Interview
Læsetid: 9 min.

Instruktør om kontroversiel film: »Vi tror, vi ved alt om det, der skete på Utøya. Vi ved ingenting«

Erik Poppe vil med sin film om angrebet på Utøya tage fortællingen tilbage til ofrene. For de var gledet ud af fokus og dermed mistede det norske samfund også blikket for det, angrebet handlede om: Politisk vold og den trussel fra højreradikalismen, der ikke bare var på Utøya, men er til stede i hele Europa
Erik Poppe har blandt andet kørt på sin egen vrede, da han lavede ’Utøya – 22. juli’, og han mener, der er vigtige diskussioner at føre efter massakren. Diskussioner som han er glad for, at hans film er med til at skærpe: »Det er ikke en politisk film, men det er en film om politik. For det var det, angrebet på Utøya handlede om. Det var en højreekstremist, der dræbte 69 politisk aktive unge mennesker.«

Erik Poppe har blandt andet kørt på sin egen vrede, da han lavede ’Utøya – 22. juli’, og han mener, der er vigtige diskussioner at føre efter massakren. Diskussioner som han er glad for, at hans film er med til at skærpe: »Det er ikke en politisk film, men det er en film om politik. For det var det, angrebet på Utøya handlede om. Det var en højreekstremist, der dræbte 69 politisk aktive unge mennesker.«

Jakob Dall

Kultur
1. maj 2018

Utøya 22. Juli er en ubærligt lang, kort film. 1,5 time varer den, men den halvanden time indeholder de 72 minutter, som angrebet på Arbeiderpartiets ungdomslejr 22. juli 2011 varede. 72 minutter, hvor unge mennesker flygter og gemmer sig for en trussel, de ikke kan se, og venter på en hjælp, de ikke ved hvornår kommer.

Gemmestederne er få og truslen allestedsnærværende. Vi har set billederne af unge mennesker, der presser sig op ad klippeskrænterne, og unge mennesker, der forsøger at svømme mod fastlandet. Af døde kroppe, der flyder på det stille vand og ligger i bunker på klippefremspringene i vandkanten.

Men hvad de billeder ikke kan vise er tiden.

Filmen havde verdenspremiere på Berlin Film Festival i februar og herfra hørte man om rystede anmeldere og publikummer, der forlod biografen fysisk påvirkede af det, de havde set. Og som den norske instruktør Erik Poppe fortæller senere i dette interview, så er det ikke bare på biografgængere, filmen har haft effekt.

I Norge genstartede den debatten om angrebet, om politisk vold og politisk retorik – på en måde som Poppe måske havde håbet, men med en konsekvens ingen havde kunnet forudse.  

Da Erik Poppe, der tidligere har været oscarnomineret for sin filmatisering af Kongens valg, stadig var i færd med at afklare, om han skulle lave filmen, talte han med mange overlevere fra Utøya.

»De havde mange forskellige erfaringer, men de nævnte alle tiden, de 72 minutter det tog, som noget helt specielt. En tid som blev oplevet som en slags evighed, uden at noget skete. Som ikke var et fysisk møde med Breivik, men jo var lyden af ham.«

Kaja

I filmen følger vi pigen Kaja (spillet af den 19-årige debutant Andrea Berntzen). Fra 12 minutter før angrebet begynder, og til de 72 minutter er overstået.

»I kommer aldrig til at forstå,« siger hun direkte ind i kameraet.

Det viser sig, at hun taler med sin mor i telefonen om bomben, der netop er sprunget i Oslo. Måske taler de om, at moren vil have dem til at tage hjem, men Kaja vil blive, for der er langt til Oslo. Men man fortolker selvfølgelig konteksten med alt det, man ved om angrebet 22. juli. Og hun har ret. Det virker fuldstændig uforståeligt.

Det ene øjeblik småskændes hun med sin lillesøster om rod i teltet. Det næste flygter hun desorienteret rundt på den meget lille ø, smider sig ned på jorden og forsøger at finde ud af, hvad der sker. Er det en øvelse? Er der en eller flere, der skyder?

»Vi ved jo, at der var én mand, vi ved tilmed, hvem han var, og hvorfor han gjorde det. Det ved vi ned til mindste detalje. Men de fleste på øen oplevede det, som om at der var flere. Som om at de kunne løbe væk fra skud og lige mod nogle andre. Vi tror, vi ved alt om det, der skete. Vi ved ingenting,« siger Erik Poppe.

Kameraet slipper aldrig Kaja. Utøya 22. juli er filmet i et eneste take.

De unge skuespillere gennemførte filmens narrativ fra start til slut, uden indblanding fra instruktør eller andre. Ingen råbte cut. Alt forarbejdet var gjort, og filmen blev optaget, som var det et teaterstykke.

Det gjorde Erik Poppe for netop at skabe denne form for tilstedeværelse og fornemmelse af tid, der kommer med, at vi følger Kaja gennem hele dramaet, minut for minut. Det betyder, at kameraet også er med i de minutter, hvor hun bare venter. Der sker ikke noget, og så sker der jo alligevel en hel masse.

Med vilde øjne og konstant på vagt, venter hun. På at skulle flygte igen eller på at blive reddet. På at nogen dør. På at hun kan løbe videre og lede efter sin lillesøster. Desperationen og desorienteringen er total.

Mens Kaja ligger og venter og lytter, bliver den smukke norske stilhed faretruende og skrøbelig. Den kan pludselig brydes af skudsalver, og de unge tør dårligt trække vejret af frygt for at afsløre deres skjulested.

Mobiltelefonerne holder de krampagtigt mellem hænderne, som om det er det eneste anker, der forbinder dem til virkeligheden. Den er både vejen til hjælp og trøst (»mor, de skyder på os«, »mor, mor, mor«), men den kan også være det absolut modsatte, hvis den ringer eller blot vibrerer:

»Hver eneste lyd var en trussel,« siger Erik Poppe.

Tiden

At lave film er i bund og grund at gøre sig uafhængig af tid. I klipperummet fjernes de minutter, der ikke spiller en rolle for fortællingen. I denne film er intet klippet væk, tiden er bevaret. Fem gange blev fortællingen gennemspillet fra start til slut, og det eneste, der foregik i klipperummet, var at klippe de bedste versioner sammen. Der forsvandt ingen minutter.

»Tid er en af de ting, som vi har vanskeligt ved at beskrive på film, for hver gang, vi laver et klip, så bryder vi tiden op. Og hver gang vi laver et klip, skaber vi en smule distance.«

Da han besluttede sig for at lave filmen i one take, undersøgte han, hvordan andre filmkunstnere havde brugt det.

Det forekom ham, at det aldrig var for faktuelt at sætte fokus på tiden. Det var måske for at skabe intensitet eller indsigt i en bestemt karakter, men ikke for at vise, hvor lang tid 72 minutter er. I stedet søgte han inspiration i den måde, han selv arbejder med dokumentarfilm på.

Erik Poppes nye film om Utøya er taget i ét shot og slipper aldrig hovedpersonen Kajas perspektiv, mens gerningsmanden, Anders Behring Breivik, aldrig ses som andet end en silhouet. Foto: Nordisk Film

Erik Poppes nye film om Utøya er taget i ét shot og slipper aldrig hovedpersonen Kajas perspektiv, mens gerningsmanden, Anders Behring Breivik, aldrig ses som andet end en silhouet. Foto: Nordisk Film

Erik Poppe laver nemlig også korte dokumentarfilm fra konfliktområder. I de situationer slukker han heller ikke for kameraet, derfor vender han tit hjem med et enormt materiale.

Han har hele tiden vidst, at filmen om Utøya skulle være fiktion baseret på de mange øjenvidneberetninger, men fornemmelsen af tilstedeværelse opnåede han med den metode, han bruger som dokumentarist:

»Jeg satte mig ned og gennemså materiale fra Somalia og Afghanistan for at undersøge, hvad det rent filmisk er, der gør oplevelsen autentisk. Jeg nåede frem til det samme, som de unge mennesker fra Utøya fokuserede på: tiden. Den periode, hvor man befinder sig i en situation, hvor man er truet på livet og ikke ved hvornår det ender. Det er det, vold er. Det er ikke bare det enkelte skud, men truslen, der leder op til og følger skuddet. Med sin blotte tilstedeværelse udsatte Breivik disse unge mennesker for et overgreb. Den følelse ville jeg gerne forsøge at skildre.« 

En af os

Anders Behring Breivik har siden angrebet på Utøya været genstand for en retssag, der blev fulgt i hele verden. Der er udkommet adskillige bøger om ham. Mest prominent er nok bogen En af os skrevet af den norske stjernejournalist Åsne Seierstad. Den britiske filminstruktør Paul Greengass er ved at lave den til en film.

I Erik Poppes film ser man Anders Behring Breivik to gange og kun som en silhuet. Han omtales som ’gerningsmanden’ – ikke med sit navn:

»Jeg havde ikke som mål ikke at vise ham, men jeg havde heller ikke som mål at fortælle hans historie,« siger Erik Poppe.

Det var i stedet en naturlig konsekvens af, at han ville genskabe ofrenes oplevelse, og de fleste så ham aldrig rigtigt, men de mærkede ham hele tiden. I Erik Poppes film bliver Breivik med sin silhuet i højere grad en repræsentant end en person. En repræsentant for den højreekstremisme, som Norge endnu ikke har taget opgøret med, mener Erik Poppe.

»Som person er jeg meget rolig og ikke specielt temperamentsfuld, men i dette projekt er jeg blevet vred, næsten helt rasende,« siger han.

Én ting er erkendelsen af, hvad det var der skete ude på Utøya. Noget andet er, at samfundet har bevæget sig væk fra ugerningen og i stedet har fokuseret på det tekniske spørgsmål, på retssagen.

»Vi må bare komme videre med livet, siger man,« konstaterer Erik Poppe.

Det hjælper bare ikke de pårørende og de overlevende, der sidder tilbage med store psykiske eftervirkninger.

»Sandheden er, at vi ikke har taget opgøret med Breiviks holdninger og fjendebilleder, vi har ikke til fulde forholdt os til, at dette var et politisk højreekstremt angreb. Hans manifest er usammenhængende, det ser vi alle, men de fjendebilleder, han tegner, er klare og tydelige, og de fjendebilleder deles af mange. Højreekstremismen er i stærk vækst ikke bare i Norge, eller Danmark eller Europa, men hele den vestlige verden. Så jeg oplever på mange måder, at vi ikke benyttede anledningen til at tage opgøret med dette. Det gør mig vred.«

Erik Poppe har tidligere sagt, at han nærmest har lavet denne film i affekt.

»Det har jeg tilladt mig selv: at lade raseriet råde – både mod Breivik men også raseriet over de tabte muligheder for at tage dette opgør.«

Det er nemmere at tale om Breiviks tilregnelighed, hans barndom, hans ungdom, hans ensomhed, og det er sket i bøger, artikler og gennem hele den retssag, som Erik Poppe ellers er stolt af. Men han er ikke glad for det, alle disse undersøgelser af Breiviks psyke betyder for historien om Utøya. Det er en af de ting, der gør ham rasende:

»Vi forsøger at forstå noget, der grundlæggende er uforståeligt. Al den snak om Breivik som person har distanceret os fra det, der skete ude på øen. Med filmen forsøger jeg at tage historien tilbage til ofrene og at skabe den fornemmelse af tilstedeværelse, der kan bringe fokus tilbage på det aspekt, vi ikke må glemme. Filmen om Breivik er på vej, men jeg tror, det er godt, at denne film kom først.«

Håb

Erik Poppe er stadig rasende, men filmen har også givet ham håb.

Da den havde premiere i Norge skabte det en debat, der kostede justitsminister Sylvi Listhaug jobbet. På sin facebookprofil skrev hun, at »Arbejderpartiet er mere optaget af terroristers rettigheder end Norges sikkerhed«, angiveligt fordi partiet ikke ville bakke op om en ny terrorpakke, men sammenfaldet med premieren på Utøya 22. juli provokerede mange.

Ikke mindst Arbejderpartiets top. Herefter beskyldte uddannelses- og integrationsminister Jan Tore Sanner Arbejderpartiet for at »trække 22. juli-kortet« altså bruge terrorangrebet på Utøya politisk. Det hele udløste en regeringskrise, der nær havde væltet regeringen, men altså endte med, at Sylvi Listhaug måtte forlade posten som justitsminister.

»Det glæder mig at se, at filmen fik os til at se klarere. Vi så det iskolde politisk retoriske klima som er i Norge, og som jeg ved også findes i Danmark. Man bliver helt stille. Den måde, vi taler om integration på, betyder noget for måden, vi møder andre. Vi er blevet vant til den forestilling, at integrationsopgaven er noget, andre tager sig af. ’Staten laver nogle tiltag’. Men det er ikke andres ansvar. Det er dit og mit. Jeg vil ikke kalde det et politisk standpunkt, næsten ikke engang et humanistisk. Det er bare almindelig folkeskik, at man møder andre mennesker med respekt og gør alt for, at de skal føle sig godt tilpas i fællesskabet.«

Norge fik altså det fokus tilbage, han ønskede sig med en film, om hvilken han siger:

»Det er ikke en politisk film, men det er en film om politik. For det var det, angrebet på Utøya handlede om. Det var en højreekstremist, der dræbte 69 politisk aktive unge mennesker.«

Erik Poppe føler sig opløftet ved tanken om, at det igen er det, man taler om i norsk politik. Ikke om myndighedernes ageren, om teknikaliteter, om retssagen, om Breivik.

»Kunsten har en funktion i en medievirkelighed, hvor verden er så fuld af støj. Der klarer kunsten at trænge igennem. Man kan tilmed klare næsten at vælte en regering. Jeg bliver lidt lykkelig af at tænke på det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ja, giv endelig gale mennesker endnu mere exponering, det skal nok få flere til af følge.

Rikke Nielsen

Fint at få fokus tilbage på ofrene.

Jeg tror ikke selv, jeg kunne få mig til at se dem, da den ville være for smertefuld.

Men jeg synes, det er godt, at få rystet begrebet "terrorist" ift. den nuværende definition, der sætter lighedstegn mellem en muslim og en terrorist - hvilket jo er naivt så det batter.

Britta Hansen

"Han omtales som ’gerningsmanden’ – ikke med sit navn:"

Tak for det! Det ville være så vigtigt et tiltag, ikke at nævne terroristers navne i medieomtalerne generelt. De burde netop ikke få den personlige sejr at være i alles bevidsthed og munde.

Terroristen som silhuet.

Jeg er glad for, at have læst denne gennemgang af filmen, der allerede fik mit blod til at isne, og læse om de tanker, Erik Poppe har gjort sig.

Jeg ville meget gerne gå ind og se den og dermed støtte op om ofrene og instruktøren samt hans intentioner. Men jeg frygter, jeg magter det ikke.