Læsetid: 6 min.

Grønlandske kunstnere fanget i økonomisk ingenmandsland

Den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen har fået afslag på støtte fra Statens Kunstfond, fordi hun bor i Grønland. Selv om hendes bog er skrevet på dansk og udgives af Gyldendal. Mange grønlandske kunstnere fanges som hun i et identitetsmæssigt og økonomisk ingenmandsland, som kan resultere i, at de ikke får støtte. Og det bliver ikke lettere for dem, hvis løsrivelsen bliver en realitet
Niviaq Korneliussen fik afslag på en ansøgning til Statens Kunstfond med den begrundelse, at hun bor i Grønland, og at Grønland i 1979 hjemtog kulturområdet. Hun fik ellers støtte fra kunstfonden i 2016.

Niviaq Korneliussen fik afslag på en ansøgning til Statens Kunstfond med den begrundelse, at hun bor i Grønland, og at Grønland i 1979 hjemtog kulturområdet. Hun fik ellers støtte fra kunstfonden i 2016.

Ditte Valente

20. april 2018

Niviaq Korneliussen fik i sidste uge en kedelig overraskelse, da hun åbnede sin mailindbakke. Den grønlandske forfatter havde søgt støtte hos Statens Kunstfond til sin kommende bog, opfølgeren til debutromanen om grønlandsk ungdomsliv, Homo Sapienne (2014), der ved udgivelsen blev rost af avisernes anmeldere og nomineret til fine priser, og nu var der kommet et svar.

»Idet det grønlandske landsstyre har taget kulturstøtteområdet hjem, har grønlandske kunstnere kun mulighed for at søge Statens Kunstfond om midler, hvis de har bopæl i Danmark,« stod der i mailen fra Statens Kunstfond, der viste sig at være et afslag. 

»Jeg var i chok,« siger forfatteren til Information og fortæller, at hun ikke forstod afslagets ordlyd, eftersom lovgivningen ikke har ændret sig siden 2016, hvor hun også boede i Nuuk. Dengang søgte hun samme arbejdslegat og fik det. 

Hun gav sig øjeblikkeligt til at formulere en formel klage. Hun sendte den samme aften, og i disse dage afventer hun fondens reaktion.

Niviaq Korneliussen har efterfølgende skrevet om afslaget på sin facebookprofil, og Kristeligt Dagblad har beskrevet problematikken. Lektor Michael Böss siger til avisen, at sagen handler om en person, som er kommet i klemme i den politiske proces, Grønland er gået i retning af, med mere udstrakt selvstyre og uafhængighed.

Statens Kunstfond vil ikke kommentere den konkrete sag, men bekræfter, at den har modtaget en klage, som den behandler.

»Helt absurd«

1. maj 1979 overrakte dronning Margrethe originaleksemplaret af hjemmetstyreloven til daværende landstingsformand Lars Chemnitz. I det øjeblik blev en række politiske områder taget hjem fra Danmark, og blandt disse var uddannelses- og kulturområdet.

Politikernes argument var dengang, at det var afgørende for at skabe en grønlandsk identitet, at områderne var på grønlandske hænder. Manøvren indebar imidlertid også, at grønlandske kunstnere ikke længere kunne søge kulturstøtte i Danmark, hvis de boede i Grønland, men Statens Kunstfond har tilsyneladende ikke fulgt ændringen så nøje. 

På Informations spørgsmål om, hvorfor fonden tidligere har fraveget reglerne og uddelt støtte, skriver presserådgiver Marie Futtrup i en mail: »Det har hele tiden været gældende, at Grønland og Færøerne er undtaget. Med hensyn til den konkrete sag udtaler fonden sig ikke under udregning og behandling af klagesagen.«

Støtte er et tilbagevendende og stort problem for grønlandske kunstnere, siger Rosannguaq Rossen, adjunkt på universitetet i Nuuk, Ilisimatusarfik. Og det er ikke bare svært for grønlændere at få dansk støtte, når de ikke bor i Danmark. Grønlandske kunstnere også har vanskeligt ved at få del i Selvstyrets kulturmidler, når de bor uden for Grønland.

»Generelt har grønlandske kunstnere meget dårlige forhold – både i Grønland og i Danmark. Som bekendt er der valg i næste uge, og jeg har endnu ikke hørt nogen partier tage kunst- og kulturområdet alvorligt. Det er ærgerligt, for det er en vigtig del af Grønlands ansigt udadtil,« siger hun.

Den dansk-grønlandske filminstruktør Aka Hansen kalder det afslag, Korneliussen har fået, for »helt absurd«. 

»Jeg forstår godt logikken, for vi hjemtog jo kulturområdet i 1979. Intellektuelt giver det mening, men konkret er det virkelig åndssvagt.« 

Selv har Aka Hansen også oplevet problemer. Hendes udfordring er, at hun primært arbejder med film, der foregår i eller handler om Grønland. Derfor har hun som regel søgt midler i Grønland, men hun har også prøvet at søge i Danmark.

»Og det er, som om danske fonde ikke føler, det er deres opgave at støtte projekter, der handler om Grønland. Lige nu går jeg på Super 16 (delvist selvfinansieret filmuddannelse i Danmark, red.) og er tvunget til at bo her, fordi mit studie er her. Men det, jeg arbejder med, oplever jeg ikke, man finder støtteværdigt. Så man kan sige, at jeg er fanget i systemet.«

De mange afslag afholder hende i dag fra at søge danske midler til grønlandske projekter, siger hun.

»Det er en skam, for jeg føler, at der er et virkelig stort behov for at få noget opdateret grønlandsk kultur ind i Danmark. Det handler altid bare om misbrug, alkoholproblemer og den slags.«

Et ingenmandsland kalder hun den situation, mange grønlandske kunstnere står i. Det genkender den grønlandske billedkunstner og filmmager Inuk Silis Høegh.

»Jeg har også følt mig fanget. Da vi lavede filmen Sumé: Lyden af en Revolution, klippede vi den i Danmark og kunne derfor søge visse danske midler. Men til mit næste projekt fik jeg afslag fra de grønlandske midler med den begrundelse, at jeg boede i Danmark.«

De fleste af hans projekter finansieres af lokale midler. Men Selvstyrets kulturpuljer er begrænsede i en filmproduktionssammenhæng, så han har været nødt til også at søge udenlandske fonde og lave nordiske samarbejder.

Indhold frem for kriterier

Ifølge grønlandsforsker ved Aalborg Universitet Lill Rastad Bjørst opfatter mange lokale kunstnere sig som del af både en grønlandsk og en dansk kunstscene.

»For de her kunstnere er det ikke adskilt. Men der er nogle strukturelle problemer i forhold til den måde, hvorpå støtteordningerne er udformet. Og det er oplagt at diskutere, om det er rimeligt.«

Hun er enig med Inuk Silis Høegh i, at kulturen kunne være et område, hvor man lagde op til samarbejde, hvis Danmark er interesseret i at have relationer til Grønland.

»Det kunne være en måde, hvorpå man fra dansk side anerkender relationen og vores fælles historie. Hvis Grønland bliver sin egen stat eller får en ny form for relation til Danmark, så er det vigtigt fortsat at have platforme, hvor man samarbejder‚« siger hun.

Politikerne og mediernes fokus på løsrivelse og selvstændighed er en anledning til at insistere på, at kultur fortsat kan bruges til at skabe gensidig forståelse, supplerer Inuk Silis Høegh.

»Det sjælelige og det indre kan hjælpe os ud af problemer. Hvis ikke kunsten kan undersøge menneskets sjæleliv og stille det til skue, hvad kan så? Og hvis ikke vi mødes i kunsten – og støtter hinanden – så skubber vi hinanden væk.«

Filminstruktør Aka Hansen tilhører de kunstnere, der hverken føler sig som det ene eller andet. Hun kalder det »udtryk for gammeldags tankegang« at insistere på, at man skal det.

»Jeg betragter mig jo ikke som grønlandsk eller dansk, men bare som global statsborger.«

– Men kan du ikke godt forstå behovet for de lidt firkantede kriterier, når det gælder støtte?

»Jo, men måske skulle man se på indhold frem for kriterier. Altså i stedet for at sige: ’Okay, hun har bopæl her, derfor kan hun ikke få støtte,’ så sige: ’Okay, det her projekt handler faktisk om noget, der foregår i Danmark.’«

Politisk udfordring

Det er en stor udfordring, at området ikke prioriteres politisk, mener Rosannguaq Rossen fra universitetet i Nuuk, som dog nævner, at der har været gode grønlandske kulturministre gennem tiden, bl.a. afdøde Henriette Rasmussen, der kæmpede for kunstnernes rettigheder.

»Men så længe kultur og uddannelse er under samme departement, bruger ministrene forståeligt nok en stor del af deres tid på uddannelsesområdet. Det bedste for kunstnerne ville være, hvis Departement for Kunst og Kultur blev et individuelt område – selvstændighed eller ej.«

Grønlands Kunstnersammenslutning Kimik mener ikke, at der i det nuværende politiske klima er meget at gøre for Niviaq Korneliussen og andre kunstnere bosat i Grønland, der søger støtte i Danmark. Generelt efterlyser sammenslutningen mere debat om kunst og kultur – ikke mindst i den igangværende valgkamp.

»Vi savner et samarbejde med politikerne,« siger formand Kristine Spore Kreutzmann, som peger på, at Kunstskolen i Nuuk til »alles overraskelse« blev flyttet fra Nuuk til Aasiaat.

»Jeg er meget i tvivl om, hvor vigtigt emnet egentlig er for politikerne.«

Niviaq Korneliussen siger, at det for hende som forfatter er ekstra udfordrende at bo i Grønland. Hun kan ikke som i Danmark lige køre til et bibliotek i nabobyen og holde et foredrag for et mindre honorar, for der er ikke nogen nabobyer eller biblioteker. Derfor er hun meget afhængig af støtte, siger hun.

»Og min bog er skrevet på dansk, handler om Danmark og udgives på et dansk forlag. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor det skulle diskvalificere mig, at jeg bor, hvor jeg gør.«

Information har forsøgt at få en kommentar fra Grønlands landsstyre, Naalakkersuisut, men afdelingschef i Departement for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, Karl Davidsen, oplyser, at ministeren ikke udtaler sig, før der er dannet en ny regering. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Klaus Lundahl Engelholt
David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Generationers makværk af lovgivning. "Denne lov gælder ikke for Grønland og Færøerne".
Vis nu lidt format fra Danmarks side, Og giv denne vordende nation alt den støtte den fortjener.
Vores historiske fællesskab fortjener, at vi behandler hinanden med respekt. Vi har blandet blod for mange år siden.