Læsetid: 13 min.

»Hvis vor tids modkultur bliver ansvar og forpligtelser, så har 68’erne fået noget at tænke over«

Undergangseuforien er fordampet hos Theis Ørntoft. Han er færdig med digtene og aktuel med en antidannelsesroman om længslen efter alternative og bæredygtige livsformer. Og efter en litteratur, der ikke bilder sig ind, at mennesket er verdens navle, som ellers har hersket blandt foregående forfattergenerationer
»Jeg er meget optaget af evolutionsteori og -historie. Og så er jeg optaget af opløsningen af begreber som det antropocentriske. Begreber og tankemåder, der insisterer på at have mennesket i centrum og dermed overser størstedelen af kosmos og den verden, vi er en del af,« siger Theis Ørntoft til Information.

»Jeg er meget optaget af evolutionsteori og -historie. Og så er jeg optaget af opløsningen af begreber som det antropocentriske. Begreber og tankemåder, der insisterer på at have mennesket i centrum og dermed overser størstedelen af kosmos og den verden, vi er en del af,« siger Theis Ørntoft til Information.

Sigrid Nygaard

23. marts 2018

Undergangen var nær i 2014. Ikke for planeten Jorden, men for mennesket som art. Og tragedien var selvforskyldt, lød det. Det var en særlig form for undergangseufori, der prægede kulturen på det tidspunkt. Først erklærede Justine fra Lars von Triers Melancholia mennesket for ondt og dets endeligt for velfortjent. Dernæst lød det fra True Detective’s Rust Cohle, at mennesket simpelthen er evolutionens mest tragiske og destruktive fejltrin. Og den eneste moralsk forsvarlige handling er, ifølge Cohle, at vi holder op med at reproducere os selv og går hånd i hånd ind i vores udslettelse som art. Og dertil kom så digterjeget i Theis Ørntofts ikoniske og fejrede Digte 2014, der ligeledes erklærede samfundene for døde og afvikling for eneste mulighed:

»Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål/ tænker jeg på apokalypsen/ hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/ får jeg det fysisk dårligt,« lød det.

I dag – fire år efter – er undergangseuforien fordampet. Også for Theis Ørntoft. For undergangen, klimakrisen og dens konsekvenser for planetens liv, heriblandt mennesket, er ikke et spektakulært Hollywoodscenarie. Det er derimod en mudret, kaotisk, hverdagslig og yderst langsommelig og smertefuld proces.

»De fremstillinger af apokalypse og undergang, der dominerede i kulturen, da Digte 2014 udkom, havde noget paradoksalt befriende ved sig. De tilbød et fremtidsscenarie. Noget, vores kultur i ekstrem grad længtes efter. Jeg var selv underlig opstemt ved tanken om vores forsvinden, da jeg skrev Digte 2014. Men det er jeg ikke mere,« fortæller Theis Ørntoft i et af Gyldendals fuldstændigt sortmalede mødelokaler.

Theis Ørntoft var dengang interesseret i den såkaldt spekulative realisme. En slags antifilosofi, der forsøger at tænke verden uden mennesket – og altså uden tænkningen, filosofien. En underlig, nihilistisk og på mange måder umulig form for filosofi, der i de seneste år er blusset op i anledningen af global opvarmning, teknologiske kvantespring og økologiske katastrofer, der konfronterer os med, at der findes noget uden for den menneskelige begrebsverden. Og muligvis en fremtidig verden, der ikke tæller mennesker.

Solar er et forbumlet rough cut af en roman, umådeligt ambitiøs, skiftevis primitiv og smuk, velkendt og udknaldet, hæsblæsende og ærgerlig. Det er lige, som det skal være.
Læs også

»Jeg er stadig interesseret i de spørgsmål, den spekulative realisme rejser. Hvad er liv, eksempelvis? En blågrøn alge, et menneske, en algoritme? Det er vigtigt, at vi forholder os til de her spørgsmål. På den måde kan vi forholde os til den udvikling, vi står midt i. For ønsker vi, at planeten bliver ubeboelig for mennesket? At algoritmen skal erstatte os? Og i så fald hvorfor?« spørger Theis Ørntoft uden at vente på svar.

»Men jeg har i løbet af de seneste år haft en voksende lyst til at vende tilbage til en slags humanisme, hvad end det ord måtte betyde. En tro på det skeptiske, oplyste og rationelle menneske, der insisterer på, at menneskeheden kan være god og værd at kæmpe for.«

Han viser mig omslaget til sin første roman, Solar, der udkommer i dag. Forsiden er, til forskel fra Digte 2014’s mørkegrønne og mudrede omslag, knaldorange og klar i sit grafiske udtryk.

Antidannelse

Solar begynder dog ikke et helt nyt, klart og muntert sted, tværtimod. Romanen er fortællingen om en ung, sortseende økodigter ved navn Theis, der ikke kan finde sig til rette i tilværelsen. Han påbegynder en vandring igennem Midtjylland ad Hærvejen og gør løbende status over sine omgivelser; de velfærdsnærede og uambitiøse højskoleelever, parcelhuse og nåleskovsplantager, den overflod af tryghed og privilegier, der kendetegner Danmark.

Han længes efter alternative livsformer; at nogen går amok og ændrer noget. Så det gør han. Forsøger i al fald. Først i Fitness World, dernæst på en rejse ned igennem Europa uden en mønt på lommen. Romanen er »en desperat, dystopisk generationsroman, et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen«, formuleres det på bagsiden.

Theis Ørntoft

  • Født i 1984 i Alling, Ry, og uddannet fra Forfatterskolen i 2009.
  • Debuterede i 2009 med digtsamlingen Yeahsuiten og udkom i 2014 med Digte 2014.
  • Theis Ørntoft har sammen med Lars Skinnebach lavet bandet Klimakrisen og underviser på Testrup Højskoles skrivelinje.

Den vrængende intolerance over for borgerlighed og civilisation, parforhold og kapitalisme, der kendetegnede Digte 2014, er i stor stil også til stede i Solar – trods forfatterens nyfundne tiltro til humanismen. Romanens »stof og stemme« er ikke fuldstændig ny for forfatterskabet, erkender Theis Ørntoft. Den er nok nærmere en form for syntese af dets tidligere bøger, digtsamlingerne Yeahsuiten fra 2009 og Digte 2014:

»Det slog mig faktisk først for nylig, at Solar i høj grad er en slags forening af mine to tidligere bøger. Og de repræsenterer ikke alene to yderpunkter i mit forfatterskab, men måske også i mig som menneske. Det er noget med ’at være støbt i en blanding af lys og mørke’, som der står et sted i romanen. Så der er faktisk en form for rød tråd igennem det hele. Det var sgu en ret lykkelig kunstnerisk erfaring,« griner han.

Romanen kan ifølge Theis Ørntoft kategoriseres som en slags »antidannelsesroman«, der står i modsætning til den arketypiske dannelsesroman. Den typiske dannelsesroman foretager en hjem-ud-hjem-bevægelse, mens Solar bevæger sig hjem-ud-ud-ud-ud. Den unge Theis vender ikke hjem, han vandrer derimod længere og længere ud i det kaos, der ifølge Theis Ørntoft løber som en understrøm i verden – eller »i kosmos«, som han foretrækker at formulere det.

»Dannelsesromanen er typisk knyttet til en opbyggelig samfundstradition. Det unge menneske rejser ud og dannes, så det kan vende hjem og indgå gnidningsfrit i den borgerlige orden. Solar handler snarere om bevægelsen væk fra den borgerlige livsform og fra overordnede krav om, at vi alle finder et arbejde, en kæreste, får børn og hus og derfra i fællesskab med alle de andre borgere administrerer privilegierne på bedst mulig vis.«

Der er en længsel efter alternative værensformer i romanen, der ifølge Theis Ørntoft spejler en længsel i samtiden. Det spirer voldsomt i »det kollektive ubevidste« på den front:

»Vi søger intenst efter nye livs- og samværsformer. Se eksempelvis på antallet af datingprogrammer i fjernsynet. Det er udgangspunktet i dem alle, at vi har et grundlæggende problem med den her anakronistiske parforholdsform, der på mange måder er helt inkompatibel med det højteknologiske og globaliserede rum, vi ellers bebor. Men vi kan ikke finde nye former for samvær og intime relationer, der giver mening – også dér er vi i krise.«

Romantiker

Theis Ørntoft skrev Solar på blot ét år. Men forud for den ukarakteristisk effektive skriveproces gik altså fire år med intens tankevirksomhed. Især tanker om, hvordan man kan sprænge hul ind til nye former for liv og væren i den senmoderne, kapitalistiske verdensstruktur. For det går ikke så godt med at finde nye gangbare og bæredygtige samværsformer, mener han. Heller ikke i romanen.

»Det ender jo i kaos, fuldstændig. På et tidspunkt bosætter Theis og Diago (en form for ven, red.) sig på en golfbane, der vel må være den mest hyperpræparerede form for natur, man overhovedet kan finde. Der er ligesom ikke nogen steder at flygte hen for mennesket, og det er fandeme en klam følelse. Finanskriser, klimakriser og i høj grad også identitetskriser viser os i disse år, at vi er forsvundet langt ud i en immateriel sfære, hvor relationerne ikke længere er bundet til noget fysisk og konkret. Og det er måske også derfor, at de synes at være ved at gå i opløsning,« forklarer Theis Ørntoft og vender tilbage til fjernsynssporet:

»For ti år siden handlede reality-programmerne om hedonistisk fest på Paradise Hotel. I dag handler de om at klare sig alene i vildmarken – uden teknologi og civilisation. Det er åbenlyst en sensibilitet, der er på vej tilbage. Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske: Vi er nogle hjælpeløse teknologiske aber i gule refleksveste og med lys i cykelhjelmene.«

»Solar handler om bevægelsen væk fra den borgerlige livsform og fra overordnede krav om, at vi alle finder et arbejde, en kæreste, får børn og hus og derfra i fællesskab med alle de andre borgere administrerer privilegierne på bedst mulig vis.«

Sigrid Nygaard

Vi kan ikke se forskel på den giftige og helbredende plante, men vi har en nærmest instinktiv fornemmelse af, hvordan den emoji, der smiler med lukkede øjne, er anderledes end den, der smiler med åbne, forklarer han. Vores viden om det naturlige og materielle er blevet erstattet af en uendelig forfinet viden om det kulturelle og sociale:

»Vi er blevet så overlegne tegnaflæsere af det kulturelle landskab, at det begynder at ligne en patologi. Internettet og sociale medier har trukket os længere og længere væk fra det materielle, og det er for mig at se helt forståeligt, at der sker en modbevægelse nu.«

Og derfor er Theis Ørntoft ikke længere – modsat journalisten foran ham, påpeger han – bange for ordet »autenticitet« – og heller ikke for sin egen længsel efter den. Han erkender, at han også er både konservativt og romantisk anlagt. For man kan ikke gemme sig bag ironi og pessimisme for evigt:

»Den, der fremstår misantropisk og kynisk, er nok ofte en romantiker. En, der ville ønske sig, at tingene var anderledes. En, der ikke er ligeglad. Den vold og destruktionskraft, der er i både Digte 2014 og Solar, er for mig også udtryk for en form for længsel efter, at tingene var anderledes.«

Og det er klart, mener Theis Ørntoft. For den vestlige verden befinder sig i en »kaotisk mutationsfase«, og vi længes i stigende grad efter grænser og forankring. Den længsel er til stede i de nationalistiske og regressive strømninger, der ønsker at lukke de fysiske grænser. Og i den nordiske madbølge, der vil spise efter årstider og nærhedsprincipper.

»Det er åbenlyst, at vi ikke har været i stand til at administrere den frihed, de sidste 50 år har udstyret os med. Og det er måske derfor, at de fleste samtaler i tiden handler om, hvor grænserne går – mellem køn, steder, kulturer? Forvirringen er total. Jeg tilhører en generation, der er blevet blæst fuld af ideer om individualitet, friheder og rettigheder – rettigheder, rettigheder, rettigheder. Men hvad nu, hvis det er ansvar og forpligtelser, der er brug for? Hvis det virkelig bliver vor tids modkultur, så har 68’erne fået noget at tænke over.«

Opløs det antropocentriske

At skrive Solar var som at komme på græs for den 34-årige forfatter, der med Digte 2014 blev udnævnt til – sammen med Lars Skinnebach med flere – at være del af økopoesiens ypperste og mest radikale fortrop i dansk litteratur. Theis Ørntoft har ikke skrevet et eneste digt siden samlingen. Den dør er lukket, forklarer han, digtene er blevet skrevet, og det var nødvendigt for ham at bevæge sig mod »en større skriftlig geografi med større frihed og større kaos«, altså romanen. Men døren til økopoesien er dog ikke lukket. For økopoesi er ikke en term, der er forbeholdt poesien:

»Jeg har som regel afholdt mig fra at definere økopoesi som term. Men nu er jeg imidlertid kommet frem til en ret simpel definition: Økopoesi er en ikkedogmatisk litteratur, der har et koordinat i de tre grundlæggende niveauer – i det individuelle, det samfundsmæssige og det kosmiske,« siger Theis Ørntoft og tilføjer, da journalisten bliver lidt fjern i blikket:

»Så det er altså bare en litteratur, der er bevidst om, at der findes noget andet og større end det menneskelige. Ganske enkelt.«

Han bliver så selv fjern i blikket og tilføjer så eftertænksomt:

»Det er måske mit overordnede litteratursyn, ja. De tre niveauer – det individuelle, samfundsmæssige og kosmiske – er altid til stede for mig. Det handler om at undersøge alle de migrationsruter og forbindelser, der findes mellem menneske, samfund og kosmos. For det er herigennem, man kan lave et totalbillede af verden, som den opleves fra et menneskeligt perspektiv.«

Theis’ filosofi er, at mennesket er forbundet med naturen, og kun ved at indgå i en tættere relation med den kan mennesket træde i forbindelse med det kosmiske og altså komme ud af jeget. Men jeg kan ikke se, at forfatteren for alvor i Solar kommer ud over det jeg.
Læs også

Theis Ørntoft har en oprigtig interesse for hverdagslivet og dagligdagen i dens mest banale, konkrete og levede form. Men han har også en altid nærværende fornemmelse af, at der nedenunder hverdagslivet – eksempelvis en samtale som denne; ved et bord i et lokale i København, hvor alle ting og fænomener har navne – flyder vilde understrømme af kaos og kosmos:

»Det er en grunderfaring for mig, at der flyder kosmos og kaos inde bag hvert sekund. Altså hele tiden. Og den erfaring kommer især til udtryk i min skrift: Der er både en fæstnet og konkret hverdag, som karaktererne bevæger sig rundt i, men neden under det niveau, strømmer kaos og kosmos. Og når de niveauer mødes, så slår det vilde gnister, der genererer multidimensionelle rum og psykedeliske billeder i mig.«

De gnister, eller »psykedeliske forbindelsespunkter«, optager Theis Ørntoft heftigt. Det er en slags overgangszoner, hvor de punkter, vi normalt orienterer os efter – såsom tid og rum – er destabiliserede. Zoner, hvor tingene arbejder efter andre logikker. Når man drømmer, når man vågner, når man mediterer, danser repetitivt eller indtager psykedeliske stoffer, eksempelvis.

Og de store, kosmiske perspektiver presser sig da også hele tiden på hos den unge Theis i Solar. Han får sværere og sværere ved at holde øjnene åbne som romanen skrider frem, og når de lukker i, så oversvømmes han af syrede, dystopiske og helt igennem baldrede scenarier. Han falder ned igennem tiderne, han flyder med floderne og andre former for »flercellede liv« i ukendte oceaner, han forsvinder ind i computerspil og pornofilm og tropeskove. Det handler om at lukke øjnene og overgive sig til de kosmiske og kaotiske og begrebsløse strømme, der også findes. Det handler om at have blik for mere end det menneskelige og samfundsmæssige, mener Theis Ørntoft.

»Jeg er meget optaget af evolutionsteori og -historie. Og så er jeg optaget af opløsningen af begreber som det antropocentriske. Begreber og tankemåder, der insisterer på at have mennesket i centrum og dermed overser størstedelen af kosmos og den verden, vi er en del af. Det er en form for storhedsvanvid og arrogance eller naivitet, der har karakteriseret mennesket igennem de seneste årtusinder.«

Som den unge Theis i Solar formulerer det:

»Det private er ikke politisk.
Det private er planetarisk.

Det private er ikke kun en del af samfundet, det er en utilgivelig tanke at tænke. Det er en del af planeten. Spørgsmålet ’hvem er jeg’ er ikke et psykologisk spørgsmål, sådan som folk så længe gik rundt og troede. Det er et planetarisk spørgsmål. For ligesom træet har rødder i sine omgivelser, lige sådan har jeg selv. Også jeg er noget som vejret, teknologien, kulturen, historien og biologien løber igennem.«

Generation X

Det er selvsagt ikke al kunst og litteratur, der besidder den økopoetiske bevidsthed, der er afgørende for Theis Ørntoft. Tanken om, at mennesket ikke er verdens navle, forekommer stadig lettere kontroversiel – i bedste fald gådefuld – for mange forfattere, mener Theis Ørntoft. Især blandt de 45-årige fra den såkaldte Generation X:

»Der er en del forfattere, der nærmest udelukkende beskæftiger sig med, hvad det vil sige at leve et privilegeret liv i en velfærdsstat. Og der går et erfaringsmæssigt skel her; mellem min generation og den foregående. Det er muligvis en forsimpling, men jeg har det anstrengt med litteratur, der bliver ved med at tematisere parforhold, skilsmisse, identitet og de små depressioner, som livet i velfærdsstaten udløser.«

Det handler for Theis Ørntoft ikke om, at velfærdsstatsborgerens eksistentielle problemer ikke bør tematiseres. Det handler om, at de her fylder det hele og holder »det monstrøse verdenskaos« – klima-, flygtninge- og finanskriser med mere – udenfor:

»Som om vi stadig lever i en slags posthistorisk privilegieidyl fra tiden for 11. september,« tilføjer han og rømmer sig:

»Og det forunderlige er, at mange af de her Generation X-forfattere kaldes realister. Det er snarere en slags surrealisme, de bedriver. To karakterer går en tur i skoven, og træerne og det økologiske rum agerer blot død baggrund for parforholdet. Eller de tager på sommerferie med deres venner til en græsk ø, de ser flygtningene på stranden, men det er ikke flygtningene, det handler om. Det er forfatterens dårlige samvittighed og velfærdsdepression, det handler om.«

»Der er en del forfattere, der nærmest udelukkende beskæftiger sig med, hvad det vil sige at leve et privilegeret liv i en velfærdsstat. Og der går et erfaringsmæssigt skel her; mellem min generation og den foregående.«

Sigrid Nygaard

Den velfærdsstatsborgerfikserede litteratur bekræfter altså en antropocentrisk forestilling om, hvad det vil sige at være menneske på planeten Jorden. Og den forestilling er altså både surrealistisk og snæversynet for Theis Ørntoft. Den misser de større perspektiver og tidshorisonter.

Det er det samme, der er på spil i Ruben Östlunds prisbelønnede film The Square. En ganske forfærdelig, firkantet og snæversynet film, mener han. Én ting er, at den er så rodet, formelt set.

»Men det, der gør filmen så frygtelig, er, at den for 117. gang optegner det samme satiriske portræt af den privilegerede og elitære Generation X og deres åh-så-tomme-og-kunstige-luksusliv. Vi gider ikke se på dem mere. Så lav dog en film, hvor aben i hovedscenen slår dem alle sammen ihjel,« foreslår han med monoton stemme.

»De tiggere, der omgiver hovedpersonen og forgæves forsøger at råbe den privilegerede verden op, hives aldrig for alvor ind i handlingsrummet. The Square foregiver – ligesom så mange Generation X-forfattere – at være moralsk indigneret. Men i virkeligheden er den hypernarcissistisk i sit fokus på, hvad det vil sige at være en postmodernistisk, postironisk 45-årig person.«

Det, der i overordnet og forsimplet forstand adskiller Theis Ørntoft fra Ruben Östlund, er Berlinmurens fald og terrorangrebet 11. september 2001. For Ruben Östlund og Generation X står Berlinmurens fald og Francis Fukuyamas tese om historiens afslutning og det liberale demokratis endelige triumf som den centrale begivenhed. De er tilsyneladende præget af en slags posthistorisk lykketilstand, som de ikke helt kan forstå er ophørt, mener Theis Ørntoft. Af en forestilling om, at fremtiden først og fremmest er et spørgsmål om forvaltning af privilegier. For Theis Ørntofts generation er det derimod den 11. september, der på mange måder blev den skelsættende begivenhed. Et ideologisk sammenstød, en blotlægning af krisen som tilstand, finansiel såvel som økologisk – og en afvisning af Fukuyamas tese.

»Det blev med 11. september og finanskriserne, der fulgte, soleklart for os, hvor naiv Fukuyamas teori var. Det klimaks, som forfinelsen af de liberale demokratier repræsenterede i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, er jo maksimalt blot et komma i verdenshistoriens transkosmiske kaosudvikling. Det indser vi i stigende grad. Og det får os til at tænke over livet og planeten Jorden på nye, nødvendige måder. Også i litteraturen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Hanne Pedersen
  • Jonathan Jakobsson
Niels Duus Nielsen, Hanne Pedersen og Jonathan Jakobsson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Siden alid, jeg hørte at alle folke slag omkring middelhavet og specielt i Italien og Tunesien havde livsglade og deres mål med livet er at være glad. Så jeg finder det ikke at destruktivisism gælder alle mennesker. Man skal først og fremmest gå væk fra "Universalismen. "Universel" findes ikke engang i Universet for ex: ikke alle planeter har vand eller ilt.