Læsetid: 3 min.

Dostojevskij satte et utal af modstridende stemmer i omløb

Fjodor Dostojevskij (1821-1881) skrev i og om en opbrudstid, hvor verdensanskuelser hele tiden stødte sammen og skurrede op ad hinanden som tektoniske plader
Fjodor Dostojevskij (1821-1881) skrev i og om en opbrudstid, hvor verdensanskuelser hele tiden stødte sammen og skurrede op ad hinanden som tektoniske plader

Sofie Holm Larsen/iBureauet

7. april 2018

Når Dostojevskijs karakterer styrter hen ad gader, op ad trapper, ind og ud ad herskabslejligheder, værtshuse og usle kamre i Sankt Petersborg, er det sjældent bare hinanden, de er i splid med (selv om de har nok at gøre med at komme overens med den provokerende tilstedeværelse af andre mennesker og livsanskuelser her i verden). Dostojevskijs karakter er som regel også i heftig splid med sig selv, og de er i splid med deres samtid – ikke mindst den måde samtiden tager form i dem som internaliserede ideologiske principper.

Fjodor Dostojevskijs (1821-1881) monumentale skønlitterære forfatterskab er rigt på udførlige skænderireferater. En betragtelig del af de ophedede diskussioner, som romanerne og novellerne giver plads til at udfolde sig på, er dog nogle, karaktererne har med sig selv. De befinder sig ofte på vanviddets rand af ren moral- og eksistensfilosofisk anfægtelse. Det gælder den fattige student Raskolnikov fra Forbrydelse og straf (1866), der overvejer værdien af en gammel hensynsløs pantelånerskes liv, og det gælder jegfortælleren i Kældermennesket (1864), en midaldrende embedsmand, der har grublet sig op i et nihilistisk hjørne, hvorfra han raser over og vrænger ad ethvert tilløb til at udlægge verden som meningsfuld.

Denne artikel fra Det skønne Rusland findes også som podcast. Du kan lytte her.

Disse tilløb til at udlægge verden som meningsfuld er Dostojevskijs forfatterskab også rigt på. Selv om der i hans bøger også begås drab, indgås forlovelser og snydes for penge, er den grundlæggende indre og ydre konflikt altid, hvordan verden skal ses og forstås, og hvilke konsekvenser det har for, hvordan man kan og bør leve.

Dostojevskijs tæt befolkede romaner undersøger forholdet mellem kultur og individuel bevidsthed dels gennem hovedpersonernes eksistentielle kriser, dels gennem de ideologiske, filosofiske og religiøse diskussioner, karaktererne har med hinanden. Dostojevskij skrev i og om en opbrudstid, hvor verdensanskuelser hele tiden stødte sammen og skurrede op ad hinanden som tektoniske plader. Vestfra kom rationalismen, sekulariseringen og socialismen, som langt fra var forenelig med det ortodokse traditionelle russiske verdenssyn.

Anbefaling

Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf (1866).

»’Åh gud!’ udbrød han, ’vil jeg virkelig; vil jeg virkelig kunne tage en økse og hugge den i hovedet på hende, knuse hendes kranium ... skøjte rundt i hendes varme, klæbrige blod, brække låsen op og stjæle mens jeg ryster; gemme mig, stadig oversprøjtet med blod ... og med øksen ... Gud du almægtige, vil jeg virkelig kunne gøre det?’«

Som ung mand var Dostojevskij en del af Petrasjevskij-kredsen, som dyrkede den franske utopiske socialist Charles Fourier og forholdt sig kritisk til zarstyret. Den holdning blev Dostojevskij i 1849 arresteret og dømt til døden for. En dom, der dog få øjeblikke efter, den var blevet læst op ved skafottet, blev omstødt til en fængselsstraf.

Fire år tilbragte Dostojevskij herefter i sibirisk fangelejr, efterfulgt af seks år i det russiske militær ligeledes i Sibirien. I løbet af sit eksil oplevede Dostojevskij en religiøs vækkelse, som han fik til fælles med en del af sine senere karakterer.

Også Raskolnikov finder troen i en sibirisk fangelejr, den nihilistiske jegfortæller i novellen Et latterligt menneskes drøm (1877) får en åbenbaring serveret i en drøm, og i Dostojevskijs sidste roman, Brødrene Karamazov (1879-1880), repræsenterer Aljosja den ortodokse tro over for sine brødre, Dimitrij og Ivan, der henholdsvis bekender sig til romantikkens dionysiske idealer og den vestligt orienterede socialisme.    

Dostojevskij fandt en sandhed i troen, men som forfatter var hans store bedrift at spille sandheder ud mod hinanden. Han satte et utal af modstridende stemmer i omløb og lod dem indgå i en dynamisk og ligeværdig dialog.

Dostojevskijs persongallerier er dog ikke reduceret til en flok omvandrende verdensanskuelser, der på skift fremlægger deres argumenter. Derimod er den store fællesnævner det højspændte temperament, de oplever verden med, og den høje grad af kontroltab, der er i overhovedet at prøve at orientere sig i tilværelsen.

De er hysteriske, maniske tegntydere, der lader sig dirigere af samtaler, de tilfældigt overhører, og sammentræf, der springer dem i øjnene som tegn ovenfra. I forsøget på at komme til klarhed modsiger de sig selv, som når kældermennesket kommunikerer sin nihilisme og misantropi med en iver, der gør det svært at tro på, at intet og ingen betyder noget for ham. 

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu