Glenn Christian: »Jeg tjener nærmest ikke noget«

»Jeg arbejder 22 timer om ugen på en folkeskole. Det har jeg gjort i et års tids. Derudover underviser jeg på Københavns Kunstskole. Det er kun en gang om ugen, fordi mange i det her miljø flyver om den samme lort. Så det er ikke noget jeg bliver rig af.«

»Jeg er ikke en af dem, der læser digte op en gang om ugen. Jeg kan simpelthen ikke indregne oplæsninger som en del af min økonomi. Lige nu kører det meget godt, men det er umuligt at regne med. Jeg er også en af dem, der siger ja til at læse gratis op.

Jeg er meget ydmyg, og jeg er ikke god til at spørge til penge som det første. Det er også derfor, jeg bliver nødt til at have et job ved siden af. For det jeg tjener som forfatter, ville jeg simpelthen ikke kunne bo i København. Jeg har også et barn, så det er ikke bare regninger, det handler om.«

»Jeg har lige udgivet en bog på Gyldendal, men det er jo ikke en stor samtidsroman. Jeg kan dog se, at der er en lidt større reception på den end mine forrige bøger, der er udkommet på mindre forlag.

Økonomisk får jeg nærmeste ikke noget ud af det. Det er smalt, og der er ikke noget salg – det kan jeg ligeså godt droppe. Forskuddet er næsten ikkeeksisterende, det er ikke for at angribe dem, men det betyder ingenting at indregne forskuddet i min økonomi. Det er det alt for småt til.«

»Jeg har en god redaktør, der formentlig tjener en rigtig løn, mens jeg sidder på den anden side af skrivebordet og nærmest ikke tjener noget. Det kan jeg godt undre mig lidt over. Jeg synes, at forlagene burde tage noget mere ansvar i forhold til deres forfatteres løn. Det er jo umuligt at producere uden penge, der sikrer en eller anden grad af eksistens.«

»I Norge er bibliotekerne forpligtigede på at indkøbe alle bøger. Det sikrer en forfatter et minimumsbeløb, som det faktisk er muligt at leve af. Man burde nok begynde at organisere sig bedre, så det blev muligt at forhandle nogle bedre rettigheder. Det er som om, at organisationskulturen i det danske litteraturmiljø ikke er lige så stærk som andre steder.«

»Tidligere fik jeg slet ikke legater. Dengang var der begrundede afslag, hvor der stod, at talentet ikke var godt nok. Det er de heldigvis stoppet med. Det var lige hårdt nok. Jeg havde forskellige aftenjobs som rengøring, og jeg havde også et stort lån.

Det hang slet ikke sammen, og jeg ved egentlig ikke om det hænger bedre sammen i dag, eller om jeg bare har lært at leve i det: Simpelthen at være i usikkerheden. Der er i hvert fald ikke i tvivl om, at mit liv som legatansøger ikke har været en dans på roser.

Det er jo ikke, fordi jeg ikke er taknemmelig for, at der findes legater, men så længe forlagene ikke sikrer deres forfattere bedre, og legaterne ikke er større end de er, så er det umuligt at leve som en forfatter, der skriver lidt smallere litteratur på fuld tid.«