Læsetid: 5 min.

Fremtidshåb er det eneste, der ikke er at finde i ny russisk litteratur

Den russiske samtidslitteratur rummer snart sagt alle typer forfattere, emner og genrer, og det skorter ikke på æstetiske nyudviklinger. Men fremtidsoptimismen må man lede længe efter
Viktor Pelevin (f. 1962) er ikke en i klassisk forstand stor forfatter, men han både repræsenterer og skildrer de nylige forandringer i Ruslands kultur, værdier og virkelighedsopfattelse.

Viktor Pelevin (f. 1962) er ikke en i klassisk forstand stor forfatter, men han både repræsenterer og skildrer de nylige forandringer i Ruslands kultur, værdier og virkelighedsopfattelse.

SZ Photo

13. april 2018

Mon ikke det strejfede mange læsere af den kanon over russisk litteratur, som blev præsenteret her i avisen den 6. april, at næsten alle disse forfattere og digtere, trods deres forskelligheder, ikke kun skrev for sandhedens og kunstens skyld – som om det ikke var nok – men også på vegne af deres folk? Og at flere af dem håbede på at præge intet mindre end nationens udvikling med deres litterære bidrag til samfundsdebatten? Uanset at de skrev under barske vilkår, og hvad enten de var på linje med eller i opposition til den rådende hersker og det gældende religiøse/politiske kodeks.

De nu klassiske forfattere fra 1800-tallet og Sovjettiden læses og påskønnes stadig i dagens Rusland, men litteraturens rolle er radikalt forandret. Den kunstnerisk og idémæssigt ambitiøse skønlitteratur er intet mindre end marginaliseret i kulturudbuddet, som domineres af underholdning og populærkultur af både russisk og global herkomst.

Den politiske censur er afskaffet, og de nye love, der forbyder fornærmelse af religiøse følelser, brugen af bandeord og propaganda for ikketraditionelle seksuelle relationer, har ikke indskrænket forfatternes frihed og lyst til at skrive om alt og i alle genrer. Men desværre opfattes forfatternes værker ikke i udbredt grad som samfundsmæssigt relevante, og forfatterne synes heller ikke selv at tro på, at de har noget, der ligner egentlig indflydelse på Ruslands indretning – i hvert fald ikke gennem deres værker.

Det forhindrer imidlertid ikke den russiske samtidslitteratur i at være rig og varieret. Den rummer snart sagt alle typer forfattere, emner og genrer, det skorter ikke på æstetiske nyudviklinger, og det eneste, der foreløbig er fremmed for den, er nok optimistiske fremtidsromaner.

Selvironisk kulturkritik

Hvis jeg skulle nævne én forfatter, der er repræsentativ for den postsovjetiske tid på samme måde som den samfundsmæssigt engagerede realist er det for 1800-tallet, ville det være Viktor Pelevin (f. 1962). Pelevin, som vi kender for Generation P (1999) om den unge Tatarskij, hvis forfatterambitioner kanaliseres over i den gryende reklamebranche, er ikke en i klassisk forstand stor forfatter, men han både repræsenterer og skildrer de nylige forandringer i kulturen, værdierne og virkelighedsopfattelserne.

I en fortsat strøm af til stadighed populære værker bedriver Pelevin sin egen udgave af kulturkritik: Med masser af selvironi og humor afdækker og fabulerer han over den vestlige/globale populærkulturs massive indtog i Rusland, over folkets og nationens søgen efter identitet, den medieskabte virkelighed, forbrugsmani, virtuelle og hallucinatoriske verdener og skiftende modebegreber. Hans seneste roman, belønnet med den æstetisk fokuserede Andrej Belyj-pris, hedder karakteristisk nok iPhuck 10 (2017) (med slet skjult reference til Apples iPhone).

Stik imod denne type populærlitteratur – og populærkulturen generelt – har den russiske statsledelse siden 2000 i stigende grad fokuseret på traditionelle russiske værdier, herunder inden for sprog, kunst og kultur.

I 2013 indkaldte den russiske præsident, Vladimir Putin, i egen person en række nulevende forfattere og efterkommere af klassiske forfattere til et møde om den russiske litteratur, hvor han forsøgte at overtale dem til at samles i én national forfatterforening, som han så lovede rigelig statsstøtte.

Men i modsætning til filmbranchen, hvor filmforbundets formand, Nikita Mikhalkov, til fulde – om end ikke uimodsagt – udfolder sit statsstøttede, patriotiske program, lykkedes det ikke på litteraturens område. Putin måtte nøjes med en statslig markering af Litteraturens År i 2015.

Patriotiske forfattere

Der findes noget, som ligner patriotiske russiske forfattere. Zakhar Prilepin (f. 1975) er en af dem, blot synes hans vision for Rusland at rumme ikke bare de traditionelle værdier, herunder den russiskortodokse tro, men også en accept af nødvendigheden af vold, krig og oprør i den politiske kamp. Den har han ved siden af forfatterskabet ført som soldat i både Tjetjenien og Donetsk og i tilknytning til det nu forbudte nationalbolsjevikiske parti. På dansk kan man få syn for sagn i romanen Sankja (2006). Prilepins seneste roman, Klostret (2014), modtog adskillige priser, herunder den store Big Book-pris, og blev en af det års mest udlånte værker på Moskvas biblioteker.

Apropos Prilepins Klostret findes repræsentationer af og refleksioner over ikke kun den ortodokse tro, men også jødedommens historie i flere prisbelønnede nyere værker, herunder af Ljudmila Ulitskaja (f. 1943) og Jevgenij Vodolazkin (f. 1964). Tro kan dog ikke siges at være et dominerende tema, for der skrives også om Østen, om Kaukasus, om de mongolske horder – og om almindelige menneskers håb, drømme og historie, som f.eks. i romanen Vera (2015) af Aleksandr Snegrijov (egl. Aleksej Kondrasjov, f. 1980). Kvindenavnet Vera er også det russiske ord for håb, og den kvindelige hovedperson, som går så mange trængsler igennem, blev af mange fortolket som et billede på Rusland.

Ellers er der ikke meget håb at finde i den nye russiske litteratur. Karakteristisk nok er handlingen i Tjkhartisjvili/Akunins roman Det lykkelige Rusland (2016) henlagt til år 1937, som er kendt for Stalins terror og skueprocesser. De litterære dystopier står desto stærkere med Vladimir Sorokin som førende fremtidsforsker senest i romanerne Telluria (2013) og Manaraga (2017). Karakteristisk for de russiske fremtidsdystopier er kulturtab og bogbrænding.

Og hvis man efter tro og håb skulle fortsætte med at spørge til kærligheden, så findes den mest i de lettere genrer, men dog også i en roman, som fortsat står som en af de mest spændende æstetiske nyudviklinger: I Mikhail Sjisjkins (f. 1961) Brevbogen fra 2010 (da. 2013) er tiden gået af led, men det ødelægger ikke kærlighedshistorien, som er en af de smukkeste overhovedet i hele den russiske litteratur.

Vidnesbyrd om sammenbrud

Da Prilepin vandt Big Book i 2014, var det faktisk et andet værk, der havde fået de fleste læserstemmer, nemlig Secondhand-tid af Svetlana Aleksijevitj (f. 1948), der som bekendt året efter fik Nobelprisen i litteratur. Hendes bog er en collage af individuelle vidnesbyrd om Sovjetunionens sammenbrud med alt, hvad det indebar af krige, kollaps og identitetskriser, men også nye muligheder for overleverne. Også selve Sovjet-tiden, især Stalin-tiden og Gulag, giver fortsat stof til nye litterære udforskninger, hvor et af de mest spændende navne er Sergej Lebedev (f. 1981).

Trods interessen for den nære og fjerne historie hører de bøger, der sælger bedst og læses af flest, ganske som på andre globaliserede kulturmarkeder til krimi-genren. Her har vi den endnu ikke detroniserede krimikonge B. Akunin (egl. Grigorij Tjkhartisjvili, f. 1956), som har bevæget sig ud i mange andre genrer og er politisk aktiv, men i år har udgivet 16. og sidste bind i den Fandorin-serie, vi tidligere har fået fem af på dansk. Også krimidronningen, Aleksandra Marinina (egl. Marina Aleksejeva, f. 1957), som også findes på dansk, er stadig produktiv.

Et andet tegn på, at det litterære landskab også i Rusland er globaliseret, er den oversatte litteratur. På forsiden af det seneste nummer af litteraturmagasinet Tjitajem vmeste (»Vi læser sammen«), figurerer Akunins sidste Fandorin side om side med oversatte værker af Yiyun Li og Hanya Yanagihara. Og på de russiske boghandleres bestsellerlister ses både Elena Ferrante og Fredrik Backman samt selvfølgelig Dan Browns seneste.

Serie

Det skønne Rusland

Information tilbyder i den kommende tid den definitive indføring i russisk kultur. Vi præsenterer hver uge de vigtigste komponister, filminstruktører, digtere, romanforfattere, videnskabsfolk, skakspillere og scenekunstnere fra landets rige historie og med et kig på i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu