Læsetid: 4 min.

Tjajkovskijs symfonier går lige i følelserne

I Tjajkovskijs produktion er der tre felter, hvor hans geni manifesterede sig med allerstørst kraft: opera, ballet og symfonisk musik
I Tjajkovskijs produktion er der tre felter, hvor hans geni manifesterede sig med allerstørst kraft: opera, ballet og symfonisk musik

Sofie Holm Larsen/iBureauet

28. marts 2018

Tjajkovskij (1840-1893) blev den første russiske fuldtidskomponist, men i begyndelsen tydede alt på en mere traditionel levevej. Den velstående familie boede i Vjatka-guvernementet ved Uralbjergene, faren var mineingeniør, moren af fransk afstamning, og en guvernante sørgede for, at Tjajkovskij blev flydende på fransk og tysk.

Musik var en højt prioriteret aktivitet for børnene, dog ikke med en professionel karriere for øje. At Tjajkovskij tidligt viste exceptionelle musikalske evner spillede derfor ingen seriøs rolle, og da farens økonomi begyndte at vakle, blev den tiårige sendt alene til Skt. Petersborg, hvor han de næste ni år uddannede sig til at tage en juridisk embedseksamen. Lad os her forbigå de personlige traumer, savnet af moren (som døde af kolera, da han var 14) og vel også den voksende erkendelse af en homoseksuel orientering.

Denne artikel fra Det skønne Rusland findes også som podcast. Du kan lytte her.

Tjajkovskij arbejdede tre år i justitsministeriet, men i 1862 begyndte han på det nyåbnede, vestligt orienterede kejserlige musikkonservatorium i Skt. Petersborg. Denne skoling var afgørende for Tjajkovskijs ståsted i øst-vest-diskussionen. For ham blev det ikke et enten-eller, han integrerede både vesteuropæiske og østeuropæiske idiomer i sin musik, i langt højere grad end de fem i Kutjka, som han stort set havde et udmærket forhold til.

Efter sin afgang fra konservatoriet accepterede han en professorstilling på musikkonservatoriet i Moskva, som stod for at åbne med Rubinsteins bror Nikolaj som leder. Således var dagen og vejen sikret, og fra 1877 og 13 år frem blev han generøst støttet med et årligt beløb af kunstmæcenen Nadezjda von Meck, som blev hans fortrolige i deres omfattende brevveksling, og som han i øvrigt aldrig mødte.

Blå bog

Pjotr Tjajkovskij skiftede i 1862 en kontoriststilling i justitsministeriet ud med en tilværelse som musikstuderende ved Anton Rubinsteins konservatorium i Skt. Petersborg.

Efter endt eksamen rykkede han til Moskva for at undervise på det nyåbnede konservatorium. Herefter komponerede han Symfoni nr. 1 ’Winterdrømme’ (1866) og den lidenskabelige orkesterfantasi ’Romeo og Julie’ (1869).

Den ikoniske ’Klaverkoncert nr. 1’ (1974) blev pure afvist af Anton Rubinstein som rædsom og uspillelig, og da balletten ’Svanesøen’ (1875) efterfølgende fik fiasko på Bolsjoj Teatret, gik Tjajkovskij ind i nogle svære år med pengeproblemer, psykosomatiske lidelser og skyldfølelser over sin homoseksualitet. Et hasarderet ægteskab med en ung musikstuderende kunne ikke afhjælpe denne situation, men det gjorde til en vis grad brevkontakten med den rige mæcen Nadezjda von Meck.

Tre mesterværker kom på rad: ’4. Symfoni’ (1877), operaen ’Jevgenij Onegin’ (1878) og ’Violinkoncerten’ (1878). Anerkendelsen og berømmelsen indfandt sig omsider, men Tjajkovskij kom på ny ind i et dødvande, som først blev brudt med ’5. Symfoni’ (1888). En tildelt statspension tillod ham at rejse ud i Europa og dirigere egne værker med stor succes.

Han dirigerede også uropførelsen af 6. Symfoni ’Pathétique’ (1893) i Skt. Petersborg, og ni dage senere, 6. november 1893, afgik han ved døden. Var årsagen selvmord, kolera eller noget tredje? Det er aldrig blevet opklaret.

11 operaprojekter

I Tjajkovskijs produktion er der tre felter, hvor hans geni manifesterede sig med størst kraft: opera, ballet (Svanesøen, Tornerose og Nøddeknækkeren) og symfonisk musik (seks nummerede symfonier, en violinkoncert, tre klaverkoncerter, ouverturer m.m.).

Det blev til 11 operaprojekter med sene højdepunkter som Mazeppa (1883, efter et digt af Pusjkin), Spar Dame (1890, efter en novelle af Pusjkin) og Iolanta (1891, efter et skuespil af danskeren Henrik Hertz), men over dem alle stråler Jevgenij Onegin (1878).

Handlingen bygger på Pusjkins versroman, en historie om lediggængeren Onegin, som først vækker og derefter koldt afviser kærligheden i den purunge Tatjana, han fortryder et par år senere, og hun er nu den, der afviser ham. Tjajkovskij kaldte operaen ‘lyriske scener’, dels fordi han ville udtrykke poetiske følelser, dels som en hyldest til den franske operastil, som kaldtes l’art lyrique.

Operaens grundstemning er melankolsk, den er en kontinuerlig blanding af det åbne arioso og den mere afsluttede arie, men Tjajkovskij afbalancerer dette forhold mesterligt med folkemusikken og festmusikken (polonæse, vals og mazurka).

Det er imidlertid dramaets knudepunkter, der går i struben på tilskueren: Tatjanas brevscene, Lenskijs afsked før duellen mod vennen Onegin – den mest elskede tenorarie i russisk opera – og slutscenen med den nu gifte Tatjana og Onegin, hvor hun stolt nægter ham sin kærlighed.

Tatjanas brevscene i operaen ‘Jevgenij Onegin‘.

Tjajkovskijs tre sidste symfonier har længe været blandt de mest spillede værker af alverdens symfoniorkestre. De er forskellige i deres dramaturgi, men tonesproget som sådan appellerer voldsomt til lytterens emotionelle modtagelighed.

Man læser ofte, at symfonierne en bloc skulle være mere tysk-østrigsk end russisk orienterede, men det er vel mere speget end som så. I de tre første symfonier – og violinkoncerten – forekommer der en repetitiv teknik med temaer i stadige rotationer. Det kommer fra en hurtig russisk folkedans kaldet kamarinskaja, som Tjajkovskij hørte hos Glinka, og som i øvrigt Sibelius siden blev inspireret af. Men derudover anvender Tjajkovskij ofte direkte citater af folkesange, eksempelvis i nr. 2 med tilnavnet ‘den lillerussiske’, som på den tid hentydede til Ukraine.

Et andet fællestræk i symfonierne er dansen, mere specifikt valsen à la russe, gerne i en rolig og melankolsk iscenesættelse, som var emblematisk for festerne i Skt. Petersborgs high society.

Tjajkovskijs tre store balletter indeholder som bekendt svimlende melodiøse valse, men i symfonierne optræder de på en mere dybtgående måde, enten som enkeltsatser eller som et fremaddrivende grundmønster i den symfoniske proces. Et fascinerende eksempel på det sidste er førstesatsen i den Fjerde, Tjajkovskijs skæbnesymfoni, hvor i øvrigt den indledende ominøse messingfanfare troner frem som en polonæse – fjernt fra dansegulvet.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu