Læsetid: 11 min.

Goodiepal er en trojansk hest, der smugler nye stemmer ind i varmen

Kultkunstneren Goodiepal har med orkestret GP&PLS bevæget sig ud af avantgardetågen og fundet en klar, konkret politisk stemme. Det er ikke kun kunst, det er også aktivisme. ’Aktivkunst’ kalder de det selv
GP&PLS udgav i marts 2017 pladen ’Pro Monarkistisk Extratone’. En udgivelse med en potent, utvetydig kritik af Danmark og Europas behandling af flygtninge. En kritik, som orkestret tog konsekvensen af, da de efterfølgende rejste til Serbien for selv at hjælpe mennesker på flugt.

GP&PLS udgav i marts 2017 pladen ’Pro Monarkistisk Extratone’. En udgivelse med en potent, utvetydig kritik af Danmark og Europas behandling af flygtninge. En kritik, som orkestret tog konsekvensen af, da de efterfølgende rejste til Serbien for selv at hjælpe mennesker på flugt.

Peter Nygaard Christensen

6. april 2018

»Inden vi tog af sted, lavede vi en plade, der i høj grad var politisk, og man kan sige, at rejsen var en konsekvens af at have sagt nogle ting,« siger Oliver Laumann.

Jeg sidder på en café på indre Nørrebro med Oliver Laumann og Nynne Roberta Pedersen Pedersen.

De er begge to med i bandet GP&PLS, der i marts sidste år udgav pladen Pro Monarkistisk Extratone. En udgivelse med en potent, utvetydig kritik af Danmark og Europas behandling af flygtninge. En kritik, som orkestret tog konsekvensen af, da de efterfølgende rejste til Serbien for selv at hjælpe mennesker på flugt.

Albummet kredser om et fremtidssagn.

Det er en hyldest til en egenhændig, handlekraftig monark, der gør det rigtige i en tid, hvor ingen andre gør. Danmarks kommende konge, Frederik 10., »går helt amok«, sejler Kongeskibet ned til det græske øhav og hiver en helt masse flygtninge op af vandet. Han har hverken brug for regeringen eller Folketinget, Inger Støjberg eller Mette Frederiksen. Kong Frederik afskaffer det moralsk forvirrede demokrati og genetablerer enevældet.

»Fucking slut med OL. Frømanden viser stolt sit værd,« bliver der råbt på titelnummeret.

Det er længslen efter et alternativ til et politisk status quo, der har mistet al anstændighed. Al legitimitet og berettigelse. Derfor er albummet »Pro Monarkistisk«. Det med Extratone vender vi tilbage til.

500 kroner i coveret

Ved første øjekast virker det løst sammensatte orkester til at være anført af den 44-årige Parl Kristian Bjørn Vester – bedre kendt som Goodiepal. En excentrisk og kryptisk skikkelse, der med et lidt fladt udtryk kunne kaldes »musikprovokatør«.

Han har været en pioner inden for dansk lydkunst og computermusik, men i offentligheden er han nok bedre kendt for sine gimmickagtige optrædener. Han har stjålet en af verdens dyreste lydeffektmaskiner fra Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han på et tidspunkt underviste, og solgt vinylplader med 500-kronesedler i coveret til en pris på 350 kroner – angiveligt gjort muligt med lån fra den ukrainske mafia. Og så er hans kabinecykel udstillet på Statens Museum for Kunst.

Man kunne af mange grunde altså godt have Goodiepal mistænkt for, at GP&PLS blot er endnu en udskejelse i rækken af sære påfund – hvis ikke det var, fordi han ved nærmere eftersyn ikke er ene hovedrolleindehaver i orkestret.

Det er ganske vist Goodiepal, der fylder anmeldernes hoveder og spalter, men det er Nynne Roberta Pedersen Pedersen og Oliver Laumann, der er de fremtrædende vokalister i bandet. Ved pladeudgivelsen sidste år var det også dem, som Goodiepal henviste til, så snart snakken nærmede sig det politiske. Derudover har også Fanny Sif Pedersen Pedersen og Daniel S. Bøtcher spillet en væsentlig rolle i sangskrivningen.

Nynne Roberta Pedersen Pedersen er udover sit virke i GP&PLS medstifter af Teater Tugt, som blandt andet opførte ASYL 34 i marts 2016, hvor 34 asylstramninger blev til 34 kunstværker på 34 timer. Desuden er hun aktiv i gruppen ’Ingen udvisninger uden modstand’.

Oliver Laumann er som konservatorieuddannet trommeslager en af de få ’øvede’ musikere i GP&PLS.

Det er dem, der har hevet Goodiepals abstrakte metafabulationer ned på jorden og kogt sangteksterne ind til korte, konfrontative fyndord: »Middelhavet er koldt,« »bådene er overfyldte,« »To damer snakker et sprog, du ikke forstår – Drama! Drama!«

Ord, der smager af noget. Og af noget andet og mere konkret, end hvad man kunne forvente af Goodiepals egne ord. Men også ord, der – som Oliver Laumann pointerer – kom til at forpligte.

Peter Nygaard Christensen

En trojansk hest

I begyndelsen af marts er hele bandet samlet i København for første gang i næsten et år. Anledningen er, at CPH:DOX viser portrætdokumentaren The Goodiepal Equation den 18. marts, og den 6. marts udkom desuden Lars Skinnebachs nye digtsamling, TEOTWAWKI, som Goodiepal har illustreret og kommenteret. Skinnebach er også med i GP&PLS.

Orkestret optræder tre gange i København i ugen op til dokumentarvisningen. Koncerterne er pakket med lange, sludrende Goodiepal-monologer. Han taler i et tætvævet net af vilde tangenter, obskure referencer, halve sandheder og kryptiske vittigheder. En manisk, frit associerende tankestrøm.

Vi hører blandt andet hans udlægning af Extratone. Et musikteoretisk fænomen, der beskriver det felt, hvor rytme og harmoni overlapper: Hvis en tone vibrerer langsomt nok, bliver den til en puls og omvendt – hvis gentagende anslag bliver spillet hurtigt nok, ender det med at blive til én sammenhængende tone.

Man kan undre sig over, hvad relevansen egentlig er – og om sammenhængen er den rette – når det kommer til den overflod af musikteoretiske og -historiske anekdoter, som Goodipal fyrer af. Iscenesættelsen af orkestret minder om hans redigering af Skinnebachs digtsamling, hvor kryptiske kommentarer og umotiverede sidespring fylder lige så meget som digtene – hvis ikke mere.

Umiddelbart enormt forstyrrende.

»I en livfuld, men ofte rodet collage af farver, fotos, typografiske finurligheder og computerfremstillet billedmontage har Goodiepal benyttet lejligheden til på det synligste at overdøve Skinnebachs digte,« skrev Informations anmelder om TEOTWAWKI.

Til koncerterne sidder man med en lignende fornemmelse af, at halvdelen af tiden går med irrelevante overforklaringer, der står i vejen for eget budskab. Men måske er der en pointe med det. I hvert fald lader Goodiepal til selv at være bevidst om sin stil.

Han omtaler sig selv som bandets »pedel«, og under koncerterne fungerer han mest som en slags cirkusdirektør eller kurator. Det er ikke ham, der siger de mest potente eller provokerende ting i sangene, men det er ham, der introducerer, præsenterer, forklarer og annoterer. Og det er ham, der har kontakterne. Det er ham, der skaffer koncerterne. Ham, der har adgang.

Goodiepal er en trojansk hest, der bruger sit ry og rygte i kunst- og kulturkredse til at smugle nye stemmer med ind i varmen. Deri ligger hans aktivisme.

»Jeg har godt tænkt over, at det kan føles irrelevant, men samtidig synes jeg, at det er vigtigt at tale om, hvilke midler vi hver især har til rådighed. At give sig selv lov til at sige noget, som måske ikke lige passer ind i formen, men hvor man bruger det medie eller det forum, man har, til at kommentere på det, man synes er vigtigt,« siger Nynne Roberta Pedersen Pedersen.

Dette er aktivkunst

Har du penge, skal du give dem til nogen, der ikke har. Selv om vi grundlæggende er imod ideen om penge som magt.

Har du et magtfuld pas, skal du tage hen til dem, der ikke kan rejse. Selv om vi grundlæggende er imod landegrænser.

Har du social kapital og er in, skal du invitere dem, der er ude, indenfor. Selv om vi grundlæggende er imod høj og lav status.

Du handler for at opnå ønsket, men handlingen er imod ønskets principper.

Uddrag fra essay om aktivkunst. Af Nynne Roberta Pedersen Pedersen

Kunst imod fascismen

Oliver Laumann og Nynne Roberta Pedersen Pedersen fortæller om, hvordan flygtningene i Beograd bor i tomme lagerbygninger uden sanitære forhold. Hvordan politiet rydder beboelserne med insektspray og vandkanoner og hårdhændet fragter dem ud i afsides lejre med kummerlige forhold, ydmygelser og uofficielle afstraffelsesprocedurer. Hvor alt fra soveposer til underbukser bliver klippet i stykker, og unge mænd må klare vinteren uden varmt tøj.

Aktivismen er en helt central del af GP&PLS. Pengene fra koncerter og pladesalg går ubeskåret til mennesker på flugt, og derudover hjælper orkestret med flygtningenes praktiske behov. De er flygtningenes vidner på det, der sker; de »hænger ud« med dem; snakker med dem; drikker te med dem.

»Vi prøver at være så fede personer som muligt at møde på vejen, for dem er der ikke særligt mange af. Hver dag prøver vi at lave en så fed dag for de mennesker, som vi kan. Bare den ene dag,« siger Oliver Laumann.

I januar skrev Nynne Roberta Pedersen Pedersen et essay på musiknetmediet Passive/Aggressive, der forklarede orkestrets praksis som »aktivkunst«. Samtidig kritiserede hun den »ikkehandlende kunst«, hvor politiske emner og samfundsspørgsmål bliver behandlet på behagelig kunstnerisk afstand. Passivt og konstaterende.

Michael Kviums udstilling »Cirkus Europa«, der i efteråret kunne ses på Arken, er et eksempel på den ikkehandlende kunst. Et andet eksempel er Ai Weiweis »Soleil Levant«, hvor Kunsthal Charlottenborg blev udsmykket med redningsveste. I begge tilfælde forholder kunstneren sig dokumenterende og fortolkende til flygtningesituationen – ikke handlende.

Aktivkunst er kunst, der ikke blot observerer og iscenesætter, ikke blot skaber en debat eller dagsorden, men selv går ind på det konkrete ved eksempelvis at fabrikere falske pas til flygtninge eller bruge redningsvestene – ikke som dekoration på et museum – men der, hvor der er brug for dem. I havet. Det er ikke nok at indtage et synspunkt og gemme sig bag sit kunstværk, man må også efterleve det. Tage konsekvensen.

Men kritikken er ikke snævert rettet mod kunstnere. Store dele af venstrefløjen smykker sig med de rigtige, humanistiske holdninger, mens de lever på en måde, der legitimerer den nuværende kurs:

»Der bliver brugt så meget tid på ’forstå din fjende’-granskning af højrefløjen, som i sidste ende kun hjælper højrefløjen, uanset hvor velmenende det er tænkt. Det, vi har brug for, er mobilisering og venstrefløjsorganisering. Folk er så bange for at mødes og samle sig. Min mission er bare at kalde til kamp med dem, der vil til kamp. Problemet er bare, at hele Danmark og hele Europa lige nu er ret enige om at være fascister,« siger Nynne Roberta Pedersen Pedersen.

Det er et uforsonligt politisk ordforråd, GP&PLS benytter sig af, hvor den afgørende modsætning ikke står mellem højre- og venstrefløjen, men mellem fascister og antifascister. Orkestret forlanger, at du tager klar stilling. Det forpligter at have »et magtfuldt pas, en magtfuld hudfarve, et magtfuldt køn« – ’fascismen’ har sit udspring i flugten fra og fornægtelsen af de kendsgerninger.

Peter Nygaard Christensen

Fra børnerock til tryllekunst

GP&PLS optrådte i Den Fri Udstillingsbygning på Østerbro i forbindelse med pladeudgivelsen i juni måned sidste år. Dengang begyndte koncerten med, at Goodiepal desperat hamrede løs på et bækken og skreg »hold kæft, hold kæft, hold kæft!« for at få ørenlyd hos det kulturradikale klientel og deres økologiske flaskeøl, hvorefter han kastede sig ud i en aggressiv svada om, hvor hardcore bandet var.

Men punkidentiteten fremstod forceret og utroværdig. Idet, man påberåber sig at være hardcore, stopper man med at være det. Så simpelt er det. Uanset hvor højt orkestret råbte, kunne det ikke overdøve dem, der stod og fnes i baren. Udførslen kom simpelthen til at stå i vejen for budskabet, og det er svært at forestille sig, at ret mange gik fra koncerten og tænkte på ulykkelige flygtningeskæbner.

Et lille år senere spiller orkestret samme sted. Den første koncert i Danmark i næsten et år. Og det er en helt anderledes oplevelse. Orkestret er ikke længere hardcore, men præsenterer sig som et serbisk hiphoporkester. Dernæst som et serbisk funkband. Senere som et serbisk filmmusikorkester, en teatertrup, et Rage Against the Machine-coverband – og ti andre ting i løbet af koncerten. Iscenesættelse har fået en lethed og en befriende selvironi, der rummer noget sårbart og oprigtigt.

Den helt afgørende forskel på Goodiepals fremtræden før og efter året i Beograd er brugen af humor. Ikke sådan, at man sidder og fniser lidt for sig selv, men på en måde, hvor alle i lokalet inklusive orkestrets øvrige medlemmer nærmest græder af grin.

Det er ikke kun præsentationen, der har ændret sig efter opholdet i Serbien. Optrædenen har udviklet sig til at være andet og mere, end et vredt kor, der råber over simpel synthesizermusik.

Det virker egentlig forkert overhovedet at kalde det en koncert. Der er elementer af teater, digtoplæsning, rollespil, komik – og selvfølgelig også musikkoncert. Flettet sammen i en løs form, hvor genrerne naturligt supplerer hinanden.

Musikken er trådt væsentligt i baggrunden. Der er ikke længere sange med vers-omkvæd-strukturer. Og de melodiske elementer er stort set heller ikke eksisterende. Når der endelig er musik, ligger det enten som et helt minimalistisk trommemaskinebeat eller en dvælende, vibrerende baggrundstone (Extratone).

Man har stadig lyst til skrælle nogle lag af, trænge ind under facaden og få revet Parl Kristian Bjørn Vester ud af rollen som Goodiepal. Ud af selviscenesættelsen. Men det begynder samtidig at stå klart, at der i den trang ligger en misforståelse.

For selv om der er en form for sandhed i, at Goodipal gemmer sig bag en maske, tager man fejl, hvis man tror, at der under masken findes en mere autentisk eller interessant udgave af Parl Kristian Bjørn Vester. Han omgærder sig med samme mystik som en tryllekunstner – og som bekendt bliver det ikke mere magisk af, at tryllekunstneren afslører sin tricks. Tværtimod er der pludselig ingenting at komme efter.

Peter Nygaard Christensen

Socialisttechno

Man overvejer, hvorfor GP&PLS overhovedet er et orkester og ikke i stedet dedikerer sig fuldt ud til flygtningehjælp. Det gør man, indtil man forstår, hvordan musikken er en central del af aktivismen. Ikke, hvordan musikken lyder. Og i én forstand er ordene, der bliver sagt, heller ikke det centrale.

Aktivismen ligger derimod i selve orkestrets musikalske praksis. GP&PLS er ikke en fasttømret enhed med fast bemanding og rollefordeling. Det er snarere en åben musikalsk platform, hvor en del af formålet også er at invitere flygtninge med i bandet.

»Det er jo ikke, fordi du skal gå rundt og lede efter en flygtning, der kan være med i dit band, så du får et fedt band. Det er helt omvendt. Det handler om at invitere nogle af de folk, der ikke har automatisk adgang, ind i varmen, hvis du kan,« siger Nynne Roberta Pedersen Pedersen.

Få af de faste medlemmer af GP&PLS er trænede musikere. Musikken er komponeret på en måde, så den er let og tilgængelige at bidrage til. »Socialisttechno,« kalder de det. Et opgør med musikkens hierarkiske, ekskluderende og lukkede form.

Orkestret har den universelle medmenneskelighed ikke kun som tekstbåret budskab, men indlejret i deres musikalske praksis. GP&PLS er et rum til at knytte bånd mellem mennesker, der ikke taler samme sprog eller har samme sociale, økonomiske eller musikalske forudsætninger.

»Vi arbejder med at invitere mange, meget forskellige mennesker ind i et band på lige fod. Og altid nye ind og ud. På vores seneste turne, hvor vi spillede fra Beograd til England over to-en-halv uge, var det nærmest med en ny besætning hver dag. Folk, vi mødte, og flygtninge, vi kendte, der var lykkedes med at komme ind i EU,« siger Oliver Laumann.

Nynne Roberta Pedersen Pedersen bliver fjern i blikket og sukker.

»Det er jo fint nok, at du vil snakke med os, men du kommer jo fra kulturredaktionen. Det, der er brug for, er, at nogen skriver om, hvad der sker på den serbiske grænse,« siger Nynne Roberta Pedersen Pedersen.

Måske har hun ret. I hvert fald handler GP&PLS ikke kun om, hvordan musikken lyder.

Peter Nygaard Christensen

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu