Verdenskunstneren Chagall går direkte i hjertet

Chagall (egl. Sjagal) var en verdens-kunstner, en af dem, ethvert barn kender. Hans tilsyneladende let forståelige, simple billeder, hvor fantastiske skikkelser svæver gennem luften i en atmosfære af bryllup og dans, går på en eller anden måde direkte i hjertet. Men dette teatermenneske, som han også var, rummede naturligvis også mørkere sider. Med direkte forbindelse tilbage i tiden til gamle ritualer på bondelandet og i den store jødiske tradition, der også præger Rusland, samler han ligesom alting i det samme, aldrig stillestående verdensbillede. Dans og død.

Han opdagede tidligt teaterets pragt og fortvivlelse, og det fulgte ham livet igennem. Først med mindre, især jødiske teatre, senere med den store og berømte russiske balletverden omkring Diaghilev.

I 1910-1914 var han i Paris, hvor han mødte tidens store, nye skabere: Apollinaire, Cendrars, Robert Delaunay og Fernand Léger.

Han var allevegne, arbejdede i alle medier, illustrerede russiske litterære klassikere som Gogols Døde sjæle, arbejdede i keramik og alt muligt andet.

Hans egentlige inspiration var lyset og dermed farven. Picasso sagde i 1950’erne, at »Chagall snart er den eneste tilbage, der for alvor aner, hvad farven egentlig er«.

Marc Chagall: Calvary, 1912.

Den russiske tøbrudsdigter Andreij Voznesenskij hylder Chagall i udstillingskataloget Chagall discovered, 1988, og citerer et par af »den hvidhårede mesters digte« ved at lade dem »flagre som sommerfugle gennem den store udstilling«:

»Og hvis jeg græder, er det regnen der strømmer. Engang gik jeg glad med to hoveder på mine skuldre. Engang kunne mine to hoveder le. Nu vandrer jeg gennem mørket som gennem en skov. Sommetider på fødderne, sommetider på hænder. Et vissent blad falder fra himlen til jorden. Jeg er bange. Jeg maler verden fastlåst i søvnens greb. Når sneen falder tungt på min skov, bliver billederne forvandlet til drømme. Hvor mange år har jeg stået her midt iblandt dem? Jeg har levet mit liv i forventning om et mirakel. Jeg venter her – hvornår vil det omringe mig? Så sneen kan falde som en stige. Jeg er træt af at stå her – lad os flyve sammen. Op i himlen ad de små, hvide trin.«