Læsetid: 10 min.

Adonis: »At være digter er for mig at være imod religion«

Den arabiske verdens bedste bud på en nobelpristager i litteratur er en 88-årig revolutionær, der sætter sin poesis mystiske verdensopfattelse op som modbillede til et magtinstrumentelt islam
Adonis er en ukrukket og imødekommende mand. Han har et nysgerrigt blik og let til klukkende latter. Men han er også en revolutionær og kontroversiel skikkelse, der står bag skånselsløst kritiske udtalelser om, at Islamisk Stats barbari skulle være udtryk for den islamiske religions »selvmord og blindgyde«, og at »intellektuelt har islam intet at byde på længere«.

Adonis er en ukrukket og imødekommende mand. Han har et nysgerrigt blik og let til klukkende latter. Men han er også en revolutionær og kontroversiel skikkelse, der står bag skånselsløst kritiske udtalelser om, at Islamisk Stats barbari skulle være udtryk for den islamiske religions »selvmord og blindgyde«, og at »intellektuelt har islam intet at byde på længere«.

Astrid Dalum

13. april 2018

Han ser ikke ud af alverden, den lille mellemøstlige gentleman med hat, som han står der i et vældigt og vidtstrakt klitlandskab med det oprørte Vesterhav som baggrund. Det er en tåget, regnfuld dag i Husby, hvor havets grå farveskala glider i ét med himlen og får horisonten til at forsvinde.

Men Adonis er en sand gigant. Han er det arabiske sprogs og den arabiske verdens digterkonge. ’Ukronet’ er han i den forstand, at han i de sidste mange år har været tårnhøj favorit hos bookmakere og kritikere til at få tildelt Nobelprisen i litteratur. Og dog vil det ikke rigtig lykkes at vinde Det Svenske Akademis ultimative gunst.

Adonis er en ukrukket og imødekommende mand. Han har et nysgerrigt blik og let til klukkende latter. Men han er også en revolutionær og kontroversiel skikkelse, der står bag skånselsløst kritiske udtalelser om, at Islamisk Stats barbari skulle være udtryk for den islamiske religions »selvmord og blindgyde«, og at »intellektuelt har islam intet at byde på længere«. Det sidste sagde han i et interview med Le Figaro i 2016, og dødstruslerne er ikke udeblevet.

Rigtig mange vil dog gerne hylde og fejre den 88-årige syrer. Og derfor befinder Adonis sig i dag i disse vindblæste omgivelser, inviteret af Anna Stigsgaard, litteraturmagister tilknyttet Odin Teatret. Digteren sætter tydeligvis pris på synet af de store grå, skumpiskede bølger, der tager land. Det er kun anden gang i sit liv, at den fransktalende digter ser la Mer du Nord, og sidste gang var det en norsk klippekyst. Han er langt fra det parisiske palæ, en velynder har skænket ham som æresbolig. Langt fra sit martrede første hjemland, Syrien, hvis borgerkrig og lidelser til digterens fortvivlelse synes uden ende.

Digte fra Kroppens begyndelse Havets ende, oversat af Salim Abdali:

1.

Min mund
et bindeled mellem dine bryster
vores kroppe
en anden grammatik en anden bøjning
af sanserne kommer sproget.
I et glimt
bliver himlen
af kærlighed til jorden
et spejl.

Man kunne tro, at Adonis ville bakke op om de revolutionære kræfter i Syrien, men sådan forholder det sig ikke. Han begræder sit tabte hjemland, som han aldrig regner med at gense og tænker vemodigt tilbage på sit sidste besøg – det var i 2010, hvor han »for første og sidste gang« under et besøg hos venner så nogle af de kulturelle oldtidsminder i det nordlige Syrien, som Islamisk Stats kulturvandalister i mellemtiden har ødelagt. Men han ser krigens stridende parter som forenet i et fælles destruktionsprojekt.

»Den syriske revolution gik til grunde, da de revolutionære greb til våben. Jeg er overbevist om, at regimet var faldet, hvis man havde holdt sig til ikkevoldelige metoder. Problemet beror på de kulturelle og religiøse strukturer, som styrer landet. At udskifte et arabisk regime ved at erstatte en tyran med anden løser ingenting. Det, man kalder revolution og opposition i Syrien, er bare regimets andet ansigt. Den såkaldte opposition har ingen planer om at oprette en sekulær orden, om at frigøre kvinderne, reforme institutionerme, overholde menneskerettighederne«. 

Astrid Dalum

Adonis har dog lige så få forhåbninger til, at nogen hjælp kan komme fra Vesten. Han er fuld af en dyb foragt for amerikansk magtpolitik, der har været med til at »smadre regionen«, og forstemt over Europas mangel på selvstændig handlekraft.

»Jeg forstår slet ikke, at hele Europa lige nu taler om den forgiftede spion i England, når der er massakrer i gang i Yemen og Afrin,« siger han med et bittert drag om munden. »Du er journalist, kan du forklare mig, hvorfor det er sådan?«

Information må blive Adonis svar skyldig. Og tager nu en beslutning om at begynde ved begyndelsen. Med et poetisk vidunderbarn.

– Kom poesien til dig, eller kom du til poesien?

»Sådan tror jeg ikke, man kan stille det op. Lad mig fortælle om min barndom. Og om det bondesamfund, jeg voksede op i. Det kan belyse min fødsel som digter. Vi boede i Al-Qassabin, en lille landsby, der lå i næsten total isolation fra den omgivende verden. Jeg gik ikke i skole, men min far lærte mig at læse, og det var poesi, vi læste – han var velbevandret i klassisk arabisk poesi, selv om han var bonde. Så jeg vil sige, at det var ham, der initierede mig. Poesi var en mundtlig tradition, men vi havde også bøger«.

Dengang hed den arabiske digter endnu ikke Adonis, men Ali Ahmed Saïd Esber. Allerede som 7-8-årig havde han læst alt, hvad han kunne opdrive af arabisk poesi, og han vidste, at han selv ville være digter. De første digte, han skrev, fik han afvist af alle de tidsskriftredaktører, han sendte dem til. Adonis kunne som sin far være blevet en bonde med god sans for poesi. Men så skete der to ting, der ’fødte’ ham som digter – han taler selv om en ny fødsel: »Jeg har to mødre: min biologiske mor og poesien.«

Det første, der skete, var, at teenagepoeten fandt en tilhører, der forstod at værdsætte ham. Det var ingen ringere end Syriens daværende præsident, Shukri al-Quwatli, der en dag i 1947 tilfældigt gæstede den afsides liggende landsby. Præsidenten, der få år før havde ført det franske protektorat til national uafhængighed, blev så begejstret over den purunge Adonis’ deklamationer, at han tilbød sig som protektor og betalte for, at Adonis fik en uddannelse.

Det andet, der skete, var at digterspiren fandt sit navn; det skulle blive mere end et kunstnernavn – det er i dag ganske enkelt det navn, hvorved han vil kaldes. Og nu kunne han pludselig få udgivet sine digte.

2.

Her er vi
ansigt til ansigt i helvedet
af vores sår.
Kulden er nu vores hjem og
en falden planet adskiller os
planeten skriver det visnendes
elegi for blomsterne.

Natten har mistet evnen til at puste liv
i sine lanterner.

– Hvorfor kalder du dig for Adonis?

»Adonis er et navn, der peger tilbage mod mit lands fønikiske fortid. Jeg stødte tilfældigt på legenden om Adonis, der elskes af kærlighedsgudinden Ishtar – det sumeriske navn for Venus eller Afrodite – men bliver dræbt af et vildsvin. Hans blod forvandler sig til de røde anemoner, som man i dag kalder ’Adonis’ blod’, og når floden i Libanons Adonisdal ved vintertide bliver rød, siger man også, at ’det er Adonis’ blod’. Det blev jeg bevæget over, og så syntes jeg navnet havde en god klang.«

Først retrospektivt gjorde Adonis sig klart, at pseudonymet kunne ses som programmatisk. Det kom til at afspejle hans vedvarende forkærlighed for »middelhavskulturens præislamiske muser«. Og banede vej for et tidligt gennembrud som 17-årig, men da Adonis præsenterede sig personligt for litteraturredaktører, ville ingen tro, at denne bondeknægt kunne skrive så bemærkelsesværdige digte.

Siden fulgte intense studier, først på fransk gymnasium, siden på juridisk og filosofisk fakultet på Damaskus Universitet. Formativt blev i disse år mødet med vestlig – især fransk – litteraturs samtidige digtere, Max Jacob, Paul Éluard, Louis Aragon og René Char og hele den surrealistiske tradition fra 1930’erne, som hos den unge Adonis vakte mindelser om den sufistiske mystik, han kendte så godt fra arabisk poesi. 

– ’Sufisme og surrealisme’ hedder et af dine værker, hvad betød mødet med vestlig litteratur for dig?

»Det var en anden stil og andre tematikker, modernitetens og storbyens tematikker, som vi kender det hos Baudelaire – en ny spænding mellem forgængelighed og form. Da jeg læste fransk poesi, blev jeg bedre i stand til at forstå og se nye dimensioner i arabisk poesi. I mine genlæsninger af arabisk poesi kunne jeg se en digterisk kraft, der så at sige var camoufleret af traditionalisme og religion, af religiøs kultur. Men jeg kunne også se overraskende paralleller mellem sprogsynet hos Abu Tammam og Mallarmé.«

Abu Tammam var en arabisk digter, der levede fra 788-845. Som den franske symbolistiske digter Mallarmé dyrkede han ifølge Adonis en vision for poesien, hvor verden nygestaltes igennem digterisk sprogbrug. Relationen mellem digteren og ordet er som »relationen mellem to elskende og selve den digteriske komposition som en erotisk akt«.

Surrealismen ser Adonis ligefrem foregrebet hos arabiske mystikere. Den surrealistiske automatskrift har ifølge ham en forløber i den mystiske praksis al-imla – som Adonis oversætter som »universel diktion«. Ordene kommer udefra til digteren i en kropslig, mystisk ekstase, hvor han bliver til »rent lys og derfor en del af det ukendte og usynlige«.

3.

Et rum
forrådt af søvnen.
Ingen drøm tilbage.
Natten er en grav der åbner sig og
døren en krykke af lys.
Ingen glæde her.
I stolenes farver
sover et spektrum af støv.
Et rum –
forladt af alt og
døden læser væggene.

Litteraturhistorisk er Adonis’ fortjeneste at være forløser og frontfigur for den modernistiske revolution i arabisk poesi, som satte ind fra 1950’erne. Ikke blot ved de digte, han selv skrev – hovedværket fra disse år er Sange af Milhyar fra Damaskus fra 1961, som udkom på dansk i 2016, oversat af Anna Stigsgaard og Salim Abdali – men også i kraft af hans virke som redaktør for tidsskrifter som Shi’ir – kaldet »det mest indflydelsesrige arabiske litteraturtidsskrift nogensinde« – der udkom i ti år og Mawaqif. Han opholdt sig i disse år i Libanon efter at have sonet en etårig fængselsstraf for oppositionelle aktiviteter i Syrien.

Uanset den modernistiske drejning i poetisk sprogbrug er Adonis i sin digtning i en vedvarende kontakt med den arabiske poesis store traditioner. Som hos T.S. Eliot er der i flere af Adonis’ digte dialogiske forbindelseslinjer bagud til fortidens store værker. Det har i mange år vanskeliggjort receptionen af ham i Vesten, hvor kendskabet til en orientalsk kulturs historiske resonansbund er ringere. Og gør oversættelse vanskelig og fodnotetung. Det erkender den anden af Adonis’ to dedikerede oversættere Salim Abdali, der kalder det »en forbrydelse« at oversætte ham. Abdali, der er universitetsforsker og ekspert i biokemi, siger dog også, at han blevet eksistentielt afhængig af at begå denne forbrydelse igen og igen og håber en dag at have oversat mesterens samlede værker til dansk.

Tror man nu, at den poetiske mysticisme, Adonis påkalder, er et esoterisk anliggende, der er forbeholdt avantgardelyrikere og deres sofistikerede kunstpublikum, tager man imidlertid fejl. Der ligger en hel kosmisk verdensopfattelse bag, der står i total opposition til religiøs fundamentalisme. Den skitserer Adonis selv i bogen Vold og islam, der kom på dansk, også i 2016.

Astrid Dalum

– Du modstiller i ’Vold og islam’ poesi og religion. Poesi står i modsætning til den religiøse ånd, fordi religion leverer svar, mens poesi stiller spørgsmål, skriver du. Hvordan skal det forstås?

»Konflikten mellem poesi og religion kan vi finde helt tilbage til islams grundlæggelse. Alle digtere dengang var imod den nye religion, men de fik den skæbne, Platon forbeholder digtere i sin ideelle bystat. Der findes ikke i hele islams historie en troende, som også er digter, som også er kunstnerisk og eksistentielt søgende – islam er poesiens negation,« siger Adonis kategorisk og henviser til, at kristendommen derimod har kunnet frembringe fremragende religiøse digtere som den fromme franske katolik Paul Claudel.«

Og alligevel findes der en rig arabisk tradition som et delvis glemt modbillede til det religiøse tyrannis kvælende dominans. For Adonis er det en revolutionær ambition at »genlæse den arabiske civilisation«. Og at fremdrage dens skabende ånder, som overlevede og levede på trods af de religiøst ortodokse, selv om de blev »udstødt, dømt, fængslet, landforvist eller endda korsfæstet«.

På spørgsmålet om, hvorvidt Adonis i dag ser reformtænkere i den islamiske verden, der kan forlige en religion på fundamentalistisk fremmarch med demokrati, modernitet og frihedsværdier, reagerer han næsten med forargelse.

»Jeg vil ikke have reformtænkere, men revolutionære«. Hvad revolutionen drejer sig om, er et veritabelt paradigmeskift, hvor islam opgives og overskrides, forbindelsen og kontinuiteten bagud til den arabiske kulturs skabende traditioner genetableres.

»Poesi er aldrig på magtens side. Den er per definition imod despotisme, imod tyranni og imod religion, i den forstand at religion er et lukket system. At være digter er for mig at være antireligiøs eller rettere ikkereligiøs. Det er at operere og skabe hinsides al dogmatik.«

Adonis har udtrykt sit poetiske mysticiske credo således: »At skrive for mig er at skabe nye forhold mellem ordene og tingene, mellem ordet og verden, og derigennem tilvejebringe et nyt billede af verden, der er smukkere og mere menneskelig. At skrive poesi er derfor at være i konstant opgør med de til enhver tid herskende magter. At forandre verden er at forandre dens betydning«.

4.

Morgengryet spurgte mig om hende og
jeg spurgte min seng om svar –
puden veg og dynen
krympede sig sammen i sin tavshed.

I soveværelset dækkede solen
morgenens krop
med sin kåbe.

– Er poesi mere værdsat i den arabiske verden end i Vesten?

»Horisontalt, ja. Det er et mere levet og direkte forhold til poesi. Vertikalt, nej, for der er slet ikke de samme institutionelle litterære rammer for at dyrke litteratur.«

– Og hvad med Nobelprisen. Nu har du været nævnt som favorit i så mange år?

»Den udtaler jeg mig overhovedet ikke om,« kommer det bestemt.

Få timer efter interviewet går Adonis på scenen bakket op af Odin Teatrets husorkester, en virtuos violinist og en sangerinde, der synger brasilianske ballader. Det meste af Nordvestjyllands kulturborgerskab må være til stede denne aften, og en af de lokale ildsjæle bag Holstebros ’Poetisk Torsdag’-arrangementer fremsiger et hyldestdigt til æresgæsten.

Selv læser han op på arabisk – med oversættelser til dansk oplæst fra Odin Teatrets skuespillere og Salim. Adonis’ oplæsninger vækker stor begejstring blandt en lille gruppe syrere, der er inviteret til lejligheden, enkelte af dem flygtninge fra borgerkrigen. For dem er han en superstjerne. De kommenterer ivrigt hans oplæsning, der er meget karakteristisk: Hver gang han når til sidste strofe i et digt, afleverer han den med en særlig emfase og en charmerende lattermild gestus. Syrerne, de fleste af dem ganske unge, filmer ivrigt seancen med deres smartphones. »Det er som at høre syrisk-arabisk, som det blev talt for 60 år siden,« udbryder en. Hele publikum istemmer en fællessang som en yderligere hyldest til Adonis; selv om han næppe forstår meget af Den gamle skærslibers forårssang, er det et originalt bidrag til en poetisk aften.

Astrid Dalum

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Viggo Okholm
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Christian Skoubye
  • Niels P Sønderskov
  • Jørn Lybech
Jørn Andersen, Viggo Okholm, Jens Thaarup Nyberg, Christian Skoubye, Niels P Sønderskov og Jørn Lybech anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poesi på en torsdag i Holstebro har kørt i mindst 10 år, og det betyder at vi her i byen har haft besøg af alt hvad Danmark og også lidt Skandinavien kan byde på af digtere, og det lige fra Rifbjerg, Prins Henrik, Nordbrandt, Laugesen, Tafdrup og 40 andre. Det er et fantastisk initiativ.
Poesi på en torsdag er arrangeret af Odin Teatret i samarbejde med Holstebro Gymnasium & HF, Holstebro Bibliotek, Musikteatret, Arnold Busck Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro og Holstebro Kunstmuseum. Arrangementet er støttet af Holstebro Kommune og Statens Kunstråds Litteraturudvalg.
Information kunne godt kigge forbi lidt tiere.
Se mere her: http://www.odinteatret.dk/events/poetry-evenings.aspx

Jørn Andersen, Viggo Okholm, Hans Aagaard og Niels P Sønderskov anbefalede denne kommentar
Niels P Sønderskov

Tak for den artikel, der nærmest er dette års abonnement på avisen værd. Modsat så meget andet vrøvl man læser her.

Jesper Brandt

Befriende artikel. Helt enig i Niels P. Sønderskovs kommentar. Havde man dog blot kunne have tænkt baglæns: Det burde for længe siden have været obligatorisk læsning for alle udenrigskommentatorer på Information.
Men hvordan virkeliggøres paradigmeskiftet? Hvem er Adonis' revolutionære i Syrien? Hvorfor spørger Niels Ivar Larsen ikke ind til det?

Jens Thaarup Nyberg

Udenrigsnyhederne fortæller, Adonis’ revolutionære i Syrien er stridens collaterale ofre.

Skal vi ikke bare nyde ham som menneske med tanker om hvordan livet kunne være anderledes, hvis vi hver især uanset tro og politisk ståsted kunne vælge at fravælge det ulidelige ondskab som mennesket desværre har tilladt dets magthavere og valgte at bruge til løsning af begær og konflikt. Jeg kender ham ikke indrømmet, men jeg er gået glip af noget.

Morten Hjerl-Hansen

Uregerlig er han vel nærmest, med hans egne ord. Men vi har et ord der hedder ordentlig. Poesien kan sagtens sameksistere med både moskeer, kirker, synagoger, templer og regnvejr.

Vi kan ikke tillade os over for os selv at stå af intellektuelt overfor denne mand, Adonis. Ordentlighed indebærer, blandt andet, at vi kan skille tingene ad. Analysere. Forholde os kritisk. Hvis vi uden videre giver efter for denne eksotiske mands vidtløftige credo og skønne strofer bliver vi overophedede og glemmer i næste nu at sorg, det mest komplekse i livet, kan blive til had og had til pænhed af forskellig art, herunder hihi digter-pænhed.

At sorg er det mest komplekse i livet betyder at vi må have respekt for trøstens og opmuntringens veje. Når en person siger "her følte jeg opmuntring eller trøst" er der sket noget værdifuldt som ikke nødvendigvis er at ligestille med  en kunstoplevelse.

Vi har en fri vilje under visse omstændigheder og særligt i forhold til det at sorg er det mest komplekse i livet. Vi kan gøre en forskel.

Henrik Plaschke

Kritikken af den dogmatiske religion og af de religiøse autoriteter er på ingen måde et nyt tema hos Adonis – tværtimod.

Men den afvisende form for holdning til religion, som han udtrykker i ovenstående interview, forekommer mig ret forskelligt fra – og meget mindre nuanceret end - de synspunkter, han tidligere har udtrykt. Om det er Adonis, der har ændret sine standpunkter, eller forskellige interviews, der fremhæver forskellige aspekter af hans tænkning, skal jeg ikke kunne sige, og det interesserer mig heller ikke specielt meget.

Det interesserer mig derimod at fremhæve de sider af de islamiske traditioner – sufismen – som Adonis er beslægtet med, og som han tidligere har udtrykt sit slægtskab med, men som stort forties i ovenstående interview. I et interview bragt i Politiken i 2008 kan vi således læse den følgende ordveksling:

Man mærker i mange af dine digte et dybt slægtskab med middelalderens sufidigtere ...

»Ja, mit forhold til sufierne er ganske rigtigt stærkt. Jeg er især inspireret af deres opgør med institutionerne. Deres forbillede var Jesus, som nægtede at underordne sig autoriteterne, og på samme måde nægtede sufierne at acceptere dogmatisk religiøsitet. De repræsenterer derfor en af de største revolutioner i islams historie. Lad mig blot nævne fire områder, hvor sufisterne efter min mening stadig er lyslevende: For det første placerede de Gud inden i det enkelte menneske og ikke hos en udenforstående teologisk autoritet. For det andet betragtede de sandhed som en proces og ikke som noget givet. Man kan ikke arve sandheden, sagde de, man må selv opdage den. For det tredje understregede de, at identitet ikke er noget statisk, men noget, som bliver til løbende, mens man lever. Og endelig vendte de op og ned på forholdet til ’den anden’, som de ikke anså for et problem eller en trussel, men som en livsnødvendig dialogpartner. Vejen til dig selv går altid gennem ’den anden’, sagde de, og deres menneskesyn var derfor imødekommende og nysgerrigt«.

Men sufisme er jo også et religiøst system. Hvilken placering har religionen i dit eget liv og forfatterskab?

»Religion er en proces, som kan organisere menneskers forhold til det usynlige, det ukendte. Som jeg ser det, er der tale om et almenmenneskeligt behov for struktur og mening i galskaben, og det har min dybeste respekt. Menneskers måde at forholde sig til det uforståelige på fortjener altid respekt. Men det skal være et individuelt anliggende. Jeg er stærk modstander af religion som en massebevægelse, fordi religiøse ideologier altid berøver folk deres frihed. Ligesom man skal have lov at være religiøs, betragter jeg det som en menneskeret ikke at tro på noget«.

Så religiøse fundamentalister står i virkeligheden i vejen for noget helt grundlæggende i religionen? Jeg har endda set dig citeret for at sige, at de vantro forstår islam bedre end mange imamer.

»Fuldstændig korrekt. Sand religiøsitet forholder sig ligesom poesien til det uudgrundelige, til det enkelte menneskes vilkår i evigheden, og både religion og poesi trives dårligt med regler og dogmer. I den forstand repræsenterer mange imamer for mig at se en trussel mod deres egen religion«.

(Christian Graugaard, At generobre sit sprog – interview med Adonis, Politiken, 31. maj, 2008).

Ortodoks islamisk tænkning fremhæver sufismen som værende fremmed for islam. Adonis forfægter i citatet faktisk det modsatte synspunkt. Er Adonis 2008 ikke en smule mere nuanceret end Adonis 2018?