Læsetid: 3 min.

Bulgakovs sørgmuntre ’Mesteren og Margarita’ er et stjerneeksempel på en moderne roman

Groteskrealisten Mikhail Bulgakov (1891-1940) sloges gennem hele sin karriere med den sovjetiske censur. Med sit posthume hovedværk genopfandt han middelalderens karnevalisme og den folkelige latterkultur
Groteskrealisten Mikhail Bulgakov (1891-1940) sloges gennem hele sin karriere med den sovjetiske censur. Med sit posthume hovedværk genopfandt han middelalderens karnevalisme og den folkelige latterkultur

Sofie Holm Larsen/iBureauet

6. april 2018

Kan det tænkes, at der, i hvert fald inden for litteraturen, findes noget (ideologisk set) så uhåndterbart som en særlig russisk sorg?

Og kan det tænkes, at det er denne grundstemning – skiftevis kombineret med dyb melankoli og sørgmunter desperation – der på tværs af perioder og ismer får én til at fornemme et åndeligt slægtskab mellem især Pusjkin, Gogol, Dostojevskij, Tjekhov, Bulgakov – og Anna Akhmatova?

Sikkert er det i hvert fald, at de yngre blandt disse seks giganter forholder sig til de ældre. Gogol blev efter sigende rystet ved nyheden om idolet Pusjkins tidlige død i 1837, og groteskrealisten Bulgakov tog i sit hovedværk direkte afsæt i strofer af samme. Mesteren og Margarita gentager ved sin konfrontation af Jesus og Pilatus samme mønster, som man kender fra Dostojevskijs grumme beretning om storinkvisitoren fra Brødrene Karamazov, og for resten var Bulgakov en stor beundrer af både Gogol og Chaplin.

Samme Bulgakov (1891-1940) havde det sjældent let. Som uddannet læge fik han en overgang problemer med morfin, som søn af en teologiprofessor harmedes han over den aggressive ateisme i Sovjetstaten, og som forfatter måtte han til stadighed lide under censuren, ikke mindst fordi han i lange perioder skrev for teatret, som pga. sin brede publikumsappel og sit samfundssatiriske potentiale overvågedes særlig strengt.

Det forekommer ganske enkelt grotesk, at da Bulgakov for scenen bearbejdede sin første roman Den hvide garde fra 1924 til Familien Turbins dage, gik Josef Stalin hen og så stykket hele 15 gange. Samme hersker figurerer også i et skuespil om Louis XIV, stående over for Molière. Og han spøger i Sjostakovitjs musik!

Anbefaling

Mikhail Bulgakov: ’Mesteren og Margarita’, 1967.

»Jeg tog de tunge maskinskrevne eksemplarer af romanen og mine første håndskrevne udkast i de sorte stilehæfter op af skrivebordsskuffen og begyndte at brænde dem. Det er forfærdelig svært for, beskrevne ark brænder yderst modvilligt. Jeg brækkede neglene, da jeg flåede hæfterne fra hinanden, stoppede siderne ind mellem brændet og rodede op i det hele med ildrageren. Til tider var asken ved at kvæle ilden, men jeg kæmpede med den, og trods hårdnakket modstand forsvandt romanen til sidst ud af denne verden. Velkendte ord blafrede forbi mig, den gule brandfarve krøb uimodståelig op ad siderne, men selv da trådte ordene tydeligt frem. De forsvandt først, da papiret var blevet sort, og jeg i mit raseri havde tilintetgjort dem med ildrageren.«

Mikhail Bulgakov: ’Mesteren og Margarita’, oversat af Jørgen Harrit, 3. danske udgave, 2008

Bulgakovs, set fra offentligheden, mest produktive periode ligger i midten af tyverne, hvor han udgiver en samling noveller, Djævlerier, hvorfra vi i 1990 på dansk fik den lange »Skæbnesvangre æg«. Inden for den samme genre, satirisk science fiction, ligger En hunds hjerte, skrevet 1925, men først udsendt i Sovjetunionen så sent som 1987, altså under Gorbatjov.

Endnu mere besværlig var processen med Mesteren og Margarita, som blev påbegyndt i 1932 og færdiggjort 1940 på forfatterens dødsleje, og som på russisk først kom i censureret udgave i et tidsskrift (1966-67), og først i uforkortet udgave i 1973.

Den uforkortede udgave baseret på forfatterens og hustruens seneste redaktion, har fået enorm udbredelse og befæstet forfatterens globale ry. Karakteristisk nok udgør kampen mellem systemet og kunsten et hovedtema, og sigende nok kulminerer romanen i en scene, hvor et manuskript destrueres.

Bogstaverne, som her lyser tværs gennem flammerne, må opfattes som et »emblem« eller en allegori over værket selv – dette højdepunkt af munter nedstemthed, dette sære vidnesbyrd om melankolsk triumf.

Og hvad handler så bogen om? Ja, den er for det første en højstemt kærlighedsskildring, for det andet en med topografisk nøjagtighed nedtegnet gennemvandring af bestemte kvarterer af Moskva, for det tredje en art remake af Goethes Faust og for det fjerde en samfundssatire med temmelig utilsløret kritik af bolsjevismen.

Når Informations læsere senere i denne serie får opdateret deres kendskab til litteraturteoretikeren, navnebroderen Mikhail Bakhtin, kan det næppe undgås, at Bulgakovs bog bliver fremhævet som en stjerneeksempel på en moderne roman, som med polyfoni og proportionsforvrængning som sine vigtigste teknikker genopfinder middelalderens karnevalisme og den folkelige latterkultur.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu