Læsetid: 4 min.

Anden Verdenskrig gjorde Dmitrij Sjostakovitj til folkets komponist

Mere end med nogen anden komponist undgår man ikke at diskutere, hvad Sjostakovitj egentlig ville sige med sin musik i forhold til en indespærret eksistens, som han delte med millioner af andre russere
Mere end med nogen anden komponist undgår man ikke at diskutere, hvad Sjostakovitj egentlig ville sige med sin musik i forhold til en indespærret eksistens, som han delte med millioner af andre russere

Sofie Holm Larsen/iBureauet

28. marts 2018

Sjostakovitj (1906-1975) blev født i Skt. Petersborg, familien tilhørte den demokratisk indstillede intelligentsia og var altså ikke dvorjane (adelige). Rødderne var delvis polske, delvis sibiriske og omfavnede således periferisk zarens imperium fra vest til øst.

Da han i 1919 – 13 år gammel og allerede musikalsk produktiv – begyndte sin formelle uddannelse til pianist og komponist, havde en revolution vendt op og ned på denne samfundsorden, og den nye lukkede verden, som senere fik navnet Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, blev altafgørende for, hvordan hans musik blev til: 15 symfonier, 6 solokoncerter, 15 strygekvartetter og anden kammermusik, operaer, bestillingsarbejder, filmmusik og så videre.

Mere end med nogen anden komponist undgår man ikke at begive sig ud i vidtløftige diskussioner om, hvad Sjostakovitj egentlig ville sige med sin musik i forhold til en indespærret eksistens, som han delte med millioner af andre russere.

I tiden op til 1936 var han inde i varmen og blev hyldet som Sovjetunionens mest lovende musiknavn, Stravinskij og Prokofjev boede ikke længere i deres Rusland, så Sjostakovitj komponerede en blanding af moderne og proletarisk musik uden kvalificerede rivaler.

Således blev operaen Lady Macbeth fra Mtsensk (efter en novelle af Leskov) et tilløbsstykke og rost som en succes for den socialistiske samfundsmodel. Men da operaen blev sat op i Moskvas Bolsjoj Teater i januar 1936, fik piben en anden lyd. Stalin var kommet for at høre, hvad dette så omtalte unge geni egentlig kunne udrette.

Pludselig forlod han opbragt sin loge; ifølge den unge tysk-jødiske dirigent Kurt Sanderling, som var til stede: på grund af et stærkt erotisk beskrivende mellemspil i orkestret. Den store diktator blev ganske simpelt konfronteret med sin egen impotens, mente Sanderling.

Sjostakovitj læste et par dage senere en usigneret artikel i dagbladet Pravda med rubrikken »Larm i stedet for musik«. En nedsabling af operaen, og den sluttede med at proklamere, at musikkens kraft sættes over styr til fordel for småborgerlige eksperimenter og en forskruet trang til at opnå originalitet med de billigste midler. »Denne leg kunne ende galt.«

Blå bog

  • Dmitrij Sjostakovitj skrev ’Symfoni nr. 1’ (1924-25) som en eksamensopgave på Petrograd Konservatoriet, uropført af Leningrad Filharmonikerne under Nikolaj Malko i 1926.
  • Symfonien gik verden rundt, Sjostakovitj blev berømt med et slag. Med sine næste to symfonier (1930 og 1932) forsøgte han at imødekomme to oppositionelle fløje i sovjetmusikken: den moderne-vesteuropæiske og den proletariske.
  • I 1934 implementeredes Stalins doktrin om den socialistiske realisme, som gjorde livet mere end almindeligt besværligt for Sjostakovitj. Han blev fordømt på grund af operaen ’Lady Macbeth fra Mtsensk’ (1930-34) og svarede gådefuldt igen med ’5. Symfoni’ (1937). Nu blev han taget ind i varmen igen, og ganske særligt ’Symfoni nr. 7’, ’Leningrad’ (1940) fik en kolossal betydning for kampmoralen og vakte international opmærksomhed med komponisten på forsiden af magasinet Time iført brandhjelm.
  • Den tragiske ’Symfoni nr. 8’ (1943) fulgte efter slaget ved Stalingrad, hvor regimet havde forventet et triumferende nationalstykke. Efter krigen fordybede Sjostakovitj sig i strygekvartetgenren, i alt 15 med den sidste fra 1974.
  • ’Symfoni nr. 10’ blev påbegyndt umiddelbart efter Stalins død i 1953, og der fulgte endnu fem med den sidste i 1971. I 1960 blev han medlem af partiet og tiltrådte som førstesekretær i komponistforbundet. I sine sidste år var Sjostakovitj alvorligt kræftsyg; sonaten for bratsch og klaver blev komponeret fire måneder, før han døde 27. december 1975.

En fjende af folket

1936 var året, hvor ‘den store terror’ begyndte i Sovjetunionen, udrensningen af muligvis henved to millioner borgere. Sjostakovitj blev offentligt kaldt en fjende af folket og ventede hver nat med en kuffert under sengen på at blive afhentet. Han havde færdiggjort sin mægtige 4. Symfoni, som er under betragtelig indflydelse af Gustav Mahler og specifikt dennes 7. Symfoni.

Sjostakovitj trak den tilbage, men hans modsvar kom i 1937 med 5. Symfoni, som i en avisartikel blev beskrevet som »en sovjetkunstners kreative svar på retfærdig kritik«. Hvem havde sagt det? Komponisten fortalte Sanderling, at symfonien i det store hele handlede om ham selv og Stalin. Med finalens sidste jublende D-dur-affirmationer råber Sjostakovitj ‘jeg, jeg, jeg’. Jeg er stor, ikke du.

Anden Verdenskrig gjorde Sjostakovitj til folkets komponist. 7. Symfoni fra 1941 med tilnavnet Leningrad blev tolket som en hyldest til byens ufatteligt udholdende modstand mod Hitlers invasionsstyrker. Symfonien blev faktisk påbegyndt før belejringen, tilskyndet af begrebet ’krig i vor tid’, men den kunne godt kaldes Leningrad, sagde Sjostakovitj, i så fald den by, som Stalin allerede havde ødelagt, hvor Hitler blot gjorde arbejdet færdigt. De fleste af mine symfonier er gravsten, sagde han også.

Sjostakovitjs ‘7. Symfoni‘ med tilnavnet ‘Leningrad‘.

Det er de mange, der omkom under Stalins terror og verdenskrigen, han har tilegnet både store og mindre hudløst rugende og sorgfulde værker. Det gælder den tragiske 8. Symfoni fra 1943 – 1. Violinkoncert fra 1948, gemt bort og uropført i 1955 med David Ojstrakh som solist – Sangcyklussen med jødisk folkepoesi fra samme år, først opført i 1955 – 4. Strygekvartet med jødiske temaer igen fra samme år, først opført i 1953 – og det gælder 13. Symfoni med tilnavnet Babij Jar fra 1962 til minde om nazisternes massakre på 37.000 jøder i en skovkløft ved Kiev.

1948 med de bortgemte værker var året for en ny brutal fordømmelse, da den frygtede kommissær, Andrej Zjdanov overtog ansvaret for kulturpolitikken. Nu stod Sjostakovitj helt ude på trappeafsatsen med sin kuffert og røg cigaret efter cigaret – for at skåne familiens nattesøvn. Han forsøgte at afværge deportationen med systemvenlig musik.

Den gradvise ’rehabilitering’ efter Stalins død i 1953 kunne imidlertid ikke gøre hans liv lysere. Det havde været gråt og kedeligt, uden synderlig glæde. »Det er desværre den ulykkelige sandhed,« sagde han ifølge Solomon Volkov, forfatteren til den stærkt omdiskuterede ’selvbiografi’ Vidnesbyrd, der blev udgivet i Storbritannien fire år efter komponistens død.

Sjostakovitj modtog Léonie Sonnings Musikpris i 1973.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Mikael Velschow-Rasmussen
David Zennaro og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer