænd var rimelig let at spille. En påstand, der må kandidere til at være årets underdrivelse i international skak.

I fjerde runde kom den høje russer imidlertid ned på jorden igen, da han i et omskifteligt parti tabte til Fabiano Caruana. Til gengæld fik Aronian sin første sejr som sort mod Sergej Karjakin, der er kommet skidt fra start. VM-udfordreren fra New York 2016 har efter fire runder indtaget sidstepladsen, idet tabellen i skrivende stund ser således ud:

1. Caruana, USA, 3 p. 2.-3. Kramnik, Rusland, og Mamedyarov, Aserbajdsjan, 2,5 p. 4.-6. Aronian, Armenien, Ding Liren, Kina, og Grischuk, Rusland, alle 2 p. 7-8. Wesley Barbasa So, USA og Karjakin, Rusland, 1 p.

Serie

Kampen om skaktronen

I november 2018 forsvarede den norske stormester Magnus Carlsen sin verdensmestertitel mod amerikaneren Fabiano Caruana. Nu fortsætter Carlsens kamp for at cementere sin status som verdens(-historiens?) største skakspiller. Følg Informations dækning af de største dramaer og vigtigste turneringer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu