Læsetid: 4 min.

Sofia Gubajdulina er russisk musiks aparte rebel

Hun har været optaget af spiritualitet og mysticisme, og i hendes senere værker fyldes det tavse rum med de skrøbeligste overtoner
Hun har været optaget af spiritualitet og mysticisme, og i hendes senere værker fyldes det tavse rum med de skrøbeligste overtoner

Sofie Holm Larsen/iBureauet

28. marts 2018

»Mennesket bliver udmattet af al den støj, der omgiver det. Mennesket i vor tid har mere end nogensinde brug for stilhed. Det er en indre nødvendighed. For netop i stilheden sker det væsentlige i verden. I stilheden kan man høre noget væsentligt, virkelig høre!« har Sofia Gubajdulina (f. 1931) sagt.

Man hører det i et af hendes seneste værker, hører det tavse rum fyldes med de skrøbeligste overtoner i koncerten for violin, cello og folkemusikinstrumentet bajan, et russisk akkordeon.

Hendes hjemegn er republikken Tatarstan i det føderale Volgadistrikt, faren var tatar og ingeniør, moren etnisk russer og skolelærer. Den rige spiritualitet i Gubajdulinas musik kan spores tilbage til denne barndom, for familien havde i flere generationer bekendt sig til forskellige trosretninger: jødedommen, islam, den russiskortodokse kirke og den romerskkatolske kirke.

Hun betragter sig selv som russiskortodoks, men mener ikke, at dette trossamfund kan gøre krav på en eksklusiv adgang til det spirituelle. Gubajdulina var også optaget af russiske mystikere som Vladimir Solovjov og Nikolaj Berdjajev. Hun har øst af mange kilder og understreger i det hele taget nødvendigheden af det spirituelles tilstedeværelse i sit arbejde:

»Musikken spiller en stor rolle for mennesker. For musikken er den eneste kunst, der trænger ind til det inderste af sjælen, og det er særlig vigtigt i vor tid, hvor vi næsten har mistet troen på sjælens eksistens.«

Fra musikstudierne i den multikulturelle tatariske hovedstad Kazan kom Gubajdulina til Moskva Konservatoriet i 1954. Her gik hun snart sine egne veje inspireret af sjældne russiske, kaukasiske og asiatiske folkemusikinstrumenter og byggede ofte sine kompositioner på improvisation.

Ved den afsluttende eksamen i 1963 fik hun følgende opmuntring af en af censorerne, Sjostakovitj: »Jeg vil indtrængende bede Dem om at fortsætte ad den forkerte vej.« Men i det organiserede musikliv var hun ikke velset, kun af en lille kerne af musikere, der opførte hendes kammermusik i 60’erne og 70’erne. Hun var for aparte.

Blå Bog

Sofia Gubajdulina studerede klaverspil ved Kazan Konservatoriet fra 1949 til 1954, derefter komposition i Moskva indtil 1959. Hendes første opus, Fem etuder for harpe, kontrabas og slagtøj, blev uropført 1966 ved en festival i Moskva på trods af arrangørernes store skepsis.

Gubajdulina fik lejlighed til at rejse ud, bl.a. til Warszawa Efterårsfestival i 1970, hvor hun mødte de modernistiske koryfæer Lutoslawski og Stockhausen.

Hjemme fik hun med sin nonkonformisme problemer med myndighederne, hun blev hentet til et seks timers forhør hos KGB, som hun har beskrevet som åndelig voldtægt. Gubajdulina blev blacklistet.

Alligevel komponerede hun ufortøvet: cellokoncerten ’Detto II’ (1972), violinkoncerten ’Offertorium’ (1980), ’Rejoice’ sonate for violin og cello (1981), ’Perception’ for sangere og instrumenter (1981).

I 1984 fik Gubajdulina en kvalificeret succes med ’Offertorium’ ved Helsinki Festivalen, og derefter var vejen åbnet til andre musikfestivaler i Vesteuropa. En komponistkollega sørgede for, at hun kunne få opholdstilladelse i Tyskland i 1991, og her har hun siden haft sin base og komponeret en lang række værker for mere eller mindre ortodokse besætninger.

Gubajdulina er æresprofessor ved konservatorierne i Kazan, Beijing og Tianjin og medlem af adskillige kunstakademier. Trods den langvarige modstand i hendes hjemland er hun blevet en af vor tids mest respekterede komponister.

Isolation

I november 1979 afholdt det sovjetiske komponistforbund en kongres med generalsekretær Tikhon Khrennikov som hovedtaler, modtager af Stalinprisen tre gange og Leninordnen fire gange, og allerede kendt som den store undertrykker af Prokofjev og Sjostakovitj i en tilsvarende situation i 1948.

Khrennikov rettede et hadsk angreb mod syv såkaldte afvigere, heriblandt Sofia Gubajdulina, Jelena Firsova og Edison Denisov. Det var en brændemærkning og en tilintetgørende boykot. Gubajdulina gennemgik herefter nogle psykisk belastende år i isolation, nogle få af hendes værker fandt vej til Vesten, men hun fik ikke udrejsetilladelse for at overvære opførelserne, heller ikke da Gidon Kremer uropførte violinkoncerten Offertorium i Wien 1981, den er tilegnet den lettiske violinist.

I august 1984 deltog Gubajdulina i Helsinki Festivalen, den første rejse hinsides jerntæppet, og det følgende år iværksatte Gorbatjov reformprocessen perestrojka med glasnost (åbenhed/offentlighed) som den bærende idé. Det kom Gubajdulina til gode, men efter Sovjetunionens sammenbrud tøvede hun ikke længe med at slå sig ned i Tyskland, hvor mange russiske kunstnere allerede havde søgt tilflugt.

Nu blev Gubajdulina bestormet med bestillinger, især fra begyndelsen af det nye årtusinde. Således en Johannespassion uropført i 2000 i 250-året for Bachs død, samt musik for mindre besætninger og en række orkesterværker med endnu en violinkoncert uropført af Anne Sophie Mutter. Gubajdulina mødte verden, verden mødte hende, og der er faldet en regn af priser over hendes spinkle skikkelse. I 1999 var det Léonie Sonnings Musikpris.

Offertorium er måske blevet hendes signaturværk, også opført herhjemme med Gidon Kremer. Offertoriet er en processionssang i den romerskkatolske højmesse, der ledsager frembæringen af offergaverne til alteret.

Vi kender oprindelsen til ritualet i fortællingen om Abraham, som bliver pålagt at ofre sin søn Isak til Herren. I begrebet offer ligger altså, at noget/nogen skal slås ihjel, brændes og gives bort. Gubajdulina vælger temaet fra Musikalisches Opfer (Musikalsk offer), et tema givet til Johann Sebastian Bach af Frederik den Store og anvendt af ham i dette kontrapunktiske samleværk.

Hos Gubajdulina bæres temaet forsigtigt frem, tone for tone, her og der i orkestret, det opløses, konflikter kommer og går, og til sidst bliver temaet givet tilbage i en art forklarelse, spillet baglæns og i omvendte intervaller i forhold til før – i kontrapunkt til soloviolinens højt svævende tone, som en blinkende stjerne.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu