Baggrund
Læsetid: 4 min.

Stephen Hawking insisterede på at blive ved med at tale

Et sort hul er det vildeste objekt i universet. Intet kan undslippe et sort hul – undtagen Stephen Hawking. Det gjorde han så i 55 år
Kultur
15. marts 2018
På trods af den gradvis mere og mere invaliderende sygdom fik Stephen Hawking en karriere som internationalt anerkendt astrofysiker

På trods af den gradvis mere og mere invaliderende sygdom fik Stephen Hawking en karriere som internationalt anerkendt astrofysiker

Edmond Terakopian

Da den 21-årige fysikstuderende Stephen Hawking blev diagnosticeret med ALS (Amyotrofisk lateral sklerose) i 1963 og tildelt en forventet levetid på to år, faldt han i et sort hul af depression, der nær havde sat en stopper for en lovende karriere.

Med en sådan prognose, hvad var så pointen med at fortsætte studierne? Lægerne insisterede på, at han skulle fortsætte, og sygdommen viste sig at udvikle sig langsommere end forudsagt.

På trods af den gradvis mere og mere invaliderende sygdom fik Stephen Hawking en karriere som internationalt anerkendt astrofysiker og som en fejret popularisator af moderne videnskab. Jo mere sygdommen lukkede hans krop ned, desto mere åbnede hans intellekt sig mod omverdenen.

Det gjaldt ikke kun de snævre videnskabelige kredse, men også den brede offentlighed med bestsellere som A Brief History of Time (på dansk: Hawkings Univers) og The Grand Design (Mesterværket), med utallige populærvidenskabelige tv-shows som Brave New World og Genius og med gæsteoptræden i populære tv-komedier som The Simpsons og The Big Bang Theory.

Det paradoksale sorte hul

Det blev et andet sort hul, der skabte Stephen Hawkings videnskabelige karriere. Den slags sorte huller, der er universets insisteren på at dividere med nul.

Sorte huller er børn af det 20. århundredes store videnskabelige gennembrud, Einsteins relativitetsteori. Et sort hul er et objekt så kompakt, at det folder sig ind om sig selv, sluger alt, hvad der kommer det nær, og intet lader undslippe. Evigt og urørligt. Eller det var i hvert fald den almindelige opfattelse af de utilgængelige objekter frem til begyndelsen af 1970’erne.

Ved at anvende kvanteteorien, den anden af det 20. århundredes store videnskabelige gennembrud, på sorte huller, påviste Hawking, at hullerne langsomt lækker partikler og over tid tømmes for energi, så de til sidst eksploderer. Denne ’utæthed’ ved sorte huller er i dag kendt som Hawkingstråling.

Hawkings arbejde blev det første succesfulde forsøg på at forene relativitetsteori og kvanteteori i jagten på én samlende teori om alting og gjorde med tiden Hawking til sin generations førende ekspert på sorte huller.

Men som det ofte er tilfældet med nye videnskabelige erkendelser, skabte Hawkings gennembrud nye problemer: Hvis sorte huller kan eksplodere og forsvinde, hvad sker der så med den information, der er indlejret i al materie og dermed også i sorte hullers indre? Hawking insisterede på, at information bliver destrueret med det sorte huls opløsning, hvilket er i klar modstrid med de grundlæggende regler i kvanteteorien, der siger, at information, ligesom energi, ikke kan gå tabt i et lukket system.

Hawking indgik gladelig et væddemål om, hvorvidt han havde ret. Informationsparadokset er den dag i dag ikke fuldstændigt løst, men de fleste forskere mener nu, at information bevares under en eller anden form. I 2004 erkendte Hawking, at han nok ikke havde ret og forærede som aftalt John Preskill fra Caltech en kopi af Total Baseball: The Ultimate Baseball Encyclopedia.

HAWKING eller Hawking

I 2012 skrev den franske antropolog, Helene Mialet, en kontroversiel bog, hvori hun hævdede, at det ikke er personen Stephen Hawking, vi møder , men derimod en konstruktion, som hun kalder HAWKING. Et omfattende netværk af plejere, assistenter, studerende, maskiner og medikamenter som tilsammen udgør den persona, vi præsenteres for.

Det er HAWKING som realiseringen af den erkendelsesteoretiske »hjerne i et kar«. En menneskehjerne nedsunket i næringsvæske, koblet til en computer kontrolleret af andre. Et filosofisk tankeeksperiment der skal undersøge grænserne for, hvad vi mennesker kan vide om verden omkring os.

På én og samme tid blev Stephen Hawking det ultimative symbol på det ensomme geni låst inde i sin egen verden alene med sin hjerne og samtidig et kronvidne for videnskab som en kollektiv indsats med mange individers bidrag.

Måske er HAWKING med tiden kommet til at stå i vejen for Stephen Hawking. Hans popkulturelle symbolværdi er kommet til at overskygge hans videnskabelige bidrag.

Men Mialet tager nu alligevel fejl. Det mest udtalte træk ved astrofysikeren, ateisten, Labour-tilhængeren og handicapforkæmperen Stephen Hawking var nemlig ikke hans ubevægelige krop i kørestolen, sværmen af tjenende ånder eller den karakteristiske robotstemme anno 1986, som han stædigt holdt fast i trods utallige tilbud om opgradering.

Det, der gjorde Stephen Hawking til Stephen Hawking, var hans humor, hans livsappetit og hans insisteren på at stille sig i videnskabens og oplysningens tjeneste trods alle odds. Fra sin helt særlige position har han inspireret en generation af unge forskere til at popularisere forskning og nå et bredere publikum. Det er også det perspektiv James Marsh insisterer på i sin biografiske film A Theory of Everything med Eddie Redmayne i den Oscar-vindende rolle som Hawking.

Efter sin pensionering fra Cambridge University fortsatte Stephen Hawking med at optræde i populærvidenskabelige programmer og rejse til alle verdens hjørner. I 2015 var han medstifter af ’The Breakthrough Initiatives’, et videnskabeligt program, der skal lede efter intelligent liv i rummet. Han har til stadighed blandet sig i debatten om alt fra klimaændringerne til kunstig intelligens.

»I millioner af år levede mennesker ligesom dyr,« siger Hawkings karakteristiske stemme på Pink Floyds Keep Talking (1994), og han fortsætter:

»Så skete der noget, som frigjorde vores fantasi. Vi lærte at tale.«

Lydklippet stammer vist nok oprindeligt fra en reklame for British Telecom, hvor Hawking påpeger, at menneskehedens største bedrifter er opnået ved at tale, ved at formulere ideer og kommunikere dem; og at de største fejltagelser er sket, når vi er holdt op med at tale.

»Det behøver ikke at være sådan,« slutter han.

»Alt, hvad vi skal gøre, er at sørge for at blive ved med at tale.«

Det gjorde Stephen Hawking. Det er hans eftermæle og budskab til os alle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hviket fantastisk menneske. Han har berørt os alle, uanset hvor mange hjælpere han havde.