Læsetid: 9 min.

Jan-Werner Müller: Kampen om demokratiet

Til trods for nogle opstemte udmeldinger om tegn på en ny post-repræsentativ demokratisk politik er stemningen nu en, hvor intellektuelle opfordrer os til at redde, hvad der reddes kan. Idealer om demokrati, der lægger vægt på at vi sammen kan afgøre vores kollektiv skæbne synes at have sværere kår i dag. Det skriver Jan-Werner Müller i dette essay om, hvordan vi bør tænke demokratiets tilstand anderledes i dag
»Demokratier er delikate blandinger af konflikt og samarbejde,« skriver Jan-Werner Müller.

»Demokratier er delikate blandinger af konflikt og samarbejde,« skriver Jan-Werner Müller.

Casper Holmenlund Christensen

20. april 2018

Demokrati – selve ordet i hvert fald – fortsætter med at nyde næsten universelt samtykke: Så godt som ingen leder på den globale scene tager egentlig afstand fra udtrykket. Selv det kinesiske lederskab erklærer nu og da, at de faktisk virkeliggør en bedre form for demokrati.

Demokratiet fremstår dog også tvivlsom på måder, vi ikke har oplevet i måske et halvt århundrede hvis ikke længere. Denne uvished har i mindre grad noget at gøre med det, der er blevet beskrevet som en global »demokratisk recession« – den (ikke uimodsagte) tese om, at det overordnede antal af demokratier rundt om i verden har været for nedadgående i en årrække.

Den nye uvished antager snarere to specifikke former: Den ene er en form for mundlamhed vis-a-vis politikere, der påstår at være demokrater, men hvor man fornemmer, at de ikke lever op til denne påstand. Mange iagttagere kan ikke sige, hvad der helt præcist er i vejen med eksempelvis nye selverklærede »uliberale demokrater« såsom Ungarns Viktor Orbán. Den anden uvished har at gøre med opfattelsen af, at et eller andet er grundlæggende galt med demokratier overalt i det, der stadig kaldes vesten.

Symptomerne er efterhånden velkendte: en dramatisk stigning i socioøkonomisk ulighed; opkomsten af såkaldte populistiske partier og bevægelser; stadigt større andele af befolkningen, der undlader at stemme; og eksplicitte udmeldinger om politisk fremmedgørelse. Som med de besværligheder, der er forbundet med at kritisere visse selverklærede demokrater, der måske faktisk ikke er demokrater, synes vi at have et problem med at definere og forsvare kriterier for, hvad der tæller som demokratisk, og hvad der ikke gør.

Med andre ord: Demokrati fremstår som det eneste mulige spil. Men vi synes at være mindre og mindre sikre på, hvad spillets regler og intenderede resultater må formodes at være.

Som et resultat af dette smigrer vi ofte os selv ved at sige, at vores tid på enestående vis er kompleks og svær at forstå. Selv de, der kom umiddelbart før os – de, der levede i det 20. århundrede – antages at have haft det lettere. Intet kunne være mindre sandt.

Meningen med demokratibegrebet har længe været genstand for heftige kampe – de, som vi anser for at være åbenlyse antidemokrater, såsom stalinister og nazister, erklærede også ofte, at de virkeliggjorde demokratiets egentlige værdier. Men de gjorde dette med udførlige, omend i dag mestendels glemte, teoretiske retfærdiggørelser. Med andre ord: Der var noget at sige om og mere specifikt imod sådanne retfærdiggørelser, fordi en række ideer var blevet eksplicit fremsat.

Nogle i vesten i dag sukker efter en fornyet ‘krig om ideer’ – de tænker eksempelvis nostalgisk på storhedstiden for Kongressen for Kulturel Frihed, da vestens liberale var ved frontlinjerne for den globale intellektuelle nærkamp. Men de står over for det problem, at der ikke rigtigt synes at komme nogen ideer fra dem, der med en vis ret kan udlægges som de nye antidemokrater.

Eller måske kigger vi det forkerte sted, idet vi prøver at give mening til denne tid. Det er en arv fra det 20. århundrede – en, som virkeligheden i ringe grad afspejler – at vi antager, at politiske ideer er struktureret omkring ideer, der er fremsat af prominente teoretikere af den ene eller anden afstøbning. Når vi står over for et forvirrende politisk fænomen i begyndelsen af det 21. århundrede, synes det første imperativ meget ofte at være: cherchez le maître-penseur!

Heraf den fremtrædende stilling for det, man kunne kalde ‘øjeblikkelig idehistorie’. Vil du gerne forstå Putin? Kig efter den intellektuelle magt bag zarens trone, og du vil finde Aleksandr Dugin. Den bedste måde at give mening til trumpismen? Selv nu er den mand, man skal kigge efter, Stephen Bannon (og hans mere eller mindre hemmelige læseliste, der inkluderer figurer som den italienske traditionalist Julius Evola, en stor inspirationskilde for det Nye Højre i Europa). Sådan en øjeblikkelig idehistorie tager for givet, at vi har at gøre med politiske aktører, der er inspirerede af udførlige verdenssyn; den antager også ofte implicit, at borgerne er begærlige efter sådanne verdenssyn og vælger ledere, fordi de forfægter dem. Empirisk set er ingen af disse antagelser berettigede.

Det er ikke svært at se, hvorfor især liberale uforvarende har konstrueret dem, de anser for at være deres modstandere, som en slags seriøse tænkere, hvilket de – med al respekt – sjældent er: Det giver dem faktisk noget materiale at arbejde med. Det er endnu lettere og så afgjort nedslående at se, hvorfor de også nærmest skødesløst har indoptaget den opfattelse, at almindelige mænd og kvinder står klar til at blive forført af uliberale ideologier; siden begyndelsen af det 19. århundrede har liberalismens standardindstilling jo været at mistænke masserne for ikke at have gode hensigter.

Det, der er blevet til en noget klichéfyldt besværgelse af ’Brexit og Trump’, bemyndiger liberale til ikke at holde sig tilbage, når det kommer til at genoplive fordommene fra det 19. århundredes massepsykologi: Mennesker er bare irrationelle eller i det mindste skrækkeligt uinformerede.

Den eneste reaktion, det er sandsynligt, at liberale, der råber, at »det er folkets skyld«, nogensinde vil få, er populisternes modsatte påstand om, at »det er eliternes skyld«. Begge sider fokuserer på enkeltpersoner og ikke på politiske systemer og strukturelle forandringer såsom en dybtgående forvandling af den offentlige sfære. Det er mikroøkonomi, der aldrig nogensinde når makroniveauet. Her synes vi igen at mangle begreber og kriterier, der kan forklare, hvad der helt præcist er gået galt. I det omfang at især venstrefløjen har forsøgt sig med noget, der ligner en makroforklaring, har den tilbøjelighed til at indskrænke sig til en generel, alt-for-generel beskyldning i retning af, at »det er neoliberalismen, dit fjols«. I det omfang, at der i dag findes nogen form for højrefløj med seriøse intellektuelle aspirationer, så har den noget hjælpeløst genbrugt det 20. århundredes kulturpessimistiske klichéer.

Hvordan bør vi da tænke anderledes om demokratiets tilstand i dag? Jeg foreslår, at vi må skelne mellem to udviklinger. Den ene er en belastning – eller nogle gange et de facto-sammenbrud – af de sociale kontrakter, der ligger til grund for demokratierne – især de kontrakter, der opretholdt de indskrænkede demokratier. Den anden har at gøre med dybtgående forandringer i det, man måske kan kalde demokratiets institutionelle omstændigheder. Disse udviklinger kan forstærke hinanden, men behøver ikke nødvendigvis at gøre det.

Demokratier er delikate blandinger af konflikt og samarbejde. De muliggør, at uenighed ikke ses som moralsk respektløshed eller som et tegn på, at en side har den fuldstændige politiske (eller endda fysiske) tilintetgørelse af den anden som sit mål.

Som Claude Lefort som bekendt påpegede, er de også en form for institutionaliseret uvished: Ingen kan med vished sige, at de og kun de repræsenterer folket (hvilket netop er det, som populister gør – hvilket er grunden til, at de udgør en fare for demokratiet). Ingen politik og intet politisk udfald kan forudsiges med vished, idet demokratiet altid er en dynamisk proces; og selve præmisserne for demokratiet kan revideres demokratisk, hvilket betyder, at der heller ikke er nogen endelig vished om formen på vores demokrati. En social kontrakt indebærer en forpligtelse på disse underliggende ideer – og, langt mere praktisk, selvbeherskelse, når det kommer til anledninger for vinderen til måske at rydde bordet; og endnu mere grundlæggende: et forlig, hvor forskellige grupper, ikke mindst kapital og arbejdere, forbliver forpligtede på at dele det samme politiske rum.

Det står klart, at den delikate balance mellem konflikt og samarbejde i en række lande er blevet forstyrret for at sige det mildt. Forestillingen om en loyal (og legitim) opposition accepteres ikke længere. Nogle gange er det de magtfulde, der afviser deres opponenters legitimitet; nogle gange er det grupper, der støt har tabt indflydelse, og for hvem sådan en afvisning mere er et tegn på politisk desperation. I nogle sammenhænge kan nye bevægelser og partier muligvis hjælpe med at genoprette et systems legitimitet, selv hvis de officielt er forpligtede på at overvinde dette system (jeg tænker eksempelvis på Podemos i Spanien): Når alt kommer til alt, kan det vise sig muligt, at et eksisterende system på ny afspejler underliggende samfundskonflikter, sådan at selv taberne kan leve med udfaldet (demokrati handler ikke om, at alle får, hvad de vil have; det handler om, at alle har en chance for at tale deres sag).

En særlig skæbnesvanger konstellation er fremkommet i Europa under Eurokrisen. I årene efter 2009 så vi en i stigende grad teknokratisk tilgang til regeringsførelse: ledere påstod på effektiv vis, at der kun var én rational løsning på krisen; debat var ganske enkelt unødvendigt, og at være uenig med de foreslåede løsninger var ensbetydende med at afsløre sig selv som irrationel. Sådan et standpunkt gjorde det meget lettere for populister at påstå, at de var demokratiets virkelige fortalere – og en reaktion på teknokratiet, der understregede, at et demokrati uden valgmuligheder er en selvmodsigelse, blev så afgjort taget godt imod. Teknokraternes antipluralisme (kun én rationel løsning!) blev imidlertid faktisk afspejlet af populister, der anførte, at der kun er en autentisk folkelig vilje (og at populister er de eneste, der kender den; debat er unødvendigt, og at være uenig var ensbetydende med at erklære sig selv en forræder af folket).

Det, der sker mellem disse to ekstremer (der på pervers vis bliver ved med at forstærke hinanden) – det være sig debat, pluralitet, valgmuligheder; kort sagt: demokrati – har lidt stor skade i en række europæiske lande og i EU som helhed. Det, der fremkom, kan ganske vist nogle gange på overfladen have lignet det indskrænkede demokrati – men de facto havde det ikke noget at gøre med en model, hvor indskrænkninger altid blev retfærdiggjort som demokratistyrkende. Hverken teknokratiske indskrænkninger eller populisternes autoritære tendenser ligner efterkrigstidens demokratiforstærkende indskrænkninger.

Den anden bekymrende udvikling i dag har at gøre med demokratiets institutionelle omstændigheder. Det, som mange iagttagere har beskrevet som en ny strukturel forvandling af den offentlige sfære, er blandt de vigtigste. Igen, det har været fristende at genbeskrive disse strukturelle forandringer med henvisning til individuelle gemytter eller individuel opførsel: Især har udtrykket post-sandhed de facto muliggjort en ubehersket genformulering af fordommene om de ‘irrationelle masser’.

Det er klart, at der aldrig har været en guldalder for en ren faktabaseret politisk debat. Til trods for klagesange (eksempelvis fra Walter Lippman) var der i massedemokratiets tidligere tidsalder alligevel noget, der kunne identificeres som en fælles, omend selvfølgelig ikke politisk forenet, offentlighed. I vores tid er det blevet lettere helt at droppe ud af offentligheden eller at leve i separate og yderst ensidige offentlige sfærer (læg dertil den kendsgerning, at antallet af professionelle journalister falder drastisk i mange lande, sådan at kvaliteten af en hvilken som helst af de fragmenterede offentlige sfærer sandsynligvis er lavere; det er sværere at argumentere for, at antallet af ‘mellemfigurer’ er faldende). Demokratiet som en fælles erfaring er i tilbagegang; og konflikter vil uundgåeligt forværres.

Disse udfordringer er dybtgående, og vi er end ikke i nærheden af at forestille os noget, der ligner en kur. Ordet ‘kur’ er muligvis afslørende i denne kontekst. Det er værd at reflektere over den kendsgerning, at demokratidiskurser er blevet nærmest fuldstændigt defensive (jeg nævnte tidligere fremkomsten af en industri for demokratiforsvar). Til trods for nogle opstemte udmeldinger om tegn på en ny post-repræsentativ demokratisk politik er stemningen nu meget mere en, hvor intellektuelle opfordrer os til at redde, hvad end der stadig reddes kan. Idealer om demokrati, der lægger vægt på kollektiv autonomi – for ikke at tale om et løfte om, at vi sammen som et demos kan afgøre vores kollektive skæbne – synes at have sværere kår i dag. Som for næsten et årti siden tror jeg ikke, at historien vil bringe os svarene på vores problemer – men at det altid er værd at lede efter det, Hannah Arendt kaldte den politiske tænknings tabte skatte. At tænke kreativt med og imod det 20. århundredes arvegods kan stadig bidrage til at forstå – og overvinde – vores nye tidsalder for demokratisk uvished.

Jan-Werner Müller: Kampen om demokratiet udkommer på dansk på Informations Forlag den 30. april i Jakob Rosendal og Bjarke Skærlund Risagers oversættelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu