Digter Tine Høeg: »Jeg har aldrig været så økonomisk bevidst som nu, hvor jeg skriver på fuldtid«

»Jeg tjener størstedelen af mine penge på det, der ligger uden om bogsalget. Det er på foredrag, oplæsninger, skriveworkshops og legater. De fleste forfatteres økonomi er vel en slags kludetæppe, eller det er sådan noget med at hoppe lidt fra tue til tue. Indtil videre går det, men jeg er jo stadig meget ny i alt det her, og jeg har indtil januar haft et deltidsjob som gymnasielærer. At vinde debutantprisen blev helt konkret katalysator for, at jeg sagde op. Den gav en lillebitte startpulje, et overskud, som jeg kunne starte fra.«

»At være forfatter er på en eller anden måde både noget, der kræver barnlighed og meget stor modenhed. Altså i udgangspunktet er det jo lystbetonet, legende, men det kræver også struktur, overblik, stædighed. I forhold til selve skrivningen, men også i forhold til det økonomiske og det at få en hverdag til at hænge sammen. Altså, det er jo ikke bare sådan et flagrende happy go lucky-liv. Jeg bruger meget tid på at kigge på tal og sende ting og sager til min revisor. Jeg kan godt blive rasende over, hvor kringlet systemet er for folk, der er freelancere og kunstnere. Som om det er designet til at skabe panikangst, når man sidder der med sit NemID. Det er en konkret dimension af kunstnertilværelsen, som alle kæmper med at få styr på for at få ro til at skabe. Jeg har paradoksalt nok aldrig været så økonomisk bevidst og voksen som nu, hvor jeg har sagt det almindelige voksenjob op.«

»Jeg bruger en del energi på at forhandle honorarer. Det er ret tit, at man bliver spurgt, om man vil lave noget, uden at honoraret overhovedet er en del af samtalen til at begynde med. Det er jo vanvittigt. Skulle forfatteren så være den eneste tilstedeværende, der ikke bliver betalt? Det er noget underligt noget, det her med, at man bliver en vare. Jeg øver mig i at være hård, for der er jo ikke andre, der kan være det for en. Det er sådan en mærkelig dobbeltrolle, man som kunstner får i samfundet. Man bliver feticheret og sat på forsider af aviser, men samtidig skal man kæmpe for at blive betalt, altså på andre måder bliver man ikke regnet for noget. Det er f.eks. også umuligt at låne penge i banken. Man står helt udenfor.«

»Det er vigtigt, at forlagene tager ansvar, og at de er bevidste om, hvor sindssygt svært det er at leve af at skrive. Og så er det vigtigt med stærke fællesskaber forfattere imellem. Jeg kunne tænke mig, at man måske betragtede det mere som en slags fælles arbejdsplads. Den hyperindividualiserede forfatter findes jo ikke, man er ikke alene om at lave sin kunst, man er hele tiden i dialog med andres litteratur. Jeg vil gerne have mere åbenhed, gennemsigtighed, flere samtaler om, hvordan vilkårene er. Hvad gør I? Hvad får I? Jeg har meldt mig ind i en forfatterforening, og jeg har også lige holdt noget, som jeg lidt for sjov kaldte en personalefest hjemme i min lejlighed – sådan en fest for forfattere og andre skabende folk. Men egentlig er det ikke for sjov, jeg mener det jo: Vi skal læne os op ad hinanden, fagligt og socialt.«