Læsetid: 4 min.

Billedpoeten Andrej Tarkovskij var ikke interesseret i traditionelle filmfortællinger

I sine film manipulerede Tarkovskij med tid og rum og fortalte spirituelle, eksistentialistiske og metafysisk ladede historier
I sine film manipulerede Tarkovskij med tid og rum og fortalte spirituelle, eksistentialistiske og metafysisk ladede historier

Sofie Holm Larsen

3. april 2018

»For mig er han Gud,« sagde Lars von Trier engang i et interview om Andrej Tarkovskij. Der er da heller ingen tvivl om, at Trier er en af de nulevende instruktører, som er allermest inspireret af russeren i stort set alle sine film, fra Forbrydelsens element og Europa til Melancholia, Antichrist og Nymphomaniac.

Det handler både om, hvordan Tarkovskij legede med elementer som vand, ild, jord og luft og symboler som kirkeklokker, dyr og spejle, når han fortalte sine spirituelle, eksistentialistiske og metafysisk ladede historier. Og når han malede med lys, skygger og farver og benyttede sig af langsomme kamerabevægelser, lange, uklippede takes og utraditionelle fortællestrukturer til at manipulere med publikums opfattelse af tid og rum.

Denne artikel fra Det skønne Rusland findes også som podcast. Du kan lytte her.

Han var interesseret i øjeblikket nu og her, ikke i den traditionelle biograffilms plotdrevne mekanismer, og der er en sjælden tidløshed i hans film. Det var ikke tilfældigt, at Tarkovskij kaldte sin egen stil sculpting in time’ – hvilket også blev titlen på den bog om filmteori, som han fik udgivet ikke længe før sin død.

I løbet af sin karriere, der strakte sig fra slutningen af 1950’erne og frem til hans død i 1986, nåede Tarkovskij blot at lave syv spillefilm, hvilket både skyldtes, at han tog sig tid til at komponere de billeder, han ville have, og at han kæmpede med det statslige produktionsapparat, som ikke helt forstod, hvad det var, han ville.

Hans første rigtige spillefilm efter filmskolen, Ivans barndom (1962), er en smuk, poetisk og samtidig grum sort/hvid-fortælling om drengen Ivan og hans oplevelser under Anden Verdenskrig. Filmen springer i tid og sted – vi ser også den lykkelige tid før krigen – og blander realisme med drømmeagtige sekvenser, og resultatet er mere billeddigt end traditionel filmfortælling.

En slående scene i en birkeskov synes i øvrigt at være inspireret af en lignende scene i en anden russisk filmklassiker, nemlig i Mikhail Kalatozovs tematisk beslægtede Tranerne flyver forbi (1957), der også handler om, hvordan den udmarvende verdenskrig slukker håbet og lyset hos den russiske ungdom.

Andrej Tarkovskij (1932-1986)

Født og til dels opvokset i den russiske provins. Hans far var oversætter og poet, hans mor arbejdede blandt andet som korrekturlæser på et forlag og som skuespiller.

Andrej Tarkovskij flyttede med sin familie til Moskva under Anden Verdenskrig, og han studerede både musik, kunst, arabisk og geologi, inden han i midten af 1950’erne besluttede sig for i stedet at søge ind på filmskolen. På det tidspunkt sad Nikita Khrusjtjov på magten i Sovjetunionen, og en vis opblødning i forholdet til Vesten og i censuren betød, at Tarkovskij og hans medstuderende blandt andet fik mulighed for at se franske nybølgefilm og italiensk neorealisme og film af instruktører som Bergman, Kurosawa og Buñuel.

Tarkovskij spillefilmdebuterede i 1962 med Ivans barndom, der vandt en Guldløve på filmfestivalen i Venedig, og lavede siden seks spillefilm, de fem første i Sovjetunionen, de to sidste, Nostalgi (1983) og Ofret (1986), i hhv. Italien og Sverige. Ofret vandt flere priser på filmfestivalen i Cannes i 1986, og ikke længe efter døde Tarkovskij, der under optagelserne havde fået konstateret kræft. Han boede da i Paris og var blot 58 år gammel.

Ivans barndom er velsagtens den mest enkle og ligefremme af Tarkovskijs film, der lidt primitivt sagt hellere skal opleves end forstås. Som han selv forklarede i et interview i 1962: »Al kunst er selvfølgelig intellektuel, men for mig må alle kunstarterne, og i endnu højere grad filmen, frem for alt være følelsesladede og udtrykke det, der er i hjertet.«

Der er nogle, der foretrækker Tarkovskijs historiske kunstnerportræt Den yderste dom (1966) om Andrej Rubljov (ikonmaler i 1400-tallet, red.), som kan læses som en allegori over kunstnerens og kunstens plads i et totalitært samfund. Andre foretrækker det selvbiografiske filmdigt Spejlet (1975). Og så er der dem, som næsten religiøst dyrker hans to science fiction-film, Solaris (1972) og Vandringsmanden (Stalker, 1979), hvis indflydelse kan mærkes på utallige senere film i genren, senest Alex Garlands fascinerende Annihilation (2018).

Solaris, der var baseret på en roman af Stanislaw Lem, virkede næsten som et svar på Stanley Kubrick og Arthur C. Clarkes Rumrejsen år 2001 (1968). Og både Solaris og Vandringsmanden handler blandt andet om, hvordan mødet med en fremmed intelligens får mennesket til at sætte spørgsmålstegn ved sin hidtidige eksistens og tvivle på, hvad der er erindringer, drømme og virkelighed.

En anden af Lars von Triers – og Andrej Tarkovskijs – inspirationskilder, svenske Ingmar Bergman, sagde engang om sin russiske kollega, at »han opfandt et nyt sprog, tro mod filmens natur, fordi det fanger livet som en refleksion, livet som en drøm«.

Denne artikel om fra serien om Det skønne Rusland findes også som podcast. Du kan lytte her.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu