»Jeg havde en masse drømme, da jeg startede med at skrive. Jeg drømte om at kunne leve af det, og det kan man som krimiforfatter. Jeg brænder for krimien, og jeg har ikke valgt det, fordi genren sælger godt, men jeg kunne godt se, at hvis jeg skrev lyrik, så ville det blive meget svært at leve af. Jeg får det til at løbe rundt, fordi jeg skriver i en genre, der har en vis bevågenhed, men jeg hæver ikke en fast månedsløn. Min indtægt er primært stykket sammen af det danske bogsalg.«
»Da jeg skulle udgive min første bog, sendte jeg den til fire forlag. De ville alle sammen udgive den. Her så jeg for første gang, at der var en mulighed for at forlade journalistikken. Bogen solgte 17.000 eksemplarer, og det gav naturligvis en del penge på kontoen, men det fik mig ikke til at droppe mit job på Jyllands-Posten.«
»Jeg var usikker på, om jeg kunne skrive videre, og først efter tre bøger vidste jeg, at det kunne lade sig gøre. Det lignede noget, der var bedre end min løn som journalist. Jeg kom ind i litteraturen efter 20 år som journalist, og der findes ikke nogen guddommelig inspiration.«
»Jeg går til mit forfatterskab på samme måde. Jeg sætter mig ned på mit kontor og skriver, og jeg bliver siddende, til der sker noget. Jeg forsøger så vidt muligt at få det til at ligne almindeligt arbejde, og jeg er meget bevidst om, at lige nu går det godt, men at det kan være slut efter næste bog. På den måde er økonomisk usikkerhed en slags drivkraft.«
Danske forfatteres økonomiske levevilkår
- 44 procent af alle danske forfattere har en samlet indkomst på under 100.000 af deres forfattervirksomhed.
- Gennemsnitsindkomsten er 267.000. Her kommer langt over halvdelen af pengene fra almindeligt lønarbejde.
- Det gennemsnitlige overskud af selvstændig virksomhed er 157.000.
- Omkring 60 procent af forfatterne har ikke anden beskæftigelse end deres selvstændige virksomhed.
- 78 procent af forfatterne mener, at manglende indtjening skyldes manglende tid.
Kilde: Danske forfatteres og oversætteres økonomiske levevilkår, CBS, 2016
»Da jeg skrev mine allerførste bøger, var jeg helt klart mere effektiv. Jeg havde en måned til at skrive dem, og hvis jeg ikke fik lavet dem der, så blev det ikke til noget. Nu tager jeg mig min egen tid, og der kan man nok godt se en kvalitetsmæssig forskel. Jeg synes, at de bliver markant bedre. De er skåret mere til, og jeg sætter mig nogle dogmer, som jeg rent faktisk kan leve op til. Jeg håber bare, at jeg bliver bedre og bedre, og der har penge en indflydelse. De er med til at sikre kvalitet.«
»Jeg oplever en stor berøringsangst i forhold til penge, og det virker, som om de, der tjener mindst, er dem, der mest frygter at snakke om økonomiske forhold. Når jeg er sammen med kollegaer, så deler jeg rigeligt ud af mine kontrakter og forhold. Andre forfatteres gode forhold skader ikke mig. Tværtimod. Jeg tilbyder at læse deres kontrakter, og jeg vil meget gerne hjælpe folk til at få en større del af kagen. Det er ikke godt nok, at folk bliver tilbudt 15 procent af indtægterne for deres arbejde.«
Forfattere og penge
Penge er en forudsætning for at have tid til at skrive, men penge er også et ømtåleligt emne blandt kunstnere. I denne lille serie fortæller fem forfattere om deres forhold til penge, tid og den evige økonomiske usikkerhed.
Seneste artikler
Identitetsskiftende forfatter: »Jeg ved alt om pengemarkedet«
17. april 2018Madame Nielsen hader penge og vil helst ikke beskæftige sig med dem. Alligevel ved hun alt om pengemarkedet og dets mekanismerGlenn Christian: »Jeg tjener nærmest ikke noget«
17. april 2018Forfatteren Glenn Christian er aktuel med bogen ’Månen atlas over sandparken avenue’. Her fortæller han om, hvor svært det er at leve som forfatter, hvis man ikke skriver krimierThomas Korsgaard: »Man er villig til at sælge alt for at skrive«
16. april 2018Thomas Korsgaard debuterede i 2017 med sin hjemstavnsroman ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’, i denne serie fortæller han om mikrolån, skodlejligheder og telefonsælgerjob
Grobrianudtalelser og spekulation. Krimier trøster ikke mig. Det er som de ser bort fra at sorg er det mest komplekse i livet. Når noget er så komplekst som sorg fritages vi for at tænke så meget over det. Dog må vi indrømme at sorg kan blive til had som skynder sig at forklæde sig som pænhed. Pænhed kan være langt mere stygt end had. Hvad er pænere end en pæn mand der sidder i sin sofa med sin kriminalroman og labber den monomane trøst i sig side efter side at sådan er jeg i hvert fald ikke. Han er som en nedgroet negl. Han er som det man i 70'erne kaldte en knudemand. Hans ånd skrumper og med den hans liv, hans eksistentielle rækkevidde, hans fantasi.
Alle de kriminelle i kriminalromaner gjorde det fordi de var kede af det og skulle have haft en krammer eller anden slags kærlighed, heriblandt reflekteret opmærksomhed, et klap på skulderen, fri leg, lytning, empatitræning, kognitiv træning, social hjælp, anerkendelse, samvær, og hvad ved jeg. Hvem siger det er sværere at bære sin indre ondskab end at bære sin sorg, hr. kriminalforfatter? I krimiforfattere gør ondskab interessant, men den er banal. I vender op og ned på den menneskelige situation. Ligesom vi alle har psykopatiske træk har psykopater også ikke-psykopatiske træk. I laver en masse penge på at være kyniske, gør I.
Kynos er græsk og betyder hund. Men vi er ikke hunde. Vi er ikke på sporet når vi læser en kriminalroman for sporet vi skal gå på er helt anderledes og vi ved ikke hvor det fører hen, hvilket tillige er en sorg. Og her kommer kunsten ind i billedet med sin trøst. En trøst der er værdifuld. For vi er nogen der ikke har glemt at sorgen er det mest komplekse i livet.
Man finder næppe en mindre begavet eller mere onanistisk genre end den moderne krimi. Det er blevet en slags anti-fortælling, der i tidens ånd skal demontere vores tro på idealer eller en bedre verden. Realiteten er kynisk og folk ændre sig sjældent, virker til at være budskabet.
I en sådan litterær (eller nærmere tekstuel .. Litterært er det ikke) portræt af samtiden, kan man hurtigt afskrive religiøs ekstremisme, ideologisk overbevisning og andet som trossystemer; lette udveje for svage mennesker. Men er det ikke nærmere trosløsheden, der gør os svage og er det ikke netop alle psykopaterne (de religiøse ekstremister, de ideologiske idealister osv), der rent faktisk identificerer samfundets problemer og forsøger - omend forfejlet - at gøre noget ved dem?
den garvede og kyniske efterforsker forvandles til en godtroende idiot, fordi han/hun tror, at systemet "altid har været sådan" og "altid vil være det". Deres karakteristik fanges ofte i en implicit tro på det nuværende som et evighedshjul. Men det er ikke forandringen, som er urealistisk - det er stasen! Hvorfor krimien i dag også symboliserer samtidens mest elskede utopi: Det nuværendes evige beståen. Det liberale demokratis universalitet trods de interne modsætninger, der hver dag kommer til udtryk i den sociale konflikt, som krimien skildrer.