Læsetid: 2 min.

Verden set fra Theis’ navle

I sin første roman ’Solar’ hænger Theis Ørntoft fast i det ’jeg’, han ønsker at gøre op med
Theis’ filosofi er, at mennesket er forbundet med naturen, og kun ved at indgå i en tættere relation med den kan mennesket træde i forbindelse med det kosmiske og altså komme ud af jeget. Men jeg kan ikke se, at forfatteren for alvor i Solar kommer ud over det jeg.

Theis’ filosofi er, at mennesket er forbundet med naturen, og kun ved at indgå i en tættere relation med den kan mennesket træde i forbindelse med det kosmiske og altså komme ud af jeget. Men jeg kan ikke se, at forfatteren for alvor i Solar kommer ud over det jeg.

Sigrid Nygaard

23. marts 2018

Den økopoetiske digter Theis Ørntoft springer med Solar ud som kosmisk romanforfatter. Som det fremgår af interviewet med ham, er han god til at positionere sig selv i opposition til sine forfatterkolleger og til en nyliberalistisk tid. Han fortæller, at han er færdig med at skrive digte og med den undergangseufori, der kendetegnede hans Digte 2014.

I stedet har han kastet sig over »antidannelsesromanen«, fordi han længes efter en litteratur, der ikke bilder sig ind, at mennesket er verdens navle. Derfor gør han i Solar op med dannelsesromanens sædvanlige hjem-ud-hjem-bevægelse og har erstattet den med en hjem-ud-ud-ud-bevægelse, hvor hovedpersonen aldrig vender hjem igen, men fortaber sig i det ukendte.

Det lyder lovende og programmatisk. Det lyder som et bud på at skrive en ny litteratur, der ikke sætter det egne jeg som midtpunkt for det hele.

Men hvordan ser det ud i praksis? Jeg åbner Theis Ørntofts roman og møder allerede i første sætning digteren Theis, der sidder i et tog fra København til Silkeborg. Og sådan fortsætter det. Er det virkelig buddet på den nye roman, der med fiktionens frie kraft gør sig fri af det selvoptagede jeg? Jo, vil nogle sige, for forfatterens projekt på de følgende knap 300 sider er netop at afvikle det jeg. Romanens Theis falder gradvist gennem bogens dele ud af sit liv, ud af civilisationen. Han går i hundene helt ligesom i en klassisk afviklingsroman.

Theis’ filosofi er, at mennesket er forbundet med naturen, og kun ved at indgå i en tættere relation med den kan mennesket træde i forbindelse med det kosmiske og altså komme ud af jeget. Men jeg kan ikke se, at forfatteren for alvor i Solar kommer ud over det jeg. Han er fanget i sit eget jegs rod. Romanen handler om afviklingen af det jeg, men i realiteten ligger han under for dyrkelsen af det, han netop forsøger at komme bort fra.

På sine egne præmisser kan romanen godt være vellykket, sådan som det fremgår af anmeldelsen, men når nu forfatteren så programmatisk vil se mennesket ud over verdens navle, hvorfor har han så ikke taget sig selv alvorligt og skrevet en roman, der ikke bare forsøger at vise afviklingen af jeget? Hvorfor har han ikke for alvor gjort op med at forme sin fiktive verden i det jegs billede og skrevet en roman, som på suveræn vis er hinsides afviklingen? Det er jo det, fiktionen kan; skabe ud over jeget selv. Det andet er i mine øjne en tom gestus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu