Læsetid: 3 min.

Arkivmateriale bekræfter, at den prominente franske tænker Julia Kristeva var agent for bulgarsk KGB

Prominent fransk litteraturkritiker og feminist benægter at have været hemmelig spion for den bulgarske efterretningstjeneste frem til 1973, men omfattende arkivakter dokumenterer kontakten
Det omtalte arkivmateriale.

Det omtalte arkivmateriale.

DIMITAR DILKOFF

6. april 2018

Bulgarskfødte Julia Kristeva, 76 år, er en af de mest brillante fransksprogede intellektuelle i verden. I årtier har hun udfoldet sit alsidige talent som sprogforsker, litteraturkritiker, psykoanalytiker, feminist og skønlitterær forfatter. Hendes cv og værkliste er lige så respektaftvingende som hendes deltagelse i det offentlige liv som venstrefløjsdebattør med sans for analytisk præcision og skarpe replikker.

I litteraturvidenskaben rager hun op med raffinerede videreudviklinger af Jacques Lacans psykoanalytiske fortolkningsapparat. Kristevas karriere har været kendetegnet ved partnerskaber på højeste plan med fremtrædende tænkere som Roland Barthes, Jacques Derrida og Umberto Eco, og gift er hun med forfatteren Phillippe Sollers.

Hendes bedrifter vil utvivlsomt blive stående, og dog kan hendes ry nu have lidt et bemærkelsesværdigt knæk. For ved siden af sit omfattende akademiske forfatterskab arbejdede Julia Kristeva tilsyneladende også for det kommunistiske Bulgariens efterretningstjeneste, Durzhavna Sigurnost, som verden siden skulle lære at kende for dens drab på regimemodstandere med stik fra giftparaplyer.

Kristeva kom til Frankrig i 1965 på et stipendium. Sollers fortalte i 1996 i et interview med avisen Libération om det første møde: »Hun kom til Bulgarien med en kuffert og fem dollar, og jeg anså hende for at være kommunist og spion. Hun ville interviewe mig, og siden ville jeg ikke forlade hende. Hun var ekstremt smuk og intelligent.« Vidste Sollers mon, at hans senere hustru allerede på dette tidspunkt kan have været bulgarsk spion under dæknavnet Sabina? Kontakten mellem Kristeva og Durzhavna Sigurnost fremgår i al fald af arkivakter, som først faldt et bulgarsk medie og siden det franske nyhedsmagasin Nouvel Obs i hænde.

Julia Kristeva benægter selv kategorisk at have været spion – »det er det rene sludder, nogen må være ude på at skade mig« er hendes foreløbigt eneste kommentar til disse kompromitterende påmindelser fra hendes fortid og oprindelsesland. Måske havde hun vitterligt glemt alt om den gamle historie, for ironisk nok var det kun, fordi hun havde indsendt en artikel til et bulgarsk litteraturmagasin, at hendes fortid blev gransket i Bulgarien, hvor en lov påbyder at arkivtjekke personer, som vil publicere, hvis de er født før 1976.

Kristevas fuldstændige dementi virker ikke overbevisende og har indtil videre kun ført til, at endnu flere dokumenter om hendes agentfortid er dukket op. Spekulationerne går nu på, at Kristeva formentlig har måttet forpligte sig på en eller anden form for informantvirksomhed for i 1965 overhovedet at have kunnet opnå udrejsetilladelse.

Ikke desto mindre ser Kristeva ud til i den første periode at have været nidkær i tjenesten: Til sin bulgarske føringsofficer i Sofia leverede hun angiveligt omfattende informationer om intellektuelle og eksildissidenter og analyser af Frankrigs udenrigspolitik, ligesom hun formulerede personlige vurderinger af den daværende formand for det franske kommunistparti, Roland Leroy, og berettede om den kommunistiske franske digter, Louis Aragons holdning til Sovjets knusning af Pragforåret i 1968. Hele Kristevas dossier fylder ifølge Novel Obs 160 sider og er nu lagt online af den bulgarske arkivkommission.

Var Kristeva selv kommunist i slut-60’erne? Svaret er givetvis ja, for det var ganske mange parisiske intellektuelle i perioden, men efter 1968 var det en anden kommunisme, der inspirerede, nemlig den kinesiske maoisme: Kristeva og Sollers var blandt de vigtigste igangsættere af den maoisme-fascination, som blomstrede til langt ind i 1970’erne på den franske venstrefløj, mange af dem organiseret omkring tidsskriftet Tel Quel. Om disse maoistiske aktiviteter berettede Kristeva også til sin føringsofficer.

Der er dog intet, der tyder på, at Kristeva har foretaget sig noget strafbart, og selv hvis hun havde, ville sagerne i dag være forældede. Det var ikke statshemmeligheder, men almindelige efterretninger og vurderinger, hun delte med det bulgarske modstykke til KGB og Stasi.

Det fremgår dog også af arkivet, at den bulgarske føringsofficer kun fik mundtlige informationer og efterhånden af tiltagende begrænset værdi: »Hendes oplysninger er ikke synderligt interessante og hun udviser en ringe disciplin.« Flere gange udebliver Kristeva fra aftalte møder med sine kontakter.

I 1973 er agentengagementet forbi. »Hun ønsker ikke længere at samarbejde,« hedder det i et notat.

Hvor belastende for Kristeva historien er, kan være svært at vurdere. Til hendes forsvar kan anføres, at hovedparten af hendes dossier handler om udspioneringer og vurderinger af hende som person og netop ikke skriftlige rapporter fra hendes hånd.

Ej heller er hun den eneste fremtrædende forfatter, der er blevet grebet i at have samarbejdet med kommunistiske nationers efterretningstjenester under Den Kolde Krig. For den østtyske forfatter Christa Wolf blev arkivafsløringerne af hendes informationsvirksomhed for Stasi særdeles pinlige, hvorimod den tjekkiske forfatter Milan Kundera havde lettere ved at afvise de anklager om angiveri, han som purung kommunist skulle have gjort sig skyldig i tilbage i 1950.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis Kristeva efterretninger til den bulgarske efterretningstjeneste var lige så gennemtrængelige som hendes bøger, så blev hun nok sendt til Frankrig og Columbia University for at sprede forvirring blandt generationer af studerende ...