Læsetid: 2 min.

Stanislavskij var skuespillernes gud

Den russiske opfinder bag det lille ’magiske hvis’ revolutionerede skuespillerkunsten
Den russiske opfinder bag det lille ’magiske hvis’ revolutionerede skuespillerkunsten

Sofie Holm Larsen

15. marts 2018

Skuespillet i 1800-tallet var meget stiliseret og karikeret. Det var nødvendigt, hvis tilskuerne i de store teatersale skulle kunne opfatte skuespillernes udtryk. Men lige som mange andre kunstnere i 1880’erne og 1890’erne ønskede Konstantin Stanislavskij at tilpasse kunstens udtryk til de tanker, som det moderne gennembrud førte med sig, nemlig at udtrykke tidens problemer og debat gennem kunsten. Men det krævede en langt mere realistisk spillestil på scenen, sådan som det også skete i teatret i Norden, hvor både Henrik Ibsen vakte opsigt med en forestilling som Et Dukkehjem i 1879 på Det Kongelige Teater – og August Strindberg med en forestilling som Frøken Julie i 1888 på Skandinavisk Forsøgsteater.

Stanislavskij ønskede at revolutionere skuespillerens arbejdsmetode, så skuespilleren besad en egentlig teknik. I 1905 oprettede han et egentligt laboratorium. Selv omtalte han sin teknik som ’systemet’, hvor han opsatte nogle klare regler for skuespilleren. Han talte meget i billeder og i huskeregler.

Mest berømt er hans ord – ’det magiske HVIS’ – der groft sagt er baseret på, at skuespilleren empatisk skal forestille sig, hvad hun selv ville føle, HVIS hun selv befandt sig i samme situation som sin rollefigur. Simpelthen for at få skuespilleren til at mærke en indre følelse, der vil virke så autentisk som muligt, når den omskabes til et ydre udtryk på scenen.

Mange af Stanislavskijs regler findes som mottoer. Et af de kendteste er denne påmindelse:

’Elsk kunsten i dig selv – og ikke dig selv i kunsten’.

Konstantin Stanislavskij

  • 1863-1938
  • Russisk teaterinstruktør. Skabte sin egen skuespillerteknik, der optimerede skuespillerens realistiske udtryk.
  • Forfatter til bl.a. bogen ’En Skuespillers Arbejde med sig selv’ (1938, på dansk 1940-51).

Respekt for spilleren

I 1887 var Stanislavskij med til at stifte Moskva Kunstnerteater, der inspirerede teaterkunstnere rundt om i Europa. Her skabte han nogle epokegørende iscenesættelser af Anton Tjekhovs stykker, bl.a. Mågen (1898), Onkel Vanja (1899) og Tre søstre (1901).

Stanislavskij mente, at skuespilleren var medskabende i et ensemble – og ikke kun et redskab for instruktøren. Denne respekt for skuespilleren i skabelsesprocessen af en forestilling har været afgørende for nyere teaterformer, ikke mindst for gruppeteatret, for teaterlaboratorier og for teatre, hvis ensemble ikke tager udgangspunkt i en skreven tekst, men i stedet sammen skaber en forestilling gennem ’devising’.

Method acting

Stanislavskij har inspireret skuespillere over hele verden. Hans detaljerede metode til at gøre skuespilleren fuldstændig naturlig og frisat har ikke mindst haft stor betydning for filmskuespillere i USA. Her er Stanislavskijs metode videreført i den såkaldte ’method acting’, som kræver, at skuespilleren så grundigt som muligt undersøger sin rolles livsbetingelser; skuespillere som Dustin Hoffmann (Rain Man) og Al Pacino (Scent of a Woman) har for eksempel dyrket dette til sublim perfektion.

Der er opstået et utal af teaterskoler, der på den ene eller den anden måde tager udgangspunkt i Stanislavskijs principper. The Lee Strasberg Theatre and Film Institute er et af de kendteste.

Idealet er at nå frem til et sceneudtryk, hvis troværdighed overbeviser tilskueren. Som Stanislavskij også sagde det om skuespillerens indlevelsesevne, her gengivet på omskrevet dansk: »Du kan dræbe en konge uden et sværd, og du kan tænde ild uden en tændstik. Det eneste, der er nødvendigt at sætte i brand på scenen, er din fantasi.«

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu