Identitetsskiftende forfatter: »Jeg ved alt om pengemarkedet«

Madame Nielsen hader penge og vil helst ikke beskæftige sig med dem. Alligevel ved hun alt om pengemarkedet og dets mekanismer
Kultur
17. april 2018

»Hvad angår mit forhold til penge og økonomi: Jeg har skrevet et vistnok meget vellykket skuespil til Det Kongelige Teater om Markedet (er ikke noget sted), og opholdt mig i det år, jeg skrev på skuespillet, meget på CBS hos en ekspert ud i credit default swaps og pengeskabelse, gæld osv. Derfor ved jeg alt (muligt) om pengemarkedet og dets mekanismer.«

»Derimod ved jeg ikke meget om min egen økonomi. Siden jeg som ganske ung i et andet liv under et andet navn levede af vand og gammelt honningesaltbrød fra Sunshine Bakery i Pusher Street på Christiania, har jeg haft for vane at lade være med at køre i taxier, købe champagne og spise på restauranter og så i øvrigt undlade at kaste mit blik på bankkontoen i det håb, at det nok skal gå. Og det gør det stadig, én dag ad gangen, jeg er muligvis en kende tyndbenet, men jeg går stadig rastløst af sted på dem.«

»Og by the way, mens jeg forsvinder derudad ind i romanskriftens anden verden, har jeg et pinagtigt forhold til penge. Et pinefuldt, pinligt: Jeg bryder mig ikke om dem. Og hvad værre og mere pinagtigt er: Når jeg endelig har dem, vil jeg helst heller ikke give dem ud, herregud!

Jeg vil helst hverken eje eller have andet end genistreger, mine børn, mine elskede, min guitar og mindst tyve (sylespidsede!) blyanter med, samt, selvfølgelig, hundrede ark skræmmende hvidt papir i det noteshæfte, jeg altid bærer med mig, uanset hvor jeg står eller, som nu, går, ud i margenen, forsvindende, nu bare en liden prik.«

Forfattere og penge

Penge er en forudsætning for at have tid til at skrive, men penge er også et ømtåleligt emne blandt kunstnere. I denne lille serie fortæller fem forfattere om deres forhold til penge, tid og den evige økonomiske usikkerhed.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her